– led os ikke i fristelse!

Så skete det igen!  På dagen for jomfru Marias optagelse i himlen.
Kun i katolsk gudstjeneste-sammenhæng er jeg tvunget til at markere mig som ‘uren-uren’. Jeg må ingenting i vore kirker, ikke engang, hvad enhver lægmand må!

Weekenden igennem har jeg så prostitueret mig som organist i folkekirken. Omend jeg er villig til at spille gratis i hvilkensomhelst af vore katolske kirker, bli’r i folkekirken pengene smidt efter mig. Og ikke kun penge, – osse varme og sympati!

Men hvad vár det, der skete igen?
På vejen ud til landsbykirken, hvor jeg skulle spille kl. 11, lyttede jeg til den radiotransmitterede folkekirkegudstjeneste. Fra den gamle cistercienserkirke i Løgumkloster (søsterkirke til klosterkirken her i Sorø)  med pastor Marianne Christiansen som prædikant. Ikke Marias optagelse i himlen, men 11. søndag efter trinitatis: Synderinden i Simons hus. Ikke desto mindre:  Atter engang:  FORMIDABELT! Lyt til prædikenen på nettet DR1

Når jeg sammenligner den perlerække af prædikener, vi præsenteres for fra vores medkirke i Danmark med den ‘Schmarren’, som menighederne  i altformange af vore hjemlige katolske kirker aktuelt må nøjes med, er jeg på randen til fortvivlelse. Hvorfor er det folkekirken, – med alle dens mangler og hele dens forvirrethed, – der igen og igen konfronterer mig med det store kristne befriende budskab om menneskets værdi i Guds kærlige og forbarmende øjne? I et sprog, som ikke bare er på dansk, men helt igennem dansk!

Som 13-årig forlod jeg folkekirken og gled ind i biskop Suhrs dengang moderne og progressive katolske kirke, som i dansk sammenhæng regnedes for en faktor. Dér var der dejligt at være. Det fortsatte i biskop Martensens menneskelige kirke. Hans kærlige øjne under min diakonvielse og præstevielse glemmer jeg aldrig.

Og nu?
Ghandi har engang sagt: ‘Jeg har kun én indvending mod kristendommen, og det er de kristne!’
En af disse kristne er jeg. En af dem, som i Ghandis verden er en indvending mod kristendommen. Men kristendommen, – læs Kristus, –  er til gengæld dén størrelse, der rækker armene ud og, på trods af alt og alle, omfavner både Ghandi og mig. Dét er budskabet, dér, hvor evangelisk kristendom, – altså kristendommen, sådan som den møder os i evangeliet, – forkyndes og møder mig. Og det skete igen i morges.

I vort kapel her i Sorø har jeg med glæde festligt fejret jomfru Marias optagelse i himlen, og med Paulus be’r jeg inderligt Gud om, at hans nåde mod mig som 13-årig og i det allermeste af mit liv ikke har været forgæves. Jeg elsker Kristi hellige katolske kirke, jeg værner om mit præsteembede, som jeg takker Gud for,  og jeg be’r om fasthed i dén udholdenhedens nådegave, som den vise, nu afdøde pastor Ib Andersen i fuld offentlighed har påstået, at jeg er i besiddelse af.  Ihvertfald har jeg som præst gennem 25 år betjent en trediedel af Sjælland. Forstandsmæssigt véd jeg, at korset er Guds udmærkelse. Det fremgår klart af flere indlæg her på bloggen. Men følelsesmæssigt har ethvert menneske brug for et hjem, wo man sich zu Hause weiss und geborgen fühlt. Had, fordømmelse og udstødelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn (jvf. ‘de velsigner med munden, men forbander i deres indre’) kan rent faktisk vokse én over hovedet.

Jeg ville være meget ked af at måtte vende tilbage dértil, hvor jeg vár de første tretten år af mit liv. Desværre bli’r fristelsen, parallelt med udsigtsløsheden, større og større …. Gott schütze mich!

Reklamer

1 thought on “– led os ikke i fristelse!

  1. Kære Pastor Holm
    Modstå fristelsen! hvor svært det end kan være. Du er katolsk præst og har for mig, fra første gang jeg mødte dig, en kold decemberdag i 1999 stået som en klar forkynder af den kristne katolske tro. Du bisatte dengang min moster Elisabeth Lassen fra kirken i Slagelse og formåede på forunderlig vis i din prædiken at knytte forbindelse fra denne verdens forgængelige liv til livet i evigheden.
    Og nu til et par ord om tolerence og kærlighed, som man desværre ikke altid møder i Den Katolske Kirke:
    For nogle år siden var jeg sammen med en ven og trosfælle til en messe i Den Liberal-Katolske Kirke. Den fremstår som en lidt sær sammenblanding af messeritus og udstyrsstykke som hos os romersk katolske og så trosfragmenter, som står os katolikker meget fjernt, som f.eks. reinkarnation.
    Efter messen blev jeg og min ven inviteret til måltid hos de to præster og menigheden. Deres åbenhed og imødekommenhed var enestående. Vi lagde ikke skjul på vores tilhørsforhold, hvilket både afstedkom nysgerrighed og osse respektfuld dialog om det, der skiller os i troen.
    Aldrig har jeg følt mig så godt modtaget ved nogen kirkekaffer i katolske menigheder.
    Da jeg senere fortalte om denne oplevelse i katolske kredse, blev jeg mødt med uforståelse for at drive omgang med sekteriske kættere.
    Jo, vi katolikker har meget at lære hvad angår hengivenhed og kærlighed.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s