Happy birthday to me!

Det blev altså lidt af et brag, – min 70-års-fødselsdag. Sikker var jeg på, at vi ikke ville kunne  rumme dém, der ville komme, i vores ‘Maison Monfort’ i Sorø, men vores sognepræst havde beredvilligt udlånt os kirke og menighedssal i Ringsted. Vi tænkte, at det størrelsesmæssigt ville komme til at passe nogenlunde.

Lørdag aften forberedte vi menighedsalen i Ringsted. Og mine beundrende tanker gik til menighedshusets ‘bygherre’, pastor Hans Esmark. Hvor har han dog gennemtænkt alt til mindste datalje. Lad mig her nævne f. eks. bordene, som er af en konstruktion uden ben i hjørnerne, så alle kan få  plads til deres ben uden generende bordben. Så udstyret: Tallerkener i samtlige størrelser, glas til alle formål og bestik til  60 personer. Helt igennen funktionelt. De otte borde var skubbet sammen til fire, med tre pladser på hver side. det gav 12  gange 4 = 48 pladser. Vi gik ud fra, at det var tilstrækkeligt. Når der er blevet spurgt, har vi sagt, at alle er velkomne, men alligevel havde vi ingen fornemmelse. Jeg selv har jo på min blog skrevet et essay: “Ude af øje, ude af sind”, –  og nævnt begivenheden har vi kun på  den montfortanske associations hjemmeside plus i vores lukkede Montfortgruppe på Facebook. Katolsk Orientering har ikke nævnt dagen med et ord, og kun fra to præster, – bortset fra mine montfortanermedbrødre, –  har jeg modtaget en hilsen, –  udover biskoppens indprogramerede.

Da vi ved messens slutning forlod kirken,hviskede Ruth Simonsen til mig: “Der har været over 60 til messe”. Min første tanke: “Åh, har vi nu mad nok?”. Bordene var intet problem. De sammenskubbede borde kunne hurtigt rykkes fra hinanden og reserve-stole fra kirken supplerede. Al medbragt mad blev stillet på et bord i det lille lokale, som ellers kan adskilles fra selve salen, hvis man f. eks,. har brug for et undervisningslokale eller et mindre mødelokale. Nu gav det plads for buffet’en med mad og drikke.

En dejlig stemning gennemsyrede hele aftenen. Der blev spist, drukket og sunget. Verner Nielsens flygel akkompagnerede de forskellige sange, og tonen blev ikke dæmpet ved, at hele gulvet under det store instrument var fyldt op med gaver, –  læs: vine, for det er dét, man får, når man har rundet de halvtreds. Og, – for mit vedkommende, – det er dét, man helst vil ha’!  De skal drikkes og nydes og ikke hænges op på væggen.  Bevidst er ganske tydeligt blevet, at vi her i huset ‘aperitif’er’ den i portvin, som vi har lært det i vores montfortanerkommunitet i Fátima (Portugal).

Ikke alle 65 fremmødte havde vine med, men havde i stedet for, – efter aftale med min medbror, – medbragt en færdiglavet ret, som fandt sin plads på buffet’en: Roastbeef, flæskesteg, tærter, forskellige salater, flødekartofler, kartoffelsalater og lagkager. Rosa havde specialiseret sig: Hun havde medbragt en lille portion gry’ebøf, – samt to dejlige pæretærter. For hun havde hørt, at præsterne i Frankrig blev tiltalt: mong pære!
Så alt var i skønneste orden og harmoni, og jeg vil her på denne blog gerne sige:

TUSIND TAK TIL JER ALLE SAMMEN!
FOR GAVER; FOR INDSATS.
Men først og fremmest:
TAK FOR JER SELV! ….   TAK, FORDI I KOM!

Hvor meget jeg end har glædet mig til festen, så har jeg dog mest af alt glædet mig til at fejre

DEN HELLIGE MESSE

– sammen med jer, –  i en kirke og med orgelspil.
Min trofaste organist fra Holbæk, Annelies van der Meer havde måneder i forvejen lovet at spille, – og  to af mine medbroders børnebørn skulle ministrere.

Kl. 16 begyndte messen. Processionen skred ind i kirken anført af de to ministranter med deres sædvanlige flotte holdning, i kjoler, der passede perfekt og med sorte sko, som det sig hør og bør. Så fulgte mine to montfortaner-medbrødre, p. Thomas Birkheuser fra Horsens , br. Poul-Erik Jensen og endelig jeg selv.

Indgangssalmen var: “Gud som er af evighed”. Den  har været indgangssalme på alle mine runde fødselsdage, dels, fordi den er skrevet af mit bysbarn fra Svendborg, Johannes Jørgensen, dels fordi jeg på særlig måde kan identificere mig med udsagn i salmen, som f. eks: “Herre, du har kærlig ført mig til denne time …”, “Lad mit hjerte brænde som en flamme, tændt for dig, indtil livets ende!”

I messens indledning gjorde jeg opmærksom på, at jeg aldrig havde forstillet mig, at jeg på min 70-års-dag skulle fejre højtidelig messe i Skt. Knuds Kirke i Ringsted. Men at jeg ved nærmere eftertanke har fundet det rigtig passende. Af flere grunde:
1. Skt. Knuds Kirke i Ringsted er den første kirke, som montfortanerne byggede i Danmark, indviet i 1907
2. Faktisk hele min præstetid har jeg været ansvarlig for Sankt Knuds valfarten til Ringsted/Haraldsted.
3. Mit første møde med den katolske kirke var i Sankt Knuds Kirke i Svendborg, hvor jeg modtog min første hellige kommunion og hvor jeg er firmet.

Endelig gjorde jeg opmærksom på, at jeg, som jeg ligeledes har gjort det på mine ‘runde’ dage, ville fejre messen til ære for jomfru Maria, Guds nådes midlerinde, – fordi jeg erfarer, at dén Guds nåde, som jeg modtager, gives mig gennem jomfru Maria.

Læsningerne havde jeg udsøgt med omhu.

Mht. til den første, – fra gammel testamente – var der en sætning, som i dagene op til festen hele tiden havde sneget sig ind på min ‘lystavle’: “Menneskenes år er 70, og kommer det højt, så 80″  Det viste sig, at teksten forekommer i salme 90 og da jeg læste den i sin kontekst, fandt jeg den helt rigtig. Det er ikke normalt i vor katolske liturgi, at man vælger en Davidssalme som læsning. Salmernes bog er jo en salmebog, ikke en læsebog. Ikke desto mindre brød jeg sæd og skik og lektor gik frem og forkyndte, – som det tit er tilfældet i folkekirken:” Læsning af salmernes bog!”
Men synes I ikke, at det er en fin tekst?:

Du  (Gud) har givet os mennesker et livsspand på  halvfjerds år, nogle kan måske nå at blive de firs, hvis kræfterne slår til. Selv vore bedste år har nok af problemer, men tiden flyver af sted, og vi flyver med  Lær os at tælle vore dage, så vi bruger den kostbare tid og vokser i hjertets visdom.  Kom, Herre, og velsign os. Fyld os hver morgen med din trofaste kærlighed,  så vi oplever glæde dag efter dag. Lad dine tjenere opleve dine undere. Vis os din nåde, Herre, vor Gud, giv os gode tider og fremgang

Vekselsangen var: “Hvor Gud mig fører ..”… lovsang nr. 245. Prøv at læse den igennem. H. A. Brorson er forfatteren, og hans spiritualitet ligger faktisk tæt på vores Pére de Montforts. Salmen udstråler montfortansk spiritualitet. Men jeg skal ikke lægge skjul på, m. h. t. sangens indhold: At det er lettere at synge det end at leve det.

Som det er tilfældet med indgangssalmen og messeformularen, så har messens anden læsning osse været et fast element på samtlige af mine runde dag. Det er Paulus til korinterne. En tekst, hvor jeg siger til Paulus: “Jeg kunne m. h. t. mig selv ikke ha’ sagt det bedre. Du rammer plet! Ganske særlig m. h. t. min øjeblikkelige situation!” Paulus udsiger både sin styrke og sin svaghed. Begge dele er han sig bevidst, Osse, at Gud har belemret ham med ét eller andet, som ikke passer ham, men som skal tjene til Paulus’ bedste:

Kære alle sammen! Hvis jeg, Paulus, fik lyst til at prale af noget, kunne jeg godt gøre det, uden at jeg derfor behøver at gøre mig selv til grin, –  for hvad jeg sagde ville jo være sandt. Men jeg foretrækker at lade være, for at ingen skal have højere tanker om mig, end vedkommende får ved at se og høre mig.
Men for at jeg ikke skulle blive hovmodig og storsnudet, blev der givet mig en »torn i kødet«, et Satans sendebud, til at slå mig i ansigtet. Tre gange har jeg bedt Herren om, at den måtte blive taget fra mig. Men hver gang har han svaret mig: »Min nåde er dig nok, for min kraft udfoldes bedst gennem magtesløshed.«
Derfor vil jeg, – hellere end rose mig, – fremhæve min svaghed og min skrøbelighed, for at kraften fra Kristus kan virke gennem mig. Derfor kan jeg se det gode i at være magtesløs, ved at blive mishandlet og ved at lide nød, ved at blive forfulgt og være i vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, da er jeg stærk. (2. kor. 12, 6-10)

Evangeliet efter Johannes ér, hvad jeg for øjeblikket så tydelig oplever. Jesu ord til Simon Peter:

Da du var ung, tog du selv dit tøj på og gik hvorhen, du ville. Men når du bliver gammel, skal du  række dine hænder ud, og en anden vil binde et reb om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.«

Ordene gjorde indtryk, kunne man mærke. Osse fordi tyskfødte p. Thomas læste dem på det tydeligste og smukkeste dansk, som man kunne forestille sig.

Én, der nikkede ganske indforstået, sad foran kirkens Maria-billede i sin kørestol: pensionerede pastor Dieter Timmermann, som nu er blevet installeret i  dét plejehjem i Ringsted, som ganske passende hedder “Knud Lavard Centret”. På et tidspunkt i min prædiken sagde jeg til Dieter: “Faktisk sander vi begge, hvad vi lige har hørt. Du har frihed til at gøre hvad du vil, men din krop hindrer dig. Jeg har krop til at kunne gøre hvad jeg vil, men min frihed er taget fra mig!”
Men så skiftede vi spor, for vi fejrede jo eukaristi = taksigelse. Og jeg  indrømmede, hvad sandt ér: at jeg er Gud en STOR tak skyldig:  26 års præstetjeneste i nogenlunde ro og fred, den ære, at få korset lagt på sig, når man nu er søn af den hellige Montfort, den glæde at ulykkerne først brød frem, da jeg var nået ‘skelsår og alder’,-  efter mine forældre er døde, den glæde at vide sig så betydningsfuld, at man kommer på linje med mange ‘berømtheder’, som kirken har mishandlet, den glæde, det er at leve under vores rigtig dejlige forhold i vores skønne domicil i Sorø.

Messen fortsatte. Sunget blev der, så det for tunge skifertag på Ringstedkirken, der truer med at forvandle den til ‘den sunkne katedral´(musikstykke af Claude Debussy), lettede sig op til næsten en centimeter.

Selvfølgelig gik vi til kommunion, sådan som den hellige Montfort anbefaler os det: ved, med  og i Maria. Søster Clara Ramsings salme ledte os på vej:

Maria, kære Moder min, o hør min stille bøn.
Ta’ kærligt du min hånd i din og før mig til din Søn.

Så går jeg da med ydmygt sind, Maria, på dit bud,
at lukke i mit hjerte ind: Min Herre og min Gud!

Kommunion, – helt forbløffet blev jeg, da jeg pludselig skulle give det hellige sakramente til tre medlemmer af det afgåede menighedsråd fra Fredericia. Så langt er de rejst for min skyld. Tusind tak!
Afslutning af messen. Afslutningssalme:

Hellige Montfort!  Mange år er gået
hvor i din ånd Guds ord blandt os er sået
Hellige Montfort, dét, som du har givet
varer for livet!

2) Du drog omkring og prædiked’ for mange
og lærte dem at prise Gud i sange
Hellige Montfort! Troens lys og glæde
i dem fik sæde.

3) Kendt er du som en god og kærlig fader,
ingen, som lider, uden hjælp du lader.
Hellige Montfort! Jesu kors at bære
fremmer Guds ære!

4) Kærlige Fader!  Hør os når vi bede. Jomfru Maria al vor bøn skal lede.
Hellige Montfort, i Marias hænder
hjerterne brænder!

5) Gennem dig kaldte Gud Marie Louise
til, med sit liv, hans Visdoms kraft at prise.
Hellige Montfort og Marie Louise:
Vej I os vise!

6) Ført af Guds Forsyn Mathurin du mødte,
han blev for dig en trofast hjælp og støtte.
Hellige Montfort! Lad med dig os tjene
Herren alene!

7) Fra jer gik sendebud til fjerne egne
at bane vej for Jesus alle vegne.
Hellige Montfort! Frugten af din færden
nærer alverden!

8) Dén vej, du viste, leves nu af andre,
af alle dém, som i dit fodspor vandre.
Hellige Montfort! Se til os hernede,
for os du bede!

9) Hellige Montfort og Marie-Louise,
med Mathurin vi Herrens navn vil prise.
Hellige Montfort. Vi til Gud os vende
Hán vil fuldende!

….

Mandagen derpå var så Store Oprydningsdag. ‘Pigerne’ fra Haraldsted havde foreslået, at vi skulle spise rester sammen. Det gjorde vi.   Og fik så alt ryddet op og vasket op…. Gaver og mikrofonanlæg.– Alt fra Ringsted til Sorø… Hvor mange gange skulle vi køre?? :Men som afdøde pastor Olaf Sørensen altid sagde: “Man muss sich zu helfen wissen!”. Hvorfor ikke benytte os af, at vi jo har fået en trailer????  Så den spændte vi for, – nej efter. Og den kunne rumme det hele.
Hvad med Montfort-billedet, som vi havde stillet op i kirken?  Ruth Simonsen mente, at jeg burde lade det forblive i Ringsted. Der måtte findes en plads til det. De første 65 år af menighedens liv måtte da godt optisk markeres… Jeg gav hende fuldstændig ret, – og vi tog ikke billedet méd retur.

Slutteligt afsted til Knud Lavard Centret, hvor vi med pastor Timmermann sammen fejrede messe i hans værelse. Den hellige Martin af Tours. Dagens memoria. Messe for afdøde pater Martin Braun smm.

Kære Ruth og Maria. Tak for engageret hjælp.

Kære medbror Poul-Erik. Tak for din bestandige offervillighed og hjælpsomhed. Du pukler som en hest, – til trods for, at du osse langsomt, men sikkert, bliver en gammel mand. Hvad skulle vi gøre uden dig????  Du er mere end guld værd.

Kære medbror Thomas. Tak for næsten daglig sparring. For dit sunde og nøgterne kirkesyn. Kilometer skiller os ikke. Tværtimod.

Såvidt denne læsning ….                                                                                                

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s