Stephansdag! Navnedag!

Gennem hele min præstetid har jeg den 26. december aldrig fejret min navnehelgen i den hellige messe. Som sognepræst for tre menigheder fejrede jeg juledagens messe i Slagelse og Kalundborg d. 25. december, i Holbæk den 26. december. Og Holbækkerne skulle have julemesse og ikke St. Stephans messe.

Men nu er det blevet anderledes. Nu er jeg den 26. fri til at fejre Skt. Stephan, fri til at fejre min navnedag, og det har jeg netop gjort nu i formiddagens messe.

Jeg er helt sikker på, at mine forældre intet har vidst om, hvem Stephanus var.  De syntes, at jeg skulle hedde Steffen, fordi det var så pænt et navn, og for så at gøre det lidt eksotisk skulle det staves med ph, altså Stephen.

Det har ikke voldt mig andet end problemer, for når jeg af én eller anden grund skulle / skal præsenteres ved navns nævnelse, gik / går det altid galt. Altfor ofte må jeg finde mig i at blive præsenteret som englænder: Stiiieven Holm. Biskop Martensen kunne heller ikke finde ud af det. I flere år måtte jeg leve méd, i hans verden at være Stefan Holm. Fri for det blev jeg først, da jeg sagde til ham:  “Hvis du éngang til kalder mig Stefan Holm, så kalder jeg dig for biskop Mortensen!”  Det hjalp!  Nu har jeg vænnet mig til, når nogen, for præsentation be’r om mit navn på en lille seddel, at skrive det med ff.

Man tilbage til Sankt Stephans fest.  I formiddags blev jeg så konfronteret med den til festen hørende læsning fra bogen ‘Apostlenes Gerninger’, kap. 6.  Og det er klart, at når navnet Stephanus nævnes, reagerer jeg som direkre tiltalt ( – lissom min far gjorde det, da han sad i kirken under en af mig ledet rosenkransbøn. Den smertefulde! Da jeg ved indledningen til det første led med inderlighed citerede Jesus i olivenhaven: “FAR! Hvis det er muligt . . . “, nærmest sprang min far op af kirkebænken! Hvilket ikke kunne undgå at blive til almindelig morskab, – i grel modsætning til meditationen over Jesu dødsangst).

Igen tilbage til Skt. Stephans fest, til dagens læsning!
Som sagt føler jeg mig personlig tiltalt, naturligvis i min personlige aktuelle situation, og mærkeligt er det, at beretningen begynder med et udsagn om falske vidner. Falske vidner optræder igen og igen i den hellige skrift, og  altså osse i forbindelse med Stephanus. De anklager Stephanus, – og følgende finder sted (jeg oversætter frit): ” 12Denne anklage ophidsede mængden og bispen og hans slæng mod Stefanus. De fik ham suspenderet og bragt for rådet. 13Her aflagde de falske vidner atter forklaring om, at de gentagne gange …Nu spurgte biskoppen ham: ‘Er disse anklager rigtige?’ 2Hertil svarede Stephanus: ‘Hør, hvad jeg har at sige! 51Hvor er I dog stolte! Hvor er I hårdhjertede og døve! Skal I da altid modsætte jer Helligånden?’ Biskoppen og hans slæng lyttede til denne tale med stigende forbitrelse. Til sidst kunne de næsten ikke holde raseriet tilbage …10Men ingen af dem kunne modstå Stephanus!” Eller som det hedder i Kingo/Grundtvigs Stephanssalme til kirkens morgenbøn idag (dén, der bl. a.  ikke var plads til i nuværende ‘Lovsang’ på én af de 17 blanke sider, –  tidebog s. 1653, v. 3:
“De beløj ham mér og mér, som så tit i verden sker.
Herrens lov og kirkens ære skalkeskjul må ofte være!”

Som bekendt kunne politiundersøgelsen ikke fastslå noget, den kirkelige undersøgelse ej heller, hvorfor sagerne blev henlagt og min suspension, – efter et års varighed, – ophævet. For, efter godt et års tid, at blive genindført med stærkere vægt end nogensinde. Bortset fra ‘frit lejde’ her i Sorø, er jeg i resten af kirken i Danmark på det nærmeste exkommuniceret!  Begrundelse?? I brev af 23. juni 2012 skriver biskoppen til mig: “Fra flere menigheder er der kommet henvendelser fra folk, som har følt sig skandaliserede over din tilstedeværelse .. Jeg kan ikke sidde de ovennævnte henvendelser overhørig og må derfor bede dig om fra dags dato kun at fejre gudstjenester i kapellet i Sorø og i det hele taget ikke at udøve nogen funktioner i forbindelse med offentlige gudstjenester og valfarter!”

På trods af etiske regler omkring personbeskyttelse lod biskoppen denne  personalesag offentliggøre på kirkens hjemmeside, hvorpå Tiedemann lynhurtigt supplerede med et katpod-link, – hvorved den kom i samtlige aviser og blade med overskrifter som “Biskop bandlyser sexanklaget præst”

Sin egen bestemmelse har han ikke overholdt. Langsomt har han, udover det liturgiske, som brevet af 23. juni nævner, ‘strammet løkken’. Jeg blev udelukket fra kandidatlisten til såvel valg af arbejdsmiljørepræsentant som til præsteråd, ja, jeg må end ikke være sekretær for et menighedsråd, – faktisk må jeg helst ikke eksistere uden for Sorøs bygrænse! Biskoppen kalder det ‘lav profil’.

Igen og igen vender biskoppen tilbage til “anklagerne”. Ikke blot er det i min verden ukristeligt, det er osse ulovligt. Det véd i det mindste Helle Thorning Schmidt, som fra det øjeblik af, at ‘sagen’ mod Henrik Sass Larsen, som var blevet svinet til at den samlede presse, var afsluttet, igen udnytter hans evner og officielt erklærer, at hun ikke vil høre ét ord mere om den afsluttede sag. På dét punkt er hun et mandfolk og en ægte leder!  Hun kender straffelovens § 266c, som siger: “Den, der, efter at en sag har fundet sin afgørelse, med hensyn til denne på ny fremsætter de underkendte beskyldninger mod den samme person så hyppigt, at deres fremsættelse udarter til forfølgelse, straffes, når oplysningerne er egnet til at skade den pågældende i offentlighedens omdømme, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder!”

Hertil kommer:  I advokatundersøgelsen, offentliggjort 08. juni 2012, hedder det ang. mig: “Biskop Kozon har supplerende oplyst….. at Præsten under interviewet i henhold til Canon 1717 i 2010 havde erkendt, at han havde udvist en for en præst grænseoverskridende ”fysisk” adfærd!”  Dette er direkte usandt. Der har intet 1717-interview med mig fundet sted i 2010. Det har der imidlertid i 2011. Der foreligger referat af dette interview og referatet indeholder ikke nogen erkendelse af ‘grænseoverskridende ‘fysisk’ adfærd”. Straffelovens § 267: “Den, som krænker en andens ære ved at …udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder”.

I Tyskland er biskop von Elst af Limburg blevet idømt en bøde på 150.000 kr. for at have løjet offentligt. Han har fortalt, at han er fløjet til Indien på business-class, mens sandheden ér, at han var rejst på 1. klasse. En ‘løgn’, som ikke har skadet et andet menneskes omdømme, men ‘kun’ bispedømmets kirkeskatsydere som sådan. Og så selvfølgelig: biskoppens troværdighed.

Fra mange sider er jeg blevet opfordret til at foretage politianmeldelse . . .   Men nu tilbage til dagens tekst fra ‘Apostlenes Gerninger’:

59Mens stenene haglede ned over Stephanus, … faldt han på knæ og råbte: »Herre, gengæld dem ikke denne synd!«

Hertil er jeg ikke nået! Og jeg er bange for, at jeg aldrig når derhen!  En af de præster, som sammen med mig var suspenderet, har sagt: “Det værste ved det hele ér, at jeg har mistet evnen til at tilgive”. Det er slemt, når vi som præster mister dén evne.

I første korintherbrev (kap. 6) siger Paulus til menighedsmedlemmerne i den forvirrede by: “Hvis en af jer har et mellemværende med en anden fra menigheden, bør I løse sagen ved at bringe den til menighedens ledelse i stedet for at gå til en verdslig domstol.  6 Skal den ene kristne virkelig sagsøge den anden og endda have sagen afgjort af ikke-kristne dommere? 7 Det er faktisk en falliterklæring, at kristne overhovedet fører retssager imod hinanden. Hvorfor ikke hellere lide uret og blive snydt?”

På denne Skt. Stephans dag 2013 er jeg kun istand til at bede Skt. Stephans bøn i følgende ‘oversættelse’: “Herre, gengæld mig ikke den synd, at jeg er vred og dybt oprevet over dén forfølgelse, som vedvarende rettes mod mig. Lær mig efter Jesu, Skt. Stephans og Skt. Montforts eksempel at tage imod det som et tegn på din udmærkelse, som tegn på din kærlighed til mig. Og tilgiv mig, at jeg i dén retning er en ekstrem dårlig elev!”
Amen

Reklamer

Velkommen nytår og velkommen her!

Et nyt kirkeår er begyndt i søndags. Om kirken har nytårsforsætter???
Som afslutning på det gamle kirkeår valgte jeg her på min blog at gengive en tekst fra den netop udkomne bog “Lieber Bruder Franziskus”, hvor lillebror Frans fra Assisi fiktivt skriver breve til storebror Frans fra Rom. Det var fra brev nr. 2:  “Brødre og søstre, – ikke helligt herredømme!”
Ved det ny kirkeårs begyndelse gengi’r jeg et andet afsnit af samme bog, fra brev nr. 4: “Fattigdom, – ikke pragt og herlighed!”
Kunne det være et kirkeligt nytårsforsæt/ønske????

Kære broder Frans (i Rom)

Mange fortæller, at du afviser enhver form for pragt og opstyltethed. Du formaner de rige og mægtige. Du opfordrer til omvendelse og siger: “Vi må være på de fattiges side, om nødvendigt i protest overfor de mægtige!” Ord som talt ud af min egen mund. Tak for dem!

Men desværre tænker ikke alle din samtids kirkemænd sådan. Der findes, – og dét særligt i den romerske kurie, – så megen magtstræberi med tilhørende intriger. Der er så megen rænkesmederi og gåen hinanden bag ryggen, altsammen noget, som intet har at gøre med Jesu Ånd og hans evangelium. Og netop dette støder din samtids mennesker. Kirken har mistet sin troværdighed!

Kirken udviser rigdom og pragt, uhelligt skuespil og selvforherligelse, så mange privilegier, som kirkens ledere gi’r sig selv. Allerede i påklædningen signaleres det: Blonderochetter og hermelinskraver, røde sko og silke, store guldkors på maven og kæmperinge på fingrene, – og dét altsammen i efterfølgelse af den fattige, korsfæstede Jesus. Helt ærligt! Jeg fatter ikke en meter af det hele. Og kirkelige titler og hædersnavne! Det vrimler med eminencer og excellencer, med prælater og monsignorer. I ordenerne taler man om ærkeabbeder og generalforstandere, og selv i mit fællesskab er der nu en generalminister. Hvem er overhovedet i stand til at bevare overblikket???

Og m. h. t. pragt og opstyltethed vil jeg nævne dig et yderligere eksempel fra det kirkelige livs centrum, nemlig fejringen af dét, Jesus bød os gøre til aktualisering af sin frelsergerning. Hvad er det dog, fejringen af eukaristien har udviklet sig til??? Jeg kan ikke finde mig til rette i den, slet ikke i jeres såkaldte højtidelige fejringer f. eks, i din Peterskirke. Hvor er det ægte bordfællesskab, den ægte samtale, mad og drikke, åbenheden overfor alle blevet af??? Jesus har dog betingelsesløst inviteret alle til sit bord. I stedet bli’r man mødt med pragtudfoldelse i klædedragter, der har hjemme i en fremmed kultur fra en anden epoke, stammende fra den romerske kejserkult. Og med røgelse, som blev foragtet af de første kristne. Hvor er vi egentlig nået hen??? Mange kristne i urkirken har måttet lade livet i protest mod kejserkulten. De nægtede kejser-røgelsen, men I lader jer indhylle i den. Jeg kender naturligvis den teologiske forklaring: Kirken som Kristi legeme og præsten, der ved altret handler ‘in persona Christi’, hvorfor røgelsen er en æresbevisning for Kristus. Men helt ærligt: Hvilke nutidsmennesker forstår det? De første tre århundrede var røgelse ikke i brug blandt de kristne, og, – det er min mening, – i dag behøver vi den heller ikke.

Derfor! Modstand mod al pragt og opstylteri i kirken. Jeg, den lille fattige Frans fra Assisi, formaner dig og alle kristne af god vilje: Gør en ende på hele dét teater. Tag mod til jer og tag et radikalt skridt fra opstyltethed til enkelhed. Tag afsked med alle ‘højærværdige’ og vis jer som brødre og søstre, hvor der efter Jesu vilje ikke øves magt men tjeneste overfor hinanden. Hvor hver enkelt påny forsøger at følge Jesus efter og overføre hans evangeliums budskab i sit eget liv. Kun dette skal alle i kirken efterstræbe, – først og fremmest dém, som står i ledelsens tjeneste.

Det ønsker din navnebroder, den lille Frans fra Assisi