Søren, Sørine og Sproget

“Fælles sprog giver vore tanker mæle…”
(
J. Ottosen 1890)

Jeg er i gang med Sørine Gotfredsens bog om hende og Søren Kierkegaard. Dens titel er: “At leve med Kierkegaard”

I afsnittet “At rejse” har Sørine, – forfatter, debattør og præst i folkekirken, – nogle betragtninger angående sproget, modersmålet (et dansk ord, der p. g. a.   alitterationen er langt smukkere end ‘Muttesprache’/’mother tongue’). Afsnittet har i dén grad berørt mig, for for første gang har jeg oplevet, at der er sat ord på dét, som jeg altid har fornemmet, men aldrig så klart, at jeg ville kunne udtrykke det.

Men lad mig nu citere fra hendes bog. Om sit modersmål siger Sørine:

“Dansk! Dette mærkelige sprog, der efter sigende lyder, som om vi ikke vil áf med ordene, når vi udtaler dem, men som jeg elsker højt, langt højere, end jeg kan beskrive. Helt fra jeg var barn, erkendte jeg, at jeg er inderlig forelsket i de danske ord. Så forelsket er jeg, at jeg ofte taler højt med mig selv, når jeg er alene, fordi jeg ikke kan nære mig. Ord, ord, ord, ny erkendelse, forståelse og indsigt ..
For jeg vil forstå, hvor jeg ér, være fortrolig med selv de mindste antydninger af sætningernes betydning. Jeg vil ikke leve i en lille boble, hvor afstanden føles uoverskuelig stor mellem mig og andre, fordi vi ikke taler samme sprog. Jeg kan stå ved siden af andre mennesker  i en kø og umiddelbart være dem nær, alt imens sproget helt skiller os ad…

Men det er ikke så mærkeligt, for sproget er noget særligt, siger Kierkegaard. Nok mestrede denne ovenud belæste mand de såkaldt døde sprog, latin og oldgræsk, som få, nok forsvarede han sin magisterafhandling ‘Om begrebet ironi’ på latin, og nok læste han Hegel og andre store tænkere på tysk. Men det ændrede ikke hans opfattelse af sproget, som man er født méd, som værende så vitalt for ens selvopfattelse, at et ophold i udlandet nødvendigvis må tage form af en slags undtagelse, et kunstigt udsnit af livet, hvor man hvert øjeblik må undvære at hvile i dén fortrolighed, der kommer af at kunne forstå, hvad alle andre siger. Uden denne fortrolighed berøves man alle “Mellemtoner”, som Søren Kierkegaard kalder det, og på én af sine rejser til Berlin erkender han, i hvor høj grad han føler sig mentalt blottet, fordi han ikke længere besidder den overlegenhed, der skal til, hvis han skal skjule sin evigt tilstedeværende melankoli. “Jeg kan ikke bedrage med sproget”, skriver han i dagbogen fra Berlin. Og i det mere ironiske hjørne bemærker han, at hvis et menneske virkelig ønsker at komme på behagelig og bedøvende afstand af sig selv, skal det bare give sig i kast med at tale et fremmed sprog. For på den måde kan man for en stund gemme sig og på det nærmeste helt miste sin egen identitet

Hr. Søren siger: “Næstefter at klæde mig ganske nøgen af, intet at eje i verden, end ikke det mindste, og derpå styrte mig i vandet, er det mig mest behageligt at tale et fremmed sprog, – helst levende, – for på dén måde at blive fremmedgjort overfor mig selv!”
Og Sørine afrunder: “Jeg kan ikke på fuldendt vis være tilstede, når jeg ikke kan bruge mit modersmål og lade andre møde mit egentlige jeg”

For første gang har jeg klart forstået, hvorfor jeg, – på trods af, at jeg taler ganske og aldeles udmærket tysk og gerne gør det, –  aldrig har ønsket at være præst i et tysktalende område, – omend det for øjeblikket er en større fristelse end nogensinde tidligere. Men det drejer sig først og fremmest om, ikke at miste sin identitet, det drejer sig om, ikke at være ‘berøvet alle ‘mellemtoner”, noget, man som præst, som formidler til andre, slet ikke kan undvære. For mit vedkommende gælder det afgørende, at “I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går!” (H. C. Andersen)

Men jeg forstår nu osse, hvorfor jeg som dansk, katolsk præst føler stigende ubehag ved udviklingen i den afdéling af kirken, som jeg indtil nu har oplevet som min, – ja, føler mig fremmedgjort i kirken i mit eget land. Ikke nok med, at det aktuelle flertal af katolske præster i Danmark ikke behersker, ja ikke kan tale dansk, om end de sikkert gør sig al mulig umage. Men skulle de lære at beherske det, – vi har mange tidligere tilfælde, hvor det lykkedes, og enkelte nutidige – så vil de så altafgørende ‘mellemtoner’, som i vort sind har deres rod i dén historie og dén  kultur,  som vi er vokset op med, altid mangle, netop fordi det aldrig bliver: modersmål.

Glistrup havde ikke uret, da han i sin tid sagde: “Der er en grund til, at Vorherre har sat giraffen i Afrika og isbjørnen i Grønland!”  Og ‘handske-billedet’, som Helge Rode benyttede i sin genforeningssang fra 1920, ville Søren Kierkegaard helt og fuldt have kunnet underskrive:

Hør det, husk det, alle danske, klar og frodig er vor ånd.
Sproget slutter som en handske om en fast og venlig hånd!
Værn med vid, hvad helt er vort, sig kun sandhed, jævnt og kort’
gladest ved det milde ..

Her er sproget, modersmålet. Og her er mellemtonerne!

Reklamer

Sacré Coeur

I aften torsdag begynder Jesu Hjerte festen, en fest, der til trods for sin relativt unge alder, er en fest af højeste liturgisk rang. Den blev indført i hele kirken i 1856 og derefter blev i resten af 1800-tallet mange kirker udover hele verden indviet til Jesu helligste Hjerte, – mest kendt er Sacré Coeur Kirken på Montmartre i Paris, – hvis opførelse har sin rod i den tysk-franske krig i 1871, men som dog først blev indviet efter 1. verdenskrig. I denne kirke er det hellige sakramente så godt som altid udstillet til tilbedelse. I dens tårn hænger Frankrigs største kirkeklokke “La Savoyarde”, der dog ikke klinger nær så smukt som Notre Dame katedralens store  “Emmanuelle”

Herhjemme indviedes i 1879 den lille Jesu Hjerte Kirke i Randers, og i 1895 jesuiternes monumentale Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade i det københavnske Vesterbro. Og skal et ord om klokkerne tilføjes: Randers-klokkerne er ynkelige. Stenosgade-klokkerne en skønhedsåbenbaring, støbt af det berømte tyske klokkestøberi Otto. Når den største af dem fylder Stenosgade med sin fuld-klang løber det én koldt ned ad ryggen.

I år på Jesu Hjerte fest tænker jeg tilbage på sidste års fejring af samme fest, – den dag, da jesuiterne, efter over hundrede års uvurderlig indsats for den katolske kirke i Danmark, – ganske særlig ud fra denne kirke, – afsluttede deres virke samme sted. Pater Gerhard Sanders sj holdt en fin prædiken, hvor han ikke helt formåede at undertrykke hjertets følelser, – det var bl. a. dét, der gjorde den fin.  Jeg var blandt koncelebranterne, den eneste repræsentant fra en anden ordensfamilie, men på en måde var det ret passende. Den hellige Montfort er opdraget af jesuiterne i Rennes, og da han siden i sit præstevirke mødte megen modstand og megen uforstand, fandt han altid læ og beskyttelse hos jesuiterne. Og lur mig, om ikke  montfortanerkongregationens egentlige navn: “Mariæ selskab”, er inspireret af “Jesu Selskab”.

Jeg anede ikke, at denne koncelebration foreløbig skulle blive min sidste, omend jeg havde bange anelser, for Kristeligt Dagblad gav netop samme dag, på Jesu Hjerte fest, givet plads for to modbydelige artikler, som fik sin eftervirkning den følgende tirsdag, da en bekendtgørelse fra biskop Kozon til mig og til alle befalede, at jeg fremover skulle være så godt som usynlig i det katolske miljø i hele bispedømmet. Absolut intet var mig, – bortset fra i min residens her i Sorø, – længere tilladt.

Dette har jeg, bortset fra ganske få undtagelser, måttet leve med nu et år. Og enhver vil kunne forstå, at det hårdt tærer på sjæl, sind og helbred. Vi danskere plejer at sige, at vi lever i en retsstat og at den katolske kirke er noget lignende, men katolsk retspraksis ser ud til at være ganske enkel: Biskoppen har ret. Alene! 

Nu i morgen på festdagen for Jesu hellige Hjerte er præsterne af biskoppen indbudt til en messe i Jesu Hjerte Kirke, – dvs. ikke mig!  Men flere af mine medbrødre sender mig orienterende de ting, som forbigår mig. Her er ordlyden af biskoppens indbydelse:

“Kære medbrødre,
I anledning af Jesu Hjerte fest, fredag den 7. juni, indbydes i koncelebration i messen kl. 17.00 i Jesu Hjerte kirke, København. Dagen er den årlige bededag for præsternes helliggørelse, så det er en god dag at fejre i fællesskab” 

Som regel er der  fejl i dét, der udsendes fra bispekontoret. Så ofte, at jeg til informations’chefen’ i al venlighed har oprettet en special-linje under overskriften “Gi’ os i dag vor daglige fejl!”…  I ovennævnte invitation tiltales præsterne med lille-i (måske med vilje?) og et ‘til’ mangler. 

Jeg konstaterer i kraft af manglende indbydelse, at biskoppen, – i modsætning til mig selv, –  ikke mener, at jeg har helliggørelse behov, og at jeg ikke hører til i det fejrende fællesskab.

Og det er vistnok kærlighed, han skal tale om i morgen???  Ihvertfald skal han påhøre følgende evangeliepassage (Luk. 15): “Hvis én af jer har hundrede får og mister ét af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter dét, han har mistet, indtil han finder det???” … Men ok, jeg tager facta ad-notam …

“Vi elsker vor kirke ..” hed en salme, som var méd i 1951-salmebogen (nr. 393), som jeg ofte har ladet synge i mine gudstjenester.  I dag har jeg lidt svært ved at synge den.. . Behøver jeg heller ikke. Den er jo ikke méd i den nuværende ‘Lovsang’ . Alligevel kan jeg da stadig fuldt tilslutte mig den sidste linje i vers 1, hvor det hedder: “Vi elsker de bånd, som os binder til sjælenes frelser på jord!”

I morgen holder jeg mig som ikke indbudt væk fra Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade. Jeg må vente med min helliggørelse,  og i stedet for biskoppens opbyggende ord lade mig nøje med ord, som én eller anden forfatter, – jeg ved ikke længere hvem det ér, blot at jeg har fået teksten ved en af vore montfortaner-retræter, – nøje med ord, som denne forfatter lægger i munden på Vor Herre Jesu Kristus, “sjælenes frelser på jord”. Men måske er de på Jesu Hjerte festen anderledes trøstende, end hvad jeg ellers ville have fået at høre. Måske er de osse en trøst for dig, som læser disse linjer:

“Elsk mig, sådan som du ér!

Opmuntrende ord fra mig, Jesus,  til dig:
Jeg kender din elendighed, din sjæls kampe og trængsler,
dit legemes svagheder.
Jeg véd osse om din fejghed, om dine synder.
Ikke desto mindre siger jeg til dig:
Giv mig dit hjerte!
Elsk mig, sådan som du ér! 

Hvis du venter på at blive en engel for at kunne hengive dig i kærlighed,
vil du aldrig komme til at elske mig.
Selv om du kommer til kort i opfyldelsen af dine pligter og i din moralske disposition,
osse selvom du falder tilbage i de synder, som du ønsker, aldrig at ville gøre mere,så tillader jeg dig ikke, at du ikke elsker mig:
Elsk mig, sådan som du ér!

I hvert øjeblik, og i hvilken som helst situation, du befinder dig i,
i din iver og i din sløvhed,
i din troskab og i din utroskab,
elsk mig, sådan som du ér.

Jeg vil dit stakkels hjertes kærlighed.
For hvis du venter med at elske mig, til du bli’r fuldkommen,
vil du aldrig komme til at elske mig!”

……….