In memoriam: biskop Hans L. Martensen

I går eftermiddags var jeg i domkirken til bispedømmets officielle requiemsmesse på et-års-dagen for biskop Martensens død, – det syntes jeg, jeg skyldte min gamle biskop, som i 1984 meddelte mig præstevielsens sakramente To udenlandske præster, der endnu ikke magter vores modersmål, som biskop Martensen iøvrigt talte så smukt, koncelebrerede med biskop Kozon. Ved evangeliets oplæsning var jeg i tvivl, om det var vietnamesisk eller dansk. Fejlen er ikke præstenes, det ta’r tid at lære et nyt lands sprog og kultur. Fejlen ligger hos dem, der ukritisk overdrager dem opgaver, de ikke magter. Til gengæld glædede jeg mig som sædvanlig over musikken, der sammenlignet med niveuet i den katolske kirke i Danmark iøvrigt, er overkvalificeret.

Den eneste danskfødte præst i kirken, var mig. Ingen andre af de præster, biskop Martensen i sin lange bispetid har viet, var tilstede. Men jeg var ikke med ved altret. Jeg sad i bænken, for jeg har, som offentligt forkyndt, fra biskoppen stående forbud mod nogensomhelst offentlig fremtræden. I hans brev fra juni 2012 til mig hedder det: “Du må i det hele taget ikke udøve nogen funktioner i forbindelse med offentlige gudstjenester”.  I lydighed mod denne bestemmelse hverken bad eller sang jeg med, for det er jo sådan i den fornyede liturgi, at menigheden, ved aktivt at deltage i messen med bøn og med sang, udøver en liturgisk funktion. I stedet for forholdt jeg mig i tridentinsk ånd. Jeg ‘bivånede messen’, samtidig med, at jeg bad en rosenkrans for biskop Martensen.

Jeg gik før kommunionen. For kommunion er jo ikke kun fællesskab med Kristus (det havde jeg fejret i min private messe for biskop Martensen om formiddagen), det er osse fællesskab med hinanden. Og da jeg oplever det sidste som ikke-eksisterende, fandt jeg det rigtigst, ikke at foretage en falsk demonstration.

Jeg var glad for, at jeg holdt ud og ikke gik endnu tidligere. I hvert fald skulle jeg ta’ mig gevaldigt sammen, da biskop Kozon, – i en ellers udmærket prædiken, – fra prædikestolen proklamerede:

Det er enhver hyrdes bekymring at komme til at miste og støde bort. Udgangspunktet skal være ”hjertets styrkelse gennem nåden” og så den indstilling, aldrig at være ligeglad med, om nogen er ude eller på vej væk. Biskop Hans tog alt dette meget alvorligt og blev bedrøvet over de ting, det i den henseende ikke lykkedes ham at afværge”.

Ja, sådan var biskop Hans!

Reklamer

1 thought on “In memoriam: biskop Hans L. Martensen

  1. “Det er enhver hyrdes bekymring at komme til at miste og støde bort.” Sikke en hykler! Han kunne da i det mindste sige, at det ikke voldte ham nogen problemer, for enhver kan konstatere, at manden end ikke forsøger at leve op til det gode forsæt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s