profeten Peter

 

Ikke bare TV-serien ‘Matador’ genoplever jeg. På mit natbord ligger pastor Peter Schindlers bog “Tilbage til Rom”. Jeg tog den frem for at finde et bestemt sted, – det har jeg gjort oftere, – men denne gang medførte det,  at den fundne passage tilskyndede mig til at læse hele bogen på ny, jeg tror nu for tredje gang. Måske fordi jeg opdagede, at jeg ikke havde været opmærksom nok på alle passager. Så denne gang læser jeg langsommere og med større opmærksomhed. Nu har jeg jo osse tid nok til det.

Jeg er kommet til siderne 77 – 81, dér, hvor skribenten prøver at besvare et ham ofte stillet spørgsmål: “Schindler, hvordan føles det egentlig for en dansker som dig at være katolsk præst?”

Han prøver at besvare spørgsmålet udfra flere vinkler.

Som konvertit siger han på side 78-79:
“Man tror ofte, at vi konvertitter er stærkt betagede af litugien og ceremoniellet, men vær vis på, at ret længe holder vi ikke ud at være halvkvalt af røgelse eller pjaskvåde af vievand. Efter en fjantet periode, som nogle af os endda overstår inden optagelsen, gør alt det ikke mere indtryk på os…Og så oprinder, ikke mindst for præsten, der er konvertit, – det rationelle problem om liturgi!”

Interessant er så hans følgende bemærkninger om liturgien. Han skriver i 1940’erne, bundet i den tridentinske messeliturgi. Der skal endnu gå 25 år før vi når til 2. vatikankoncils lituirgireform:
“En liturgi, der ikke er alt folkets, er ingen liturgi (det ligger i selve det græske ord: “den fælles tjeneste”). Og en liturgi, der ikke giver udtryk for både ideal-kirkens dogmatik og real-kirkens fromhed, er ikke al folkets enstemmige, tusindtungede hyldest til Gud. Altså: enten føre al folket ind ind i vor liturgi, så den gør dens ord og handlinger til sine, – eller forandre liturgien, så den passer til folkets tro og behov!…. Folkets deltagelse i gudstjenesten skal være fælles og redelig, og tjenesten må ikke blive en blot og bar præstefunktion”

På side 79 siger han videre:  “Jeg siger højt, hvad mange hvisker, og jeg føjer til, at om flere eller færre år oplever vi den liturgiske reform, der vel ikke bliver den helt ønskelige, men som bliver et stort skridt på vejen derhen, – jeg har med egne øjne set autoritative forarbejder til den!”  Og indtil da lover han at holde ud i det ikke optimale.

På side 80: Om der da slet ikke er noget, der som dansk præst generer ham. Hans svar er: “Ih, jo! Masser!

Og fortsætter så: “Intet i den katolske tro og lære, derimod en mængde i den form, det udtryk, man af og til, her og der, giver den, – men ingen af disse faconer er forpligtende for mig!”

Og så endelig, på side 81, – om embedspersonerne: “Jeg kan ikke hindre nogen i at holde af os, bare fordi vi er præster, men ingen forlanger heller af mig, at jeg skal holde af nogen, bare fordi han er præst, hvis jeg ikke finder noget i ham, der synes mig menneskeligt værd at holde af!”
– i relation til, hvad han siger på side 80: “Vi danske er overbevist om, at d é n gejstlige værdighed, der kan købes hos skrædder og hattemager, ikke er noget værd!”

Hans konklusion ér: “Der er altså masser, der har generet og stadig generer mig, – af overtro, men ikke af tro, – af kunstig og kunstlet fromhed, men ikke af sakramenter, – af klerikalisme, men ikke af katolicisme, – af det menneskelige, men ikke af det guddommelige i kirken.

Til en sådan præst var der naturligvis ikke plads i Danmark. Han måtte “tilbage til Rom!”

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s