Sacré Coeur

I aften torsdag begynder Jesu Hjerte festen, en fest, der til trods for sin relativt unge alder, er en fest af højeste liturgisk rang. Den blev indført i hele kirken i 1856 og derefter blev i resten af 1800-tallet mange kirker udover hele verden indviet til Jesu helligste Hjerte, – mest kendt er Sacré Coeur Kirken på Montmartre i Paris, – hvis opførelse har sin rod i den tysk-franske krig i 1871, men som dog først blev indviet efter 1. verdenskrig. I denne kirke er det hellige sakramente så godt som altid udstillet til tilbedelse. I dens tårn hænger Frankrigs største kirkeklokke “La Savoyarde”, der dog ikke klinger nær så smukt som Notre Dame katedralens store  “Emmanuelle”

Herhjemme indviedes i 1879 den lille Jesu Hjerte Kirke i Randers, og i 1895 jesuiternes monumentale Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade i det københavnske Vesterbro. Og skal et ord om klokkerne tilføjes: Randers-klokkerne er ynkelige. Stenosgade-klokkerne en skønhedsåbenbaring, støbt af det berømte tyske klokkestøberi Otto. Når den største af dem fylder Stenosgade med sin fuld-klang løber det én koldt ned ad ryggen.

I år på Jesu Hjerte fest tænker jeg tilbage på sidste års fejring af samme fest, – den dag, da jesuiterne, efter over hundrede års uvurderlig indsats for den katolske kirke i Danmark, – ganske særlig ud fra denne kirke, – afsluttede deres virke samme sted. Pater Gerhard Sanders sj holdt en fin prædiken, hvor han ikke helt formåede at undertrykke hjertets følelser, – det var bl. a. dét, der gjorde den fin.  Jeg var blandt koncelebranterne, den eneste repræsentant fra en anden ordensfamilie, men på en måde var det ret passende. Den hellige Montfort er opdraget af jesuiterne i Rennes, og da han siden i sit præstevirke mødte megen modstand og megen uforstand, fandt han altid læ og beskyttelse hos jesuiterne. Og lur mig, om ikke  montfortanerkongregationens egentlige navn: “Mariæ selskab”, er inspireret af “Jesu Selskab”.

Jeg anede ikke, at denne koncelebration foreløbig skulle blive min sidste, omend jeg havde bange anelser, for Kristeligt Dagblad gav netop samme dag, på Jesu Hjerte fest, givet plads for to modbydelige artikler, som fik sin eftervirkning den følgende tirsdag, da en bekendtgørelse fra biskop Kozon til mig og til alle befalede, at jeg fremover skulle være så godt som usynlig i det katolske miljø i hele bispedømmet. Absolut intet var mig, – bortset fra i min residens her i Sorø, – længere tilladt.

Dette har jeg, bortset fra ganske få undtagelser, måttet leve med nu et år. Og enhver vil kunne forstå, at det hårdt tærer på sjæl, sind og helbred. Vi danskere plejer at sige, at vi lever i en retsstat og at den katolske kirke er noget lignende, men katolsk retspraksis ser ud til at være ganske enkel: Biskoppen har ret. Alene! 

Nu i morgen på festdagen for Jesu hellige Hjerte er præsterne af biskoppen indbudt til en messe i Jesu Hjerte Kirke, – dvs. ikke mig!  Men flere af mine medbrødre sender mig orienterende de ting, som forbigår mig. Her er ordlyden af biskoppens indbydelse:

“Kære medbrødre,
I anledning af Jesu Hjerte fest, fredag den 7. juni, indbydes i koncelebration i messen kl. 17.00 i Jesu Hjerte kirke, København. Dagen er den årlige bededag for præsternes helliggørelse, så det er en god dag at fejre i fællesskab” 

Som regel er der  fejl i dét, der udsendes fra bispekontoret. Så ofte, at jeg til informations’chefen’ i al venlighed har oprettet en special-linje under overskriften “Gi’ os i dag vor daglige fejl!”…  I ovennævnte invitation tiltales præsterne med lille-i (måske med vilje?) og et ‘til’ mangler. 

Jeg konstaterer i kraft af manglende indbydelse, at biskoppen, – i modsætning til mig selv, –  ikke mener, at jeg har helliggørelse behov, og at jeg ikke hører til i det fejrende fællesskab.

Og det er vistnok kærlighed, han skal tale om i morgen???  Ihvertfald skal han påhøre følgende evangeliepassage (Luk. 15): “Hvis én af jer har hundrede får og mister ét af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter dét, han har mistet, indtil han finder det???” … Men ok, jeg tager facta ad-notam …

“Vi elsker vor kirke ..” hed en salme, som var méd i 1951-salmebogen (nr. 393), som jeg ofte har ladet synge i mine gudstjenester.  I dag har jeg lidt svært ved at synge den.. . Behøver jeg heller ikke. Den er jo ikke méd i den nuværende ‘Lovsang’ . Alligevel kan jeg da stadig fuldt tilslutte mig den sidste linje i vers 1, hvor det hedder: “Vi elsker de bånd, som os binder til sjælenes frelser på jord!”

I morgen holder jeg mig som ikke indbudt væk fra Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade. Jeg må vente med min helliggørelse,  og i stedet for biskoppens opbyggende ord lade mig nøje med ord, som én eller anden forfatter, – jeg ved ikke længere hvem det ér, blot at jeg har fået teksten ved en af vore montfortaner-retræter, – nøje med ord, som denne forfatter lægger i munden på Vor Herre Jesu Kristus, “sjælenes frelser på jord”. Men måske er de på Jesu Hjerte festen anderledes trøstende, end hvad jeg ellers ville have fået at høre. Måske er de osse en trøst for dig, som læser disse linjer:

“Elsk mig, sådan som du ér!

Opmuntrende ord fra mig, Jesus,  til dig:
Jeg kender din elendighed, din sjæls kampe og trængsler,
dit legemes svagheder.
Jeg véd osse om din fejghed, om dine synder.
Ikke desto mindre siger jeg til dig:
Giv mig dit hjerte!
Elsk mig, sådan som du ér! 

Hvis du venter på at blive en engel for at kunne hengive dig i kærlighed,
vil du aldrig komme til at elske mig.
Selv om du kommer til kort i opfyldelsen af dine pligter og i din moralske disposition,
osse selvom du falder tilbage i de synder, som du ønsker, aldrig at ville gøre mere,så tillader jeg dig ikke, at du ikke elsker mig:
Elsk mig, sådan som du ér!

I hvert øjeblik, og i hvilken som helst situation, du befinder dig i,
i din iver og i din sløvhed,
i din troskab og i din utroskab,
elsk mig, sådan som du ér.

Jeg vil dit stakkels hjertes kærlighed.
For hvis du venter med at elske mig, til du bli’r fuldkommen,
vil du aldrig komme til at elske mig!”

……….

Reklamer

2 thoughts on “Sacré Coeur

  1. Jeg var ikke selv med til messen i Stenosgade ved Jesu Hjerte Festen sidste år, men jeg husker tydeligt at messen var omtalt i KO med billede fra alteret, hvor du som eneste ikke-jesuit koncelebrerede messen. Jeg fandt det smukt og i overensstemmelse med kirkens enhed at en præst fra et andet kommunitet deltog i denne fejring.
    De efterfølgende begivenheder og konsekvenserne for dig er velkendte. Det bringer den erindring frem at en kendt og indflydelsesrig katolsk lægmand, der driver (drev, for sidste kommentar daterer sig til 17.1) et katolsk podcasting program i en kommentar tilsluttede sig at beslutningen var beklagelig, men nødvendig, da præsten havde optrådt på en provokerende måde og ikke forstået at skulle holde lav profil.
    Jeg spørger bare, hvordan kan en ordineret præst optræde provokerende ved blot at udøve sin pastorale tjeneste? Det synes ikke at have nogen interesse i det katolske podcasting program.

  2. Der er lige det her:

    for Kristeligt Dagblad HAR netop samme dag, p Jesu Hjerte fest, givet plads for to modbydelige artikler,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s