rene undermålere!

Jens Kristian Krarup har udgivet nogle bøger under titlen: “Den danske klosterrute”.

Den seneste, fra 2012, bærer undertitlen: “Fra Roskilde til Slagelse”.
Ved udgivelsen blev den præsenteret af forfatteren m. fl. her i Sorø.
På et tidspunkt under præsentationen fik vi at vide, – naturligvis med henblik på det tidligere så berømte cistercienserkloster her i byen, – at den sidste abbed i Sorø forlod klostret vist nok i 1568.
Omskrivende den kendte sætning: “Den sidste idiot er ikke født endnu” til “den sidste abbed er ikke død endnu” meldte jeg mig straks til orde og gjorde opmærksom på netop sidstnævnte forhold. Præsenterede mig som den aktuelle abbed i Sorø (det gjorde jeg med sindsro, idet den første forstander for  montfortaner’klostret’ i Roskilde (1901) nød titlen ´prior’; en titel, som selvfølgelig  lisså lidt som titlen ‘abbed’ forekommer i dén ordensfamilie, hvor vi hører hjemme). Jeg fortalte, at den tidligere sognepræst-inde fra Sorø Kirke, havde været til messe i vort kapel på Lærkevej og havde betrådt det lille kirkerum med de konstaterende ord: “Ja, det er jo ikke klosterkirken!” Her tænkte hun nok på arkitekturen, jeg derimod på funktionen, hvorfor jeg stillede hende spørgsmålet: “Hvor i Sorø fejres der daglig messe og bedes daglige tidebønner?”. Og hun måtte så vedstå, at den pragtfulde kirkebygning fra middelalderen var Klosterkirken af navn, og det lille ydmyge kapel, indrettet i en anneksbygning fra 1982, ihvertfald aktuelt var Klosterkirken af gavn.

Så langt så godt.
Og nu noget andet. Vi har i vort bispedømme haft to unge præster, der flere gange i en række medier har gjort hele Danmarks befolkning opmærksom på det velsignede cølibat, som er katolske præsters og ordenfolks vilkår. Hvorefter den ene smed alt bag sig og giftede sig, og den anden, som er forblevet i tjenesten, nu for anden gang  underholder os med sin ‘krise’ vedr. samme cølibat. Vi får at vide, at han, en godt 30-årig mand, efter få års præstegerning overvejede at skippe den, fordi han havde oplevet det ganske revolutionerende at blive forelsket. Det affødte for et lille år siden en længere afhandling, rummende en minutiøs beskrivelse af hans seksuelle debut, som bestemt ikke er ‘opbyggelig’ læsning, for dén/dém, man har sex med, bør man efter min ringe mening behandle anstændigt.  Uanset, hvem det ér, og hvem man er!
Fra mange sider, mest kvinders, er denne ‘bekendelse’ blevet modtaget åh så positivt. “Tak for din ærlighed”, skriver de til ham. . .  Andre, – osse en del præstekolleger, som synes det er direkte pinligt, – siger så deres mening til hinanden, men ikke højt.

Jeg har sagt højt, hvad jeg mener, – og helt ærligt har jeg personligt nok været en lille smule misundelig. For angående mig har der i dén boldgade kun været løgnehistorier i omløb, så jeg ville da osse gerne fortælle sandheden om mine forelskelser m. v.  før, under og efter min præstevielse for  30 år siden, (for nu at give semper-virgo-dogmet en noget speciel drejning) – i forventning om at modtage kærlige breve med tak for min ærlighed og skulderklap fra min biskop.

Men jeg har opgivet tanken. Og dét efter tilfældigt at være faldet over en ældre religionsundervisningsbog for gymnasiet, skrevet af en Johannes V. Sørensen og udgivet i 1967. I dén bog, “Kampen om kristendommen” fortælles der til min overraskelse om livet  i Sorø kloster for godt 500 år siden.  Lad mig citere fra side 30:

“Roskilde-biskoppen Niels Skave beretter omkring 1490, at abbeden på klosteret i Sorø rejste land og rige rundt med en gift kone, og at han i øvrigt fordrev tiden med at voldtage nonner, mens hans munke holdt gilder med lægfolk, havde løse piger i klosteret og færdedes til almindelig forargelse med tvivlsomme kvindfolk udenfor!”

Johannes V. Sørensen fortæller os, at det er Niels Skave, der beretter. Et efterfølgende kik i de historiske arkiver gør det klart, at der bestemt ikke var tale om et harmonisk forhold mellem biskop Niels Skave i Roskilde og abbed Oluf Jyde i Sorø. Ikke desto mindre bekræfter samme kilder, at det ovenfor citerede i det store og hele er i overensstemmelse med sandheden, og at forholdene i Sorø Kloster på det tidspunkt var nok så ‘underholdende’.

Derfor må jeg helt ærligt tilstå, at en eventuel beretning med personlige bekendelser fra min side vil være dødkedelig læsning, – sammenlignet med ovenstående. Det netop beskrevne kan vi Sorø-folk af i dag slet ikke leve op til. Vi vil fremstå som rene undermålere. Derfor har jeg droppet tanken.

Tilbage til mine indledende bemærkninger, til Jens Kristian Krarups seneste klosterbog. I dén fandt jeg til min lisså store overraskelse Montfortkommunitet og dets daværende virksomhed omkring Vor Frue Kirke i Slagelse fornemt medinddraget . . .

Francisco, Jacinta og Lucia!

Lær os til Maria vor tilflugt at ta’
Francisco, Jacinta og Lucia!

I dag fejrer vi her i Sorø, forenet med kirken  i Portugal, mindedagen for de tre hyrdebørn (pastorinhos), som i 1917  så jomfru Maria i Fátima i Midtportugal.  Helt nøjagtig er det kun de to, Francisco og Jacinta, som er blevet saligkåret. Det gjorde pave Johannes Poul II ved et besøg i Fátima. Lucia kom ikke med ‘i puljen’, sikkert mest af den grund, at hun på det tidspunkt endnu ikke var død.  Mens Francisco og Jacinta døde i en alder omkring  10 år, (Jacinta den 20. februar ) blev Lucia ‘tusse’gammel  og er først fornylig død. Ikke desto mindre er det dermed efterfølgende blevet svært, i liturgien kun at nævne de to, –  uden at tage nummer tre med. Ganske sikkert bli’r Lucia saligkåret i 2017, når Fátima-åbenbaringerne fejrer 100-års-jubilæum, men af ovenstående oversættelse af dén sang, som så dagens lys ved de to smås saligkåring og som underligger det video-klip, jeg afsluttende henviser til, – ganske vist på portugisisk, – fremgår det,  at vi her i Sorø har taget forskud på, hvad der kunne ske i 2017.

I en tid, hvor vi kun hører om dampbørn og om andre komplikationer m. h. t. den opvoksende generation,  er det nærmest  i sig selv en åbenbaring at læse om de små børn fra Fatima og blive præsenteret for en åndsstyrke, som man ikke skulle tro mulig. Det er en gammel bog fra 1942 man læser i, hvis man på dansk vil orientere sig  om de tre hyrdebørn, nemlig Gonzaga da Fonsecas bog “Mariaåbenbaringen i Fátima”, oversat til vort modersmål af Inge Stoltenberg (som i øvrigt osse har skrevet et udmærket lille hæfte om Sankt Montfort).

At beskrive Fátima-børnenes trosstyrke under angreb, forfølgelse og lidelse bli’r for meget her. Kun én ting vil jeg gå nærmere ind på, og det er kernen i deres spiritualitet, som udspringer af dét, vi i trosbekendelsen erklærer, når vi siger: “Jeg tror på de helliges samfund”. Og lad mig så i den forbindelse citere et par linjer fra den udmærkede salme, som var méd  i 1951-salmebogen, men som ikke kom méd i Lovsang 1, og som  i Lovsang 2  ikke  kunne få plads på en af de 17 blanke sider.  Salmen hedder ganske enkelt: “Jeg tror på de helliges samfund” og er skrevet af J. Kejser, en katolsk samledigter, som har tegnet sig for mange fine katolske kærnesalmer. I vers 4 af netop nævnte salme hedder det:

Jeg tror på de helliges samfund, et broderskab ej blot af navn.
Når én er i kvide må alle de lide;
kan én overvinde vor ældgamle fjende, det kommer dem alle til gavn!

Dette er kærnen i de små hyrdebørns spiritualitet. Bevidstheden om rigtigheden af indholdet i det netop citerede salmevers. Altså det stedfortrædende.

Hvis én siger til mig: “Jeg skal nok bede for dig”, hvad hører jeg så egentlig? . . . Mon ikke de fleste hører det som et tilsagn  om, at vedkommende i bøn vil træde frem for Guds trone og lægge et godt ord ind for mig.  Og jeg siger så pænt tak og håber, at det måske hjælper og støtter!

Men hvis én nu siger til mig: “Jeg skal nok støvsuge for dig!”, – jamen så hører jeg jo noget helt andet. Så er der én, der tilbyder mig at få gjort noget, jeg nok ikke får gjort den dag, – og en forsømmelses-byrde bli’r jeg således lettet for.

Det kunne osse være at jeg slet ikke erkender, hvor møg-beskidt der er hos mig og derfor ikke drømmer om at støvsuge.  Andre kan imidlertid se, at der i dén grad trænger til at blive støvsuget, og selv om jeg ikke mener at have brug for en sådan  indsats  er der alligevel en, der, – måske mens jeg er i byen, – træder til og gør det for mig og således forårsager, at mit hjem fremtræder mere præsentabelt.

Det er, kære læser, de sidste to eksempler, der afspejler Fátimabørnenes spiritualitet. De oplevede, at jomfru Maria havde pålagt dem, stedfortrædende at træde ind for ‘synderne’, som de sagde. Og hvad der, når man læser om disse børn, rulles op for vore øjne, hvad disse små børn stedfortrædende påtog sig af bøn, ofre og lidelser, så komfronteres man med fakta, som man i dag i sin vildeste fantasi  ikke ville kunne forbinde med 8 – 10 årige børn.  Og afspejler en bevidsthed om et trosudsagn, som vi katolikker af i dag mere eller mindre har lagt bag os.

Tænk, hvor meget enhver af os kunne gøre for hinanden, hvis vi tog læren om de helliges samfund  for fuldt pålydende! Tænk, hvor megen ufuldkommenhed vi kunne lappe på  . . .

Hvergang jeg lader mig konfrontere med Fátima-børnene, skammer jeg mig dybt. Disse 10-årige uuddannede hyrdebørn havde en dybere åndelig indsigt og kraft end jeg som ‘belæst’  70-årig præst.

Men som virkelig troende på udsagnet : “Jeg tror på de helliges samfund”  har jeg under messen i dag på Fátimabørnenes  mindedag  påny kontaktet dem alle tre og bedt dem om, stedfortrædende overfor Gud, at præsentere ham for den holdning , som han med rette kunne forvente sig fra mig. For kun i bevidsthed om, at disse små kæmpe-ånder i himlen viderefører deres yndlingsjob og således på opfordring  ‘støvsuger’  for mig, kan jeg leve med, indtil videre at have og acceptere de ‘følelser’ som aktuelt  forhindrer, at mit ‘sjælehjem’ kunne fremtræde mere i  lighed med Jomfru Marias og Sankt Montforts.

http://www.youtube.com/watch?v=nFZzs6bJRQs

dødtræt!

Jeg er efterhånden DØDTRÆT af at høre og læse om det,-  denne gang i anledning af en FN-rapport.

“Vatikanets nul-tolerance kan håndhæves bedre”

– lyder en stort opsat overskrift i en artikel i KD den 17. februar, tilsendt bladet af  dets journalist Birthe B. Pedersen fra Paris.
Den handler som sædvanlig om, at kirken ikke er helt god nok at få knaldet (misvisende udtryk) pædofile præster.

To små sætninger i artiklen har gjort stort indtryk på mig!

Sætning 1: “Det er legitimt at beskytte præster med eventuelle falske og ubegrundede anklager”

Sætning 2: “Det er  vigtigt, at kirken drager biskopperne til ansvar, når de svigter politikken omkring  nultolerance!”

Ad sætning 1:    læg mærke til ordet ‘eventuelle’. For det er jo slet ikke sikkert, at nogle sådanne anklager  måtte eksistere, vel???  Ligesom ved møder, hvor sidste dagsordenspunkt er ‘eventuelt’. I referatet står der ret ofte: intet!
Men se, hvad det medlem af facebook- gruppen ‘Ucensurerde katolske stemmer’ den 10. februar har opslået: : “Tilbage i begyndelsen af nullerne var der et år, hvor der var anmeldt 83 tilfælde af overgreb, tilsyneladende begået af mandlige lærere og pædagoger. I 81 – 81! – af sagerne, var der ingen hold i anklagen, viste det sig. De fik aldrig deres job igen, og mange af dem måtte flytte egn. Erstatning var det så som så med. Sådan går det, når folke-“domstolen” træder i kraft.”

Ad sætning 2:     jamen, så véd vi, hvor vi indtil videre er landet. Jo flere ‘sexmonstre’ blandt præsterne, skyldige eller uskyldige, en biskop kan slagte,  jo mere troværdig og  populær bli’r han åbenbart i Rom! Om en, to eller tre uskyldige præster  kommer med i forsendelses-rapporten er uden betydning. Biskoppens omhyggelighed vil blive rost til skyerne .. .Måske bli’r han forfremmet??? I hvert fald ikke det modsatte

Omkostningerne er ligegyldige. Kristendom overfor falsk anklagede præster er der hverken råd eller lyst til at praktisere!. Chance til at pudse egen glorie skal ikke forspildes. Virkelig betryggende!

Lidt uhyggeligt er det faktisk, at alt dette blev forudsagt af Andreas Rude i en artikel i KD så tidligt som 18. maj 2010, halvanden måned efter, at vi i Danmark var kommet’ med i møllen’.  Under overskriften

“Misbrugsskandalernes oversete ofre”
– skrev han ganske nøgternt  bl. a. følgende:

Ifølge grupper som støtter præster, der er anklagede for overgreb, er der i USA alene 300 præster, der hævder at være uskyldige og venter på at blive renset. Ifølge kirkeretten bør en biskop gøre alt, hvad han kan, for at hjælpe en præst, der er falsk anklaget. Det kunne ske ved at læse messe sammen med præsten og bruge prædikenen til at fortælle, at anklagerne mod ham var uberettigede. Eller biskoppen kunne tale med medierne og søge at give præsten oprejsning ad den vej. Men det sker sjældent.

Det er nemt at forstå, for de fleste anklager om overgreb er det ofte svært at afgøre skyld eller uskyld. Endelig er tiltalefrafald og frifindelse ved domstolene ikke nogen garanti for, at den anklagede er uskyldig. Og hvad nu hvis der dukker nye anklager op?  Så risikerer biskoppen at blive slagtet af medierne.

Advokater for mistænkte præster erklærer, at falske anklager er taget voldsomt til efter 2002, hvor skandalen i USA for alvor brød ud, og domstolene begyndte at tildele ofrene store erstatninger.

En præst, der bliver anklaget, må leve med, at han i offentlighedens øjne er skyldig, i samme øjeblik han bliver suspenderet, og at der ikke er en tilsvarende intuitiv måde at vaske tavlen ren igen på, hvis han bliver frikendt. Hvis der var det, ville biskopperne nok også være meget hurtigere til at tage dem til nåde igen. Men i øjeblikket (2010) er de færreste indstillet på at løbe nogen unødig risiko. 

Men nu skriver vi 2014, og nu må empatiske pave Frans snart få at vide, hvorledes uempatiske biskopper benytter lejligheden til frit at passificere præster, der efter undersøgelser ikke er dømte, men som ikke falder i hans smag. Jeg vil anmelde mit besøg i vores generalat i i Rom alene i dén anledning, at vor gode pave Frans fortjener at få et vide, at ihvertfald ét bispedømme i hans verdenskirke, –  hvor småt og ubetydeligt det end måtte være, – benytter sig af denne fremgangsmåde.

Takt og tone …. Stop bekymringen omkring den og vov det uforsigtige . . .

Dette anbefaler debattøren, pastor Sørine Gotfredsen, Jesuskirken i Valby,  i en refleksion i Kristeligt Dagblad den 24. januar .

Hun mener, at udviklingen går i retning af, at formen er vigtigere end indholdet. Og at vi nærmer os tilstande, hvor et indhold ‘legitimt’ kasseres p. g. a. ‘upassende’ form.

Jeg oplevede noget i den retning, da vi skulle flytte fra Kalundborg til Sorø. Omkring midt i oktober (årstallet er hér ligegyldigt) var vi faktisk klar til flytning. Datoen skulle fastsættes, og det var for os helt klart, at det ville være TDC, som bestemte datoen, fordi den dag, de kunne overflytte internet, telefon TV og radio, ville være vores ‘Store Flyttedag’, hvilket vi i øvrigt havde aftalt med flyttefirmaet. Da jeg ringede TDC op, var jeg naturligvis klar over, at det hverken blev i morgen eller i overmorgen, ja måske nok først en dag i næste uge. Dette fortalte jeg damen, som jeg fik fat i, og hun gav mig helt ret, men nu skulle hun finde den hurtigste termin, hun havde. Fuld af optimisme siger hun: “Jeg har en tid til dig mandag den 29. november!!!”. . .   29 november??? altså om seks uger??  Stille og roligt spurgte hende, om hun mente, at vi som gode TDC kunder, såfremt vi flyttede nu, skulle finde os i at vente 6 uger med at komme på nettet, kunne fastnet-telefonere, se fjernsyn og høre radio???  Svaret lød: “Nu skal vi tale pænt til hinanden!”. Jeg måtte ærligt overfor hende vedstå, at der for mig lige nu var et  problem, hvis indhold overskyggede formen, og at hun kunne forvente opsigelse af vores abonnement snarest. Et efterfølgende besøg i TDCs forretning i Slagelse skaffede os imidlertid en overflytningsdag ca. 14  dage senere, – dét interval,  som vi ca. havde regnet med  . . .

Det var på baggrund af en problematik i mit sidste blog-opslag “Nej, nej, nej …”, – netop om ‘tonen’, – der fik mig til at nærlæse Sørines refleksion, – ydermere, fordi hun i sin fremstilling, kunne jeg se,  inddrog min elskede Kaj Munk.
Hun skriver:
“Jeg hørte forleden Kaj Munk blive citeret for, at han i sin tid forbeholdt sig retten til at være uforsigtig, og denne værdikriger ville sikkert i dag have ironiseret en del over den evindeligt forskræmte tale om tonen.  Og i en tid med så store bekymringer på spil som ytringsfrihed, kristendom og dannelse ville han utvivlsomt i stedet have opfordret danskerne til at finde modet til at blive véd med at sige det nødvendige!”

Og Sørine fortsætter:
“For hvad sker der, hvis den dominerende disciplin bliver at holde et nidkært øje med hinandens ordvalg og attitude?”  Og nævner så, hvor galt det kan gå i et samfund, hvor bekymringen for den ligefremme tale delvis lammer den fri debat. Hun konkluderer:
“I en sådan verden er det mest anstændige indimellem at være den bramfri og uforsigtige. Vi har ikke et stort problem med tonen i dette land. Vi har imidlertid et problem med den irettesættende stemme, der griber om sig, men det er vor opgave ufortrødent at blive ved med at vove det uforsigtige, når virkeligheden kræver det!”

For nyligt et blevet mig fortalt, at en biskoppelig ‘efterretningstjeneste’ i min sammenhæng har fået som opgave at overvåge og rapportere, hvad jeg ytrer på de sociale medier, hvorfor flere velmenende personer, af omsorg for mig,  har opfordret mig til yderste forsigtighed.  Hvis dét, der fortælles,  skulle være sandt, må jeg indrømme, at jeg ta’r Sørines opfordring til hjerte og erkender, at “det er vor opgave ufortrødent at blive ved med at vove det uforsigtige, når virkeligheden kræver det!”

– og er så i øvrigt Gud taknemmelig  for, at jeg ikke har SF-blod i mig. For havde dét været tilfældet,  så var jeg nok nu (igen) medlem af folkekirken.

Nej, nej, nej, nej, nej, – dét må du ikke !!!

Ytringsfrihed er noget, vi i vort vestlige samfund af i dag hæger om. Og vi fremhæver ofte denne frihed ved at tale negativt om samfund, hvor den ikke eksisterer.

Imidlertid vil jeg vove den påstand, at det indtil det seneste har været så-som-så med den hjemlige ytringsfrihed. For hvad nytter det at have frihed til at ‘ytre’, hvis ytringerne ikke kan høres?  Her er medierne altafgørende, for hvis disse censurerer dig bort, kan du jo ytre, hvad du vil. Det kommer ikke stort længere end til dine nærmeste omgivelser, hvis’ mediecensuren’ sætter ind..

Derfor er Facebook/Twitter og dét, at man på internet kan oprette en blog, – altså de såkaldte ‘sociale medier’ – et meget stort fremskridt for ytringsfriheden, for her skal ingen andre tillade dig  offentligt at markere dine synspunkter. Men Facebook, f. eks., har  samtidig den ulempe, at en åbnet tråd kan udvikle sig ukontrolleret og føre til bemærkninger af en karakter, som man ikke havde ønsket, skulle komme.

Disse overvejelser som indledning til følgende:

Siden vi i november 2011 flyttede her til Sorø har jeg været medlem af menigheden i Køge. I Slagelse måtte jeg ifølge biskoppen ikke vise mig og menigheden i Ringsted var ikke lige den bedste løsning, idet dé, der i min sognepræstetid i Slagelse ikke kunne holde mig ud, havde løst sognebånd til Ringsted. De skulle ikke påduttes mig nu, så valget faldt på Køge.  Gennem to år har min medbroder og jeg følt os hjemme i denne menighed og, udfra det lidet,  jeg efter biskoppens påbud af 20. juni 2012 endnu er i stand til at gøre, være sognepræsten, pastor Torsten,  behjælpelig. Således nyder han som tyskfødt og tyskopdraget præst ved salmevalg til messerne godt af mit indgående kendskab til den danske salmeskat, ligesom han har bedt mig være sekretær for menighedsrådet og gi’ en lille hånd med i sakristiet, idet indehaveren af begge ‘embeder’ pludselig afgik ved døden.

Men fra 1. januar 2014 er vores (konstituerede) sognepræst blevet sendt på et 3.måneders kursus i Tyskland, og generalvikaren er sålænge udnævnt som konstitueret for den konstituerede sognepræst. Før sin afrejse bad pastor Torsten os alle i menigheden om at forsætte vores små, særlige tjenester , mens han var fraværende. Det gav ingensomhelst problemer i Ringsted, men bestemt i Køge!

For allerede den 16. januar modtog  jeg endnu et brev fra biskoppen. Passager i dette brev offentliggjorde jeg på en tråd i Facebook-gruppen ‘Ucensurerede katolske stemmer’, – med en lille humoristisk drejning, for det er man sommetider nødt til, hvis man ønsker at overleve. Imidlertid udløste denne tråd så mange (forståelige?) grovheder overfor biskoppen af en karakter, som jeg som katolsk præst mente, at jeg ikke kunne forsvare at være ‘årsag’ til. Selvfølgelig kan jeg ikke drages til ansvar for, hvad andre i frihed siger/skriver, men jeg havde det dårligt med at være dén, der ved åbningen af en tråd direkte havde udløst bemærkningerne. Derfor valgte jeg at slette min tråd-indledning, hvormed jeg automatisk slettede samtlige af de af indledningen inspirerede replikker.

På min blog er det anderledes. Her véd kommentatorer, at blogindhaveren frit bestemmer, om han vil optage kommentarer, dele af dem, eller slet ikke. Derfor vil jeg nu her bringe mit Facebook-indlæg fra 18. januar, – en lille smule udvidet. Og bede evt. kommentatorer om at have forståelse for det netop sagte.

Emne: [Ucensurerede Katolske Stemmer] NEJ, NEJ; NEJ, NEJ, NEJ, DET MÅ DU IKKE …

Stephen Holm opslog noget i       Ucensurerede Katolske Stemmer                                                                                                                                                                                               Stephen Holm 18. januar 15:05 NEJ, NEJ; NEJ, NEJ, NEJ, DET MÅ DU IKKE …. Som bekendt har det nu gennem snart to år biskoppeligt været mig  forbudt, offentligt at udføre nogensomhelst præstelig, liturgisk tjeneste i bispedømmet København ,- bortset fra i vores privatkapel her i Sorø.   Forbuddet gælder osse liturgiske lægmandstjenester, f.eks organist-  eller lektortjeneste. Så blev forbuddet i oktober udvidet til, at jeg ydermere ikke måtte  være sekretær for et menighedsråd og nu endnu ydermere til, at jeg ikke må foreslå egnede salmer til brug ved søndagsmessen. Og ikke bare dét! I et brev til mig af 16. januar vil biskoppen nu være  helt på den sikre side, idet han udvider sit forbud til, at jeg heller ikke må gøre det, jeg ikke har gjort!! Således hedder det: “Generalvikaren har annonceret, at der vil komme et pålæg fra mig vedr. dit engagement i menigheden, udover dém, du allerede hár fået. De følger hermed og går ud på, at du, udover ikke at skulle fejre messen eller på anden måde have nogen aktiv rolle i liturgien, spille orgel eller have andre musikalske opgaver og deltage i menighedsrådsarbejdet heller ikke skal påtage dig mindre opgaver som organisering af liturgien, valg af salmer eller sakristantjeneste. Der kan også være andre opgaver, som ikke er  nævnt udtrykkeligt her, men også for dem gælder det, at du ikke skal påtage dig dem, selv om de virker nok så små og uanselige!” Fordi jeg, – trods al den forfølgelse, nærmest hetz, jeg efter 26 år som  sognepræst på en trediedel af Sjælland må lide fra dén mand, – stadig har den Guds gave i go’ behold, som min humor ér, ku’ jeg altså ikke lade være med at more mig og undre mig over en biskop, som vil blamere sig selv på den måde. Og som mener, over år at have råd til at udelukke kvalificeret arbejdskraft. . . Nå, det går nok. I går havde jeg  vikarjob som organist i folkekirken og i overnæste uge skal jeg i en  landsbymenighed give et oplæg om sakramenterne. Der er højt til loftet i folkekirken. I min egen kirke har jeg svært ved at trække vejret.  Ikke desto mindre snapper jeg efter luften i dén gode menighed i Køge, som jeg  hører til. Måske er det humorens gave, der midt i dette vanvid bragte mig på’  Fy-skamme-sig sangen’?? Den får I her. Nyd den … http://www.youtube.com/watch?v=mJ_h87CJM58                      Tom McEwan & Jes Ingerslev: Fy fy skamme           skamme!… Vis opslag på Facebook · Rediger e-mail-indstillinger · Svar på denne e-mail for at     tilføje en kommentar.