“Hvad ville det være for en verden, hvis vi slukkede ethvert fremtidshåb for dem, som har afveget i livet?”

Sikkert ubevidst, men på falderebet til mindedagen for den hellige Klara af Assisi (11. august), bringer Kristeligt Dagblad, – på nettet – , en historie fra Belgien, som har givet mig en lille smule glæde tilbage ved at være katolik. Her synes jeg at genkende dén enhed mellem Kristus og kirken, som jeg på det seneste har haft ret så svært ved at få øje på. Her er respekten for det enkelte menneske vigtigere end pøbelens højtråben.
Det drejer sig i beretningen om en virkelig stor-forbryders optagelse i et kloster:

Michelle Martin var gift med Marc Dutroux, Belgiens mest forhadte forbryder. Han blev for 16 år siden dømt til livstid i en opsigtsvækkende pædofilisag for at have misbrugt og taget livet af fire piger. Michelle Martin blev dømt for medskyld. Hun står nu til prøveløsladelse og har fået lov til at blive optaget i klosteret i Malonne.
For belgierne står Michelle Martin tilbage som kvinden, der var vidende om sin mands modbydeligheder, men ikke gjorde noget for at redde hans ofre.

Det lille Klarisse-kloster i Malonne har påtaget sig at huse den forhadte kvinde. Folk har demonstreret uden for klosteret i dagevis, og politiet har været nødt til at trække peberspray og tåregas for at holde vrede demonstranter væk fra de 11 nonner i den lille by 75 kilometer fra Bruxelles.

Ordenssøstrene har forsøgt at gøre klart, at de på alle måder tager afstand for Michelle Martins handlinger, men at de ”ville fejle alvorligt i deres gerning”, hvis de ikke lukkede et menneske ind, som af myndighederne er blevet bedømt til at have udstået sin straf.

”Vores rolle begrænser sig ganske simpelt til at tage imod gerningsmanden på en forhåbentlig effektiv måde, og hvis muligt fungere som kilde til håb for alle dem, som er i samme situation. For hvad ville det være for en verden, hvis vi slukkede ethvert fremtidshåb for dem, som har afveget i livet,” spørger søstrene.

Tænk, hvis vor hjemlige kirkes ledelse i mine ‘sager’, som, – hvis de endelig skulle have fundet sted, hvad de ikke hár, – ikke engang ville have nået de her begåede til anklerne, kunne overtage bare lidt af de omtalte nonners holdning. Istedet er jeg af nævnte ledelse siden 20. juni 2012 faktisk udstødt og må i katolsk sammenhæng ingenting gøre nogensomhelst steder, bortset fra her i Sorø, hvor jeg er levende begravet.
Det er en underlig fonemmelse for mig, at jeg, – Ikke denne, men næste weekend, hvor vi skal fejre én af mine yndlingsfester: festen for Marias optagelse i himlen, – sidder som organist i folkekirken lørdag-søndag og oplever den X-søndag efter Trinitatis. Men dér bli’r jeg da i det mindste behandlet som et menneske ….
M. h. t. boligforhold har vi det virkelig skønt, og det er et stort plaster på såret. Måske netop derfor genkender jeg mig selv i min situation som personen i følgende vittighed, som blev til i dén periode, hvor aids-syge blev behandlet som datidens spedalske:

En aids-ramt, som man ønsker isoleret, får opmuntrende at vide, at han under isolationen vil blive budt de allerbedste omstændigheder. Pragtfuld penthouse-lejlighed med alt, hvad man kan ønske sig: fjernsyn, computer, musikanlæg,  badeværelse med boblebad, vandseng, byens skønneste udsigt m. m.  Og, – siges der til ham: – “Du får alle de pizza’er, du kan spise!” Sidste gyldne løfte fører imidlertid til en indvending. “Jamen, jeg kan ikke fordrage pizza!” siger han. Hvorpå der bli’r svaret: “Åh, det er rigtig ærgerligt, for pizza er det eneste, vi kan skubbe ind under døren!”

Reklamer

Idag på mindedagen for den hellige Dominikus ….

Ved en sammenkomst med østrigske journalister den 16. januar i år, – refererer ‘the Tablet’ den 21. januar, –  fremkom ærkebiskoppen af Wien, kardinal Christoph Schönborn med nogle nok så opsigtsvækkende udtalelser, som “Vi er også kirken” har oversat til dansk. (Bare kardinal Schönborn dog måtte blive den næste pave, hvis vi skal ha’ en europæer igen.) På den østrigske TV- kanal KTV har man kunnet følge hans katekeser, afholdt i Stephansdomen i Wien. Kardinal Schönborn er dominikaner.. Jeg havde nær og sagt: Hvad ellers??? I dag på den hellige Dominikus’ mindedag har jeg læst messen for ham, (og for afdøde Erik Christiansen, der efter en zig-zak-livsvej nåede tilbage til dominikanerordenen), og efterfølgende læst kardinalens udtalelser atter en gang . Hvor er det dog skønt og ærligt at læse:

 ”De sidste årtiers sociale ændringer kræver en anden slags kirke,” sagde han og fortsatte: ”Den kirke, de østrigske katolikker har været vant til, er noget fra fortiden, og derfor er det ikke et spørgsmål om business as usual. Tidspunktet er nu kommet for at forholde sig til de ændringer, som har fundet sted i samfundet, langt mere alvorligt end hidtil.”

Nøglen til forståelsen af de udfordringer, som møder kirken i nutiden, er ideen om frihed. Det andet Vatikanerkoncil havde allerede skabt mulighed for at placere kirken i et frit samfund, men et enormt mængde arbejde mangler endnu at blive gjort, og det vil ændre kirkens natur. 

”I dag lever vi i en frihedens kultur, og det er en meget god ting, for det er, når vi er frie, at vi mest ligner Gud.”

”Frihed er det bedste udgangspunkt for at overbevise, for at tro og for at skabe en stærk kirke i fremtiden – en kirke som vil se meget anderledes ud end den kirke, vi har kendt indtil nu.”

I et frit samfund med en mangfoldighed af muligheder vil kirken kun være ”en spiller blandt mange andre”, sagde han advarende. Kirkens missionsarbejde ligger derfor i at vinde den enkelte for troen.

Han understregede, at der i nutiden er et stærkt behov for evangelisering og fortalte, at i hans eget ærkebispedømme sker det ved realiseringen af hans ”mission først”-projekt. Ærkebispedømmet vil fortsat have et overalt eksisterende netværk af sogne, men de vil blive større og ”tyndere” i struktur. Man skulle desuden ikke kun se på frafaldet af katolikker, men også på de katolske skoler, hvor elevantallet er blevet tredoblet i de senere år. Han nævnte også .. at der har været et markant boom i valfarter, sammenlignet med for tyve år siden. At samarbejde i netværk med andre lande om evangeliseringen var af betydning. 

”Tro ikke, at denne nye start er en let sag for mig som ansvarlig biskop. Den betyder et farvel til min barndoms kirke, som er så tæt ved mit hjerte, og det er et farvel, der smerter. Men realiteterne giver os ikke andre muligheder.”

I midten af det 20. århundrede blev den katolske kirkes rolle i samfundet taget for givet af det helt store flertal af østrigere. Få udfordrede kirkens autoritet, og de fleste katolikker overværede søndagsmesserne. Det er ikke tilfældet i dag. 

Fra Østrig til Danmark.
Folkekirke-biskop Kjeld Holm fra Aarhus, som jeg, til trods for fælles efternavn,  sjældent er enig med, har i KD den 03. august vedrørende sin kirke udtalt følgende, som dog,  i Schönborn-udtalelserne kølvand, på én eller anden måde har berørt mig:

“Kristendommen, islam og kommunismen har det ekskluderende om grundlag. Er du ikke enig, accepterer du ikke systemet eller dogmatikken, er du udelukket, og som yderste konsekvens skal du slås ihjel!
I virkeligheden er den kristne kirkes historie en historie om at komme til rette med dén udfordring, at man godt kan være vantro og alligevel være noget værd som menneske… Det har været en historie om kritik, selvbesindelse og dialog afløst af skråsikkerhed og intolerance. Bestandig er det vekslet…  I al nutidig bekymring om folkekirkens overlevelse er eksklusionens teologi måske den største trussel mod denne overlevelse!”

Og så endelig i samme KD en udtalelse af sygehuspræst Preben Kok fra Vejle vedr. arbejdsmiljøet i en hvilkensomhelst arbejdssammenhæng:

“Jeg har i de sidste måneder hørt adskillige sige, at dét at hjælpe en ramt kollega øger arbejdspladsens menneskelige kapital!”

Er der noget méd, at vi har underskud i bispedømmet København??

Biskopper: Fra autoritet til troværdighed

 
Med underoverskriften:Den ny generation af præster efterlyser moderne ledelse og biskoppen som teologisk fyrtårn”, bragte KDs Bente Clausen, – foranlediget af de kommende to bispevalg i folkekirken, – tirsdag den 31. juli en læseværdig artikel, som desværre ikke umiddelbart kan læses på nettet. Jeg har imidlertid lyst til at bringe udsnit af den her, fordi jeg foruroligende fornemmer, at hos os katolikker går udviklingen den modsatte vej: Fra troværdighed til autoritet.

Nu Bente Clausens ord:

En biskop kan ikke længere forvente respekt alene på grund af sin person. Respekten kommer, hvis den enkelte biskop har personlig troværdighed, men ikke for den flotte kåbe alene.
Det er en udvikling, der er foregået over en årrække – som også mange andre personer i offentligheden har måttet erkende.
Det er ikke hvad du ér, men hvem du ér, der tæller.
Det gælder både inden for og uden for folkekirken.
Og dertil kan man være stensikker på en efterhånden voldsom medieinteresse på både embede og person.

Med to bispevielser ligeom hjørnet, – i Fyens og Haderslev stifter, – sætter KD fokus på bisperollen …

Senere hedder det i artiklen, hvor lektor i teologi på Aarhus Universitet, Peter Lodborg har fået ordet:

“De ny præster efterlyser ikke en autoritet, men en biskop, der siger noget fornuftigt og har visioner for folkekirken og visioner om samarbejde .., så hvis folkekirken skal have en fremtid, så bliver det i en samarbejdende kirke …. De ny præster forventer en moderne, inspirerende leder, der også stiller op som sparringspartner. For menighederne vil det være vigtigt, at biskoppen er en omgængelig person, der kan tale jævnt og folkeligt…”

Henimod slutningen af artiklen giver Bente Clausen ordet til rets-teolog og tidligere sognepræst Kristine Garde, bosat i Hillerød. Først hedder det om hende, at hun har rettet blikket mod præsternes retssikkerhed og ikke bryder sig om de yderligere beføjelser, biskopperne har fået i de seneste år. Om visse sager, afgjort af biskoppen, siger Kristine Garde: “Præsten kan ikke klage over afgørelsen, med mindre der er begået procedurefejl. For mig har det formindsket præsternes retssikkerhed”… Senere udtaler hun: “Biskopperne har fået enekompetance til at rejse læresager. Det betyder, at præsten ikke er garanteret mod en biskop, som undlader at rejse en læresag, men i stedet iværksætter en sag om uegnethed!”.

Endelig gives til sidst ordet til lektor og ph.d Bent Meier Sørensen, Institut for Ledelse på CBS, som mener, at folkekirken skal markere sig mere i samfundsdebatten. “Udelukkende at tale om krise og økonomi er for fattigt”, siger han.

Omend det drejer sig om forhold i den danske folkekirke, forekommer det mig at være ganske interessant læsning. Hvis man vil læse hele artiklen , må man skaffe sig KD fra den 31. juli.

p. Stephen Holm

Efter 20. juni 2012: ‘Pas de croix, quelle croix!’

Netop har jeg læst et par breve, som Louis-Marie de Montfort har sendt til sin trofaste ‘discipel’ Marie-Louise Trichet, på hvem han grundlagde kongregationen ‘Visdommens Døtre”.
I min øjeblikkelige situation er det for mig ret så trøsterig læsning.
Hvad Pére de Montfort opfordrede Marie-Louise til, (fremhævelserne er mine), opfordrer jeg hermed dig, kære læser, til at gøre …..

Paris, oktober 1703

 Min kæreste Datter i vor Herre Jesus Kristus!

Måtte den rene kærlighed, som Gud ér, herske i vore hjerter sammen med den guddommelige Visdom, vor Herre Jesus Kristus!
Langt mere af erfaring end fra Deres breve véd jeg, at De med stor kraft beder for mig arme synder. Denne kærlighedstjeneste kan jeg kun gengælde ved, at jeg osse beder for Dem, hvergang jeg ved altret holder Gud  i mine uværdige hænder, hvad jeg dagligt gør.

Fortsæt Deres bønner for mig og gør det med dobbelt kraft. Bed for mig om dyb fattigdom, om meget tunge kors, om fornedrelser og om ydmygelser, dog på dén betingelse, at De samtidig beder Gud om, at han må stå ved min side og intet øjeblik forlade mig i min grænseløse svaghed.

Oh, hvilken rigdom, hvilken ære, hvilken glæde, hvis jeg gennem alt dette kunne opnå Visdommen, som jeg så brændende længes efter.

 Paris, december 1703

Min kæreste datter!

Jeg skylder Dem en inderlig og stor tak, for jeg erfarer i høj grad virkningen af Deres bønner. Mere end nogensinde før er jeg fattig, fastnaglet og ydmyget. Dæmoner og mennesker her i denne store by, som Paris ér, fører en kærlig og velkommen krig imod mig. Man bagtaler mig og bespotter mig, og man ødelægger mit gode rygte. Hvilke kostbare gaver. Bare jeg dog snart kunne være totalt ligeglad med denne verden og dens meninger.
Bliv ved med at bede for mig. Gud selv, hvor stor han end ér, kan ikke modstå Deres bøn. De har overvundet ham gennem Deres levende tro og Deres klippefaste håb. Bed for mig om dén gave, som den guddommelige Visdom ér. Og jeg er overbevist om, at jeg på Deres forbøn vil opnå den.

 St. Laurent-sur-Sevre, april 1716

Min kæreste datter i Jesus Kristus! Leve Jesus! Leve hans kors!

Hvis Gud ikke havde givet mig andre øjne end dém, som jeg har fået gennem mine forældre, så ville jeg sammen med denne verdens tåber klage over alt muligt og lade mig opfylde af sorger og bekymringer. Men gudskelov ligger noget sådant langt væk fra mig. De skal vide, at jeg istedet for, for os begge venter yderligere og endnu ubehageligere prøvelser, for at vores tro og tillid kan styrkes, så vore fællesskaber kommer til at bygge på den guddommelige Visdom og ikke på denne verdens flyvesand af guld og sølv, der ikke er mere værd end en håndfuld hø.
Min kære datter! Brug dét, jeg hér har sagt, på jeres aktuelle situation.
Jeg vil aldrig glemme jer, hvis I vel og mærke vedvarende elsker korset, for gennem dét er jeg, – sålænge I ikke gør jeres egen vilje, men Guds hellige vilje, – forbundet med jer .

Hvad skulle jeg gøre uden Pére de Montfort?
Og se så, hvordan de behandlede f. eks. Johannes af Korset og pater Pio …?
Hvad er det dog for et fornemt selskab, jeg p. t. er havnet i?

p. Stephen