O, Fátima adeus!

Således lyder titlen (og omkvædet) på den sang, som altid afslutter de store valfarter til Vor Frue af Fátima (Portugal) den 13. i månederne maj til oktober, – de dage, hvor jomfru Maria i 1917 siges at have vist sig for de tre hyrdebørn Lucia, Francisco og Jacinta. Meget bevægende. Find et videoklip på google under ovenstående titel.

I al beskedenhed  afsluttede min medbroder og jeg selv i fredags vores lille private Fatima-valfart, som vi syntes, vi skyldte Portugals Dronning, efter at min medbroder to gange i sommers havde været faretruende syg, men var sluppet helskindet igennem.

Det har været fem dejlige dage, – med sol, varme og blå himmel.  Som sædvanlig har vi naturligvis boet hos vores montfortaner-medbrødre på stedet (os monfortinos, som de hedder på portugisisk). De har tidligere haft gymnasium, men det er afviklet, det store hus er solgt og et mindre, – dog med 15 ‘pilgrims-værelser’ udover værelserne i ‘klostret’, – er med mere moderne bekvemmeligheder nyopført sidst i 90’erne.

Et fast punkt i santuário i Fátima er aften-rosenkransandagten i Capelinha, som begynder  kl. 21,30 og afsluttes med en – på denne årstid kort –  lysprocession.
Hver dag var vi været inddraget og bedt et led fór på dansk.

Capelinha = Åbenbaringskapellet: Opført på dét  sted ved siden af det endnu bevarede egetræ, hvor jomfru Maria siges at have have vist sig for de tre pastorinhos. Som bekendt bad hun om opførelse af et kapel, som osse ret hurtigt efter de seks åbenbaringer blev opført. Dette lille kapel er nu en del af alterrummet i Capelinha og tjener som tabernakelhus. Umiddelbart udenfor til højre står den berømte statue af Nossa Senhora de Fátima med guldkronen på hovedet, hvori er indsat den pistolkugle, som ramte pave Johannes Poul II ved attentatet på ham. Efter pavens eget ønske blev kuglen sendt fra Rom til Fatima for at indsættes i Vor Frues krone.

Rigtig dejligt var det, onsdag og torsdag at få tildelt celebrationen af en messe i Capelinha. Det var for mig en højtidelig oplevelse, på dette hellige sted,  at celebrere messe for og med flere hundrede deltagere hver gang. Omend jeg  havde anmeldt dansk som messernes sprog, valgte jeg dog at bede de faste dele på latin, så de mange mennesker fik en chance for, mere aktivt at kunne deltage!

 –  Men knap er hymnen “O, Fatima adeus” klinget ud, før jeg tilbage i mit fædreland har måttet gribe til den gamle danske salmebog og sande, hvor vores gode Grundtvig dog har ret i sin påstand i salmenummer 538, hvor det hedder: “Har vi toppet, må vi dale, dét er loven under sol!”:

Ankommet her til formiddag til søndagsmesse i vores sognekirke kunne vi konstatere, at sognepræsten (naturligvis af gode grunde) ikke var tilstede og at en lægmand stod klar til afholdelse af ordets gudstjeneste. Omend han gør det særdeles nydeligt, var det for dén lægmand en ubehagelig oplevelse at skulle holde en ‘erstatnings-‘gudstjeneste, når en præst, som kunne celebrere søndagsmessen, var til stede i kirken. Men samme præst, født og opvokset i Danmark,  må som bekendt efter biskoppens vidt proklamerede bestemmelse, – udover i sit domicil i Sorø, – p. t. ingenting gøre i bispedømmet København. Under trusler af forfølgelse efter kanonisk lov er det ham forbudt at gøre nogetsomhelst.

På vejen hjem kunne vi ikke lade være at overveje det besynderlige i, at i biskoppens verden er omstændigheder omkring p. Stephen Holm vigtigere end fejring af den hellige eukaristi ….

Som katolsk præst kan jeg ikke forestille mig, ikke daglig at fejre den hellige messe. Det har jeg gjort siden min præstevielse i maj 1984. Så nu vil jeg fra denne blog gå over i vores privatkapel og fejre søndagsmessen, – helt for mig selv …

Reklamer

2 thoughts on “O, Fátima adeus!

  1. Biskoppens prioritering vedr. personforfølgelse versus fejring af søndagsmessen for en menighed, der står uden deres præst kan kun være udtryk for, at samme biskop har et umådeligt stort behov for at demonstrere sin magt og ser dét som en vigtigere “opgave”, end at Kristi offer bliver frembåret på alteret for den menighed, som ikke på nogen måde ville have indvendinger, men snarere ville have glædet sig, om p.Stephen Holm havde kunnet afløse sin sognepræst, der var forhindret.

  2. En helt igennem absurd situation. Når det er sagt er det også min kommentar, at jeg holder meget af den katolske kirke, som jeg aldrig kunne drømme om at svigte. Jeg respekterer biskoppen for hans gejstlige embede, men det er ikke det samme som at jeg er enig i alle de dispositioner der træffes i bispedømmet. Jeg tror, at al ledelse, uanset om det er et kirkeligt fællesskab, en virksomhed eller en fagforening bør udøves i åbenhed og med parathed for modspil til også at blive sagt imod. At turde åbne sig for verden og for udvikling. Ja modspillet er jo udviklingens drivkraft. Biskopper er jo mennesker på godt og ondt, og de har også behov for modspil og skal kunne tåle det.
    Når jeg læser den hellige skrift, kan jeg ikke se noget forsvar for at indrette et fællesskab, der bygger på magt og sanktioner. Tværtimod taler evangeliet om kærlighed, nåde og tilgivelse. Det bør vi katolikker – gejstlige som lægfolk efterleve.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s