Hvem har tabt hovedet???

I skrivende øjeblik sidder jeg sammen med min medbroder Poul-Erik i Dresden. Vi har netop foran Rafaels sixtinske Madonna (‘synet’ koster for to personer 150 kr.) bedt dén rosenkrans, som jeg lovede min barndoms menighed i Svendborg som jubilæumsgave. Som bekendt er alterbilledet i Svendborg en kopi heraf. Og lad mig sige det ligeud: Den i Svendborg restaurerede kopi er smukkere end originalen!

Billede: En Lise for sjæle sjælen.  Udstråler fred og harmoni.

Hovedcelebrantens indledning i messen idag paa mindedagen for Johannes Døberens halshuggelse gjorde indtryk! Selvfølgelig havde den baggrund i Sachsens tidligere DDR-periode, – men immervæk. Præsten sagde: “Der Täufer Johannes hat den Kopf verloren! Johannes Döberen tabte hovedet, – eller gjorde han??? Er det ikke dém, der tier stille, når de trues og undertrykkes, der har tabt hovedet??”

I forlængelse heraf en bemærkning fra vores værtinde her i Dresden.
Hun gengi’r én af Erich Honeckers ‘optimistiske’ bemærkninger, kort för DDR maatte lukke ned:
“Den Sozialismus in seinem Lauf,
hält weder Ochs noch Esel auf!”
(Socialismen i dens frembrusen vil selv de største idioter ikke kunne stoppe!)

F’et har jeg skrevet i sort. fordi jeg hørte forkert. Jeg mente, at min værtinde sagde en sandhed:
“Den Sozialismus in seinem Lauf,
hält weder Ochs noch Esel aus!”
(Socialismen i dens frembrusen vil selv de største idioter ikke kunne holde ud!)

Jeg skal ikke skjule, at sætningen i sin sidste version har inspireret mig til, med en lidt ændret ordlyd, at give den et nyt  “Sitz im Leben”, – aber lassen wir es vorläufig dabei.

Reklamer

Eviva España?

På trods af grisefester på Mallorca og tyrefægtning i Andalucia (begge dele er vist på retur) har jeg altid troet, – selv om jeg nok på det senere har haft voksende bange anelser om illusion, – at Spanien var 102% katolsk.

Nu fortæller KDs udsendte medarbejder, Jens Ulrich Pedersen, at kun 73% af spanierne betegner sig selv som katolikker, – i større eller mindre grad.. men, skiver han videre, – at  kun 16% bakker op om biskopperne.
Jeg citerer:

Kritikken retter sig … især mod den måde, kirkens øverste ledelse driver kirken på. Kun 16% af befolkningen bakker op om biskopperne. Et overvejende flertal, selv blandt de praktiserende katolikker, mener, at biskoppernes linje baserer sig på disciplin og fordømmelse snarere end på godhed og tilgivelse. 75% mener, at kirken ikke har formået at tilpasse sig det moderne samfund, og at skylden i høj grad ligger hos lederne. 

Og jeg som troede (eller håbede?), at det kun var i Danmark …..

Nu behøver det jo ikke at være sandt, bare fordi det står i KD. Men desværre kunne jeg være bange for, at det ér det! Når skribenten anfører, at det er en udbredt mening, at kirken ikke formår at tilpasse sig det moderne samfund, så vælger jeg at læse det således: at kirken ikke har formået at bringe lydhørhed for evangeliet i det moderne samfund. Samfundet er jo ikke værre end det var på Jesu og apostlenes tid. Men de kunne få folk i tale, fordi de prædikede ud fra og  ind i den situation, som var deres samtids.

Det er fortvivlende at opleve kirken i Europa  udvikle sig til en anakronisme, hvor de ansvarlige bare tror, at de  kan bygge en ghetto op, hvor de kan fortsætte som altid, ubesudlet af den forfærdelige verdens livsytringer  (Læs kardinal Schönborns ord under overskriften ‘Dominikus’). Ender Europa som en gentagelse af  Nordafrika?
En sætning, som jeg tidligere har udtalt, synes mere og mere at blive virkelighed:

“Mens Titanic synker, er kaptajnen mest interesseret i, om sølvbestikket i restauranten er pænt pudset!”

Pius X

Idag den 21. august, på mindedagen for den hellige pave Pius X, læste jeg i messens evangelium (Joh. 21) Jesu ord til Simon Peter, til hvem han havde overdraget så meget:
“Da du var ung, klædte du dig selv på, og gik hvorhen du ville, men når du bli’r gammel, skal andre klæde dig på (her ville jeg erfaringsmæssigt hellere sige: klæde dig af) og føre dig derhen, hvor du ikke vil!”

Ja, tænkte jeg: Dér har vi det!

Så kom jeg til at tænke på min nu afdøde medbroder, pater Martin Braun SMM, som jeg i 1995, i efterklang af hans 90 års fødselsdag, hjalp med at få udgivet tre af hans ‘prædikener’ under titlen RUAH. I én af dem: ‘Mit liv som præst’ fortæller han om pave Pius den X, og dette afnit vil jeg gerne dele med jer idag den 21. august:

‘Den anden præst, som jeg vil omtale, har jeg heller ikke kendt. Han blev født for rundt regnet 150 år siden og hedder Giuseppe Sarto. Hans far var postbud i en landsby i Norditalien. Allerede tidligt følte Giuseppe kald til at blive præst og kom derfor på seminarium i Padua, hvor den hellige Antonius ligger begravet. De andre studenter syntes, at han var en mærkelig fyr. De morede sig over hans kasket, han blev kaldt “drengen med kasketten”. Der må have været noget særligt ved den ka­sket, måske har det været én af hans fars aflagte postbud-kasketter. Men så vár det, at én af professorerne en dag sagde til studenterne: “Se ikke så meget på dén kasket. se på dét, der er under kasketten!”. Det vi­ste sig at være profetisk tale. Drengen, som var under kasketten, blev senere præsteviet, blev så biskop i Mantua, patri­ark i Venedig og i august 1903,  – året før jeg blev født, – blev han valgt til pa­ve. Han tog navnet Pius X. Han døde i 1913, da jeg var ti år gammel, – og er blevet helgenkåret i 1954.

Det er denne præst, som også har gjort stort indtryk på mig og som har bety­det meget for mit åndelige liv. Som jeg sagde før, har jeg ikke mødt ham, heller ikke hans kasket, men jeg har mødt hans gamle stråhat, eller i det mindste noget af den. Den stråhat, som Pius X havde på, når han slappe­de af ved en spadseretur i Vatikanets have, havde båret et rosafar­vet hatte-bånd, som på én eller anden underfundig måde var havnet på Sankt Maria Hospital her i Roskilde. Hatte-båndet var anbragt i en mon­tre, der hang på væggen i Visdomsdøtrenes for­standerindes kontor, – som en slags reli­kvie. 

Inden jeg siger mere om pave Pius X, vil jeg lige indskyde, at jeg engang har læst, at man kan dele rækken af paver i to kategorier: den ene type kalder man de politiske paver, fordi de først og fremmest betragtede sig selv som ‘Pontifex maximus’, der var fuldt bevidste om, hvad Kristus havde sagt til den første pave, apostlen Simon Peter: “Jeg giver dig Himmerigets nøgler. Hvad du binder på jorden, er bundet i himlen, og hvad du løser på jorden, er løst i himlen!” (Matt. 16,19). En sådan ponti­fex maximus raslede med nøglerne, når han meddelte sig til samfundets magthavere. Og så er der den anden type paver, som man kalder for de pastorale pa­ver. Også de vidste, hvad Kristus havde sagt om nøglemag­ten, men de huskede bedre, hvad Kristus også havde sagt til apostlen Si­mon Peter: “Vogt mine lam, vær hyrde for mine får” (Joh. 21, 15-16) og “Når du engang omvender dig, da styrk dine brødre!”. (Luk. 22,32). Disse paver betragtede sig selv først og fremmest som pastores, som hyrder og præster, der drog om­sorg for de troendes åndelige liv.

Pave Pius X var en sådan pastoral pave.  Og fra hans hånd stammer en del rundskrivelser. Enhver pavelig rundskrivelse får navn efter den latin­ske grundteksts første ord. Første ord i én af hans rundskrivelser mener jeg er ordet ‘Pascendi’. ‘Pascendi’ har noget at gøre med adverbiet ‘pacere’, som betyder ‘at lede fårene ud på græsgangene’ og ‘pascendi’, som betyder ‘de får, som skal ledes eller føres ud på græsgangene’. Ordet har også at gøre med ordet ‘pastor’, – og så passer det jo fint til dét, jeg lige sagde før: Pave Pius X følte sig i sin pavegerning først og fremmest som hyrde og som præst.

I 1905 udsendte denne pave en særlig rundskrivelse. Til trods for, at jeg aldrig har læst den og ikke kan huske dens første ord, og dermed dens navn, har netop denne rundskrivelse haft stor betydning for mit åndelige liv. I dén rundskri­velse taler Pius X om hyppig modtagelse af den hellige kommu­nion som et hovedmiddel til at, som han siger, “forny alt i Kristus!”. Han konstaterer,  at mange mennesker nok passer deres søn­dagsmesse, – i sig selv udmærket, – men måden, hvorpå de gør det, finder han betænkelig. Og hér tænker han ganske særligt på den sjældne modta­gelse af den hel­lige kommunion, en praksis, som var en følge af, at de troende havde været under indflydelse af jansenistisk religionsundervis­ning, der knyttede strenge betingelser over­holdt og sjælelige stemninger fremkaldt som for­udsætning for modtagelse af kommunionen. Han be­klager, – jeg gengi´r det med mine egne ord, – at mes­sen for mange såle­des var blevet reduce­ret til en slags ‘acte de préce ‘er med’, man bekræfter over for sig selv, at man stadig ‘er med’,  man overværer messen, men, – man deltager ikke! Kun under særlige omstændigheder går man til kom­munion, ellers ser man bare på, at præsten kommunicerer og anbringer de tiloversblevne hostier i tabernaklet. I stedet for at kommuni­cere, tilbeder man Kristus i hostien, som efter messen udstilles i en pragtfuld mon­strans, hvad enten nu monstransen anbringes i kirken eller bæres rundt i procession i gader­ne. Det er altsammen udmærket, skriver paven, men det er ikke den væ­sentlige mening med messen. For at rydde misforstå­ede opfat­telser og praksis af vejen citerer paven fra ny testamente Jesu ord i nadversalen, dét, som præsten i hver eneste messe siger ved brø­dets forvandling: “Aftenen før sin død, tog han (Kristus) brødet i sine hænder, takkede og sagde: ‘Tag og spis alle deraf! Dette er mit legeme, som hen­gives for jer!'” … altså legemet. Man kan ikke sige, at man hár sit legeme, man ér sit legeme. Det vil sige, at brødet ved forvand­lin­gen bli­ver til Je­sus Kristus selv. Jesus bliver nærværende i brødet. Og brød er til for at blive spist. Det er kommunion, når Kristus og den tro­ende forenes, og de troende indbyrdes forenes. Pave Pius X opfordrer de troende i hele ver­den til fremover ofte at gå til den hellige kommu­nion. Han tilføjer endda, at han kunne ønske sig, at alle troende kunne gå til kommu­nion hver dag, for, siger han, hyppig modtagelse af den hellige kommunion udrydder små synder og styrker menneskets im­munforsvar overfor de store. I en tale til nogle pilgrimme har han sagt: “Den hellige kommunion er den korteste og sikreste vej til Himlen”

Da jeg var 6 år gammel, udsendte paven endnu en rundskrivelse. Jeg kan selvfølgelig heller ikke huske, hvad dén hed, har heller aldrig læst den, men jeg véd, at man populært kaldte den “Rundskrivelsen om børnenes tidlige kommunion”. For dét handlede den om. Om det rette tidspunkt for børnenes første hellige kommunion. Paven ønskede, at børnene skulle begynde at gå til kommunion i en tidligere alder end man på det tidspunkt praktiserede og nævnte, hvorledes man tidligere i kirkehistorien havde givet børnene kommunionen allerede som spæde, i direkte relation til då­ben. Da paven skrev, var det prak­sis, at man kom til førstekommunion, når man var 14-15 år gammel, tror jeg nok, – jeg kan ikke nøjagtig huske det, – men fremover skulle man  kunne modtage kommunio­nen allerede fra 6-7 års-alderen. Jeg selv var første årgang af de tidligt kommunice­rende børn i vores sognekirke i Maastricht. Jeg husker, at min mor, da­gen før min første hellige kommu­nion, sagde til mig: “Nu skal vi bruge tandbørste og tandpasta, for når Vorherre kommer, skal man også have smukke tæn­der!” Jeg vidste godt, hvad min mor mente. Da jeg dagen ef­ter kom i skole, ønskede læreren os tillykke og citerede antagelig paven, som øn­skede, at vi gik til kommu­nion hver eneste dag.

Man hører så mange ord og så mange sætninger, som man ikke lægger mærke til. Men så er der også i hvert menneskes liv nogle ord eller sæt­nin­ger, som borer sig ind i ens indre og sætter sig fast, så man aldrig glemmer dem. Og det skete altså for mig med disse ord. Jeg lovede mig selv, at jeg ville gå til kommunion hver eneste dag.

– led os ikke i fristelse!

Så skete det igen!  På dagen for jomfru Marias optagelse i himlen.
Kun i katolsk gudstjeneste-sammenhæng er jeg tvunget til at markere mig som ‘uren-uren’. Jeg må ingenting i vore kirker, ikke engang, hvad enhver lægmand må!

Weekenden igennem har jeg så prostitueret mig som organist i folkekirken. Omend jeg er villig til at spille gratis i hvilkensomhelst af vore katolske kirker, bli’r i folkekirken pengene smidt efter mig. Og ikke kun penge, – osse varme og sympati!

Men hvad vár det, der skete igen?
På vejen ud til landsbykirken, hvor jeg skulle spille kl. 11, lyttede jeg til den radiotransmitterede folkekirkegudstjeneste. Fra den gamle cistercienserkirke i Løgumkloster (søsterkirke til klosterkirken her i Sorø)  med pastor Marianne Christiansen som prædikant. Ikke Marias optagelse i himlen, men 11. søndag efter trinitatis: Synderinden i Simons hus. Ikke desto mindre:  Atter engang:  FORMIDABELT! Lyt til prædikenen på nettet DR1

Når jeg sammenligner den perlerække af prædikener, vi præsenteres for fra vores medkirke i Danmark med den ‘Schmarren’, som menighederne  i altformange af vore hjemlige katolske kirker aktuelt må nøjes med, er jeg på randen til fortvivlelse. Hvorfor er det folkekirken, – med alle dens mangler og hele dens forvirrethed, – der igen og igen konfronterer mig med det store kristne befriende budskab om menneskets værdi i Guds kærlige og forbarmende øjne? I et sprog, som ikke bare er på dansk, men helt igennem dansk!

Som 13-årig forlod jeg folkekirken og gled ind i biskop Suhrs dengang moderne og progressive katolske kirke, som i dansk sammenhæng regnedes for en faktor. Dér var der dejligt at være. Det fortsatte i biskop Martensens menneskelige kirke. Hans kærlige øjne under min diakonvielse og præstevielse glemmer jeg aldrig.

Og nu?
Ghandi har engang sagt: ‘Jeg har kun én indvending mod kristendommen, og det er de kristne!’
En af disse kristne er jeg. En af dem, som i Ghandis verden er en indvending mod kristendommen. Men kristendommen, – læs Kristus, –  er til gengæld dén størrelse, der rækker armene ud og, på trods af alt og alle, omfavner både Ghandi og mig. Dét er budskabet, dér, hvor evangelisk kristendom, – altså kristendommen, sådan som den møder os i evangeliet, – forkyndes og møder mig. Og det skete igen i morges.

I vort kapel her i Sorø har jeg med glæde festligt fejret jomfru Marias optagelse i himlen, og med Paulus be’r jeg inderligt Gud om, at hans nåde mod mig som 13-årig og i det allermeste af mit liv ikke har været forgæves. Jeg elsker Kristi hellige katolske kirke, jeg værner om mit præsteembede, som jeg takker Gud for,  og jeg be’r om fasthed i dén udholdenhedens nådegave, som den vise, nu afdøde pastor Ib Andersen i fuld offentlighed har påstået, at jeg er i besiddelse af.  Ihvertfald har jeg som præst gennem 25 år betjent en trediedel af Sjælland. Forstandsmæssigt véd jeg, at korset er Guds udmærkelse. Det fremgår klart af flere indlæg her på bloggen. Men følelsesmæssigt har ethvert menneske brug for et hjem, wo man sich zu Hause weiss und geborgen fühlt. Had, fordømmelse og udstødelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn (jvf. ‘de velsigner med munden, men forbander i deres indre’) kan rent faktisk vokse én over hovedet.

Jeg ville være meget ked af at måtte vende tilbage dértil, hvor jeg vár de første tretten år af mit liv. Desværre bli’r fristelsen, parallelt med udsigtsløsheden, større og større …. Gott schütze mich!

Bravo, Nederland!

Selvom jeg ikke kan holde KD ud, kan jeg endnu mindre undvære det. Idag glædelig læsning i dette dagblad:

Hollænderne vender EU ryggen!

Underoverskrift: “I den hollandske valgkamp er der dømt fri jagt på alt, hvad der er blåt med gule stjerner. EU er blevet den ny yndlingsaversion i et land, der ellers har været anset for at være méd i den inderste kærne af EU-samarbejdet”.
 
Hvordan kan det være, at de gæve nederlændere altid er på forkant???
Tænk på koncilstiden og tiden derefter, hvor der virkelig skete noget. Hvem husker ikke navnene på de store kardinaler: Alfrink i Holland og Suenens i Belgien…, moderne mennesker, som vidste, hvor ‘skoen trykkede’. Hvem af jer kan komme på navnet af bare én markant kirkelig embedsindehaver i Benelux vandaag?? Mon ikke snart de ta’r sig sammen igen dernede, – osse på det kirkelige område?? … Ik hoop zo!
 

– nu osse i folkekirken???

Hjælpepræst i Hvalsø / Særløse menigheder her på Midtsjælland, Søren E. Jensen (som for øvrigt for år tilbage i menighedernes sogneblad ‘belærte’ sine læsere om katolske forhold med et indhold,. som jeg var nødt til at imødegå i samme blad) fortæller i dagens KD om en tjenstlig samtale med sin biskop, som følge af, i en prædiken, tilsendt stiftets webredaktør til offentliggørelse, uden virkeligt belæg at have beskyldt biskoppen for, i et bestemt forhold, at have overskredet sine kompetencer og handlet på kanten af magtmisbrug. Biskoppen har efterfølgende tildelt ham en mild påtale og præsten finder det helt i orden.

Men alligevel har Søren Jensen en tilføjelse. Og det er denne tilføjelse, jeg finder interessant: Søren Jensen skriver:

“Jeg vil advare mine kolleger i Roskilde stift. Hvis I sender et indlæg til stiftets webredaktør skal I vide, at biskoppen er medlæser. Det er fast procedure, at biskoppen får videresendt afviste indlæg til orientering. Dernæst mener jeg, at det er problematisk, at biskoppen rejser en sag, som han selv har en aktiv rolle i, da det jo er biskoppen, der er blevet kritiseret. Her kunne man appellere til, at biskoppen brugte andre midler end de tjenstlige kanaler, – også selvom han formelt og substantielt har ret til at gøre det.

Fortsætter denne praksis kan resultatet efter min mening nemlig kun blive, at vi får en mere forsigtig kirkelig debat: en samling utrygge præster, – og en fjern biskop!”

Tilføjelse

I dag den 15. august, på the very day for festen for jomfru Marias optagelse i Guds himmel (men det aner skribenten næppe) bli’r pastor Søren Jensen i KD bakket op af pastor Anders Kjærsig fra Odense-egnen, der samtidig fortæller os, at den gode præst i vor umiddelbare nærhed, nemlig Frederik Berggren Smidt (gudskelov er der da hæderlige mennesker med dét fornavn, – kronprinsen ikke at forglemme,- ellers ville det være noget rod) fra Tersløse osse har været ‘i møllen’. Og efter at have stillet spørgsmålet: “Hvor er retten til at ytre sig, hvor er viljen til uenighed?” konkluderer Anders Kjærsig:

“Det er ikke så sært, at der er ledelsesmæssige problemer i den danske folkekirke. det er heller ikke så sært, at der er flere præster, der sygemelder sig. Skal man som præst gå at være nervøs for sin biskop eller provst, fordi man har en anden betragtning af kultur, politik og teologi, hvem tør så udtale sig? Vi ender med en bovlam kirke! Undersøgelser viser faktisk, at de medarbejdere, der tør sige deres mening til ledelsen om ledelsen og i et sprog, ledelsen ikke nødvendigvis kan lide, ikke så let bliver stressede, depressive og dermed syge!”

Jamen, kære folkekirkepræster: Velkommen i bange-klubben! Jeg ved ikke, om ovenstående forklarer mig lidt om mit faktisk udmærkede helbred!

Nå, endelig så læser jeg på samme side et lille læserbrev fra min gode og fromme kollega i Esbjerg, der, i en ellers nydelig redegørelse konkluderende belærer os om, at de demokratiske tilstande i Danmark idag skyldes dét grundlag, der blev lagt af den hjemlige katolske kirke i mddelalderen…  
Goebbels kunne ikke have gjort det bedre!!

Det ka’ s’gu da ikke være rigtigt …

Kontorassistent Gabriella Levin til kriminalkommisær Ingrid Dahl i denne søndagaftens DR1 ‘REJSEHOLDET’, – m. h. t. afmægtighed i en smerteligt fastlåst situation:

Gaby til Ingrid:
“Det ka’ s’gu da ikke være rigtigt, at vi ikke kan gøre en skid?”
Ingrid til Gaby:
“NEJ! Det kan IKKE være rigtigt!  MEN SÅDAN ÉR DET!”

Replikskiftet kunne osse ha’ fundet sted mellem venner i ethvert diktatorisk samfund. I en udsendelse for nylig om attentaterne på Hitler lærte jeg noget for mig nyt, at der havde være over fyrre (respekt for de tyskere!) attentatforsøg på Hitler. Jeg troede, det drejede som om en tre-fire…

Hitler, dette sataniske menneske, overlevede dem alle, og det var for ham bevis på besiddelse af guddommelig udvælgelse og sendelse…
Nåja, – til allersidst, efter at have ødelagt alt, –  havde han dog så meget realitetssans, at han fjernede sig selv.

Så bare en forsvindende lille bitte smule respekt ….