“Katolsk præst fortsætter trods mistanke, – skræmmer katolikker fra kirke …”

 sådan kunne man læse i Kristeligt Dagblad  den 14. og 15. juni.

Samtidig kunne man læse, at de ‘bortskræmte’ ikke tør stå frem med navns nævnelse af frygt for konflikter i menigheden…. En af dem udtaler anonymt… hedder det i artiklen. Hvorfor mon det???

Kort tid efter kan KD meddele:
Biskop forbyder katolikker at bruge sexanklaget præst, – må ikke forestå offentlige gudstjenester.

KD bringer ingen navne. Heller ikke nødvendigt, alle véd, hvem det drejer sig om.
Og hvis nogen skulle være i tvivl, træder den katolske kirkes hjemmeside hjælpende til og forkynder med brask og bram, hvem sagen drejer sig om:

Meddelelse fra biskoppen:
På biskoppens vegne skal jeg meddele, at pastor Stephen Holm af biskoppen dags dato er blevet pålagt kun at fejre messe i sit privatkapel i Sorø og i det hele taget ikke at udøve nogen funktioner i forbindelse med offentlige gudstjenester og valfarter.
Biskoppen pålægger som følge heraf sognepræster, menighedsrådsformænd samt ordenshuse ikke at invitere pastor Stephen Holm til at holde gudstjenester eller udøve andre funktioner i forbindelse med gudstjenester i jeres kirker og kapeller
Biskoppen beklager, at det af tungvejende pastorale grunde har været nødvendigt med et sådant pålæg, og håber, at det kan bidrage til ro i bispedømmet.
Den 20. juni 2012
På biskoppens vegne
Lars Messerschmidt, generalvikar

Umiddelbart efter modtager jeg en mail fra en menighedsrådsformand udenfor mine tidligere menigheder, – med følgende ordlyd:

Kære Stephen. Blot dette: Jeg har set meddelelsen fra Bispekontoret i dag, og jeg har også læst artiklen i KD forleden. Nu ved vi så, at bispedømmet styres fra KD’s redaktionslokaler. Jamen, det er da bare skønt at vide. Gad vidst, om vi nogensinde får en biskop?

Forløbet er udmundet i, at jeg har skrevet til den pågældende journalist og siden af  ham på pæneste måde blevet lovet et svar, som jeg nu afventer.
Her er min henvendelse:

Kære X

Dine artikler  i KD den 14. og 15. juni har medført en ny lidelse i mit liv. P. g. a vores biskops sædvanlige håbløse håndtering har de udløst, at jeg, – som det jo tilrådes i dine artikler, –  p. t. er blevet afskåret fra, offentligt at kunne virke som præst og faktisk kirkeligt set sidder fængslet / levende begravet her i Sorø.

Jeg har overvejet at bestille nogle T-shirts med indskriften “Urén, urén”, som jeg kan tage på, når jeg bevæger mig udenfor vores hus her i Sorø og  når jeg vover mig ind i én af vore katolske kirker og sætter mig på bageste bænk, for ikke at blive fromme til forargelse. De rigtige kristne! Dem, der er eksperter i Jesu lære om kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.

I  anledning af dine artikler har jeg et spørgsmål til dig.

Vi er syv præster i DK, der har været ‘gennem møllen’.

To af os, begge ordenspræster af udenlandsk herkomst og tilhørselsforhold,  er blevet dømt for blufærdighedskrænkelse (m. bødestraf)

Den ene af disse to vendte straks tilbage til sit hjemland og fungerer, så vidt jeg ved, nu dér som præst.

Den anden, – den nyeste i sagsrækken – er nu væk fra sit sognepræsteembede. Hvor han lige for øjeblikket opholder sig, ved jeg ikke.

Så er vi fem tilbage.

Fakta ér: Ingen af os fem har fået rejst tiltale fra politiet. Ingen af os er dømte/straffede. Alle fem har vi rene straffeattester og rene børneattester.

Ingen af os er heller  blevet dømt af kirken (efter intern undersøgelse). For os alle er den kirkelige undersøgelse jo udmundet i, at vi med biskoppeligt dekret har fået vores ‘fritagelse for tjeneste’ ophævet og dokumenteret, at “sagerne er henlagt!” Alle fem kan vi således igen virke som præster.

To af os er genindsatte i sognepræsteembede

En af os krævede et års orlov ‘for svie og smerte’. Han er taget tilbage til sit hjemland og har der vistnok nu endelig fået engagement et sted i udlandet som præst for en dérværende menighed, hvis medlemmer i det fremmede taler den pågældende præsts modersmål.

En af os har i præstelisten på hjemmesiden indtil på det seneste været markeret med  ‘orlov’. Han bor i en lejlighed i Brønshøj og vikarierer rundtomkring, mest om hverdagen.

En af os har bedt om at gå på pension, og fået det accepteret. Han kan naturligvis, ligesåvel som netop nævnte, virke som vikar, hvor det måtte ønskes.  Men affødt af dine artikler, er denne mulighed for ham nu væk! Hvad hele Danmark tydeligt er blevet gjort bekendt med!

Alle syv har vi været ‘sexanklagede præster’ To af os er blevet dømte

Men den eneste af de ikke-dømte, som åbenbart vedvarende skal udskriges som sådan, er mig, den sidstnævnte. De andre, som osse ‘prædiker’, får lov til at være i fred. Det manglede osse bare!

Og nu til spørgsmålet:

Er det jeres journalistiske mening på KD, at jeg alene i den åh, så kristelige avis fortsat, indtil min død,  skal omtales som ‘sexanklaget præst’. Hvis nogen, når jeg om halvandet år fylder 70, vil skrive om mig, bli’r overskriften så: “Sexanklaget præst fylder 70”. Og i min nekrolog: “Sexanklaget præst død!”

Jeg spø’r bare …? 

Med hilsen

p. Stephen Holm

PS:  Du kender udmærket henvendelserne fra x menighed, hvor jeg mest har vikarieret. Men disse positive udsagn interesserer dig jo overhovedet ikke. Dém skriver du ikke om!

Forbuddet mod at påtage mig nogensomhelst opgave i nogensomhelst kirke og påbuddet til præster og menighedsråd om ikke at invitere mig til noegnsomhelst opgave i nogensomhelst kirke har medført følgende skrivelse til biskoppen fra formanden for Birkerød menighedsråd – det sted, hvor jeg var vikarieret mest. Jeg videregiver henvendelsen med brevskriverens tilladelse:

Kære Biskop Czeslaw Kozon

Idet jeg bekræfter modtagelsen af meddelelsen om at menighederne nu er
pålagt ikke at invitere p: Stephen Holm til at fejre messe, tillader jeg mig
at henvende mig, – og jeg behøver ikke at være anonym.

Vi har jo indtil nu benyttet p. Stephen Holm som vikar når de faste præster har haft ferie og lign. I Den Hellige families Kirke I Birkerød har p. Stephen Holm fejret søndagsmesser som vikar i ferieperioder omkring jul og over sommeren gennem  flere år. Jeg har ikke modtaget en eneste tilkendegivelse fra medlemmer af menigheden de seneste 2 år hvor jeg har været menighedsrådsformand, at man ikke bryder sig om at komme når . p. Stephen Holm er vikar. Tværtimod har jeg hørt fra en, “at ham kan man da forstå hvad siger”. Vi har ophængt en liste i våbenhuset, hvor man kan orientere sig om hvilken præst der kommer som vikar, når de faste præster er forhindret. Jeg har overværet ,at der er medlemmer af menigheden som orienterer sig i listen og højlydt har udtalt  sig om, at de går til søndagsmesse der hvor p. Stephen Holm er vikar.

P. Stephen Holm holdt julefest sammen med menigheden efter en søndagsmesse omkring sidste jul. Der deltog mange fra menigheden til julefesten i menighedslokalerne og jeg oplevede at p. Stephen Holm fik en stor tak for sin deltagelse.

Senest har p. Stephen Holm fejret Kristi Legemsfest hos os den 7. Juni. Der var også adskillige andre præster tilstede, 6 i alt tror jeg. Rigtig mange gik med til efterfølgende kaffebord, så vi måtte dække ekstra kuverter. Jeg har ej heller ved dette arrangement fået en eneste negativ tilbagemelding.

De seneste dage har jeg tænkt meget på det pudsige; at jeg ved godt at selvom der ikke findes begrebet “skilsmisse” i vores Kirke, så er der alligevel ganske mange både fraskilte og gengifte, men ikke noget vi taler højt om, og det ville måske også skabe for megen uro! Da suspensionen af p. Stephen Holm blev ophævet regnede jeg da med, at sagen var endevendt i Bispedømmet og hos politiet og kunne konstatere at p. Stephen Holm stadig var præst, blot pensioneret som sognepræst. Vi har derfor benyttet p. Stephen Holm som vikar, vi var ikke var klar over at der var en uudtalt forventning om, at han skulle fejre messe for sig selv.

Det har dog været trist at erfare, se og høre en præst være så mærket af ydmygelsen i forbindelse med hele denne sag, og give udtryk for ikke at have nogen som helst støtte fra Bispekontoret. Det synes for mig ganske urimeligt for noget menneske, næsten uanset hvilke fejltrin eller forbrydelser man kunne eller ikke kunne have begået, at man skal behandles som en udstødt. Man spørger sig selv, om der virkelig skulle være grund til det.

Jeg forstår at Biskoppen har magt til at pålægge os ikke at invitere p. Stephen Holm fremover. Samtidig synes jeg det er meget svært, at undgå at spørge sig selv om, det er nogle anonyme katolikker eller dagblade som leder den Katolske Kirke i Danmark.

Jjeg kan oplyse at jeg  sætter dette emne på vores dagsorden til vores næste menighedsrådsmøde i august.

Med venlig hilsen
Kirsten Eilertsen
Formand for menighedsrådet i Birkerød.
……..

Lige hjemkommet fra ferie ser jeg ovenstående:

Som menigt medlem af menigheden i Birkerød kan jeg kun bekræfte hvad Kirsten siger om, at der er ikke en, men adskillige som har været glade ved at Stephen Holm er kommet hos os. Og det ikke kun sproget, men da sandelig også for de vinkler, der lægges frem.
Og man må undre sig over, at nogen har så utroligt travlt med at dømme og undsige. Det hører ikke hjemme i nogen kirke.

venlig hilsen
Ulla Pinborg

I  forlængelse af sidstnævnte  slog det mig, hvad en ung mand fra en af mine tidligere menigheder sagde til mig: “Det er ikke kun dig, det går ud over, det er samtlige menigheder m. m. i  Danmark, som pålægges, ikke at måtte invitere dig! ” En holdning, som jeg fandt anderledes formuleret i en kronik i KD om omskæring (27. juli 12), hvor kronikøren konkluderer:

“Enlige svalers brok
bør ikke resultere i undertrykkelse af den samlede flok!”

Reklamer

De, der danser … og de, der ikke gør!

 

 

“De, der danser, bli’r anset for gale af dem,
der ikke kan høre musikken …”

Dette citat af F. W. Nietzsche (er jeg senere blevet oplyst om) var i ovenstående nutidsform gennemgående tema i søndagsprædikenen idag den 08. juli 12 i radioen, – fra Thurø Kirke v. sognepræst Thomas Østergaard Allmann.
Hver søndag bli’r man over radioen beriget med perler af prædikener fra folkekirken. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg skulle være denne inspiration foruden ….

Og så et citat af Martin Luther KIng, – osse ganske kort:

“Vor generation vil en skønne dag angre
ikke blot slette menneskers ætsende ord,
men også gode menneskers frygtelige tavshed!”

Ja! Gode menneskers frygtelige tavshed  . . . “at jeg ofte har undladt det gode”, som det siges i ‘Confiteror’ . . . .

Boganmeldelse

Anklaget, – men selv offer!”

– af p. Stephen Holm SMMass,
Lærkevej 2, 4180 Sorø, 59596645, sh@montfort.dk

Der har ikke været sparet på dét man i gamle dage kaldte for tryksværte, når det drejer sig om mediernes beskrivelse af ‘overgrebssagerne’ i den katolske kirke. De påståede ofre og deres sympatisører har fået spalteplads så det batter, mens fortalere for de angivelige, skrækkelige voldsmænd er blevet negligeret. Fy da!

Det er derfor velsignende velgørende anderledes at læse tidligere norske dominikanerpater Kjell Arild Pollestads nyudgivene dagbog for perioden 2008 – 2011 med titlen “Anklaget“.! Pollestads beskrivelse af sine seneste oplevelser vækker ikke gensynets glæde, men genkendelsens grufuldhed hos anmelderen, der har været igennem samme møllekværn som Pollestad, men som er forblevet ‘på gården’. Pollestad beskriver, hvorledes han i april 2010, opholdende sig i dominikanerklostret i Paris, af samtlige medier og af sin egen kirke pludselig sættes i offentlig gabestok i Norge på grund af to forhold (voldtægtsforsøg af to unge voksne), forsøg, som ifølge forfatteren ikke har fundet sted, men som der ikke desto mindre i slutningen af 90’erne var taget konsekvenser af. Bl. a. derfor var Pollestad i klostret i Paris. En god veninde sætter begivenhederne i april 2010, som forløb parallelt i samtlige nordiske lande, som en ‘frugt’ af de nordiske biskoppers ad-limina besøg hos paven  i marts. Pollestads beretning lader ane, at det i virkeligheden drejer sig om alt andet end de påståede seksuelle krænkelser, og at anklagerne faktisk er ganske velkomne hos de lokale kirkeledelser, når de retter sig mod præster, de høje herrer helst er foruden. At det drejer sig om magtkamp og misundelse, om ny-konservatisme kontra progresisme/liberalisme i kirken.

Pater Pollestad er en moderne katolik med et stort forfatterskab med sig, vel nok Norges mest kendte katolske præst. Glad for livet, glad for god mad og drikke, glad for mennesker “af alle køn”, som han siger. Og med sine meningers mod. Måske med en lidt for modig og lidt for uforsigtig livsstil i dén metier, som nu engang er hans. Dominikanerordenen, som han tilhører, var mange år toneangivende i en progressiv norsk katolicisme. Den, der i 2010 offentligt anklager ham, Reidar Voith, er nu ligeledes præst, omkring de 40 år. Han opsøgte Pollestad som ganske ung præstestudent og var ham ekstremt hengiven. Et venskabsforhold blev det til, hvor Reidar, ikke uden jalousi, søgte Pollestads konstante opmæksomhed. Under nogle arrangementer, hvor han ledsagede Pollestad, skulle voldtægtsforsøgene være sket. Man undrer sig over, at Reidar, når han har været udsat for voldtægtsforsøg fra Pollestads side, bli’r ved med at følge i hans fodspor, be’r om at komme i pastoralpraktik hos ham i det sogn, hvor han virker som  sognepræst og endda inviterer ham til at medcelebrere messen ved sin præstevielse. I dag markerer Reidar sig som ekstrem konservativ præst, fejrer messe i paramenter fra klunketiden, med blonder, som en mand almindeligvis nødigt vil iføre sig, og er, – selvfølgelig, –  tæt på den aktuelle ledelse af kirken i Norge. Og med fuld støtte fra samme kirkes ledelse  sværter han så sin gamle mentor og ven til. Karriere i kirken opnås vist med samme midler som alle andre steder.…

Hvis man har mod til at lade sig korrigere i sin fasttømrede opfattelse om de såkaldte misbrugssager i den katolske kirke, hvis man har mod til at læse om  moderne heksejagt, hvor bålflammerne er erstattet af medierne, og hvis man har mod til at lade sig konfrontere med den tanke, at der i de katolske misbrugssager rent faktisk har været tale om nok så mange falske anmeldelser af præster, som med kirkens velsignelse er blevet de egentlige ofre, så skal man læse Pollestads bog.

At den katolske kirke i Norge nu har mistet en af sine bedste præster, har været prisen. Politiet fastslår, at intet strafbart har fundet sted. Oslos biskop erklærer offentligt, at han tror på Reidar og ikke ønsker, at Pollestad virker som præst i Norge. Pollestad må deraf slutte, at man ikke stoler på ham, og det faktum, at han fremtidigt ikke kan virke som præst i sit fædreland har medført, at han omkring årsskiftet med smerte har nedlagt sit præsteembede og er udtrådt af sin elskede dominikanerorden, som, fortæller han, har støttet ham herhjertet gennem forløbet.

Samme faktum er imidlertid osse grunden til, at han -, som han ligeledes fortæller, – nu uden personlig og uden kirkelig censur (og endda uden bitterhed) har kunnet udgive den her anmeldte dagbog, hvis sidste halvdel peger hen på, at den mand  ikke har helt uret, som engang udtalte: “Den katolske kirke er den eneste hær, som myrder sine egne soldater!”

Kjell Arild Pollestad
Anklaget
Dagbog 2008-2011
skrevet på norsk
376 sider, 499 kr
Cappelen Damm

PS: Bogen har været indsendt til ‘kristeligt dagblad’, som ikke har fundet det opportunt at anmelde den (undskyldning: på norsk, ikke på dansk) eller på nogensomhelst anden måde gøre opmærksom på hverken dens eksistens eller dens indhold!
SH

 

Over to års tavshed …

Da dette helvede af  ondskab begyndte i april 2010, – hvor jeg p. g. a. beskyldninger, hvis indhold ikke på nogensomhelst måde var blevet efterprøvet, – har I i øvrigt lagt mærke til, at bibelen er  fyldt med falske anklager?, – blev jeg og et par andre præster, . direkte i modstrid med kirkerettens bestemmelser, – af min kirke, læs: min biskop, gennem suspension hængt ud i offentligheden og overgivet til overfald, spot og spe fra pressens side.
Jeg meldte jeg mig til orde en enkelt gang, idet jeg på mine sognes hjemmeside citerede ypperstepræstens ord til Jesus i Matthæus-evangeliets kapitel 26, vers 52:
“Har du ikke noget at svare på dét, de vidner imod dig?”. Men Jesus tav! …”

Jeg har i dette stykke gennem godt to år,-  altså osse efter,  at hverken politi eller kirke kunne finde beviser for noget som helst og min suspension blev ophævet, –  gjort som han, og det kan vel næppe være forkert.

Anklagerne og pressen har jeg kunnet leve med. Men I, kære læsere,  drømmer ikke om, hvor forfærdeligt det er at opleve, at dén kirke, man af hjertet og med alle kræfter har slidt for i tredive år, til trods for, at den har afsluttet sagerne og henlagt dem, vedvarende udleverer én til spot og spe. Og hvordan det ér at opleve katolikker, – hvor relativt få det end drejer sig om, -som i hvert fald i messen beskæftiger sig med kærlighed og barmhjertighed, falde over én. Og I aner ikke, hvor svært det er at afstå fra at tage til genmæle, ganske særligt, når man ingen vanskeligheder har med at formulere sig.

Naturligvis, – og dette er vel yderst menneskeligt, – glæder det så, når en Simon af Kyrene eller en Veronika dukker op i spalterne. Men strengt taget: Hvad betydning har overhovedet denne ‘debat’?? Jeg holder mig til et ord fra den hellige Vincent af Paul, som han vistnok har fra Sokrates: “Når nogen rakker mig ned,  ta’r jeg mig ikke af det, for jeg bli’r ikke ringere af det. Når nogen løfter mig op,  ta’r jeg mig ikke af det, for jeg bli’r ikke bedre af det. Jeg er dén, jeg er!” Gudskelov er det Gud og ikke Facebook og andre medier, der skal (be)dømme mig.

Efter at være ophørt som sognepræst for de tre menigheder, som jeg har betjent gennem 26 år, skiftede jeg adresse fra Slagelse til Kalundborg og – efter dér at være moppet ud af biskoppen, – siden november 2011 i Sorø, i ganske udmærkde omgivelser.  Siden maj 2011 har jeg  været ‘freelance’ og virket som vikar, hvor man har bedt mig om det.

Indtil jeg nu den 23. juni 2012 har fået en skrivelse fra biskoppen, hvori han forbyder mig at gøre nogetsomhelst (ordet skal forstås bogstaveligt) nogensomhelst steder i hele hans bispedømme, – bortset fra i vores kapel her i Sorø, hvor jeg, sammen med min medbror,  kan fejre messe og tidebøn og invitere hvem jeg vi,l til at deltage.

Stifteren af min ordensfamilie, Louis-Marie de Montfort var en fantastisk præst, som levede omkring år 1700. (Montfort betyder ‘stærkt bjerg’; det skal man være for i min sammenhæng at overleve, og hvor har han givet mig kræfter). Han blev smidt på porten af fire biskopper. Ingen af biskopperne er siden blevet erklærede helgener, men Montfort blev det.

Jeg har fastholdt, hvad jeg har gennemgået siden april 2010 i en bog, som jeg foreløbig har liggende og som jeg sikkert vil skrive videre på. Hvis nogen af ærligt hjerte virkelig gerne vil høre, hvad jeg synes og mener, er de velkomne til at kikke forbi hos mig.

‘Den der tier, samtykker’, siger man .. Nej bestemt ikke. Jeg har indtil nu tiet. Men jeg har ikke på et eneste tidspunkt samtykket.

Tier gør jeg nu ikke længere. Denne blog har jeg oprettet for, når jeg finder det opportunt, at have en mulighed for at meddele mig. Og dette opslag er således det første i en række, som jeg forudser, ikke vil udeblive!

Lad mig sluttelig påpege, at dét, der gælder for alt tilbudt læsestof, naturligvis osse gælder hér, nemlig: At ingen har læsepligt!!  Hvis man er interesseret i, hvad jeg mener, så værsgo’. Hvis man bare vil orientere sig, til glæde, til selvvalgt forargelse, til kontrol eller til afvisning: så værsgo’. Vil man helst være fri: jamen, så spring over!