Profeten Peter (2) … om bodens og ordinationens sakramenter

Om to sakramenter:
1. Bodens
2. Ordinationens

Om disse to sakramenter har jeg sjældent læst noget så enkelt, så godt, så klart, så pastoralt som hos Peter Schindler (Tilbage til Rom s. 156-157)

Bodens sakramente (skriftemålet):

Vor fejl, vort uheld, vor ulykke ér, at vi i skriftestolen forholder os til en indretning
– og ikke til den levende Frelser på korset!

Vi begærer en kristelig og moralsk skønhedspleje i skriftestolen,
– men Frelseren tilbyder os dét, som er større: syndernes forladelse, enten vi så bli’r bedre eller ej!

Vi mener, at frelsen tildeles os, fordi vi ærligt erkender og  bekender vore synders art og tal
– og glemmer, at den er en fri gave, – at vor synd allerede er os forladt, da vi bad om tilgivelse,
– glemmer, at bodssakramentet blot ér, at nøglemagten gi’r os vor andel i det frelsende blod fra Golgata at række til den Gud, vi har fortørnet, som en evigt gyldig genoprettelse og mandebod.

Ordinationens sakramente (præstevielsen):

Jeg holder inderligt af mange præster, men præster, – bare fordi de er præster, – nærer jeg ingen ‘klasse’kærlighed til. Og da jeg selv deler samtlige af ‘klasse’fejlene, skal jeg ikke indlade mig på et forsvar for ‘klassen’, men blot påpege, at det er uretfærdigt at kræve andet af os præster, end hvad bispen i vores ordination har givet os til videregivelse til jer: Evangeliet, sakramentet på altret, absolutionen og velsignelsen!
Har en præst mere at give, har han ikke fået det af kirken i sin ordination, men af Vorherre selv i sin natur, – og har præster ikke fået mere, er det ikke dém, men gavernes fordeler, I må henvende jer til!

Reklamer

profeten Peter

 

Ikke bare TV-serien ‘Matador’ genoplever jeg. På mit natbord ligger pastor Peter Schindlers bog “Tilbage til Rom”. Jeg tog den frem for at finde et bestemt sted, – det har jeg gjort oftere, – men denne gang medførte det,  at den fundne passage tilskyndede mig til at læse hele bogen på ny, jeg tror nu for tredje gang. Måske fordi jeg opdagede, at jeg ikke havde været opmærksom nok på alle passager. Så denne gang læser jeg langsommere og med større opmærksomhed. Nu har jeg jo osse tid nok til det.

Jeg er kommet til siderne 77 – 81, dér, hvor skribenten prøver at besvare et ham ofte stillet spørgsmål: “Schindler, hvordan føles det egentlig for en dansker som dig at være katolsk præst?”

Han prøver at besvare spørgsmålet udfra flere vinkler.

Som konvertit siger han på side 78-79:
“Man tror ofte, at vi konvertitter er stærkt betagede af litugien og ceremoniellet, men vær vis på, at ret længe holder vi ikke ud at være halvkvalt af røgelse eller pjaskvåde af vievand. Efter en fjantet periode, som nogle af os endda overstår inden optagelsen, gør alt det ikke mere indtryk på os…Og så oprinder, ikke mindst for præsten, der er konvertit, – det rationelle problem om liturgi!”

Interessant er så hans følgende bemærkninger om liturgien. Han skriver i 1940’erne, bundet i den tridentinske messeliturgi. Der skal endnu gå 25 år før vi når til 2. vatikankoncils lituirgireform:
“En liturgi, der ikke er alt folkets, er ingen liturgi (det ligger i selve det græske ord: “den fælles tjeneste”). Og en liturgi, der ikke giver udtryk for både ideal-kirkens dogmatik og real-kirkens fromhed, er ikke al folkets enstemmige, tusindtungede hyldest til Gud. Altså: enten føre al folket ind ind i vor liturgi, så den gør dens ord og handlinger til sine, – eller forandre liturgien, så den passer til folkets tro og behov!…. Folkets deltagelse i gudstjenesten skal være fælles og redelig, og tjenesten må ikke blive en blot og bar præstefunktion”

På side 79 siger han videre:  “Jeg siger højt, hvad mange hvisker, og jeg føjer til, at om flere eller færre år oplever vi den liturgiske reform, der vel ikke bliver den helt ønskelige, men som bliver et stort skridt på vejen derhen, – jeg har med egne øjne set autoritative forarbejder til den!”  Og indtil da lover han at holde ud i det ikke optimale.

På side 80: Om der da slet ikke er noget, der som dansk præst generer ham. Hans svar er: “Ih, jo! Masser!

Og fortsætter så: “Intet i den katolske tro og lære, derimod en mængde i den form, det udtryk, man af og til, her og der, giver den, – men ingen af disse faconer er forpligtende for mig!”

Og så endelig, på side 81, – om embedspersonerne: “Jeg kan ikke hindre nogen i at holde af os, bare fordi vi er præster, men ingen forlanger heller af mig, at jeg skal holde af nogen, bare fordi han er præst, hvis jeg ikke finder noget i ham, der synes mig menneskeligt værd at holde af!”
– i relation til, hvad han siger på side 80: “Vi danske er overbevist om, at d é n gejstlige værdighed, der kan købes hos skrædder og hattemager, ikke er noget værd!”

Hans konklusion ér: “Der er altså masser, der har generet og stadig generer mig, – af overtro, men ikke af tro, – af kunstig og kunstlet fromhed, men ikke af sakramenter, – af klerikalisme, men ikke af katolicisme, – af det menneskelige, men ikke af det guddommelige i kirken.

Til en sådan præst var der naturligvis ikke plads i Danmark. Han måtte “tilbage til Rom!”

‘Matador’ i reprise…

Det er fantastisk, hvordan “Matador”-serien kan fængsle, – omend man har set den flere gange.
Hvergang falder man over noget, som man ikke tidligere har bidt mærke i.

I dag var det baron Carl von Rüdtger, – med tyske relationer, – som umiddelbart efter tyskernes besættelse af Danmark i 1940 siger til sin ‘åndsfælle’, fru Ingeborg Skjern:

“Det er som at være i familie med en samling forbrydere ..”

og lidt senere, – i relation til sin kone:

“Hun kan ikke forstå, at simple og uvidende mennesker kan ha’ magt …”

Gu’ ved, hvorfor jeg ved gensynet med denne Matator-episode bed særligt mærke i netop disse to replikker…?