Om manglende tillid til kirkens ledere …

Umiddelbart efter, at Weekendavisen har bragt Poul Pilgaards store, analyserende artikel om forholdet mellem ledelse og præster/kirkefolk i den katolske kirke i  Danmark, bringer Kristeligt Dagblad i dag mandag d. 18. februar en artikel af katolikken Andreas Rude under overskriften:

TYSKE KATOLIKKERS TILLID TIL KIRKENS LEDELSE ER KORTSLUTTET
– med underoverskrift:
Tillidskrisen mellem lægfolk og biskopper er katastrofal. ..

Der indledes følgende:
Indeklimaet er ikke godt i den tyske, katolske kirke. Tilliden til kirkens ledelse synger på sidste vers .. Vigtige beslutninger bli’r taget henover hovedet på de troende .. uden at biskopperne har forståelse for de udfordringer, som lægforlket står overfor i deres hverdag …

Senere hedder det:
Mistroen er blevet kronisk, og katolikkerne føler sig yderligere fremmedgjorte, når de oplever, at deres sognekirke bliver lukket på grund af strukturændringer, når sognepræsten erstattes af en udenlandsk præst uden de nødvendige sprogkundskaber, eller når det engagerede lægfolk bliver trængt ud i periferien

Udsagnene er resultat af en gennemført stor undersøgelse blandt katolikker, en undersøgelse, som i artiklen osse kommenteres fra protestantisk side, hvor kommentatoren lader skinne igennem, at det protestantiske ikke er et alternativ:
“Det er påfaldende, at den grundlæggende tro på det kirkelige hierakis overlegenhed, inklusive paveembedet, næsten ikke er bekadiget. Det er de nuværende repræsentanter for hierakiet, der vækker ubehag!”
Ordet ‘utroværdighed‘, nævnes igen og igen

Sluttelig i artiklen hedder det:
“Det handler om, at ens egen religiøsitet forstummer, når kirkens sprog ikke mere kan bruges som hverdagssprog. Fantasiløsheden er den største fare for kirkens fremtid.

Om isolation

Unge Thomas Bjerg Mikkelsen, som er generalsekretær i ‘Indre Mission’ havde, i en bestemt sammenhæng, i KD den 02. februar en bemærkning, som, i den situation, jeg er sat i,  gik rent ind hos mig, – ekstra rent, fordi den kom netop fra dén bevægelse. Omvendelse er altså mulig:

“Når vi bevidst vælger at isolere mennesker og holde dem udenfor og på afstand, sker det altid på bekostning af et kristent menneskesyn!”

Om ytringsfrihed og retssikkerhed

Først Kurt Vestergaard og nu Lars Hedegaard …
Ja, i den muslimske tankegang respekteres vores grundlovssikrede ytringsfrihed åbenbart ikke. Sig , hvad du mener, – men det er med livet som indsats…
Sådan er det gudskelov ikke i vores kristelige verden. …. Eller hvad???
Jeg har hørt fra én af mine gode venner, som arbejder i en landsomfattende butikskæde, at en lokalforretning havde en succesfuld leder, som gav sin forretning et dundrende overskud, …. – men topchefen kunne ikke li’ ham og fyrede ham. I dette firma var der i det mindste en mærkbar kollegial opbakning. Det passede ikke topchefen. Disse kolleger fik nu at vide, at opbakning til den fyrede souschef ville betyde fyring af den opbakkende medarbejder.. – “Næsten som i den katolske kirke..” sagde hám, der fortalte mig historien…
Som præst i den katolske kirke i Danmark af i dag har jeg gjort den erfaring, at hvis man tydeligt gi’r udtryk for meninger eller holdninger, som ikke er ‘god latin på bjerget’, bliver man ikke hakket med økser eller skudt med pistoler, men i stedet med dekreter, eller breve, der, udenom en kirkeretssag, idømmer en kirkeretsstraf. Sidstnævnte metode er ganske vist anderledes behagelig, men virkningen er den samme, hvis det er en fuldtræffer: Du kan ikke røre dig bagefter ! ….
Hedegaard siger: “Jeg er ikke skadet fysisk!”….  Han kan bare vente. De fysiske skader viser sig efterhånden…

Og så var der i KD den 12. januar en ameldelse af en nyudkommet bog “SAXO”, – om historieskriveren og cisterciensermunken her fra Sorø. Anmelderen, Søren Hindsholm, gør opmærksom på et afsnit i bogen, hvor Helle Vogt og Per Andersen skriver om Saxo’s forhold til kirkeretten. Hvor meget de to véd om kanonisk ret, er jeg ikke istand til at bedømme, så jeg citerer blot:
“Saxo var velorienteret i den kanoniske ret, og hans værk viser en væsentlig udvikling i den juridiske tænkning og procesretten. Tidligere var princippet, at en anklaget var skyldig, indtil det modsatte var bevist, og processen for domstolen kunne næppe kaldes en rigtig proces, for den bestod i, at anklager og anklagede stillede med vidner, der forsikrede om deres gode karakter og uskyld.
Men inspireret af kanonisk ret opstår der en egentlig proces med forhør og bedømmelse af beviser, og dét synspunkt vinder frem, at en anklaget er uskyldig, indtil hans skyld er bevist. Dette er et afgørende fremskridt for retssikkerheden!”
Jeg ved ikke, om den ny kirkeret er gået tilbage til principperne fra før Saxo, men jeg véd, at mine sager ang. påståede seksuelle overgreb blev henlangt af politet den 11. oktober 2010 og af kirken den 30. marts 2011. Hvorpå min étårige suspension blev ophævet….
Ikke desto mindre finder jeg i et til mig stilet brev fra biskop Kozon af 13. december 2011 sætningen: “Jeg ser med stor alvor på anklagerne mod dig ..!” . Hvilket jeg fik at føle den 20. juni 2012.
Tja …