My home is my castle

… er en holdning, som mange englændere siges at give udtryk for: “Mit hjem er mit slot!”
Omend fynsk emigrant på Sjælland siger jeg det samme. For de boligforhold, som biskoppen efter min pensionering som sognepræst har stillet min medbror og mig til rådighed her i det centralt beliggende, smukke og hyggelige, danmarkshistoriske Sorø, er så vidunderlige og optimale, som man overhovedet kan forestille sig. Og de er mig en kilde til vedvarende glæde og taknemmelighed.

Når dette af hjertet er sagt, så osse følgende:

På bagsiden af kristeligt dagblad i dag den 22. januar har Stinne Andreasen en artikel i anledning af en netop ved Roskilde Universitet forsvaret  ph.d-afhandling om ‘hjemfølelse’.
Artiklens overskrift er: “Syv grunde til, at vi føler os hjemme et sted!”

Indledningsvis siges det: “Der er stor forskel på at være hjemme og at føle sig hjemme!”

Senere gennemgås så de nævnte syv grunde, hvor jeg mest hæftede mig ved grund nummer fem. Den lyder således:
“Anerkendelse af ens tilstedeværelse!
Det betyder meget for hjemfølelsen, at man føler sig velkommen.
At man kan mærke, at man er ønsket, hvor man ér. Det kan være hos forældrene, kæresten, på den lokale cafe eller på bodegaen!”

Spørgsmål? Kunne Carsten Schjøtt Philipsen, som har skrevet afhandlingen, ikke have tilføjet   ” .. og  i kirken”??

Jeg spørger sådan, fordi jeg i flere af biskop Kozons prædikener har hørt ham sige den,  efter min mening,  helt rigtige sætning: “Kirken er vort hjem!”  Og hér mener han selvfølgelig ikke kun ens sognekirke-bygning, men kirken som sådan.

Hvis ovenanførte femte grund er rigtig, hvor det som nævnt hedder: “At ens tilstedeværelse anerkendes, at man føler sig velkommen, at man kan mærke, at man er ønsket, hvor man ér!”-  så må jeg erkende, at udsagnet i nævnte ph.d-afhandling har sat ord på dén oplevelse, der efter et langt præsteliv i min kirke  p. t. følelsesmæssigt er min, nemlig:

– at jeg er blevet HJEMLØS!.

En bemærkning, der ikke rokker bare den mindste tøddel på, hvad jeg bragte til udtryk i første afsnit i dette mit lille essay!

Reklamer

Svendborg Avis 1940, Katolsk Orientering 2014

Jeg nævner ikke Svendborg Avis 1940, fordi jeg er født i Svendborg og været barn og ung der. For i 1940 var jeg endnu ikke kommet til verden. Men jeg har erfaret, at Kaj Munk i 1940, små 4 måneder efter besættelsens indledning, holdt en tale på Ollerup Gymnastikhøjskole (små 10 km fra Svendborg, retning Faaborg), en tale, som dagen efter blev ‘refereret’ af Svendborg Avis. Kaj Munk blev rasende, da han læste artiklen, hvori alt konvensionelt, som han i forbindelse med besættelsesmagten i sin tale havde udtalt, var udeladt. Og andet iøvrigt forvrænget.

Katolsk Orientering har i forbindelse med pastor Timmermanns død valgt  at tegne et portræt af Dieter og har anmodet forskellige personer, som har været nær på ham, om at give et bidrag. Så langt så godt.  I dag kan man i k. o.’s første nummer i 2014 læse portrættet, – osse lidt af, hvad jeg på redaktørens opfordring har skrevet og tilsendt bladet.  Nu er det jo en radaktørs ret at udvælge af alt tilsendt, og naturligvis bli’r der ikke plads til alt, hvad de forskellige har skrevet.

Men netop nu, hvor vi lige har markeret 70-året for mordet på Kaj Munk, randt hans nu så berømte Ollerup-tale og efterfølgende snart lisså berømte referat fra Svendborg Avis mig i hu. Og i samme forbindelse sagde jeg til mig selv: “Nu skal du bare se! Når dét, du har tilsendt  k. o. i forbindelse med pastor Timmermann død bliver bragt, vil dét, som man ikke ønsker at høre, være barberet væk!”

Og ganske rigtigt!

Kaj Munk blev vred.  Jeg blev, som nævnt, end ikke overrasket, men måtte blot erkende, at visse profetiske gaver ubestrideligt er mig givet.  Kaj Munk kendte ikke til de såkaldte sociale medier og ville ikke kunne forestille sig hverken Facebook eller Twitter, – langt mindre, at han ville kunne oprette en ‘Kaj Munks blog’, hvor han kunne ytre sig, når officielle medier censurerede eller blokerede. Og dette ér,-  hvor meget negativt der end kan siges om de sociale medier, – årsagen til, at ingen nu længere kan ties ihjel.

Kaj Munk måtte lade sig begrænse af Svendborg Avis’ redaktør. Jeg behøver ikke at lade mig begrænse af Katolsk Orientering, for jeg har min blog. Her kan jeg ‘ucensureret’ videregive, hvad jeg  i december tilsendte Katolsk Orientering, og de, som måtte have interesse, kan læse min tekst ubeskåret. Ingen påtvinges den, men den stilles til rådighed.  Jeg var temmelig tæt på pastor Timmermann i hans sidste livsafsnit, og følgende er ikke tom tale, hvilket afslutningen af pastor Erling Brodersens ærlige indlæg på s. 10 i nævnte udgave. af k. o. paralleliserer. Her min tekst:

Pastor Timmermann har jeg kendt, før jeg blev præst. Som en god støtte og åben samtalepartner. Op til min præstevielse tog han mig som praktikant under de mest humane betingelser, man kunne forestille sig, idet han accepterede og støttede, at jeg allerede var i fuld gang på Vestsjælland.

Gennem små 25 år var vi derefter ‘partnere’  m. h. t. den årlige Haraldstedvalfart, som stod Dieters hjerte nær.

Efter at han var blevet  pensioneret og var flyttet til Haraldsted kom vi geografisk nærmere på hinanden og endnu nærmere, da min medbroder og jeg flyttede til Sorø. Da var kørselsafstanden mellem os blevet mindre end en halv time. Jeg har haft den glæde, at han gennem sine sidste år ret ofte kom til messe i vores Montfort-kapel her i Sorø, – osse efter, at han var blevet afhængig af sin kørestol, – ligesom han deltog i min fødselsdagsmesse i Ringsted d. 10. november. Så sent som på Niels Steensens mindedag d. 25. november fejrede vi messe sammen i hans værelse på Knud Lavard Centret i Ringsted, hvor han afsluttende nåede at have adresse kort tid. Der talte vi om, hvorledes han op til min præstevielse for snart 30 år siden havde taget mig i praktik i St. Ansgar… Få dage efter blev han kørt på Køge sygehus, hvor han efter en lille uges indlæggelse døde.

Samtidig med, at hans fysiske tilstand forværredes, må det samme siges om hans psykiske. Han léd i den grad under den udvikling, som kirken herhjemme i Danmark har taget. Som god kollega, der højt prioriterede kontakt mellem præsterne, særlig de udsatte,  påvirkede pastor Georg Niblers skæbne ham afgørende, ligesom han  bogstavelig talt græd over dét, som vi præster, der blev ofre for pædofilibølgen, har måttet lide fra vores egen kirkes side. “Hvad er der dog blevet ud af vores kirke!”, sagde han ofte. Omend han som pensioneret præst var en ret efterspurgt vikar, var overgangen til pensionisttilværelsen deprimerende for ham. Fra at være med i alt, var han med et slag med i intet. “Fra dag ét af var jeg sat ud på et sidespor!”, sagde han. Han kompenserede ved at engagere sig i sin fødeby Frederiksstad i Sydslesvig. Den derværende lille ærværdige Sankt Knuds Kirke var faktisk blevet lukket som gudstjenestested, men efter aftale med sognepræsten,  bosat i Husum, fik han den i al stilhed de facto genåbnet.  Søndagsmesse blev fejret to gange om måneden og altrets sakramente vendte tilbage til tabernaklet

Da hans fysiske kræfter var brugt op, var de pyskiske det osse. Han kunne ikke leve med, ikke at kunne dét,  han så gerne ville. Nok derfor har vor Herre forbarmet sig og kaldt ham hjem til sig, – til en helt ny og meget bedre tilværelse.

Gennem hele hans seneste sygdomsperiode har Ruth og Maria i deres fælles hus i Haraldsted ydet en næsten overmenneskelig indsats for ham. Hans sognepræst, pastor Torsten Jortzick, ledsagede ham på smukkeste vis gennem de sidste dage af hans jordiske liv. Måtte Herren lønne dem og give Dieter den evige glæde i opstandelsens herlighed