Den gode hyrdes søndag!

I ‘gamle dage’ var det søndagen efter hvidesøndag. Nu ligger den to søndage efter hvidesøndag. Men i folkekirken er den forblevet på førstnævnte søndag, hvilket medførte, at vi på vores vej til Køge sidste søndag formiddag  i radioen kunne høre en prædiken over dette emne, –  som en god forberedelse til vores egen fejring søndagen efter, – altså i dag.

Det var, – som næsten hver søndag, – en fornøjelse at høre på. Transmissionen var fra Jørlunde Kirke i Nordsjælland, og den gode prædikant var sognepræsten Peter Nejsum.

Jeg nedskriver aldrig mine prædikener, heller ikke min prædiken fra denne weekend. Men jeg vil prøve at rekonstruere den og gøre opmærksom på, at hvis Peter Nejsum skulle læse nedenstående, vil han let kunne genkende en hel del af sin prædiken fra sidste søndag. Og selvfølgelig har jeg fortalt søndagsmenigheden hér, hvem der har inspireret mig.

Jeg indledte med, naturligvis i evangeliets ånd, at præsentere Jesus som den gode hyrde. Og gjorde så opmærksom på, at hyrde på latin (og på de romanske sprog) hedder pastor. Alle pastorer, ganske særlig sognepræsterne, er altså hyrder.

I den forbindelse spurgte jeg så menigheden, om jeg som hyrde burde have indledt prædikenen med at sige: “Kære får!” ? Omend forslaget fremkaldte lydhøre smil, var det samtidig tydeligt, at det ikke umiddelbart vandt genklang. Og vel med rette, for er det ikke sådan, at alle vi som er døbte, er indpodede i Jesus Kristus og dermed hans konkrete legeme her og nu? Er det så ikke sådan, at alt, hvad der siges om Kristus, på en eller anden led skal kunne siges, osse om os? Er det ikke dét, Paulus hentyder til, når han i sit brev til kirken i Efesus (5, 1) siger: “I skal ligne Gud”, – eller i Galaterbrevet (2, 20): “Ikke længere jeg lever, men Kristus lever i mig!” ?  Er Jesus således den gode hyrde, er vi alle i vores dåb blevet indviede til at være gode hyrder. Hvilket ikke burde komme bag os, for allerede i bibelens allerførste kapitel bli’r det åbenbaret. Kain har handlet ilde mod sin broder Abel. Vorherre spørger Kain: “Hvor er din bror Abel?”. Kain spørger ‘fromt’ Vorherre: “Skal jeg vogte min bror?” Men allerede, mens han stiller spørgsmålet, erfarer han Guds svar: “Ja, det er du!”. (1. mos. 4, 8 flg.)

Så nu enedes vi om, at jeg skulle tiltale menigheden med et: “Kære medhyrder …”

Men selve begrebet hyrde/hjord byder på vanskeligheder. For hvem i menigheden af idag har nogenside oplevet en hyrde i funktion overfor sin hjord. Den sidste hyrde i Danmark er forlængst gået på pension. Og blevet erstattet af et elektrisk hegn! Et sådant hegn er effektivt. Det sørger for, at intet får kan forvilde sig væk  Og osse, at ingen fremmed kan trænge ind. Så spørgsmålet er nu, om man i den ny bibeloversættelse (‘den ny aftale’) burde have omformuleret Jesu udtalelse til nutidsdansk og ladet ham sige: “Jeg er det elektriske hegn!”???

Og dét leder så over til overvejelser omkring sammeligning mellem hyrde og hegn, – og prøve at finde lighedspunkter. Men man skal ikke tænke ret længe, før man opdager, ikke ligheder, men forskelligheder. Alene dét faktum, at hegnet er en død konstruktion, men hyrden et levende menneske.  Dét, den gode hyrde gør, er jo ikke at indhegne og sætte grænser, men at overskride satte grænser. Han vil altid sørge for, at dém, der er overgivet til hans hyrdefunktion, får de bedste vækstmuligheder. Og er der ikke mere græs i det indhegnede område, fører han fårene ud derfra og derhen, hvor de bedste muligheder forefindes. Og fordi hjorden véd om hans kærlighed, følger de i tillid efter ham.

Da biskop Normann Svendsen indsatte biskop Peter Fischer-Møller til biskop i Roskilde, sagde han i sin tale til ham: “Du skal ikke bruge din bispestav, – en sådan vi jo for øvrigt ikke i vores kirkeafdeling, – til at slå folk oven i hovedet méd. Din opgave som biskop, som hyrde er at rejse rundt i dit stift og gøre dit til, at præster og menigheder har det godt!”

Vi har  ‘i vores kirkeafdeling’ altid haft en fornemmelse af, at bispestaven skal bruges til at indfange dém med, som er ved at forvilde sig bort. Men er denne stav ikke snarere et symbol på hyrdens omsorg for dem, som er bange for at tage med ham udenfor hegnet? At dén, for at alle kan få det godt, ville kunne gribe om dem, der er angste for at forlade det velkendte? I hvert fald véd vi af erfaring, at dem, vi har oplevet holder af hos, så langt, at de igen og igen har givet et stykke af sig selv for os, dém er vi langt villigere til at følge end dém, som vi oplever vil tage kontrol over os og indgrænse os?

Jesus, den gode hyrde, overskred den ene satte grænse efter den anden. Han var hyrde for dem, ingen andre ville ha’ med at gøre, han kommunikerede med ludere og skattesnydere, han satte sig til bords dér, hvor det var ugle set. Og han tog for sig af retterne, lod sig kalde frådser og dranker….

Alle, der er døbte til Kristus, har en hyrdefunktion. Biskopper, præster, forældre, arbejdskolleger, ansatte i stat og kommune, venner, klassekammerater.  Ingen af os kan sige os fri for dette: at tage ansvar for dém, som er i vores berøringsflade, at være vores brors vogter. Men gode hyrder bliver vi først, når vores overordnede ønske er: at sørge for, at dém, der er i vores varetægt, har det godt, – osse, hvis vi bli’r nødt til at ‘vove pelsen’ for dem…

Matthæus 14, 22 flg.: Disciplene i båden = apostlene i kirkeskibet. Kristus overraskende udenfor, – igen overskridende grænser. Han står derude, midt i tidens uro, dér, hvor bølgerne går op og ned. Og  bådens kaptajn, Simon Fisker = paven, er den første, der erkender det. Kristus er ikke, hvor han skal være: hos dem i båden. Han er udenfor, – dér, hvor det ‘sner’. Og hvad siger han derude på de farlige bølger til kaptajnen på det truede skib???: “Forlad øsen og kom herud!” Og netop fordi kaptajnen véd om den gode hyrde, (“Simon, elsker du mig mere end de andre??” Joh. 21, 15 flg.) vover han, mod alle odds, at forlade skibet og overskride bølgerne med blikket intenst rettet mod den gode hyrde… At modet siden svigter er en anden sag . .

Vi har fået en ny pave. Han går foran sin hjord og overskrider grænser i et tempo, som ingen havde turdet drømme om. Erfaret ham som en god hyrde har vi endnu ikke kunnet nå, for noget sådant ta’r mere end en måned. Men vi har en fornemmelse af, at det ligger ham stærkt på sinde, at vi alle skal ha’ det godt. Og at det, for at kunne lykkes, kræver virkelige forandringer.

Men allerede nu er vi vist temmelig mange, der har større tillid til en hyrde, der for vor skyld i tillid tør overskride grænser, end til hyrder, der i angst for al bevægelse og af angst for at miste magt og kontrol, mest optræder som elektriske hegn.

Reklamer

1 thought on “Den gode hyrdes søndag!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s