– Hám takker alle vi med sang ….

I dag søndag hørte vi i radioen høstgudstjeneste på vej til højmesse i Køge. Fra en lille landsbykirke i nærheden af Holstebro.

I 27 år har jeg holdt høstgudstjeneste i mine daværende tre kirker og jeg ved ikke, om der i mine høstprædikener har været den store variation. En af mine mere vellykkede elementer i disse takkegudstjenester har været den pointe, at der sprogligt er en sammenhæng mellem at takke og at tænke og konstaterede, at disse to ord hænger tæt sammen på alle germanske sprog.
dansk (skandinavisk): tænke-takke
tysk-nederlandsk: denken-danken
engelsk: think-thank
–  og min påstand var så, at sammenhængen ikke er tilfældig:
det er dén, der tænker over tingene, der takker
og omvendt: dén , der takker, viser, at han har tænker
og endelig: af dén, der ikke tænker, skal man ikke forvente tak.

Nu var jeg så spændt på, hvilken vinkel sognepræst Henrik Guldbrandt Kjær fra den lille Sir kirke, ville anlægge i sin prædiken. Bortset fra, at jeg personligt måtte føle mig lidt pinligt ramt i en sekvens om, hvor meget ondt dæmoniseringen af et med-menneske kan medføre og ødelægge for en videre vej frem, så var vinklen så totalt anderledes. Jeg vil ikke citere nogetsomhelst, heller ikke de rammende ord om katolsk nadverpraksis henimod slutningen af prædikenen, kun anbefale jer at lytte. I finder gudstjenesten på nettet: DR1, sidste radiogudstjeneste, og I kan styre ind i programmet, så  I når direkte til prædikenen. 

Igen må jeg konstatere: hvor de dog kan, de folkekirkepræster!!

Reklamer

Empati !?

I dag fejrer kirken mindet om den hellige Vincent af Paul. Det er for mig altid en særlig dag, idet jeg jo fra 1968-1979 hørte til Skt. Vincent sogn i Helsingør og var den dejlige kirkes kantor, organist, sakristan, klokker, MR-medlem og meget andet.

Af Vincentpræsterne og Vincentsøstrene på stedet lærte jeg at kende og elske den hellige Vincent. At det så, i stedet for hos den runde og barmhjertige Vincent, blev hos den kantede og kontroversielle Montfort, at jeg følte mig hjemme, er en anden sag.

Tilbage til Vincent af Paul. Pastor Coenen (præst i 43 år i Helsingør, – forestil jer det!) fortalte mig, at Vincent, ligemeget hvilken situation, han stod i, spurgte sig selv: “Hvad ville Jesus ha’ gjort, hvis han stod i denne situation?”  Og derefter handlede ud fra det,  han mente Jesus ville have gjort. Det ville bestemt aldrig være noget ondt!

I helgenleksionaret, som jeg læste op af ved formiddagens messe, bed jeg mærke i sætningen: “Der var ikke nogen menneskelig lidelse, som han (Vincent) ikke søgte at lindre!”

I disse dage er det godt tre måneder siden, at jeg i fuld offentlighed blev ‘bandlyst’ af biskoppen. Omend jeg har en ren straffeattest og den kirkelige undersøgelse ikke har kunnet bevise nogetsomhelst, må jeg i dag i katolsk sammenhæng ingenting! Ikke engang, hvad en lægmand må. Kirkeligt set er jeg sat i fængsel her i Sorø (indrømmet: et yderst behageligt fængsel med mulighed for at leve et præsteligt liv). Men skal jeg bare kort ud af fængslet og luftes, skal jeg ha’ særlig tilladelse. Jeg føler mig som i et soransk Colosseum, hvor pressen er rovdyrene, som jeg skal kæmpe mod, mens dén, der,  jeg havde nær-og-sagt, har hånds- og halsret over mig og lader rovdyrene overfalde mig, sidder som en anden tilskuende Cæsar/Augustus og efter fogodtbefindende vender tommelfingeren op eller ned.

Filminstruktøren Susanne Bier siger den 01. september i ‘kristeligt dagblad’: “Det er svært at opleve nogen, der har det elendigt og føle, at man ikke kan gøre noget … Men bare det at gå lov til at sætte ord på det svære er en gave, som jeg synes, at vi skulle blive bedre til at give hinanden. I forhold til, hvor priviligerede vi er i Danmark, synes jeg, at det er tankevækkende, hvor svært vi har ved at finde glæde dér, hvor vi ér. Jeg tror, det hænger sammen med, at mange ikke føler sig set og hørt, som dém, de ér. Og de følelser de har!”

Om Vincent af Paul hedder det i helgenlektionaret: “Følsomhed overfor andres følelser karakteriserede alt, hvad han gjorde!”

Jeg trænger til ‘luft’ og har nu kort gjort, hvad Susanne Bier anbefaler. Og må så tilbage til det følelsesløse fængsel, som de sidste tre måneder har været min hverdag: Og m. h. t. gårdture/løsladelse kikke efter, om tommelfingeren fra elfenbenshuset i København vender op eller ned. Oplevelsesmæssigt er det mest uhyggelige, at ‘ceremonien’ foretages i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!

Tilbage står Vincent af Pauls ord: “Hvad ville Jesus har gjort, hvis han havde siddet på tronen???”. Jeg husker en tidligere provincial for de østrigske redemptorister provokativt sige: “Nirgendwo in der Welt ist Gott so fremd wie in Oesterreich!”.

Den sætning kunne jeg fristes til at give et nyt “Sitz im Leben”.

… det er ganske vist!!

Efter et fjorten-dages-ophold i Tyskland, kom min medbroder og jeg tilbage til Sorø fredag aften d. 07. september. På bordet i stuen havde vores gode nabo lagt samme periodes ulæste aviser. Først i dag er jeg nået frem til avisen (kristeligt dagblad) fra 07. september og er faldet over et indlæg af biskop Kjeld Holm, som bestemt er læseværdigt. Overskriften er:

SLADDERENS TID ER OVER OS!
ET KULTURELT SYGDOMSTEGN, SOM KIRKEN BØR UNDGÅ!

Lad mig citere et par passager fra den længere klumme ‘kirkeligt set’:

Kendsgerning ér: Overfor sladder er man magtesløs, for der er ingen, man kan argumentere imod, for man er oppe mod en ansigtsløs mængde, og man er oppe mod antydningen, som ingen vil stå til ansvar for. Ingen skal stå til ansvar for konsekvenserne ..
Sladderens tid er en ulækker tid. Og sjældent gør vi os nok klart, hvilke uhyrlige konsekvenser den har for de mennesker, den går ud over. Sladder har altid eksisteret og vil altid gøre det, men ligefrem at eksponere den og finde den væsentlig er udtryk for et sygdomstegn ved en kultur.

Tænk, hvis vi kunne sige om os i kirken: Hos os sladres der ikke! Vi taler nemlig om det væsentlige: om nåde og næstekærlighed, om sorg, glæde og håb.Vi har slet ikke tid til at beskæftige os med folks seksualitet. Vi forudsætter i øvrigt også, at mennesker er ærlige og mener, hvad de siger, og eventuelle skattesnydere er også hjertelig velkomne i Guds rige.

Forholdet mellem kirke og samfund er vel netop dette: At kirken er et frirum, hvor eventuel rivalisering og forsøg på at komme hinanden til livs er suspenderet.

I kirken kan vi få lov til at være de mennesker, vi nu engang ér!

Gid det var så vél!
Igen og igen siges det (måske osse sladder??), at den katolske kirke i Danmark, specielt den stor-københavnske, er én stor sladreklub! I hvert fald har jeg igen og igen oplevet, at folk, jeg aldrig har talt med og som aldrig har deltaget i en af mig celebreret messe, véd alt om mig og om mine gudstjenstefejringer. Og gerne fortæller det til hvemsomhelst, som måtte lytte.

Ihvertfald var det for mig et underligt sammentræf, at Kjeld Holms klumme blev bragt netop den 07. september, dén dag, hvor vi katolikker i Danmark fejrer en væsentlig bispedømmefest: årsdagen for vor domkirkes indvielse!

Pére de Montforts Pontcháteau

Pontcháteau??? 
En lille by nordvest for Nantes, hvor Louis-Marie de Montfort, efter en mission på stedet i 1709, lod opføre en mega-korsvej, som han, aftenen før dens indvielse, af biskop og konge blev tvunget til at jævne med jorden.
Indvielsen skulle finde sted den 14. september 1710, – på festen for korsets ophøjelse. 
I foråret 1709 havde Pére de Montfort, sammen med sine medarbejdere, prædiket en mission i Pontcháteau. Han foreslog byens befolkning, til minde om missionen, som havde bragt fornyelse i stedets åndelige liv, at opføre en korsvej. Det skulle være en korsvej af format: De 14 stationer skulle markeres ved legemsstore figurer, og et anseligt kalvariebjerg til 10., 11., 12. og 13. station skulle anlægges.
Pére de Montforts forslag blev modtaget med begejstring og entusiasme, og masser af mennesker, osse fra andre steder end Pontcháteau, – dagligt op til 500, – deltog i opførelses-arbejdet. Det kostede blod, sved og tårer, på det flade område at opbygge ‘kalvariebjerget’. Masser af jord måtte transporteres alle steder fra, men ingen vanskelighed kunne bremse projektets gennemførelse.
Pére de Montfort besøgte stedet flere gange under opførelsen, og efter 15 måneders hårdt og intenst arbejde var man så langt, at man kunne indbyde til indvielse den 14. september 1710, – på festen for korsets ophøjelse.

Pére de Montfort havde forberedt alt. Osse skrevet en prædiken, som skulle videregives af fire prædikanter mod hvert af de fire verdenshjørner.

Men aftenen før indvielsen, – den 13. september, – modtager Pére de Montfort en skrivelse fra biskoppen af Nantes. Ikke blot forbyder biskoppen morgendagens indvielse. Han meddeler samtidig, at kong Ludvig den 14. har befalet ham at videregive, at kalvariebjerget skal jævnes med jorden og korsvejen som sådan sløjfes. Kongen havde en ide om, at den ny høj kunne lette en eventuel engelsk invasion eller være basis for spionage.
Montfort var overbevist om, at en misforståelse måtte foreligge, og han begav sig straks, til fods, til Nantes, hvor han fik foretræde hos biskoppen. Men det drejede sig ikke om en misforståelse. Det befalede stod ved magt, og med dén information vendte Montfort tilbage til Pontcháteau næste formiddag og meddelte de mange tusinde til indvielsen fremmødte, at indvielsen ikke blev til noget, og … At alt skulle jævnes med jorden.

Det var ikke venlighed, som Pére de Montfort blev mødt med af de mange, som havde opbygget alt.  Mange, som havde råbt ‘Hosanna!’, råbte nu: ‘På korset med ham!’. Helt slemt blev det, da militæret tvang dém, der havde bygget op, til nu at rive ned! De, som ved opbygningen havde haft arme af jern, havde nu arme af vat. Ingen ville fjerne Kristus fra det store kors på toppen af kalvariebjerget. Men da soldaterne truede med, på den mest brutale måde at ødelægge korset, skred bønderne til værket. Og atter blev Golgata virkelighed, – denne gang i deres hjerter.

Montfort søgte, som så ofte før, tilflugt hos jesuiterne. Her holdt han et par ugers retræte, som mundede ud i, at han skrev sit senere så berømte skrift: “Brevet til korsets venner!”. Til trods for, at hans store værk var blevet lagt i ruiner, var han rolig og velafbalanceret. En jesuit-pater, som oplevede ham på dét tidspunkt, har skrevet om ham: “Louis-Marie var kun interesseret i, at Guds vilje måtte ske… Han sagde: ‘Gud være altid priset. Kun hans vilje er vigtig. Aldrig har jeg søgt min egen ære. Jeg er så tilfreds, som et menneske kan være det!’. Jeg spurgte ham: ‘Jamen kan De da være tilfreds med, at man har ødelagt Deres kalvariebjerg?? Han svarede mig: ‘Jeg er hverken tilfreds eller skuffet. Herren tillod, at jeg opbyggede kalvariebjerget, og Herren har nu tilladt, at det bli’r nedbrudt. Hans hellige navn være priset. Hellere ville jeg dø,end gøre noget imod Guds vilje!” Montfort kendte om nogen til Jobs bog: ‘Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!”

Da biskoppen hørte, hvorledes Montfort bar dét, der var kommet over ham, sagde han spontant om ham: “Enten er han verdens største hykler, eller osse er han en stor helgen!”

I 1748 prædikede Pére René Mulot, Montforts efterfølger, en mission i Pontcháteau, og man planlagde en nyopførelse af korsvejen, hvilket dog blev forpurret af de på stedet talrige kalvinister.

I 1784 opstillede montfortanerne tre kors i Pontcháteau, men den franske revolution, som udbrød i 1789, satte et absolut punktum for videre planer.

I 1821 besluttede sognepræsten i Pontcháteau, som  var en stor beundrer af Pére de Montfort, at korsvejen skulle reetableres, men først i 1865 blev værket fuldført og montfortanerne tog residens på stedet. Siden da er Pontcháteau vokset til at være et betydningsfuldt valfartsted i Vestfrankrig og besøges årligt af mange tusinde pilgrimme.

Og du har været méd idag den 14. september ved at læse ovenstående!

– at lukke lort ud!

I den daglige messe i vores Skt. Montforts kapel her i Sorø,  læser vi på helgendage, umiddelbart efter korstegn, hilsen og indgangsvers, om dén helgen, som den pågældende dag fejres, – efter det forhåndenværende helgenleksikon. – i mangel af bedre, som erstatning for værre.

I dag den 13. september kirkefaderen Johannes Chrysostomus.
Det var en mærkelig oplevelse for mig, for efter 28 års præstegerning har jeg jo læst beretningen mange gange før, – uden at yde den synderlig opmærksomhed. Men det gjorde jeg i dag.

Lad mig citere nogle afsnit fra beskrivelsen, men straks nævne, at min overskrift til dette indlæg er den dårligst tænkelige. Om folk, der oftest ikke har noget godt at sige, kan man af og til høre den nok ikke sprog-smukke men til gengæld plet-rammende formulering: “Han laver ikke andet end at lukke lort ud!”. Men med hensyn til Johannes gælder det absolut modsatte. Han blev kaldt “Guldmund”! På grund af hans prædikeners indhold:

“Chrysostomus prædikener var var meget veltalende og lange, men konkrete og helt igennem praktiske. Det var hans agt at udlægge bibeltekserne på en sådan måde, at hans tilhørere kunne kende og forstå deres belæring og praktiske anvendelse. Han appellerer, truer, sympatiserer, karikerer og behandler konkrete emner og eksempler fremfor ligegyldige abstraktioner…”

“Chrysostomus var en helhjertet reformator, meget åbenhjertig og temmelig taktløs, og han fik hurtigt fjender fra to sider, der forenede sig imod ham….”

Som ærkebiskop af Konstantinopel var han ikke populær hos ærkebiskoppen af Alexandria, Theofilus, som “havde kirkelige og personlige grunde til at modsætte sig ham!”. De af Theofilus skabte intriger bragte et møde istand mellem ham og hans støtter. “De overvejede en række nærmest ligegyldige anklager mod Johannes og fik ham afsat fra sit embede! ..   Hans fjender sørgede for, at han blev forvist til Armenien. De, som støttede ham, arbejdede forgæves for hans sag.
Af sikkerhedshensyn blev der givet ordre til, at han skulle flyttes længere bort, til Iberien. Han døde af udmattelse på vejen”
, – 60 år gammel. Det var i år 407.

Senere fulgte i messen dagens bøn:

Herre, vor Gud, du er dine troendes styrke og håb.
Du skænkede den hellige Johannes Chrysostomos forunderlig veltalenhed
og stor sindsstyrke under forfølgelser.
Vi, der idag mindes ham, beder dig velsigne din kirke,
så den kan tage ved lære af såvel hans prædiken som hans udholdenhed.
Ved vor Herre …..

“Sandheden tro i kærlighed” (Ef. 4, 15) – begge dele, – har det åbenbart altid været svært at praktisere i Kristi Kirke. Min gamle regens fra præsteseminariet i Lantershofen, som jeg stadig er i forbindelse med, sagde til mig, – efter at han havde gennemgået et tre måneders langt hospitalsophold: “Hvis vi i kirken kunne behandle hinanden i den samme ånd, som herskede på dét hospital, hvor jeg var indlagt, så var vi nået et langt stykke fremad!”