Der er tilfælde, hvor dét går godt, men osse tilfælde, hvor det går knapt så godt. Jeg tænker på de tilfælde, hvor den katolske præst forlader sit præsteembede og lader sig laisere for så at gifte sig med hende, han oplever som sit livs kærlighed.
I Danmark véd vi, at henimod 50% af alle ægteskaber opløses. Og naturligvis ville vi være ganske blåøjede, hvis vi tror, at samtlige ’præsteægteskaber’ holder. Når de ikke gør det, kan grundene være mange. Vi ved godt, at cølibatet skulle betyde ’fri til’, men mange gange leves det mere som et ’fri for’. En cølibatær person, som kun er vant til at skulle tage ansvar for og hensyn til sig selv, kan godt komme svært op at køre, når der pludselig er kone og børn, som kræver én ret så meget,- og på en hel anden måde end de krav, menigheden stillede. Men der er osse en anden grund: Det var præsten, som denne kvinde forelskede sig i, og som hun ville dele resten af sit liv med. Hun fik ham, men ak: nu var han jo ikke præst længere, og nu så det uventet anderledes ud. Omend den samme var han jo, som skolelærer, vinduespudser eller bistandsklient, nu en anden end ham, hun lærte at kende og ’faldt for’ …
Jeg bruger dette billede, fordi jeg vil tale om et andet ’ægteskab’, nemlig ægteskabet mellem en sognepræst og en menighed. Jeg har oplevet et sådant ’ægteskab’, idet jeg har været ’gift’ med den vestsjællandske menighed i næsten 30 år. Jeg har således brugt hele min modne livskraft på den. Jeg har elsket den og sat mig ind for den, og jeg har oplevet mig selv som værende genelsket, … som præst og som menneske. Og troede så nok, at det var ’til døden os skiller’.
Men nu oplever jeg, at jeg har taget fejl. Og en anden præst, der som jeg ligeledes er pensioneret, har en nogenlunde tilsvarende oplevelse. Vi sander nu, at det er præsten, der blev elsket, ikke mennesket, der har udført præstetjenesten. Måske har du nogen gange troet, når du blev inviteret til et eller andet, at man gerne ville se DIG…men nej. Som regel var det præsten, man gerne ville se (og som man så samtidig kunne fremvise som husets gode ven). Og for at præsten kunne være tilstede, var man nødt til, osse at invitere personen, der var bærer af embedet.
Noget sådant bli’r klart for dig, når du bli’r pensioneret. Du er nu ikke længere menighedens præst og derfor er du blevet mere eller mindre ligegyldig. Mennesket bag præsteembedet, der har givet sit liv i tjeneste for en gruppe mennesker, – i medgang og modgang, for better and worser,- er erstattet af en ny. Nu skal den ny bruges, misbruges og opbruges. Og når han ikke længere er aktuel, er der atter en ny på banen … til samme skæbne.
Når jeg tænker på, hvilken good-will jeg har oplevet gennem mine næsten 30 år som præst for de tre nordvestsjællandske menigheder og sammenholder det med den omsorg, de mennesker, som man har været til for gennem så lang tid, har vist mig, efter at jeg ikke længere er ansvarlig præst overfor dem, er resultatet forbløffende. Få er forblevet trofaste, resten …????
To ordsprog er kommet mig ihu;:
1. “En mor ka’ klare ti børn. Ti voksne børn ka’ ikke klare én gammel mor!”
2. “Moren har gjort din pligt, moren ka’ gå!”
– jfv. Schiller: ‘Der Mohr’, altså ikke moderen, men negerslaven –
”Ude af øje, ude af sind” er ikke bare et ordsprog, – det er et visdomsord. På fransk og hollandsk er det end tydeligere. Dér hedder det: ‘Ude af øje, ude af hjerte!’. . . . Og derfor burde det netop beskrevne overhovedet ikke overraske, for det er sådan, det ér! Og Jesus har ydermere gjort opmærksom på det, jvf. Luk. 17, 9-10.. Hér siger han: ”Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: ’Vi er unyttige tjenere og har kun gjort, hvad vi skulle!’”. Færdigt arbejde! Der Nächste, bitte!
(det bibelske ‘unyttige tjenere’ hedder vistnok på nutidsdansk ‘nyttig idiot’).
At min ledelse i mit tilfælde har gjort, hvad der var muligt for at stille mig i dårligt lys hos mine tidligere menigheder og bremset min forbindelse med dem, ændrer ikke på dét faktum, at omtalte kollega, som bestemt ikke har været udsat for noget lignende, har gjort samme erfaring. ”Fra dag ét . . .”, – som han siger, – med en lille smule bitterhed i stemmen.
Særligt randt det mig i hu i dag søndag. Både i Slagelse og Kalundborg har der været afholdt ordets gudstjeneste med gudstjenesteledere, hvis dansk man svært forstår. Og jeg som dansk katolsk præst med 30 års præsteeerfaring har i dag gjort tjeneste som organist i den danske folkekirke, i en landsbykirke mellem Slagelse og Kalundborg.
Helt ærligt: Det gør lidt ondt at opleve, at dém, der var ens familie, er blevet som fremmede, i hvis verden du ikke længere eksisterer. Men bemærk venligst følgende: Jeg har ikke skrevet dette, for at indsamle medlidenhed. Og heller ikke for at løsslippe en liden portion bitterhed. Jeg har skrevet for at gøre opmærksom på et forhold, som åbenbart er fuldstændigt almindeligt, men som jeg nu først i en sen alder personligt har opdaget., – skrevet til hjælp og trøst for den uerfarne, til smil og overbærenhed for den erfarne.
Nu skal jeg de næste par måneder mere intensivt tilegne mig denne sene nyopdagelse.
