Pére de Montforts Pontcháteau

Pontcháteau??? 
En lille by nordvest for Nantes, hvor Louis-Marie de Montfort, efter en mission på stedet i 1709, lod opføre en mega-korsvej, som han, aftenen før dens indvielse, af biskop og konge blev tvunget til at jævne med jorden.
Indvielsen skulle finde sted den 14. september 1710, – på festen for korsets ophøjelse. 
I foråret 1709 havde Pére de Montfort, sammen med sine medarbejdere, prædiket en mission i Pontcháteau. Han foreslog byens befolkning, til minde om missionen, som havde bragt fornyelse i stedets åndelige liv, at opføre en korsvej. Det skulle være en korsvej af format: De 14 stationer skulle markeres ved legemsstore figurer, og et anseligt kalvariebjerg til 10., 11., 12. og 13. station skulle anlægges.
Pére de Montforts forslag blev modtaget med begejstring og entusiasme, og masser af mennesker, osse fra andre steder end Pontcháteau, – dagligt op til 500, – deltog i opførelses-arbejdet. Det kostede blod, sved og tårer, på det flade område at opbygge ‘kalvariebjerget’. Masser af jord måtte transporteres alle steder fra, men ingen vanskelighed kunne bremse projektets gennemførelse.
Pére de Montfort besøgte stedet flere gange under opførelsen, og efter 15 måneders hårdt og intenst arbejde var man så langt, at man kunne indbyde til indvielse den 14. september 1710, – på festen for korsets ophøjelse.

Pére de Montfort havde forberedt alt. Osse skrevet en prædiken, som skulle videregives af fire prædikanter mod hvert af de fire verdenshjørner.

Men aftenen før indvielsen, – den 13. september, – modtager Pére de Montfort en skrivelse fra biskoppen af Nantes. Ikke blot forbyder biskoppen morgendagens indvielse. Han meddeler samtidig, at kong Ludvig den 14. har befalet ham at videregive, at kalvariebjerget skal jævnes med jorden og korsvejen som sådan sløjfes. Kongen havde en ide om, at den ny høj kunne lette en eventuel engelsk invasion eller være basis for spionage.
Montfort var overbevist om, at en misforståelse måtte foreligge, og han begav sig straks, til fods, til Nantes, hvor han fik foretræde hos biskoppen. Men det drejede sig ikke om en misforståelse. Det befalede stod ved magt, og med dén information vendte Montfort tilbage til Pontcháteau næste formiddag og meddelte de mange tusinde til indvielsen fremmødte, at indvielsen ikke blev til noget, og … At alt skulle jævnes med jorden.

Det var ikke venlighed, som Pére de Montfort blev mødt med af de mange, som havde opbygget alt.  Mange, som havde råbt ‘Hosanna!’, råbte nu: ‘På korset med ham!’. Helt slemt blev det, da militæret tvang dém, der havde bygget op, til nu at rive ned! De, som ved opbygningen havde haft arme af jern, havde nu arme af vat. Ingen ville fjerne Kristus fra det store kors på toppen af kalvariebjerget. Men da soldaterne truede med, på den mest brutale måde at ødelægge korset, skred bønderne til værket. Og atter blev Golgata virkelighed, – denne gang i deres hjerter.

Montfort søgte, som så ofte før, tilflugt hos jesuiterne. Her holdt han et par ugers retræte, som mundede ud i, at han skrev sit senere så berømte skrift: “Brevet til korsets venner!”. Til trods for, at hans store værk var blevet lagt i ruiner, var han rolig og velafbalanceret. En jesuit-pater, som oplevede ham på dét tidspunkt, har skrevet om ham: “Louis-Marie var kun interesseret i, at Guds vilje måtte ske… Han sagde: ‘Gud være altid priset. Kun hans vilje er vigtig. Aldrig har jeg søgt min egen ære. Jeg er så tilfreds, som et menneske kan være det!’. Jeg spurgte ham: ‘Jamen kan De da være tilfreds med, at man har ødelagt Deres kalvariebjerg?? Han svarede mig: ‘Jeg er hverken tilfreds eller skuffet. Herren tillod, at jeg opbyggede kalvariebjerget, og Herren har nu tilladt, at det bli’r nedbrudt. Hans hellige navn være priset. Hellere ville jeg dø,end gøre noget imod Guds vilje!” Montfort kendte om nogen til Jobs bog: ‘Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!”

Da biskoppen hørte, hvorledes Montfort bar dét, der var kommet over ham, sagde han spontant om ham: “Enten er han verdens største hykler, eller osse er han en stor helgen!”

I 1748 prædikede Pére René Mulot, Montforts efterfølger, en mission i Pontcháteau, og man planlagde en nyopførelse af korsvejen, hvilket dog blev forpurret af de på stedet talrige kalvinister.

I 1784 opstillede montfortanerne tre kors i Pontcháteau, men den franske revolution, som udbrød i 1789, satte et absolut punktum for videre planer.

I 1821 besluttede sognepræsten i Pontcháteau, som  var en stor beundrer af Pére de Montfort, at korsvejen skulle reetableres, men først i 1865 blev værket fuldført og montfortanerne tog residens på stedet. Siden da er Pontcháteau vokset til at være et betydningsfuldt valfartsted i Vestfrankrig og besøges årligt af mange tusinde pilgrimme.

Og du har været méd idag den 14. september ved at læse ovenstående!

Reklamer

1 thought on “Pére de Montforts Pontcháteau

  1. Det er ikke småting, de helgener har været udsat igennem tiden. Det er jo nærmest en slags martyrium, men dén, der vil følge Kristus efter, må bære sit kors med oprejst pande, som også den hl. Montfort (og nogle af hans efterkommere) har måttet gøre det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s