O, Fátima adeus!

Således lyder titlen (og omkvædet) på den sang, som altid afslutter de store valfarter til Vor Frue af Fátima (Portugal) den 13. i månederne maj til oktober, – de dage, hvor jomfru Maria i 1917 siges at have vist sig for de tre hyrdebørn Lucia, Francisco og Jacinta. Meget bevægende. Find et videoklip på google under ovenstående titel.

I al beskedenhed  afsluttede min medbroder og jeg selv i fredags vores lille private Fatima-valfart, som vi syntes, vi skyldte Portugals Dronning, efter at min medbroder to gange i sommers havde været faretruende syg, men var sluppet helskindet igennem.

Det har været fem dejlige dage, – med sol, varme og blå himmel.  Som sædvanlig har vi naturligvis boet hos vores montfortaner-medbrødre på stedet (os monfortinos, som de hedder på portugisisk). De har tidligere haft gymnasium, men det er afviklet, det store hus er solgt og et mindre, – dog med 15 ‘pilgrims-værelser’ udover værelserne i ‘klostret’, – er med mere moderne bekvemmeligheder nyopført sidst i 90’erne.

Et fast punkt i santuário i Fátima er aften-rosenkransandagten i Capelinha, som begynder  kl. 21,30 og afsluttes med en – på denne årstid kort –  lysprocession.
Hver dag var vi været inddraget og bedt et led fór på dansk.

Capelinha = Åbenbaringskapellet: Opført på dét  sted ved siden af det endnu bevarede egetræ, hvor jomfru Maria siges at have have vist sig for de tre pastorinhos. Som bekendt bad hun om opførelse af et kapel, som osse ret hurtigt efter de seks åbenbaringer blev opført. Dette lille kapel er nu en del af alterrummet i Capelinha og tjener som tabernakelhus. Umiddelbart udenfor til højre står den berømte statue af Nossa Senhora de Fátima med guldkronen på hovedet, hvori er indsat den pistolkugle, som ramte pave Johannes Poul II ved attentatet på ham. Efter pavens eget ønske blev kuglen sendt fra Rom til Fatima for at indsættes i Vor Frues krone.

Rigtig dejligt var det, onsdag og torsdag at få tildelt celebrationen af en messe i Capelinha. Det var for mig en højtidelig oplevelse, på dette hellige sted,  at celebrere messe for og med flere hundrede deltagere hver gang. Omend jeg  havde anmeldt dansk som messernes sprog, valgte jeg dog at bede de faste dele på latin, så de mange mennesker fik en chance for, mere aktivt at kunne deltage!

 –  Men knap er hymnen “O, Fatima adeus” klinget ud, før jeg tilbage i mit fædreland har måttet gribe til den gamle danske salmebog og sande, hvor vores gode Grundtvig dog har ret i sin påstand i salmenummer 538, hvor det hedder: “Har vi toppet, må vi dale, dét er loven under sol!”:

Ankommet her til formiddag til søndagsmesse i vores sognekirke kunne vi konstatere, at sognepræsten (naturligvis af gode grunde) ikke var tilstede og at en lægmand stod klar til afholdelse af ordets gudstjeneste. Omend han gør det særdeles nydeligt, var det for dén lægmand en ubehagelig oplevelse at skulle holde en ‘erstatnings-‘gudstjeneste, når en præst, som kunne celebrere søndagsmessen, var til stede i kirken. Men samme præst, født og opvokset i Danmark,  må som bekendt efter biskoppens vidt proklamerede bestemmelse, – udover i sit domicil i Sorø, – p. t. ingenting gøre i bispedømmet København. Under trusler af forfølgelse efter kanonisk lov er det ham forbudt at gøre nogetsomhelst.

På vejen hjem kunne vi ikke lade være at overveje det besynderlige i, at i biskoppens verden er omstændigheder omkring p. Stephen Holm vigtigere end fejring af den hellige eukaristi ….

Som katolsk præst kan jeg ikke forestille mig, ikke daglig at fejre den hellige messe. Det har jeg gjort siden min præstevielse i maj 1984. Så nu vil jeg fra denne blog gå over i vores privatkapel og fejre søndagsmessen, – helt for mig selv …

Reklamer

Når på himlen små stjerner blinke …

Lørdag d. 20. oktober bragte Kristeligt Dagblad en artikel om en katolsk præst i Tjekkiet. For mig var det en opmuntring at læse den. Jeg bringer her en lille del af artiklen og har kursiveret de passager, som mest  har tiltalt mig. Det er dejligt at læse om en lokalkirke, hvor pluralisme synes legitim, og hvor der er plads til mere end én ‘stjerne’, (hvis lys i medierne er af en sådan styrke, at man ikke behøver solbriller).

Jeg ved ikke, hvordan forholdene er i Tjekkiet, men under vores besøg i Dresden (30 km. fra den tjekkiske grænse)  i sommer fortalte en katolsk sognepræst på stedet os, at 5% af byens indbyggere var katolikker, 15% protestanter og 80% udøbte.

Nu artiklen:  

Den polske præst Zbigniew Czendlik er ‘stjerne’ i det ateistiske Tjekkiet.
Han mener, at hans popularitet får den kristne tro ned på jorden og gør den tilgængelig

Zbigniew Czendlik er en karismatisk polsk præst og mediestjerne i Tjekkiet. Han fortæller:
 
”I 1992 sendte den katolske kirke i Polen mig til det ateistiske Tjekkiet, som var plaget af mangel på præster. En udsendelse til Tjekkiet var for polske præster mere eller mindre en straf, men den var en befrielse for mig. Det har udvidet grænserne for mit arbejde og givet mig helt andre muligheder, end jeg ville have haft i Polen. Jeg har meget mere frihed i Tjekkiet og kan præge mit arbejde som præst med min personlighed og egne holdninger,” 
Zbigniew Czendlik er veltalende og har en charme og en stil, som de fleste bliver betaget af med det samme

Tjekkerne bliver ofte betegnet som det mest ateistiske folk i Europa, og katolske præster er for det meste kun kendt af de få troende, de har i deres menighed. Men Zbigniew Czendlik er tjekkernes darling.  Det er ikke helt tilfældigt, og tjekkernes kærlighed er i høj grad gengældt.
”Min tro er blevet beriget i Tjekkiet; jeg har mødt mange mennesker, som enten er ateister eller har et anderledes forhold til religion, end jeg har. Jeg ser det som en gave at tale med folk, som mener noget andet. Man udvikler sig ikke i selskab med mennesker, som alle mener det samme, men tværtimod med mennesker, som har en anden holdning; det sætter tanker i gang,” siger han.

Det vigtigste er at fortælle folk, at Gud elsker dem, i stedet for at fortælle, at de skal elske Gud. At være bevidst om, at Herren elsker en, giver en sikkerhed i livet, som de fleste mennesker har brug for,” siger han. Popularitet giver mulighed for at få den kristne tro helt ned på jorden, så flere mennesker opdager de kristne værdier.

Åbenhed for nye idéer er noget af det vigtigste. ”Vi skal være i stand til at tage en risiko på os. Vi bliver hele tiden udsat for fristelser. Ingen er helt immun over for det onde, det er en risiko, der eksisterer og er en del af vores liv. Det er menneskeligt at falde, men det er ikke kristent at blive liggende. Vi skal stræbe efter det uopdagede, selvom det kan have sine omkostninger, men det er helt afgjort bedre end at leve et forsigtigt liv, hvor man godt nok ikke har gjort noget dårligt, men samtidigt heller ikke har gjort noget godt,” siger han.

Den tjekkiske kardinal Dominik Duka har bemærket præsten og kommenteret. Han  siger, at én Czendlik er godt for kirken, men tilføjer,  at ti Czendlik’er kunne være et problem …
………

Hvilket jeg så forstår, som om der vil være plads til ni… Flot! Flere melder sig nok heller ikke …