Francisco, Jacinta og Lucia!

Lær os til Maria vor tilflugt at ta’
Francisco, Jacinta og Lucia!

I dag fejrer vi her i Sorø, forenet med kirken  i Portugal, mindedagen for de tre hyrdebørn (pastorinhos), som i 1917  så jomfru Maria i Fátima i Midtportugal.  Helt nøjagtig er det kun de to, Francisco og Jacinta, som er blevet saligkåret. Det gjorde pave Johannes Poul II ved et besøg i Fátima. Lucia kom ikke med ‘i puljen’, sikkert mest af den grund, at hun på det tidspunkt endnu ikke var død.  Mens Francisco og Jacinta døde i en alder omkring  10 år, (Jacinta den 20. februar ) blev Lucia ‘tusse’gammel  og er først fornylig død. Ikke desto mindre er det dermed efterfølgende blevet svært, i liturgien kun at nævne de to, –  uden at tage nummer tre med. Ganske sikkert bli’r Lucia saligkåret i 2017, når Fátima-åbenbaringerne fejrer 100-års-jubilæum, men af ovenstående oversættelse af dén sang, som så dagens lys ved de to smås saligkåring og som underligger det video-klip, jeg afsluttende henviser til, – ganske vist på portugisisk, – fremgår det,  at vi her i Sorø har taget forskud på, hvad der kunne ske i 2017.

I en tid, hvor vi kun hører om dampbørn og om andre komplikationer m. h. t. den opvoksende generation,  er det nærmest  i sig selv en åbenbaring at læse om de små børn fra Fatima og blive præsenteret for en åndsstyrke, som man ikke skulle tro mulig. Det er en gammel bog fra 1942 man læser i, hvis man på dansk vil orientere sig  om de tre hyrdebørn, nemlig Gonzaga da Fonsecas bog “Mariaåbenbaringen i Fátima”, oversat til vort modersmål af Inge Stoltenberg (som i øvrigt osse har skrevet et udmærket lille hæfte om Sankt Montfort).

At beskrive Fátima-børnenes trosstyrke under angreb, forfølgelse og lidelse bli’r for meget her. Kun én ting vil jeg gå nærmere ind på, og det er kernen i deres spiritualitet, som udspringer af dét, vi i trosbekendelsen erklærer, når vi siger: “Jeg tror på de helliges samfund”. Og lad mig så i den forbindelse citere et par linjer fra den udmærkede salme, som var méd  i 1951-salmebogen, men som ikke kom méd i Lovsang 1, og som  i Lovsang 2  ikke  kunne få plads på en af de 17 blanke sider.  Salmen hedder ganske enkelt: “Jeg tror på de helliges samfund” og er skrevet af J. Kejser, en katolsk samledigter, som har tegnet sig for mange fine katolske kærnesalmer. I vers 4 af netop nævnte salme hedder det:

Jeg tror på de helliges samfund, et broderskab ej blot af navn.
Når én er i kvide må alle de lide;
kan én overvinde vor ældgamle fjende, det kommer dem alle til gavn!

Dette er kærnen i de små hyrdebørns spiritualitet. Bevidstheden om rigtigheden af indholdet i det netop citerede salmevers. Altså det stedfortrædende.

Hvis én siger til mig: “Jeg skal nok bede for dig”, hvad hører jeg så egentlig? . . . Mon ikke de fleste hører det som et tilsagn  om, at vedkommende i bøn vil træde frem for Guds trone og lægge et godt ord ind for mig.  Og jeg siger så pænt tak og håber, at det måske hjælper og støtter!

Men hvis én nu siger til mig: “Jeg skal nok støvsuge for dig!”, – jamen så hører jeg jo noget helt andet. Så er der én, der tilbyder mig at få gjort noget, jeg nok ikke får gjort den dag, – og en forsømmelses-byrde bli’r jeg således lettet for.

Det kunne osse være at jeg slet ikke erkender, hvor møg-beskidt der er hos mig og derfor ikke drømmer om at støvsuge.  Andre kan imidlertid se, at der i dén grad trænger til at blive støvsuget, og selv om jeg ikke mener at have brug for en sådan  indsats  er der alligevel en, der, – måske mens jeg er i byen, – træder til og gør det for mig og således forårsager, at mit hjem fremtræder mere præsentabelt.

Det er, kære læser, de sidste to eksempler, der afspejler Fátimabørnenes spiritualitet. De oplevede, at jomfru Maria havde pålagt dem, stedfortrædende at træde ind for ‘synderne’, som de sagde. Og hvad der, når man læser om disse børn, rulles op for vore øjne, hvad disse små børn stedfortrædende påtog sig af bøn, ofre og lidelser, så komfronteres man med fakta, som man i dag i sin vildeste fantasi  ikke ville kunne forbinde med 8 – 10 årige børn.  Og afspejler en bevidsthed om et trosudsagn, som vi katolikker af i dag mere eller mindre har lagt bag os.

Tænk, hvor meget enhver af os kunne gøre for hinanden, hvis vi tog læren om de helliges samfund  for fuldt pålydende! Tænk, hvor megen ufuldkommenhed vi kunne lappe på  . . .

Hvergang jeg lader mig konfrontere med Fátima-børnene, skammer jeg mig dybt. Disse 10-årige uuddannede hyrdebørn havde en dybere åndelig indsigt og kraft end jeg som ‘belæst’  70-årig præst.

Men som virkelig troende på udsagnet : “Jeg tror på de helliges samfund”  har jeg under messen i dag på Fátimabørnenes  mindedag  påny kontaktet dem alle tre og bedt dem om, stedfortrædende overfor Gud, at præsentere ham for den holdning , som han med rette kunne forvente sig fra mig. For kun i bevidsthed om, at disse små kæmpe-ånder i himlen viderefører deres yndlingsjob og således på opfordring  ‘støvsuger’  for mig, kan jeg leve med, indtil videre at have og acceptere de ‘følelser’ som aktuelt  forhindrer, at mit ‘sjælehjem’ kunne fremtræde mere i  lighed med Jomfru Marias og Sankt Montforts.

http://www.youtube.com/watch?v=nFZzs6bJRQs

Reklamer

1 thought on “Francisco, Jacinta og Lucia!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s