Hvor før var had og avind, strid og kiv, i broderkærlighed skal alle mødes …

I skrivende stund, tirsdag aften henimod kl. 18,  fejrer biskoppen i domkirken, – i koncelebration med præsterne i bispedømmet , – skærtorsdagens oliemesse, klogeligt fremrykket til tirsdag aften.
Indgangssalmen plejer at være Helligåndssalmen “Udsend din Ånd”. Slutningen af vers 5 er dette skriv’s overskrift.

Messen kaldes oliemessen, fordi olierne til brug indtil næste påske: krisamolien, katekuménolien og sygeolien, helliggøres i denne messe.
Messen er samtidig en manifestation af den indbyrdes forbundethed biskop og præster imellem. Det bringes til udtryk véd, at præsterne i hele bispedømmet af biskoppen opfordres til at tage del i denne messe, hvor de fornyer deres præsteløfter, ligesom biskoppen inviterer præsterne til et hyggeligt måltid efter messen. Det, ‘at spise sammen’ udtrykker jo samhørighed, såvel i messen som i det efterfølgende måltid. Ret så mange præster ta’r imod indbydelsen. Andre ikke, enten fordi de skal noget andet, eller fordi vejen er for lang, eller simpelthen, fordi de ikke har lyst …

Omend værende præst i bispedømmet København har jeg i år ikke modtaget nogen indbydelse, hverken til messen eller til det efterfølgende måltid …

For dog på en ellen anden måde alligevel at være méd, har jeg så herhjemme i Sorø mediteret over passager i nogle af biskoppens fornylig afholdte prædikener, som kan hentes på bispedømmets officielle hjemmeside: www.katolsk.dk

Følgende udsnit fra to prædikener har jeg særligt hæftet mig véd:

Om den barmhjertige Far
– fra 4. søndag i bodstiden den 10. marts:

Menneskers skyld kan være alvorlig, og vi skal på ingen måde godkende deres fejl…Dog skal vi altid vise tålmodighed med andre og prøve på at forstå deres baggrund. Vi skal også sørge for, at der hele tiden er et miljø, som man kan vende tilbage til, og når det sker, skal vi glæde os over, at de er kommet tilbage, ikke give dem karantæne, men virkelig tage vel imod dem. Ikke blot er det en forpligtelse over for næstekærligheden; men det kunne jo være, at vil selv fik brug for en begejstret velkomst, hvis vi kom på afveje.”

Om gode hyrder:
– fra requiemsmessen for biskop Martensen på 1-års-dagen for hans død, den 07. marts:

“Det er enhver hyrdes bekymring at komme til at miste og støde bort. Ofte opfattes det som en balanceakt, men udgangspunktet skal være ”hjertets styrkelse gennem nåden” og så den indstilling, aldrig at være ligeglad med, om nogen er ude eller på vej væk. Biskop Hans tog alt dette meget alvorligt og blev bedrøvet over de ting, det i den henseende ikke lykkedes ham at afværge.” 

Nu om et øjeblik ringes der til vesper i kapellet, og vi og vore gæster vil i forbønnerne tænke på de i København forsamlede.
Siden skal vi spise br. Poul-Eriks gode aftensmad, som på ingen måde vil stå tilbage for det ellers så udmærkede måltid i Bredgade ….

Reklamer

Det er Mariæ Bebudelsesdag i Danmark idag!

Det er Mariæ Bebudelsesdag i Danmark i dag.
Det randt mig i hu, da jeg så ‘før søndagen’ i går; det blev jeg igen klar over, da vi på vejen til messen kl. 11 i Køge lyttede til højmessen i radioen. Og det gentog sig i TV-gudstjenesten først på eftermiddagen i  DR-K.
Samt et par artikler i Kristeligt Dagblad fra i går.
Festen bliver fejret på en søndag! Mindre kan åbenbart ikke gøre det!  Det er da klart, at festen for Guds menneskevordelse skal fejres med bravour: Ordet, som blev kød og tog bolig iblandt os! Nogle vil sige, at dét fejrede vi da til jul, men her må jeg ‘nedlægge en protestant’. Dagen før jul var Jesus her på jorden som et færdigdannet barn inde i sin mor, dagen efter var han udenfor sin mor. Dén forskel er at overskue. Dagen før Mariæ bebudelse var han som Gud i himlen. Dagen efter var han på jorden, begyndt som menneske i sin mor Maria. Det er da en forskel der vil noget. Han steg fra sin himmel ned til vor jord.

Det er Mariæ Bebudelsesdag i Danmark i dag: den fejres altid den såkaldte 5. søndag i fasten, altså vil dens dato være at finde mellem den 13. marts og 09. april: Egentlig smukt med en varieret data, for vi ved jo ikke, om Maria den 25. december havde gået ‘lidt’ over tiden, eller om den 25. december var et nogle dage for tidligt?

Det er Mariæ Bebudelsesdag i Danmark i dag. Og så er det det alligevel ikke! For hvis f. eks.et folkekirke-ægtepar på vej til kirke idag skulle sige til hinanden: “Sku’ vi ikke i dag gå i den katolske kirke idag? Det vil sikkert dér være meget højtideligt nu, hvor det er Mariæ bebudelsesdag!” … Gør de det, bli’r de slemt skuffede, for de vil komme til 5. fastesøndag, – i violet!

Hvor er det dog underligt, at vores bette mindretalskirke i Danmark ikke kan finde ud af at fejre festen sammen med det øvrige kristne Danmark. Lært har vi m. h. t. Allehelgen at flytte den fra 1. november til 1, søndag i november, hvor den fejres i folkekirken. Og lært har vi m. h. t. Helligtrekonger at flytte den fra d. 6. januar til 1. søndag efter nytårsdag i januar, hvor den fejres i folkekirken. Men m. h. t. Mariæ bebudelsesdag kan vi ikke følge med, p. g. a. noget snak om de ‘store fastesøndage, som under ingen omstændigheder må vige…’ Pjat!!  Nu afdøde pastor Højbo har fortalt, at hvis selveste langfredag i den tidlige kirke faldt på den 25. marts, måtte langfredag vige for Mariæ bebudelse, ud fra den betragtning, at uden begivenheden den 25. marts var det aldrig blevet langfredag.

Det er Mariæ Bebudelsesdag i Danmark i dag. Og da denne fest samtidig er den montfortanske ordensfamilies hovedfest, har jeg gennnem de 26 år, hvor jeg har været sognepræst på Vestsjælland skåret igennem og, – i liturgisk selvtægt, – i ‘mine’ tre kirker dér fejret Mariæ bebudelse samtidig med det øvrige kristne Danmark. De andre katolske kirker herhjemme ‘fejrede’ så på  de ‘rigtige’ dage: 25 marts, eller i tilfælde af tidlig påske: mandag efter hvide søndag. Jeg sætter ‘fejrede’ i citationstegn, for jeg husker, at når jeg i den tidligere gudstjenesteliste for alle sogne i ‘katolsk orientering’ kikkede efter, var det almindeligste, at der på denne store dag skete . . . . ingenting!

Det med den samtidige fejring, som jeg tillod mig, kalder man praktisk økumene. Men med hensyn til sidstnævnte? Nu på det sidste er vi gået i modsat retning. I stedet for, som man har sørget for det i Tyskland, at katolikker og protestanter har fælles ordlyd, når de beder Fadervor og fremsiger den apostoliske trosbekendelse, har vi ved udgivelsen af den ny ‘Lovsang’ fået  en oversættelse af den apostoliske trosbekendelse, der ikke bare ligger forkert i munden og osse har fjernet sig mere fra folkekirkens ordlyd end før, mest den fortvivlede og irriterende ødelæggelse af alitterationen (de tre p’er)  “pint under Pontius Pilatus’, til “har lidt under…”  Hvad skal sådanne ødelæggelser være godt for?? Hvad betyder teologiske petitesser for det jævne lægfolk? Lad os dog enes om folkekirkens ordlyd i de to tekster, – det er jo Danmarks langt største kirke, – så vi umiddelbart kan bekende og bede sammen.

Nok om det! Nu har jeg i dag kunnet glædet mig over to gange at have hørt bebudelsesevangeliet, to gange at kunne synge méd på Kingo/Grundtvigs til dagen hørende skønne salme: “Nu kom der bud fra englekor” og en enkelt gang den ny Magnificat-gendigtning af Peter Balslev-Clausen med melodi afHarald Gullichsen: “Vi synger med Maria”. Og om inkarnationsmysteriet har jeg hørt to fremragende  prædikener, som ingen katolik vil kunne sætte en finger på.

Med særlig andagt har vi i vores kommunitet i dag tre gange bedt Angelus!

– for det er Mariæ Bebudelsesdag i Danmark i dag!!

In memoriam: biskop Hans L. Martensen

I går eftermiddags var jeg i domkirken til bispedømmets officielle requiemsmesse på et-års-dagen for biskop Martensens død, – det syntes jeg, jeg skyldte min gamle biskop, som i 1984 meddelte mig præstevielsens sakramente To udenlandske præster, der endnu ikke magter vores modersmål, som biskop Martensen iøvrigt talte så smukt, koncelebrerede med biskop Kozon. Ved evangeliets oplæsning var jeg i tvivl, om det var vietnamesisk eller dansk. Fejlen er ikke præstenes, det ta’r tid at lære et nyt lands sprog og kultur. Fejlen ligger hos dem, der ukritisk overdrager dem opgaver, de ikke magter. Til gengæld glædede jeg mig som sædvanlig over musikken, der sammenlignet med niveuet i den katolske kirke i Danmark iøvrigt, er overkvalificeret.

Den eneste danskfødte præst i kirken, var mig. Ingen andre af de præster, biskop Martensen i sin lange bispetid har viet, var tilstede. Men jeg var ikke med ved altret. Jeg sad i bænken, for jeg har, som offentligt forkyndt, fra biskoppen stående forbud mod nogensomhelst offentlig fremtræden. I hans brev fra juni 2012 til mig hedder det: “Du må i det hele taget ikke udøve nogen funktioner i forbindelse med offentlige gudstjenester”.  I lydighed mod denne bestemmelse hverken bad eller sang jeg med, for det er jo sådan i den fornyede liturgi, at menigheden, ved aktivt at deltage i messen med bøn og med sang, udøver en liturgisk funktion. I stedet for forholdt jeg mig i tridentinsk ånd. Jeg ‘bivånede messen’, samtidig med, at jeg bad en rosenkrans for biskop Martensen.

Jeg gik før kommunionen. For kommunion er jo ikke kun fællesskab med Kristus (det havde jeg fejret i min private messe for biskop Martensen om formiddagen), det er osse fællesskab med hinanden. Og da jeg oplever det sidste som ikke-eksisterende, fandt jeg det rigtigst, ikke at foretage en falsk demonstration.

Jeg var glad for, at jeg holdt ud og ikke gik endnu tidligere. I hvert fald skulle jeg ta’ mig gevaldigt sammen, da biskop Kozon, – i en ellers udmærket prædiken, – fra prædikestolen proklamerede:

Det er enhver hyrdes bekymring at komme til at miste og støde bort. Udgangspunktet skal være ”hjertets styrkelse gennem nåden” og så den indstilling, aldrig at være ligeglad med, om nogen er ude eller på vej væk. Biskop Hans tog alt dette meget alvorligt og blev bedrøvet over de ting, det i den henseende ikke lykkedes ham at afværge”.

Ja, sådan var biskop Hans!

“Tidligere medarbejdere bliver ikke-eksisterende”

“Den, der ager med stude, kommer osse med…..”
I hvert fald er min avislæsning indimellem spredt fægtning, som når jeg nu i dag konstaterer, at jeg er i gang med at læse kristeligt dagblad fra 29. december.

Så falder mine øjne, på debatsiden s. 17,  på overskriften:

“Den usynlige pensionist …
Tidligere medarbejdere bliver ikke-eksisterende”

Jeg kunne ikke mindes, at jeg, lige efter jul, skulle have skrevet om min situationsoplevelse i K. D. ,… – men dette er så heller ikke tilfældet. Det er professor emeritus i historie, Brian Patrick McGuire, katolik og  iøvigt bosat i mit tidligere sogneområde, der her har meldt sig til orde.

Følgende afsnit i hans artikel bragte mig virkelig gensynets ‘glæde’:

Jeg er sikkert ikke den første pensionist, der opdager, at han er blevet en ikke-eksisterende person på den arbejdsplads, hvor han tilbragte mange år. Før i tiden forsvandt mennesker i det tidligere Sovjet fra historien, når de ikke længere tjente regimet. De blev fjernet fra billeder og fra historie-bøger. Det samme sker tilsyneladende på min tidligere arbejdsplads, hvor tidligere medarbejdere indenfor et par måneder efter deres afgang ikke eksisterer ..” 

Nej, kære McGuire, du er hverken den første eller den sidste. Nu er det jo sådan, at man, når man pensioneres, ta’r afsked med dét fima, som man har været ansat i. Og forlader det! Jeg husker i dén forbindelse ganske tydeligt fra TV-serien “Fint skal det være”, hvordan den arme Richards overgang til pension, nu dømt til at holde sin kone ud 24 timer i døgnet, affødte, at han, næsten på knæ, tryglede firmaets direktør om at få lov til, bare et par timer om dagen at arbejde, – gratis. I dét ‘firma’, hvor jeg efter tredive års særlig tjeneste for to år siden blev pensioneret, er det imidlertid sådan, at man forbli’r i fimaet til din død, – selvom man er pensioneret. Og hér at opleve sig selv som hørende-til og samtidig som ikke-eksisterende er næsten at sammenligne med en levende begravelse. Du ér der! Men du eksisterer ikke!

En med-pensioneret kollega til mig, som bor ikke så langt fra os her i Sorø, og som havde en ærefuld stilling i vores kirke og var med i utallige gremier har fortalt mig, hvorledes han har oplevet sin overgang fra aktiv til pensionist: “Fra dag ét áf oplevede jeg mig selv i min tidligere arbejdsplads’ regi som ikke længere eksisterende!”.  Voksende bitterhed har jeg oplevet hos ham, ikke bare over netop nævnte oplevelse, men, som han siger, måske mere over, hele situationen omkring kirken i Danmark. 
Eksisterer gør han så nu igen, hvor han er blevet svært syg. Nu besøges han, på sygehus og på sin bopæl, af sin souschef (chefen er jo Vorherre) og af dén i koncernen, som opfatter sig selv som souschefens nærmeste. Om det er kærkomne besøg har han ikke ytret sig om, når jeg om søndagen henimod aften på hans værelse hjælper ham med celebrationen af den hellige messe. For dette hører med til en præsts identitet, – osse efter at han er blevet pensioneret: at fejre den hellige messe.

Men han er trods alt mere ‘heldig’ end jeg, der siden min pensionering april 2011 ikke bare én gang har haft besøg af samme souschef på nogen af mine efterfølgende adresser, hverken i  Kalundborg (som han fordrev mig fra) eller her i Sorø, hvor han har sørget for de bedste boforhold.  Omend han ikke kan komme til det sygehus, hvor min nys nævnte kollega var indlagt uden at komme igennem Sorø, ligesom han heller ikke har særlig lang vej, når han ‘vikarierer’ i en kirke 14 km. fra os.  Mere heldig var min kollega osse på et andet område, idet det ikke blev ham forbudt at deltage i det religiøse liv i de områder, hvor han tidligere havde virket, ligesom det heller ikke for hans områder blev besluttet, at hans lange virke skulle afsluttes med en fed streg. . Færdig! Før og efter! Alt, hvad der mindede om før, sollte am liebsten ausradiert werden. Og ens navn slettes, hvor det overhovedet var muligt! Heller ikke har han været udsat for et udenfor sit domicil efterfølgende totalforbud mod at yde frivillig hjælp i det ‘fima’, han elsker, – det, jeg tidligere kaldte ‘levende begravet’  …men bitterheden er vi til fulde fælles om.

I søndags i messen lød omkvædet til 1. vekselsang: “Hvor der er barmhjertighed og kærlighed, dér er Gud!”  Mit spørgsmål, da jeg hørte det, var spontant:  Hva’ så dér, hvor der hverken er det ene eller det andet???  Hvordan holder jeg ud, når jeg sammenligner med den aktuelle virkelighed, på næste søndag at skúlle høre evangeliet om den barmhjertige Far, der hver eneste dag er på udkik efter sin søn??

Samme søndag blev jeg af et sødt og kærligt menneske konfronteret med det ikke alt for begavede spørgsmål, som sikkert mange katolske præster her til lands har fået: “Hvad er forskellen på den katolske kirke og den kristne kirke??”
Tidligere havde jeg et svar parat, som jeg kunne stå véd.  Det har jeg ikke længere …

Og længsel efter besøg fra ledelsen?  Det har jeg heller ikke længere …