05. maj

I dag den 30. april fejrer vi i kirken pave Pius V. Dét, som jeg særlig bemærker ved ham, vár hans kamp for, at  bestemmelserne fra Tridentinerkoncilet, som var afsluttet tre år før han blev pave (1566), skulle føres ud i livet.
På samme måde, som vores pave Frans har sagt det om bestemmelserne fra andet Vatikankoncil. At der nu skal der gøres alvor af, at de gennemføres. Måtte det lykkes for ham!

Og på søndag den 05. maj er det så 200-års-dagen for Søren Kierkegaards fødsel, – og samtidig 29-års-dagen for min præstevielse. Lidt ‘stolt’ over dato-sammentræffet er jeg vist… Og samtidig er det jo Danmarks befrielsesdag.. Jeg håber i min nuværende situation, at sidstnævnte faktum er af profetisk karakter. 

Det er bekendt, at Søren Kierkegaard havde et ret anstrengt forhold til sin samtidige protestantiske statskirke, – forløberen for folkekirken. I en kronik i KD lørdag den 13. april, af Birgit Bertung, fik vi nogle fine Kierkegaard-citater:

“Gud er en hader af alle ceremonier! Hvor ironisk, at det mennesket selv, der skaber sig alle vanskeligheder, mens Gud derimod siger: ‘Kom, kære menneske, kom, aldeles uden ceremonier’, – men se: Mennesket producerer selv ceremonierne og Gud bliver bragt på uendelig afstand fra mennesket!”

“Jo mere tro på Gud, jo mere ligegyldighed for al denne kæmpen for blotte former! Dramatisk kostymerede kunstnere i lange klæder træder frem i kunstbygninger. Tag et brækmiddel og kom ud af denne halvhedstilstand. Ud skal du! ud på 70.000 favne vand. Dét er situationen! Nu kan der blive tale om at få tro eller at fortvivle. Og denne situation må tilvejebringes ved et eksistentielt skridt af individet. I dette rent personlige forhold mellem Gud som personlighed og den troende som personlighed i eksisteren, ligger begrebet tro!” 

Hvad skal man mene? Dette er sagt om statskirken/folkekirken og dens gudstjeneste. Hvad ville hr. Søren have sagt om den katolske?? I hvert fald  var det godt, at han ikke var med til min præstevielse på hans fødselsdag for 29 år siden, – for slet ikke at tale om præstevielsen i torsdags. Dén havde han ikke overlevet!

Reklamer

Gamle aviser! Nye tekster!

Avisen, jeg har læst til morgen, var fra 04. april. Men når det drejer sig om Kristeligt Dagblad, kan man udmærket læse en gammel avis, for ret så mange artikler bli’r på underlig måde ikke forældede.

To tekster rørte mig på særlig måde:

1. En anmeldelse af en historisk roman, “Magten”, der foregår i England på reformationstiden.

Det var beskrivelsen af Henrik VIIIs magtfulde førstesekretær Thomas Cromwell i relation til flere forskellige personer, som jeg her kalder x, y og z, fordi det ikke er disse personer, men Cromwells personlige “Art und Weise”, jeg faldt over:

Cromwell var søn af en grovsmed og således en opkomling. Han havde vundet magt ved at holde sig til de rigtige folk på de rigtige tidspunkter. Han er en snu rad, som forstår at styre det komplicerede, intrigante spil ved hoffet. Det bliver da også ham, der bringer x og y til fald, idet han får dem dømt for hor og forrædderi. Ingen af dem er godt nok skyldige i de anklager, der rettes mod dem, men sagen må til, for at Cromwell kan få en slags hævn over de arrogante og komme af med z, som er farlig for hans egen position. At hele retssagen bli’r en farce, rører ham ikke synderligt. Til en embedsmand siger han: “Vi ønsker sandheden lidt efter lidt, og kun de dele, vi kan bruge!”
Romanen er et studie i, hvordan et betændt miljø korrumperer folk. Hoffet er et inferno af sladder, bagvaskelse og intriger. Alle er angste for at tabe anseelse og i værste fald deres liv… !”

 2. En stor atikel om “Korporatismens katolske forbindelse”. Uden at komme ind på selve begrebet “korporatisme” (slå det op, hvis det interesserer dig) vil jeg bare videregive et kort afsnit i artiklen:

“Hellige hierakier kvæler initiativ …
Ukontrolleret magt kan være mere åndeligt nedværdigende end konkurrence. Korporatistisk subsidiaritet lader toppen af hierakiet bestemme sine egne beføjelser, mens udelukkelse af konkurrence og lovprisning af privat ejendom fører til både ulighed og ineffektivitet!
Efterhånden, som disse svagheder blev tydelige, trak kirken i land i 1960’erne, og pave Johannes Poul II tog tilsidst afstand fra korporatismen. I dag er det kun få katolikker, der har kendskab til læren ..”

Ja, jeg har ihvertfald ingen kendskab til den. Ikke desto mindre mener jeg at kunne nikke genkendende til det i artiklen sagte … Lissom osse det første citat, fra boganmeldelsen, underligt berørte mig ….

Den gode hyrdes søndag!

I ‘gamle dage’ var det søndagen efter hvidesøndag. Nu ligger den to søndage efter hvidesøndag. Men i folkekirken er den forblevet på førstnævnte søndag, hvilket medførte, at vi på vores vej til Køge sidste søndag formiddag  i radioen kunne høre en prædiken over dette emne, –  som en god forberedelse til vores egen fejring søndagen efter, – altså i dag.

Det var, – som næsten hver søndag, – en fornøjelse at høre på. Transmissionen var fra Jørlunde Kirke i Nordsjælland, og den gode prædikant var sognepræsten Peter Nejsum.

Jeg nedskriver aldrig mine prædikener, heller ikke min prædiken fra denne weekend. Men jeg vil prøve at rekonstruere den og gøre opmærksom på, at hvis Peter Nejsum skulle læse nedenstående, vil han let kunne genkende en hel del af sin prædiken fra sidste søndag. Og selvfølgelig har jeg fortalt søndagsmenigheden hér, hvem der har inspireret mig.

Jeg indledte med, naturligvis i evangeliets ånd, at præsentere Jesus som den gode hyrde. Og gjorde så opmærksom på, at hyrde på latin (og på de romanske sprog) hedder pastor. Alle pastorer, ganske særlig sognepræsterne, er altså hyrder.

I den forbindelse spurgte jeg så menigheden, om jeg som hyrde burde have indledt prædikenen med at sige: “Kære får!” ? Omend forslaget fremkaldte lydhøre smil, var det samtidig tydeligt, at det ikke umiddelbart vandt genklang. Og vel med rette, for er det ikke sådan, at alle vi som er døbte, er indpodede i Jesus Kristus og dermed hans konkrete legeme her og nu? Er det så ikke sådan, at alt, hvad der siges om Kristus, på en eller anden led skal kunne siges, osse om os? Er det ikke dét, Paulus hentyder til, når han i sit brev til kirken i Efesus (5, 1) siger: “I skal ligne Gud”, – eller i Galaterbrevet (2, 20): “Ikke længere jeg lever, men Kristus lever i mig!” ?  Er Jesus således den gode hyrde, er vi alle i vores dåb blevet indviede til at være gode hyrder. Hvilket ikke burde komme bag os, for allerede i bibelens allerførste kapitel bli’r det åbenbaret. Kain har handlet ilde mod sin broder Abel. Vorherre spørger Kain: “Hvor er din bror Abel?”. Kain spørger ‘fromt’ Vorherre: “Skal jeg vogte min bror?” Men allerede, mens han stiller spørgsmålet, erfarer han Guds svar: “Ja, det er du!”. (1. mos. 4, 8 flg.)

Så nu enedes vi om, at jeg skulle tiltale menigheden med et: “Kære medhyrder …”

Men selve begrebet hyrde/hjord byder på vanskeligheder. For hvem i menigheden af idag har nogenside oplevet en hyrde i funktion overfor sin hjord. Den sidste hyrde i Danmark er forlængst gået på pension. Og blevet erstattet af et elektrisk hegn! Et sådant hegn er effektivt. Det sørger for, at intet får kan forvilde sig væk  Og osse, at ingen fremmed kan trænge ind. Så spørgsmålet er nu, om man i den ny bibeloversættelse (‘den ny aftale’) burde have omformuleret Jesu udtalelse til nutidsdansk og ladet ham sige: “Jeg er det elektriske hegn!”???

Og dét leder så over til overvejelser omkring sammeligning mellem hyrde og hegn, – og prøve at finde lighedspunkter. Men man skal ikke tænke ret længe, før man opdager, ikke ligheder, men forskelligheder. Alene dét faktum, at hegnet er en død konstruktion, men hyrden et levende menneske.  Dét, den gode hyrde gør, er jo ikke at indhegne og sætte grænser, men at overskride satte grænser. Han vil altid sørge for, at dém, der er overgivet til hans hyrdefunktion, får de bedste vækstmuligheder. Og er der ikke mere græs i det indhegnede område, fører han fårene ud derfra og derhen, hvor de bedste muligheder forefindes. Og fordi hjorden véd om hans kærlighed, følger de i tillid efter ham.

Da biskop Normann Svendsen indsatte biskop Peter Fischer-Møller til biskop i Roskilde, sagde han i sin tale til ham: “Du skal ikke bruge din bispestav, – en sådan vi jo for øvrigt ikke i vores kirkeafdeling, – til at slå folk oven i hovedet méd. Din opgave som biskop, som hyrde er at rejse rundt i dit stift og gøre dit til, at præster og menigheder har det godt!”

Vi har  ‘i vores kirkeafdeling’ altid haft en fornemmelse af, at bispestaven skal bruges til at indfange dém med, som er ved at forvilde sig bort. Men er denne stav ikke snarere et symbol på hyrdens omsorg for dem, som er bange for at tage med ham udenfor hegnet? At dén, for at alle kan få det godt, ville kunne gribe om dem, der er angste for at forlade det velkendte? I hvert fald véd vi af erfaring, at dem, vi har oplevet holder af hos, så langt, at de igen og igen har givet et stykke af sig selv for os, dém er vi langt villigere til at følge end dém, som vi oplever vil tage kontrol over os og indgrænse os?

Jesus, den gode hyrde, overskred den ene satte grænse efter den anden. Han var hyrde for dem, ingen andre ville ha’ med at gøre, han kommunikerede med ludere og skattesnydere, han satte sig til bords dér, hvor det var ugle set. Og han tog for sig af retterne, lod sig kalde frådser og dranker….

Alle, der er døbte til Kristus, har en hyrdefunktion. Biskopper, præster, forældre, arbejdskolleger, ansatte i stat og kommune, venner, klassekammerater.  Ingen af os kan sige os fri for dette: at tage ansvar for dém, som er i vores berøringsflade, at være vores brors vogter. Men gode hyrder bliver vi først, når vores overordnede ønske er: at sørge for, at dém, der er i vores varetægt, har det godt, – osse, hvis vi bli’r nødt til at ‘vove pelsen’ for dem…

Matthæus 14, 22 flg.: Disciplene i båden = apostlene i kirkeskibet. Kristus overraskende udenfor, – igen overskridende grænser. Han står derude, midt i tidens uro, dér, hvor bølgerne går op og ned. Og  bådens kaptajn, Simon Fisker = paven, er den første, der erkender det. Kristus er ikke, hvor han skal være: hos dem i båden. Han er udenfor, – dér, hvor det ‘sner’. Og hvad siger han derude på de farlige bølger til kaptajnen på det truede skib???: “Forlad øsen og kom herud!” Og netop fordi kaptajnen véd om den gode hyrde, (“Simon, elsker du mig mere end de andre??” Joh. 21, 15 flg.) vover han, mod alle odds, at forlade skibet og overskride bølgerne med blikket intenst rettet mod den gode hyrde… At modet siden svigter er en anden sag . .

Vi har fået en ny pave. Han går foran sin hjord og overskrider grænser i et tempo, som ingen havde turdet drømme om. Erfaret ham som en god hyrde har vi endnu ikke kunnet nå, for noget sådant ta’r mere end en måned. Men vi har en fornemmelse af, at det ligger ham stærkt på sinde, at vi alle skal ha’ det godt. Og at det, for at kunne lykkes, kræver virkelige forandringer.

Men allerede nu er vi vist temmelig mange, der har større tillid til en hyrde, der for vor skyld i tillid tør overskride grænser, end til hyrder, der i angst for al bevægelse og af angst for at miste magt og kontrol, mest optræder som elektriske hegn.

Tankevækkende . . . .


I anledning af teologen og  psykoterapeuten Bent Falks forestående 70-års fødselsdag har Kristeligt Dagblad den 09. april bragt et helsides interview med ham .

Visse passager, nemlig de efterfølgende, vil jeg gerne dele med jer her på min blog:

“Folk kommer typisk for at få dét, de gerne vil have, uden at nogen bliver sure på dem. Den pris, de er mest bange for at betale, er skyld og skam, men nogle gange kan det komme som en åbenbaring, at skylden og skammen kan være en pris, der er værd at betale, hvis der er noget, man ønsker sig tilstrækkeligt meget. Mit arbejde handler i høj grad om at hjælpe folk til at finde modet til at være skyldige.. Det betyder, at man nogle gange ikke kan vælge skyldfriheden uden at komme til at begå en undladelsessynd,” siger Bent Falk.

Koblingen mellem psykoterapi og teologi. I Bent Falks verden hænger de to uløseligt sammen, og derfor er det også naturligt for ham at bruge lignelser fra Det Nye Testamente som henvisninger til hverdagens problemer. For eksempel beretningen om den forhadte overtolder Zakæus i Lukasevangeliet, som ifølge Bent Falk får ”sollys i sit frosne hjerte”, da Jesus siger, at han vil være gæst i Zakæus’ hus. Zakæus ændrer fuldstændig karakter til det bedre, fordi han pludselig føler sig set og elsket, og det er i bund og grund, hvad alle mennesker higer efter, mener Bent Falk.

“Det frygtelige ér, at jo mere man gør for at blive elsket, jo længere kommer man væk fra sandheden om sig selv. Hvis jeg, for at få folks gode vilje, pleaser dem i begge ender, så gør jeg mig selv usynlig. Når man betaler for kærligheden, er den ikke noget værd, når man får den.”

Netop derfor handler hverken livet eller kristendommen om gerningsretfærdighed, påpeger Bent Falk.
”Det unikke ved kristendommen ér, at frelsen, – det vil sige kærligheden, – skaber omvendelsen, – i modsætning til alle andre religioner, hvor det er omvendelsen, der skal købe frelsen,” siger han.

”Jeg drømte om at afneurotisere de gudelige forsamlinger af mennesker, der var meget hjemme i deres bibel, men virkede fremmede i livet, og som læste Bibelen som en opskrift på, hvordan man kan købe sig til godt vejr hos Gud. I stedet for som et glædeligt budskab om, at det ikke er nødvendigt at være god nok.
Jesus siger ikke til folk ’Kom, når du er god nok’. Han siger heller ikke ’Kom! Du ér nemlig god nok’. Så ville vi jo være lige vidt.
Han siger, ’Kom, som du ér’, og det er dét, der kan slå bunden ud af én på den gode måde.”

Bent Falks pointe er, at det ikke kan nytte noget at etablere et helle, hvor de almindelige psykologiske regler ikke gælder under dække af, at her handler det om Gud.

”Jeg tænker især på forestillingen om, at Gud på den ene side skal forestille at være en kærlig far, og på den anden side lader han sin vrede over os gå ud over sin uskyldige søn og lader ham pine ihjel, og det skulle han så komme i godt humør af. Den objektive forsoningslæres tale om, at Jesu lidelse og død er betaling for, at Gud skal kunne begynde at elske os igen, er psykologisk set fuldstændig syg. Den er også teologisk syg. Sådan er det præcis de samme virkelighedsforstyrrende mekanismer, der forplumrer kontakten mellem mennesker og mellem mennesker og Gud.
Jeg siger sommetider, at sjælesorg er par-terapi på forholdet mellem den troende og Gud. Så er der nogle, der er ved at falde døde om, fordi jeg underkaster Gud terapi, men det er ikke dét, jeg gør. Jeg hjælper bare mennesker til at bede om, hvad de vil have, i klart sprog, og når de gør det over for Gud, oplever de, at han er anderledes, end de troede.”

Som snart 70-årig føler han sig dybt taknemmelig over, at det lykkedes ham at skabe et virke, der kunne forene teologien og psykoterapien.

“Jeg har fundet ud af, at det er vigtigt at være så beskidt, som man er. Der skal være noget klid i kosten, ellers giver den forstoppelse. Det rene er det farlige og det dræbende. Det er vigtigt at kunne finde ud af at rumme ambivalenser. Naturen er ikke ensidig, men blandet. Ikke alle ærter i bælgen har samme størrelse. Har du et hidsigt temperament, kan du bedre styre det ved at erkende det. Der er ikke noget, der for alvor forandrer sig, før du accepterer det, som det ér. Det gælder om, at vi går ind i realiteterne i erkendelse af, at det er dér, livet er. Der er rigelig plads til fejl og mangler. Et citat af Leonard Cohen lyder: ’Der er en revne i alting. Det er sådan, lyset kommer ind’.”

Og der er stadig meget af det gode tilbage, understreger Bent Falk.