Pius X

Idag den 21. august, på mindedagen for den hellige pave Pius X, læste jeg i messens evangelium (Joh. 21) Jesu ord til Simon Peter, til hvem han havde overdraget så meget:
“Da du var ung, klædte du dig selv på, og gik hvorhen du ville, men når du bli’r gammel, skal andre klæde dig på (her ville jeg erfaringsmæssigt hellere sige: klæde dig af) og føre dig derhen, hvor du ikke vil!”

Ja, tænkte jeg: Dér har vi det!

Så kom jeg til at tænke på min nu afdøde medbroder, pater Martin Braun SMM, som jeg i 1995, i efterklang af hans 90 års fødselsdag, hjalp med at få udgivet tre af hans ‘prædikener’ under titlen RUAH. I én af dem: ‘Mit liv som præst’ fortæller han om pave Pius den X, og dette afnit vil jeg gerne dele med jer idag den 21. august:

‘Den anden præst, som jeg vil omtale, har jeg heller ikke kendt. Han blev født for rundt regnet 150 år siden og hedder Giuseppe Sarto. Hans far var postbud i en landsby i Norditalien. Allerede tidligt følte Giuseppe kald til at blive præst og kom derfor på seminarium i Padua, hvor den hellige Antonius ligger begravet. De andre studenter syntes, at han var en mærkelig fyr. De morede sig over hans kasket, han blev kaldt “drengen med kasketten”. Der må have været noget særligt ved den ka­sket, måske har det været én af hans fars aflagte postbud-kasketter. Men så vár det, at én af professorerne en dag sagde til studenterne: “Se ikke så meget på dén kasket. se på dét, der er under kasketten!”. Det vi­ste sig at være profetisk tale. Drengen, som var under kasketten, blev senere præsteviet, blev så biskop i Mantua, patri­ark i Venedig og i august 1903,  – året før jeg blev født, – blev han valgt til pa­ve. Han tog navnet Pius X. Han døde i 1913, da jeg var ti år gammel, – og er blevet helgenkåret i 1954.

Det er denne præst, som også har gjort stort indtryk på mig og som har bety­det meget for mit åndelige liv. Som jeg sagde før, har jeg ikke mødt ham, heller ikke hans kasket, men jeg har mødt hans gamle stråhat, eller i det mindste noget af den. Den stråhat, som Pius X havde på, når han slappe­de af ved en spadseretur i Vatikanets have, havde båret et rosafar­vet hatte-bånd, som på én eller anden underfundig måde var havnet på Sankt Maria Hospital her i Roskilde. Hatte-båndet var anbragt i en mon­tre, der hang på væggen i Visdomsdøtrenes for­standerindes kontor, – som en slags reli­kvie. 

Inden jeg siger mere om pave Pius X, vil jeg lige indskyde, at jeg engang har læst, at man kan dele rækken af paver i to kategorier: den ene type kalder man de politiske paver, fordi de først og fremmest betragtede sig selv som ‘Pontifex maximus’, der var fuldt bevidste om, hvad Kristus havde sagt til den første pave, apostlen Simon Peter: “Jeg giver dig Himmerigets nøgler. Hvad du binder på jorden, er bundet i himlen, og hvad du løser på jorden, er løst i himlen!” (Matt. 16,19). En sådan ponti­fex maximus raslede med nøglerne, når han meddelte sig til samfundets magthavere. Og så er der den anden type paver, som man kalder for de pastorale pa­ver. Også de vidste, hvad Kristus havde sagt om nøglemag­ten, men de huskede bedre, hvad Kristus også havde sagt til apostlen Si­mon Peter: “Vogt mine lam, vær hyrde for mine får” (Joh. 21, 15-16) og “Når du engang omvender dig, da styrk dine brødre!”. (Luk. 22,32). Disse paver betragtede sig selv først og fremmest som pastores, som hyrder og præster, der drog om­sorg for de troendes åndelige liv.

Pave Pius X var en sådan pastoral pave.  Og fra hans hånd stammer en del rundskrivelser. Enhver pavelig rundskrivelse får navn efter den latin­ske grundteksts første ord. Første ord i én af hans rundskrivelser mener jeg er ordet ‘Pascendi’. ‘Pascendi’ har noget at gøre med adverbiet ‘pacere’, som betyder ‘at lede fårene ud på græsgangene’ og ‘pascendi’, som betyder ‘de får, som skal ledes eller føres ud på græsgangene’. Ordet har også at gøre med ordet ‘pastor’, – og så passer det jo fint til dét, jeg lige sagde før: Pave Pius X følte sig i sin pavegerning først og fremmest som hyrde og som præst.

I 1905 udsendte denne pave en særlig rundskrivelse. Til trods for, at jeg aldrig har læst den og ikke kan huske dens første ord, og dermed dens navn, har netop denne rundskrivelse haft stor betydning for mit åndelige liv. I dén rundskri­velse taler Pius X om hyppig modtagelse af den hellige kommu­nion som et hovedmiddel til at, som han siger, “forny alt i Kristus!”. Han konstaterer,  at mange mennesker nok passer deres søn­dagsmesse, – i sig selv udmærket, – men måden, hvorpå de gør det, finder han betænkelig. Og hér tænker han ganske særligt på den sjældne modta­gelse af den hel­lige kommunion, en praksis, som var en følge af, at de troende havde været under indflydelse af jansenistisk religionsundervis­ning, der knyttede strenge betingelser over­holdt og sjælelige stemninger fremkaldt som for­udsætning for modtagelse af kommunionen. Han be­klager, – jeg gengi´r det med mine egne ord, – at mes­sen for mange såle­des var blevet reduce­ret til en slags ‘acte de préce ‘er med’, man bekræfter over for sig selv, at man stadig ‘er med’,  man overværer messen, men, – man deltager ikke! Kun under særlige omstændigheder går man til kom­munion, ellers ser man bare på, at præsten kommunicerer og anbringer de tiloversblevne hostier i tabernaklet. I stedet for at kommuni­cere, tilbeder man Kristus i hostien, som efter messen udstilles i en pragtfuld mon­strans, hvad enten nu monstransen anbringes i kirken eller bæres rundt i procession i gader­ne. Det er altsammen udmærket, skriver paven, men det er ikke den væ­sentlige mening med messen. For at rydde misforstå­ede opfat­telser og praksis af vejen citerer paven fra ny testamente Jesu ord i nadversalen, dét, som præsten i hver eneste messe siger ved brø­dets forvandling: “Aftenen før sin død, tog han (Kristus) brødet i sine hænder, takkede og sagde: ‘Tag og spis alle deraf! Dette er mit legeme, som hen­gives for jer!'” … altså legemet. Man kan ikke sige, at man hár sit legeme, man ér sit legeme. Det vil sige, at brødet ved forvand­lin­gen bli­ver til Je­sus Kristus selv. Jesus bliver nærværende i brødet. Og brød er til for at blive spist. Det er kommunion, når Kristus og den tro­ende forenes, og de troende indbyrdes forenes. Pave Pius X opfordrer de troende i hele ver­den til fremover ofte at gå til den hellige kommu­nion. Han tilføjer endda, at han kunne ønske sig, at alle troende kunne gå til kommu­nion hver dag, for, siger han, hyppig modtagelse af den hellige kommunion udrydder små synder og styrker menneskets im­munforsvar overfor de store. I en tale til nogle pilgrimme har han sagt: “Den hellige kommunion er den korteste og sikreste vej til Himlen”

Da jeg var 6 år gammel, udsendte paven endnu en rundskrivelse. Jeg kan selvfølgelig heller ikke huske, hvad dén hed, har heller aldrig læst den, men jeg véd, at man populært kaldte den “Rundskrivelsen om børnenes tidlige kommunion”. For dét handlede den om. Om det rette tidspunkt for børnenes første hellige kommunion. Paven ønskede, at børnene skulle begynde at gå til kommunion i en tidligere alder end man på det tidspunkt praktiserede og nævnte, hvorledes man tidligere i kirkehistorien havde givet børnene kommunionen allerede som spæde, i direkte relation til då­ben. Da paven skrev, var det prak­sis, at man kom til førstekommunion, når man var 14-15 år gammel, tror jeg nok, – jeg kan ikke nøjagtig huske det, – men fremover skulle man  kunne modtage kommunio­nen allerede fra 6-7 års-alderen. Jeg selv var første årgang af de tidligt kommunice­rende børn i vores sognekirke i Maastricht. Jeg husker, at min mor, da­gen før min første hellige kommu­nion, sagde til mig: “Nu skal vi bruge tandbørste og tandpasta, for når Vorherre kommer, skal man også have smukke tæn­der!” Jeg vidste godt, hvad min mor mente. Da jeg dagen ef­ter kom i skole, ønskede læreren os tillykke og citerede antagelig paven, som øn­skede, at vi gik til kommu­nion hver eneste dag.

Man hører så mange ord og så mange sætninger, som man ikke lægger mærke til. Men så er der også i hvert menneskes liv nogle ord eller sæt­nin­ger, som borer sig ind i ens indre og sætter sig fast, så man aldrig glemmer dem. Og det skete altså for mig med disse ord. Jeg lovede mig selv, at jeg ville gå til kommunion hver eneste dag.

Reklamer

2 thoughts on “Pius X

  1. Sikke en dejlig prædiken og sikke et flot sprog. En af den slags prædikener, der bider sig fast. Tak for meget læseværdigt stof på denne blog!

    • Da jeg skrev mine forord til pater Brauns lille prædiken-udgivelse, citerede jeg korrekturlæseren, fru Tut Ritzau fra Kalundborg menighed, som spontant konkluderede: ‘Jeg er imponeret af, at en udlænding i dén grad har kunnet trænge ind i dansk sprogbrug og tilegne sig alle sprogets nuancer’.
      De kunne noget, de gamle hollandske montfortanere, der arbejdede her i Danmark. I den tid, jeg har kendt dem, har jeg aldrig hørt dem tale nederlandsk indbyrdes, kun dansk. Et eksempel til efterfølgelse for vore udenlandske præster af idag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s