En jæger gik at jage ….

Begrebet ‘falske anmeldelser’ er ‘in’ i medierne for øjeblikket. Selvfølgelig, fordi det ikke i længden kan skjules, hvor meget uret, der er begået på nævnte ‘konto’, hvor mange mennesker, der er blevet  falsk anklaget og så at sige omgående er blevet hængt ud i pressen. Og mærket for livet. Osse m. h. t. presse-etikken (eller mangel på samme) er der for øjeblikket øget opmærksomhed.

For nogle katolske præster kommer denne almene opvågnen to år for sent.

I dag så jeg i TV et klip med sympatiske Thomas Vinterberg og et udsnit af hans prisbelønnede nyeste film “JAGTEN”, der har Danmarkspremiere i morgen.  Såvel titel som indhold forekommer mig yderst bekendt, bortset fra bemærkningen om, at filmen osse handler om tilgivelse og kærlighed. Det forekommer mig mindre bekendt….

Om filmen har jeg læst følgende på nettet: “JAGTEN er en foruroligende skildring af, hvordan løgn bliver til sandhed – en moderne fortælling om heksejagt, uretfærdighed, skyld og tilgivelse. En beretning om kollektivt hysteri og om hvor skrøbeligt fællesskabet er, når sladder, tvivl og ondskab får lov at  florere, et gribende portræt af en mand, der kæmper med alt, hvad han har, for at bevare sit liv og sin værdighed!”

Nu må jeg ind og se filmen. Måske møder jeg repræsentanter fra min kirkes ledelse i biografen?  Hos mig selv ser jeg ingen….

Reklamer

12 thoughts on “En jæger gik at jage ….

  1. Mandlige pædagoger er forfærdelig udsatte og de er næsten per definition mistænkte pædofile. Antallet af anmeldelser hørte jeg forleden ligger på omkring halvtreds om året og måske fører en af disse til domfældelse. Nogle bliver sigtede og efter undersøgelser frikendt, men i offentligheden bliver en sådan aldrig fuldstændig frikendt, for der vil altid være nogle, som tænker, at der jo nok har været noget om det.
    På samme måde er katolske præster udsatte. At anmelde en præst for seksuelle krænkelser er et fabelagtig godt våben, hvis en og anden skulle have et horn i siden på præsten. Lige som det i øvrigt også med mellemrum ses, at forsmåede kvinder anmelder deres eksmænd for seksuelle krænkelser af børnene, når de vil have skovlen under ham. Og det forfærdelige er, at de anmeldte – skyldige eller uskyldige – får hele samfundet på nakken og i realiteten ALDRIG bliver fuldstændig rensede for mistanke. Og de kan i hvert fald være fuldstændig sikre på, at pressen, som har været ivrige med at bringe historierne frem, ALDRIG vil bruge spalteplads på at undskylde eller dementere.

    • I dag læser jeg i ‘kristeligt dagblad’, – som i øvrigt, i relation til presse-etik bestemt ikke har holdt sig tilbage, når det har drejet sig om at forpeste mit liv, – Palle Schantz Lauridsens anmeldelse af filmen “Jagten”. Om filmens handling skriver han: “En dag skuffer Lucas den søde Klara. der ikke helt kan forstå, at han i børnehaven må opføre sig professionelt, og ikke som den særlige ven, hun synes han ér …” Ak ja, hvad skuffelse kan føre til… Et barn digter en historie om en fremvist tissemand, en voksen vælger at skrive en roman, som han forsøger at sælge som sandheden. Og ligesom så at sige alle i filmen slubrer tissemands-historien i sig, slubrede osse altformange romanen i sig, – selv den kristelige avis, som efter en tosidet anmeldelse nægtede at optage et modindlæg og atter efterfølgende spærrede for et portræt af ‘skurken’.
      Anmelderen omtaler ‘den filmiske analyse af uhyggelige socialpsykologiske mekanismer”.
      Ja, de trænger så sandelig til at blive analyseret.

  2. Jeg har endnu ikke set filmen, men vil helt sikkert finde et passende tidspunkt til at gå i biografen sammen med min kone. Emnet interesserer mig både som menneske og ikke mindst i kraft af min profession.
    I en tid hvor mandlige pædagoger, blot i kraft af deres erhverv og køn mistænkeliggøres, beskyldes eller direkte er overladt til “folkedomstolen”, men også under indtryk af visse af de sager, vi har hørt om i vores egen katolske kirke, finder jeg tiden inde til at fortælle mig egen lille personlige beretning. Jeg har aldrig fortalt det før, og det har krævet megen overvindelse at gøre det, men din klumme, Stephen, har hjulpet mig på vej:
    I sensommeren 1945 tog mine forældre en 12 årig hollandsk pige i pleje. Af diskretionshensyn kalder jeg hende N. Forholdene i Holland var efter krigen og tyskernes huseren ubeskrivelig. Børn sultede, og ved en indsats af Røde Kors kom mange hollandske børn til Danmark nogle måneder for at blive ernæret hos danske familier, mens forholdene i deres hjemland kunne normaliseres, så de igen kunne vende hjem. Jeg beundrer den kærlighedsgerning mine forældre viste, i en situation, hvor de om foråret havde mistet en datter ved tragedien på Den Franske Skole, og ansvaret for min bror på 4 år og min søster som blev født i juli 45. Men trods stor personlig sorg og ansvar for to små børn var der hjerte- og husrum til N.
    I mit voksenliv har min mor flere gang nævnt, at hun, set i et bagspejl, nok ikke ville have taget N i pleje. Det undrede mig, for N kom flere år senere, da hun selv var blevet voksen og fået familie, til Danmark og besøgte mine forældre. Hun nævnte ved flere lejligheder, at hun var ked at sin opførsel, da hun kom barn og havde undskyldt det overfor mine forældre.
    For at få en forklaring på dette paradoks bad jeg en dag mor om en forklaring. Hun fortalte da, at N havde fortalt andre børn i kvarteret, at min far havde blottet sig over for hende. Det skulle være sket en morgen, da N lukkede døren op til stuen, hvor far stod og gjorde gymnastik. Mor har aldrig fortalt om sladder blandt naboer, der sandsynligvis kom ud af den falske beskyldning. De hørte til en generation, der bed smerten i sig og udadtil ikke lod sig mærke.
    Far gjorde i mange år lørdag morgen stavgymnastik efter Kaptajn Jespersens metode. Når han gjorde gymnastik var han, som kaptajnen selv, iført sorte gymnastikshorts, men gjorte iøvrigt gymnastik barfodet og i bar overkrop.
    Jeg husker tydeligt disse morgener som barn og har aldrig forbundet noget grænseoverskridende og ubehageligt ved det. Af og til stillede jeg mig foran eller bagved far, og vi havde sammen morskab ved disse øvelser. Far var et retskaffent og kærligt menneske, der aldrig har lagt hånd på mig eller mine søstende.
    Hvordan N i sin fantasi kunne fortolke dette som blottelse kan jeg ikke forklare, men det viser vel, at hvis nogen vil bruge et sådant udsagt til heksejagt, kan løgn let blive til sandhed.

  3. Kære Stephen Holm.
    Jeg husker vor e-mail-korrespondence, da der kom en nyttig præsteblog i Taastrup i sin tid, som jeg kommenterede i KO, og du skrev til mig – meget tydeligt – at du ikke havde brug for rygklappere og derfor aldrig ville have en blog. Nu har du imidlertid en. Og jeg vil tillade mig – ikke at klappe dig på ryggen, – men at tale imod den omtalte, ellers fremragende film “Jagten” på ét eneste punkt: Den går de pædofiles ærinde!
    Den sætter spørgsmålstegn, så forældre tøver med at melde, hvad deres børn fortæller dem om overgreb begået imod dem.
    Ikke mindst de sidste dages afsløringer om mange krænkelser af børn i en instution, hvor man netop skulle tage sig af ofre for seksuelle krænkelser, – viser, at hverken kommuner eller forældre er tilstrækkeligt opmærksomme på, hvad deres børn siger og viser for adfærd.

    Nu ER hovedpersonen i “Jagten” uskyldigt anklaget. I virkelighedens verden går mange mistænkte fri pga. kun pga. forældelse eller pga. manglende beviser.
    Det er også ulykkeligt, Stephen, at der – og her taler jeg ikke om dit mellemværende med Frederik Roed (hvad der foregik dengang ved kun i to) – men om, at der går pædofile frit omkring i Danmark, som har begået alvorlige overgreb på børn og fortsat kan gøre det, fordi intet kan bevises. Det er simpelthen forfærdeligt, når voksne ødelægger børn og unges liv, hvilket du vel ikke er uenig med mig i?

  4. “Det er simpelthen forfærdeligt, når voksne ødelægger børn og unges liv, hvilket du vel ikke er uenig med mig i?” Sådan slutter du dit indlæg, Helle.
    Nej, naturligvis kan jeg kun være enig med dig i, at det er forfærdeligt, når voksne ødelægger børn og unges liv.
    Måske måske kunne du så være enig med mig i, at det simpelthen er forfærdeligt, når voksne ødelægger andre voksnes liv, eller bevidst prøver på at gøre det.
    Det første har vi hørt om til hudløshed. Og ingen er uenige.
    Det sidste hører vi nu for første gang seriøst om. Det var tiltrængt.
    Bl. a. fordi det på den konto indtil nu ikke været muligt at komme til orde, hverken hér eller dér, fandt jeg det nødvendigt at oprette en blog. For at komme til orde, ikke for at samle rygklappere.

    ‘Jagten’ går IKKE de pædofiles ærinde. Filmen sætter fingeren på, hvordan løgn kan blive solgt som sandhed. Og hvordan heksejagt legitimeres. Den er et nødvendigt fingerpeg om, at dét, der netop såvel i TV som i aviserne er blevet offentliggjort i forbindelse med Thomas Vinterbergs film, er fakta, nemlig:
    At imellem 50 og 100 anklager, som aldrig er forældede, har ført til een sag i løbet af de sidste 5 år. Det er altså 1 – 2%, der er “kød” på. De resterende 98 – 99 personer får ødelagt deres liv, fordi vi mennesker er så hurtige til at dømme.

    Jeg vil håbe for dig, kære Helle, at du aldrig skal blive udsat for, bare tilnærmelsesvis, dét, som ‘Jagten’s Lukas og for den sags skyld jeg selv, har måttet gennemleve.

  5. Det var en interessant film, med mange elementer der også afspejler virkeligheden i den katolske kirke, bla.a. den fordømmende mentalitet. Jeg har altid haft en opfattelse af, at katolikker er bedre til at efterleve evangeliets budskaber end folk fra andre trossamfund, men jeg må indrømme at skinhellighed også er mindst ligeså almindeligt blandt katolikker. Desværre.

  6. SÅ FIK JEG SET FILMEN!
    – og følgende kan med udbytte kun læses af dém, der osse har set den!

    Da min medbror og jeg ankom i biografen (den eneste) i Sorø, – naturligvis havde jeg præsteflip på, – traf vi i hall’en på vores (folkekirke)sognepræst og hans kone, som stod i billetkøen: “Nå, I skal osse i biografen”, sagde han til os. “Ja”, sagde jeg, “jeg skal ind og se filmen om mig selv!” Den bemærkning blev modtaget med et stort smil. De kender begge så udmærket vores forhold.

    Nu handlede filmen så ikke helt om mig selv. Det drejede sig jo hos mig ikke om pædofil-beskyldning, men om påstande om seksuelt overgreb overfor unge voksne.
    Jeg selv har ikke, som filmens Lukas, oplevet, at lokalsamfundet vendte mig ryggen og chikanerede mig. Tværtimod. Heller ikke, da de værste avisarikler havde været offentliggjort. Dén dag skulle jeg i banken, og under den lille tur fra Frederiksgade over til banken på Jernbanegade havde jeg en fornemmelse af, at alle kikkede på mig. Ved skranken i banken sagde jeg til ekspedienten: “Du forestiller dig ikke, hvilket mod jeg har skullet samle mig, for at tage turen herover til dig!” Hun svarede. “Lad være med at lade dig gå-på af det!” Og jeg mærkede klart, at hun mente det. Det afgåede forstanderpar fra vores nabo-privatskole kom forbi med en stor buket blomster. Blomster kom osse fra flere andre i byen, og mange mennesker sendte os venlige hilsener.
    Pressehetz’en, som for os udhængte præster har været så forfærdeligt belastende, er et nok-så-afgørende element, som Thomas Vinterberg åbenbart har valgt, – uanset af hvilken grund, – ikke at tage med i sin film.

    Men stemningen på pædagog-mødet i børnehaven, hvor leder Grethe og de øvrige medarbejdere gejlede hinanden op, blev for mig et billede af samtaler på katolsk bispekontor mellem en ugift tidligere gymnasielærer, bispedømmets sexexpert, en ugift tidligere kommunaldirektør fra Sydsjælland og hvem der ellers som relevante og kompetente (?) har været med til de møder omkring min person, som jeg ikke véd meget om…

    Scenen omkring besøget i supermarkedet kunne jeg genkende. Nej, jeg har ikke oplevet noget ubehageligt i Slagelses supermarkeder, men i dét ‘supermarked’, hvor jeg til dagligt handler (‘handler’ ikke i forretningsmæssig betydning, men i den betydning ordet får, når man siger: ikke langt fra at tænke til at handle), altså det supermarked, hvor jeg til daglig handler, nemlig i den katolske kirke i Danmark. Der har jeg oplevet, uden på nogen måde at være dømt, – uden af pressen, – at blive smidt på porten, både af butikschef, souschef og jævne medarbejdere. Frataget navn og ære og kastet for pressen af samme ‘forretning’.

    Sønnen Markus? Jo, jeg har haft mange Markus’er, som i dén grad har støttet mig, først og fremmest min familie, læs: mit kommunitet, men osse mange andre. Og mange unge. Med næb og klør.

    Julegudstjenesten?… Nej, jeg har opført mig pænt, når jeg har vovet mig indenfor i en katolsk kirke (i folkekirken kan jeg jo komme frit og bli’r mødt med smil, osse i min katolske sognekirke). Men jeg burde måske lade mig inspirerere af Lukas, – altså filmens Lukas. Han fik i hvert fald gjort op med forloren skinhellighed.

    Besøget hjemme hos Lukas sent på juleaften…. Var så smukt beskrevet i filmen. Var måske osse, hvad jeg indimellem har håbet på, i hvert fald fra dem, som har løjet mest og gjort mig mest ondt. Til trods for, at disse mennesker véd, hvad de har gjort, har en tilnærmelse eller måske en undskyldning øjensynlig ikke været på tale.

    Nå, m. h. t. ‘sagen’ var der jo så ikke noget at hente. Falsk beskyldning fra en manipuleret lille pige, og da man et år efter igen er på besøg i lokalsamfundet har bølgerne øjensynligt lagt sig. Både Lukas og lokalsamfundet ser ud til at have lagt alt bag sig. Alt ånder fryd og gammen.

    Men nu siger man, at når et forløb som Lukas’ har fundet sted, vil det aldrig helt blive glemt. Noget vil altid blive hængende ved den mistænkte person. Mon ikke, at der alligevel var noget om snakken???? Jeg ser filmens uhyggelige slutscene som et udtryk for dette. Under en jagt sigtes et skud fra en udefinerbar person mod Lukas, og alene dét faktum, at han når at dukke sig, gør, at han kommer fra det med livet i behold. Men hans ansigtudtryk får os helt klart til at forstå, hvad han nu er klar over: Dette holder aldrig op!

    Osse mine sager fandt deres ende. Hverken politiet eller den kirkelige undersøgelse kunne bevise sandheden i de påståede overgreb. Og i et dekret fra biskoppen hedder det: ‘Sagerne henlægges og suspensionen ophæves’. Det var i begyndelsen af april 2011.

    Jeg har en ren straffeattest og en ren børneattest. Men mon der nu alligevel ikke var noget om snakken??? Der er trods alt skrevet en hel bog om det …Dette tvivls-spørgsmål blev vedligeholdt af få, men yderst fromme og retskafne katolikker i et par af de kirker, hvor jeg siden vikarierede. De, som med himmelvendte øjne under messen beder: “Forlad os vor skyld, som osse vi forlader vore skyldnere!”. Selvfølgelig havde disse dybt fromme ikke mod nok til personligt at ‘skyde’. Deres fromhed forbyder dem det. I stedet henvendte de sig anonymt til pressen, og det åh, så kristelige dagblad, som fortsat omtaler mig som ‘sexanklaget præst’, var dem yderst imødekommende. Måske har de, med navns nævnelse, henvendt sig osse til biskoppen, – efter opfordring fra sexeksperten. Biskoppen havde intet problem med at ‘skyde’. Og da jeg ingen chance havde for at dukke mig, ramte han plet, lige i hjertet, – i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn! Herren til ære og verden til frelse!
    Det var i slutningen af juni 2012.

    Gå endelig ind og se filmen! Den bli’r man klogere af!

  7. Under overskriften “STOP SLADDEREN!” bragte KD den 05. januar et interview med skuespillerinden SUSSE WOLD, som i filmen “JAGTEN” spiller rollen som børnehavelederen.

    Et par af hendes udsagn vil jeg gerne dele med jer, der besøger min rubrik “En jæger gik at jage..” De er begge berørt i mit åbningsopslag til denne ‘tråd’.

    UDSAGNET: DER ER MASSER AF RØG UDEN ILD
    “Jagten er en vigtig film, og jeg blev glad da jeg læste manuskriptet, fordi jeg med det samme forstod, at filmen handler om noget, som vil berøre en masse mennesker. Den handler om rygter og sladder og om hvordan det kan ødelægge et menneske.
    I Danmark bruger vi udtrykket: ‘Der går aldrig røg af en brand, uden at der er ild’. Men man behøver bare at læse formiddagsaviser for at vide, hvor idiotisk det udtryk ér. For der er masser af røg uden ild. Og det er ikke bare i aviserne….”

    UDSAGN OM TILGIVELSE
    “Det bedste, man kan gøre, når man bli’r uretfærdigt behandlet, er at tilgive. Ikke for den andens skyld, men for ens egen. Ikke at tilgive svarer til at tage gift og så forvente, at andre skal dø af det. Hvis man ikke kan tilgive andre, forgifter man kun sig selv!
    Tilgivelse er noget af det vigtigste for at leve et godt liv. For man bli’r jo hele tiden udsat for ting, der kan såre én. Og når dét sker, han man to valg. Enten at kvitte skuffelsen på samme måde, som man skodder en cigaret under foden. Færdig. Eller man kan puste til gløden ved at fortælle alt og alle om, hvor dårligt man er blevet behandlet, indtil smerten vokser sig større og større og man tilsidst står i flammer. Ved at fastholde sin ydmygelse og smerte, holder man den i live! Men jeg tror, at tilgivelse er så helende, at den kan kurere os fra både smerte, skyld og vrede.
    Selv har jeg lært at tilgive ved at forstå, at det er ødelæggende for en selv, hvis man ikke kan tilgive.
    På samme måde må man ikke lade sig knække af sladder og rygter!”

    Som katolsk præst, der bl. a. er kaldet til at prædike tilgivelsens evangelium, – og leve det, røres jeg dybt af Susse Wolds udtalelser. Så meget desto mere, fordi jeg konstaterer, at vi er flere katolske præster i Danmark, der p. t. har ret så svært ved det.

  8. Ja, “når man tilgiver sætter man en fange fri. Og den fange er én selv.”
    Men det er fantastisk svært for den, der dagligt bliver mindet om den uret, vedkommende har været offer for.

    Filmen er helt fantastisk. At man ikke oplever pressedækningen i den, skyldes sikkert, at vi til fulde oplever konsekvensen af pressedækningen, for vi ved jo alle sammen, hvordan pressen svælger i skandalehistorier og ikke holder sig tilbage, når blot den aner en smule røg – også der, hvor der slet ikke er brand.

  9. Peter Johnsens beretning gør et stort indtryk, for det viser hvor fantastisk følsomt det emne er. Tak, fordi du deler det med os, Peter Johnsen. Tænk om det din far oplevede dengang, var sket i dag. Så havde han været på forsiden i sladderpressen. Gud være lovet, at han i det mindste slap for det. Nu hvor alting er så pornoficeret er vi blevet så ufattelig snerpede. Jeg husker også morgengymnastik hos min tante og onkel, hvor jeg tilbragte megen tid som barn. Min tante gjorde morgengymnastik helt nøgen og havde det mest afslappede forhold til kroppen, som tænkes kan og vi børn fandt det helt naturligt. Hun var – også – et meget retskaffent menneske, som kun gjorde godt mod andre.

  10. Teologistuderende og ansatte på Aarhus Universitet har netop afholdt en studiedag em begrebet “ONDSKAB”, fortæller Helle Bastrup i Kr. Dagblad i lørdags. På et tidspunkt bidrog den norske teologiprofessor Svein Aage Christoffersen med følgende spørgsmål, som han selv besvarede:
    “Spørgsmålet ér, om dét at berøve et andet menneske dets værdighed ved at gøre dem til ofre, er det i sig selv ikke ondskab? Jo! Det vil jeg mene! Det er en form for ideologisk ondskab, som dagligt praktiseres verden over!”
    Og jeg tilføjer: Ikke bare ‘verden’ over, – osse i kirken! Til trods for, at Jesus har sagt: “Sådan skal det ikke være iblandt jer!”.
    Men mange aktuelle forfattere mener at have opdaget, at det i kirken faktisk er værre. Så mange, at Lars Handesten andetsteds i lørdagsavisen mener at måtte påpege, at “Ingen kan være tjent med, at religion fremstilles så fordomsfuldt og stereotypt, som det sker i tidens mest populære litteratur!” Alligevel må han vedr. forfatterne stille spørgsmålet: “Har de trods alt ikke fat i den lange ende, når de ser en sammenhæng mellem politisk radikalisme og religiøs fanatisme?” Og som Svein Aage Christoffersen selv besvarede sit eget stillede spørgsmål, gør Lars Handesten det osse, idet han siger: “Jo da! For man har set masser af eksempler på ondskab, der optræder i skinhellige gevandter, og som hævder, at målet helliger midlet!”
    Og jeg tilføjer: Det har jeg osse!

  11. Nu læser jeg som overskrift i ‘katolsk orientering’ nr. 2 side 2: “Paven fordømmer religiøst motiveret terrorisme..”
    Jamen, det er da altid en begyndelse …..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s