rene undermålere!

Jens Kristian Krarup har udgivet nogle bøger under titlen: “Den danske klosterrute”.

Den seneste, fra 2012, bærer undertitlen: “Fra Roskilde til Slagelse”.
Ved udgivelsen blev den præsenteret af forfatteren m. fl. her i Sorø.
På et tidspunkt under præsentationen fik vi at vide, – naturligvis med henblik på det tidligere så berømte cistercienserkloster her i byen, – at den sidste abbed i Sorø forlod klostret vist nok i 1568.
Omskrivende den kendte sætning: “Den sidste idiot er ikke født endnu” til “den sidste abbed er ikke død endnu” meldte jeg mig straks til orde og gjorde opmærksom på netop sidstnævnte forhold. Præsenterede mig som den aktuelle abbed i Sorø (det gjorde jeg med sindsro, idet den første forstander for  montfortaner’klostret’ i Roskilde (1901) nød titlen ´prior’; en titel, som selvfølgelig  lisså lidt som titlen ‘abbed’ forekommer i dén ordensfamilie, hvor vi hører hjemme). Jeg fortalte, at den tidligere sognepræst-inde fra Sorø Kirke, havde været til messe i vort kapel på Lærkevej og havde betrådt det lille kirkerum med de konstaterende ord: “Ja, det er jo ikke klosterkirken!” Her tænkte hun nok på arkitekturen, jeg derimod på funktionen, hvorfor jeg stillede hende spørgsmålet: “Hvor i Sorø fejres der daglig messe og bedes daglige tidebønner?”. Og hun måtte så vedstå, at den pragtfulde kirkebygning fra middelalderen var Klosterkirken af navn, og det lille ydmyge kapel, indrettet i en anneksbygning fra 1982, ihvertfald aktuelt var Klosterkirken af gavn.

Så langt så godt.
Og nu noget andet. Vi har i vort bispedømme haft to unge præster, der flere gange i en række medier har gjort hele Danmarks befolkning opmærksom på det velsignede cølibat, som er katolske præsters og ordenfolks vilkår. Hvorefter den ene smed alt bag sig og giftede sig, og den anden, som er forblevet i tjenesten, nu for anden gang  underholder os med sin ‘krise’ vedr. samme cølibat. Vi får at vide, at han, en godt 30-årig mand, efter få års præstegerning overvejede at skippe den, fordi han havde oplevet det ganske revolutionerende at blive forelsket. Det affødte for et lille år siden en længere afhandling, rummende en minutiøs beskrivelse af hans seksuelle debut, som bestemt ikke er ‘opbyggelig’ læsning, for dén/dém, man har sex med, bør man efter min ringe mening behandle anstændigt.  Uanset, hvem det ér, og hvem man er!
Fra mange sider, mest kvinders, er denne ‘bekendelse’ blevet modtaget åh så positivt. “Tak for din ærlighed”, skriver de til ham. . .  Andre, – osse en del præstekolleger, som synes det er direkte pinligt, – siger så deres mening til hinanden, men ikke højt.

Jeg har sagt højt, hvad jeg mener, – og helt ærligt har jeg personligt nok været en lille smule misundelig. For angående mig har der i dén boldgade kun været løgnehistorier i omløb, så jeg ville da osse gerne fortælle sandheden om mine forelskelser m. v.  før, under og efter min præstevielse for  30 år siden, (for nu at give semper-virgo-dogmet en noget speciel drejning) – i forventning om at modtage kærlige breve med tak for min ærlighed og skulderklap fra min biskop.

Men jeg har opgivet tanken. Og dét efter tilfældigt at være faldet over en ældre religionsundervisningsbog for gymnasiet, skrevet af en Johannes V. Sørensen og udgivet i 1967. I dén bog, “Kampen om kristendommen” fortælles der til min overraskelse om livet  i Sorø kloster for godt 500 år siden.  Lad mig citere fra side 30:

“Roskilde-biskoppen Niels Skave beretter omkring 1490, at abbeden på klosteret i Sorø rejste land og rige rundt med en gift kone, og at han i øvrigt fordrev tiden med at voldtage nonner, mens hans munke holdt gilder med lægfolk, havde løse piger i klosteret og færdedes til almindelig forargelse med tvivlsomme kvindfolk udenfor!”

Johannes V. Sørensen fortæller os, at det er Niels Skave, der beretter. Et efterfølgende kik i de historiske arkiver gør det klart, at der bestemt ikke var tale om et harmonisk forhold mellem biskop Niels Skave i Roskilde og abbed Oluf Jyde i Sorø. Ikke desto mindre bekræfter samme kilder, at det ovenfor citerede i det store og hele er i overensstemmelse med sandheden, og at forholdene i Sorø Kloster på det tidspunkt var nok så ‘underholdende’.

Derfor må jeg helt ærligt tilstå, at en eventuel beretning med personlige bekendelser fra min side vil være dødkedelig læsning, – sammenlignet med ovenstående. Det netop beskrevne kan vi Sorø-folk af i dag slet ikke leve op til. Vi vil fremstå som rene undermålere. Derfor har jeg droppet tanken.

Tilbage til mine indledende bemærkninger, til Jens Kristian Krarups seneste klosterbog. I dén fandt jeg til min lisså store overraskelse Montfortkommunitet og dets daværende virksomhed omkring Vor Frue Kirke i Slagelse fornemt medinddraget . . .

Reklamer

2 thoughts on “rene undermålere!

  1. Når vi nu er ved ‘bekendelser’ så er den følgende, både i indhold og form, værdig og dyb åndelig, nøgtern og fri for enhver form for navlepilleri. Den er at læse i pastor Peter Schindlers bog “Tilbage til Rom” Livserindringer 2 (1951) på siderne 102/103:

    “På Helligtrekongers dag i 1919 skete der en Katastrofe, saa forfærdende, at jeg troede mig knust. Det var et menneskeligt, moralsk og religiøst Sammenbrud, der tog Form af et moralsk Fald 8nder saa taabelige og saa groteske Former, at al Fornuft syntes at have forladt mig; der skete ikke noget virkeligt, men det var ikke min Skyld, Man kunde sige, at det var en Snublen, et Styrt, som er overgaaet mange, og som man ikke skal tage for mere end det er; imidlertid blev Følgerne for mig saadanne, at Misforholdet mellem dem og min Brøde var tilstrækkelig skrigende til at vise mig, at hær gjalt ikke det borgerlige Maal mellem Aarsag og Virkning, – hær drejede det sig om et højere Regnskab med Poster, intet Menneske, end ikke jeg selv kunde se; det var ikke mig, der snublede, en større Haand skubbede mig omkuld.
    Det hændte kom til en Persons Kendskab, som raadførte sig med en Præst, der sendte betræffende til Biskoppen. Jeg måtte forlade mit Embede, men da man stillede Fordringer, jeg ikke mente at burde opfylde, skød jeg min sag ind under Rom . . . Og imens skete der, hvad der måtte ske: mindre skandale end hin religiøse Skadefryd med dens “Hvad sagde jeg!”, som jeg selv havde forberedt. Jeg havde ikke vist Barmhjertighed og jeg fandt ingen Barmhjertighed; jeg havde sået blæst, og jeg høstede Storm, – der er Retfærdighed i Livet, og alting betales til sin Tid.”

    Til bedre forståelse af de sidste linjer et andet citat fra samme bog s. 97:
    “Livet igennem har jeg faaet at høre, at jeg ikke er Diplomat og det er saa sandt, som det er sagt; jeg gør mig endda til af det, idet jeg ikke anerkender “Diplomati” som en kristelig eller apostolisk Kvalitet; for Resten er det et spørgsmål om Natur; som min Natur er, er jeg ude af Stand til at gaa paa Kompromis, naar jeg mener at have fundet et rigtigt Princip; det synes mig at være det samme som at blande sandt og falskt; jeg må da betale, hvad det koster: ikke at være Diplomat. Dærimod er det en kristelig og en apostolisk Kvalitet at være kærlig, og det var jeg heller ikke, end ikke forsigtig . . . jeg var grebet af det Overmod, som Ungdom og Ævner giver, og det morede mig at drille, ja selv at tirre. Man mødte mig ikke med lige Vaaben, men lagde baghold og samlede sammen til Angreb, hvis jeg en Dag røbede en Svaghed . . .”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s