I dag søndag hørte vi i radioen høstgudstjeneste på vej til højmesse i Køge. Fra en lille landsbykirke i nærheden af Holstebro.
I 27 år har jeg holdt høstgudstjeneste i mine daværende tre kirker og jeg ved ikke, om der i mine høstprædikener har været den store variation. En af mine mere vellykkede elementer i disse takkegudstjenester har været den pointe, at der sprogligt er en sammenhæng mellem at takke og at tænke og konstaterede, at disse to ord hænger tæt sammen på alle germanske sprog.
dansk (skandinavisk): tænke-takke
tysk-nederlandsk: denken-danken
engelsk: think-thank
– og min påstand var så, at sammenhængen ikke er tilfældig:
det er dén, der tænker over tingene, der takker
og omvendt: dén , der takker, viser, at han har tænker
og endelig: af dén, der ikke tænker, skal man ikke forvente tak.
Nu var jeg så spændt på, hvilken vinkel sognepræst Henrik Guldbrandt Kjær fra den lille Sir kirke, ville anlægge i sin prædiken. Bortset fra, at jeg personligt måtte føle mig lidt pinligt ramt i en sekvens om, hvor meget ondt dæmoniseringen af et med-menneske kan medføre og ødelægge for en videre vej frem, så var vinklen så totalt anderledes. Jeg vil ikke citere nogetsomhelst, heller ikke de rammende ord om katolsk nadverpraksis henimod slutningen af prædikenen, kun anbefale jer at lytte. I finder gudstjenesten på nettet: DR1, sidste radiogudstjeneste, og I kan styre ind i programmet, så I når direkte til prædikenen.
Igen må jeg konstatere: hvor de dog kan, de folkekirkepræster!!
stephen holms blog 
Ja, gid man dog aldrig blev drevet derud, hvor dæmonisering af et medmenneske, blev det våben, der blev taget i brug, for det er jo logisk, at det både er forkert, sårer og er ødelæggende for en konstruktiv vej fremad. Dæmonisering er af det onde. Kritik – både den positive og den negative – er, set med de rette briller på, derimod af det gode.