Søren, Sørine og Sproget

“Fælles sprog giver vore tanker mæle…”
(
J. Ottosen 1890)

Jeg er i gang med Sørine Gotfredsens bog om hende og Søren Kierkegaard. Dens titel er: “At leve med Kierkegaard”

I afsnittet “At rejse” har Sørine, – forfatter, debattør og præst i folkekirken, – nogle betragtninger angående sproget, modersmålet (et dansk ord, der p. g. a.   alitterationen er langt smukkere end ‘Muttesprache’/’mother tongue’). Afsnittet har i dén grad berørt mig, for for første gang har jeg oplevet, at der er sat ord på dét, som jeg altid har fornemmet, men aldrig så klart, at jeg ville kunne udtrykke det.

Men lad mig nu citere fra hendes bog. Om sit modersmål siger Sørine:

“Dansk! Dette mærkelige sprog, der efter sigende lyder, som om vi ikke vil áf med ordene, når vi udtaler dem, men som jeg elsker højt, langt højere, end jeg kan beskrive. Helt fra jeg var barn, erkendte jeg, at jeg er inderlig forelsket i de danske ord. Så forelsket er jeg, at jeg ofte taler højt med mig selv, når jeg er alene, fordi jeg ikke kan nære mig. Ord, ord, ord, ny erkendelse, forståelse og indsigt ..
For jeg vil forstå, hvor jeg ér, være fortrolig med selv de mindste antydninger af sætningernes betydning. Jeg vil ikke leve i en lille boble, hvor afstanden føles uoverskuelig stor mellem mig og andre, fordi vi ikke taler samme sprog. Jeg kan stå ved siden af andre mennesker  i en kø og umiddelbart være dem nær, alt imens sproget helt skiller os ad…

Men det er ikke så mærkeligt, for sproget er noget særligt, siger Kierkegaard. Nok mestrede denne ovenud belæste mand de såkaldt døde sprog, latin og oldgræsk, som få, nok forsvarede han sin magisterafhandling ‘Om begrebet ironi’ på latin, og nok læste han Hegel og andre store tænkere på tysk. Men det ændrede ikke hans opfattelse af sproget, som man er født méd, som værende så vitalt for ens selvopfattelse, at et ophold i udlandet nødvendigvis må tage form af en slags undtagelse, et kunstigt udsnit af livet, hvor man hvert øjeblik må undvære at hvile i dén fortrolighed, der kommer af at kunne forstå, hvad alle andre siger. Uden denne fortrolighed berøves man alle “Mellemtoner”, som Søren Kierkegaard kalder det, og på én af sine rejser til Berlin erkender han, i hvor høj grad han føler sig mentalt blottet, fordi han ikke længere besidder den overlegenhed, der skal til, hvis han skal skjule sin evigt tilstedeværende melankoli. “Jeg kan ikke bedrage med sproget”, skriver han i dagbogen fra Berlin. Og i det mere ironiske hjørne bemærker han, at hvis et menneske virkelig ønsker at komme på behagelig og bedøvende afstand af sig selv, skal det bare give sig i kast med at tale et fremmed sprog. For på den måde kan man for en stund gemme sig og på det nærmeste helt miste sin egen identitet

Hr. Søren siger: “Næstefter at klæde mig ganske nøgen af, intet at eje i verden, end ikke det mindste, og derpå styrte mig i vandet, er det mig mest behageligt at tale et fremmed sprog, – helst levende, – for på dén måde at blive fremmedgjort overfor mig selv!”
Og Sørine afrunder: “Jeg kan ikke på fuldendt vis være tilstede, når jeg ikke kan bruge mit modersmål og lade andre møde mit egentlige jeg”

For første gang har jeg klart forstået, hvorfor jeg, – på trods af, at jeg taler ganske og aldeles udmærket tysk og gerne gør det, –  aldrig har ønsket at være præst i et tysktalende område, – omend det for øjeblikket er en større fristelse end nogensinde tidligere. Men det drejer sig først og fremmest om, ikke at miste sin identitet, det drejer sig om, ikke at være ‘berøvet alle ‘mellemtoner”, noget, man som præst, som formidler til andre, slet ikke kan undvære. For mit vedkommende gælder det afgørende, at “I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går!” (H. C. Andersen)

Men jeg forstår nu osse, hvorfor jeg som dansk, katolsk præst føler stigende ubehag ved udviklingen i den afdéling af kirken, som jeg indtil nu har oplevet som min, – ja, føler mig fremmedgjort i kirken i mit eget land. Ikke nok med, at det aktuelle flertal af katolske præster i Danmark ikke behersker, ja ikke kan tale dansk, om end de sikkert gør sig al mulig umage. Men skulle de lære at beherske det, – vi har mange tidligere tilfælde, hvor det lykkedes, og enkelte nutidige – så vil de så altafgørende ‘mellemtoner’, som i vort sind har deres rod i dén historie og dén  kultur,  som vi er vokset op med, altid mangle, netop fordi det aldrig bliver: modersmål.

Glistrup havde ikke uret, da han i sin tid sagde: “Der er en grund til, at Vorherre har sat giraffen i Afrika og isbjørnen i Grønland!”  Og ‘handske-billedet’, som Helge Rode benyttede i sin genforeningssang fra 1920, ville Søren Kierkegaard helt og fuldt have kunnet underskrive:

Hør det, husk det, alle danske, klar og frodig er vor ånd.
Sproget slutter som en handske om en fast og venlig hånd!
Værn med vid, hvad helt er vort, sig kun sandhed, jævnt og kort’
gladest ved det milde ..

Her er sproget, modersmålet. Og her er mellemtonerne!

Reklamer

2 thoughts on “Søren, Sørine og Sproget

  1. Kloge ord om modersmålet, som er vital for vores selvforståelse og knytter os sammen. Når det er sagt undres jeg ofte over hvor dårligt dansk tales af danskfødte danskere. Ord udtales som en strøm af mumlen, uden betoninger og udtalte stavelser. Mange kender ikke forskel på lægge og ligge eller brug af det personlige stedord sin/sit og hans/hendes. F.eks. sætningen “Han tog hans tøj på” som jo retteligt skal være “Han tog sit tøj på” Hvis ikke man lige vidste det er en og samme person, kunne man tro der var tale om en listetyv, der har forsynet sig i naboens klædeskab. Dertil kommer en masse tåbeligt angloamerikansk slang.
    Jo, jeg er da enig med Sørine Godfredsen, der færdes blandt den akademiske elite, hvor sproget indgår som en vital del af dannelsesprocessen, og intet ondt ord om det. Blandt den brede befolkning er der desværre sket en forfladigelse af sproget – både det talte og det skriftlige.
    For mange år siden var sprogets og samtalens mester Karl Bjarnhof den der udvalgte ansøgere som nyhedsoplæsere i Danmarks Radio. Der var ikke mange der slap gennem Bjarnhofs nåleøje.
    Se det var tider!

  2. Vil blot gøre opmærksom på, at Sørine Gotfredsen i sin tid var sportsjournalist og at hun stadigvæk er stærkt fodboldinteresseret og ofte taler med sportsfolk. Netop mennesker, som tit ikke har ordet i sin magt. Gotfredsen kan tale med alle og forstår alle, – ikke kun akademikere. Hun har skrevet rigtig udmærkede bøger (bl.a. om sin tid som journalist) også inden, hun udkom med sine tanker om og forhold til Kierkegaard. Jeg giver Stephen Holm helt ret i, hvad han siger om hendes evne til at udtrykke, hvad vi andre ofte tænker ang. vort modersmål 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s