Helgen hér og helgen hisset . . .

1. Ved en retræte i Slagelse ved biskop Martensen ønskede biskoppen en præsentation af deltagerne, dog på dén måde, at man ikke skulle præsentere sig selv,  men dén, man sad ved siden af. På et tidspunkt nåede vi til et ægtepar, hvor konen sad først. Hun sagde: “Ham, der sidder ved siden af mig, hedder XY. Det er min mand! Han er meget populær i menigheden, men jeg bryder mig ikke synderligt om ham!”
2. Og så er der historien om præsten og et menighedsmedlem. Menighedsmedlemmet til præsten: “Hr. Pastor, jeg bli’r altid overset!”. Præsten: “Den næste!”
3. Endelig historien om min afsked efter 11 års tro tjeneste som musiklærer på en folkeskole i Nordsjælland. Sådan set en succeshistorie, idet langt det meste lykkedes for mig. Osse at danne et kor og aflevere forårskoncerter med præsentation af samtlige af skolens musikalske talenter. Da jeg ved den tiende koncert forkyndte min afsked for efter sommerferien at begynde et præstestudium i Tyskland, gik der et gisp gennem samtlige tilstedeværende. Undtagen gennem skoleinspektørens kone. Hun sagde: “Det er godt, han holder op, før han bli’r en parodi på sig selv!”

Jeg fortæller disse tre ‘historier’, fordi de ganske pænt dækker mit indtryk af pave Johannes Paul II, som nu på søndag helgenkåres i Rom. ZDF (Tysklands TV2) dækker begivenheden.

For nu at tage historierne bagfra.

3. Det tjener Benedikt XVI til stor ære, at han holdt op før det gik galt, og det ville have klædt Johannes Poul II, – og dermed hele kirken, – hvis han havde gjort det samme, mens han endnu vidste, hvem han selv var, – før han blev en parodi på sig selv!

2. Den næstsidste historie: Jeg glemmer ikke episoden, hvor jeg ved en lejlighed i Rom personligt hilste på Johannes Poul II. At en pave ikke kan rumme alle, han hilser på i løbet af en dag, – og at han osse er mere eller mindre ligeglad, – er da soleklart. Og at han ikke om aftenen har sagt til sin kammertjener: “Jeg hilste for øvrigt på Stephen Holm i dag!”, er mere end soleklart. Men netop derfor burde han spare både sig selv og os andre for ‘oplevelsen’. Ydermere på grund af følgende, som jeg havde bemærket, før han nåede til mig. Hvergang han hilste på én, var hans blik allerede ved den næste. Da jeg senere igen havde chancen for at hilse på, nemlig ved hans besøg i Danmark, hvor vi præster var forsamlede i Skt. Ansgar, havde jeg fået en yderplads og ville derfor naturligt kunne give ham hånd, når han skred ned gennem kirkens midtergang. Men jeg havde som sagt prøvet det før og overgav gerne min ‘vinduesplads’ til en medbroder, der tændte langt mere på det end jeg selv.

1. I den første af historierne skal ordet ‘menigheden’ udveksles med montfortanerne. For mit dilemma er nemlig, at ingen pave har som Johannes Poul II elsket vores Pére de Montfort og taget hans spiritualitet til sig. Han tog sit valgsprog ‘Totus tuus’ = ‘fuldstændig din’ fra Montforts indvielsesbøn til Jesus ved Maria, og hvergang lejlighed gaves, fortalte og skrev han om sin forståelse af Mariafromheden, som Montfort havde givet ham, ligesom han gjorde tiltag til at få Montfort erklæret som kirkelærer.
I 1993 saligkårede han Montforts første discipel, Marie-Louise Trichet, grundlæggeren af Montfortsøstrenes kongregation: ‘Visdommens Døtre’.
Da han i 1996 besøgte Frankrig  og dér stillede det yderst relevante  spørgsmål: “Frankrig! Hvad har du gjort ved din dåb!??” havde han som et personligt højdepunkt ved sit besøg anmeldt sin ankomst i St.-Laurent-sur-Sevre, hvor han under en festlig vesper i basilikaen, hvor Montforts og Marie-Louises grave forefindes, knælede ved Montforts grav og personligt fornyede sin indvielse til Jesus gennem Marias hænder = fortsæt om at leve sin dåbspagt med Maria som guide,  som vi plejer at udtrykke det.
I 160-året for den første offentliggørelse af Montforts berømteste skrift “Afhandlingen om den ægte Mariafromhed” (2003), – dén bog, som havde været hans tro følgesvend mens han endnu, som Karol, arbejde i kalkminerne,  sendte Johannes Poul II en indholdsrig skrivelse (brev), adresseret til medlemmerne af den montfortanske ordensfamilie og lod festen for den hellige Montfort den 28 april, som kun havde været fejret i ordensfamilien og i visse franske bispedømmer, optage i kirkens universelle liturgiske kalender.

Nu helgenkåres han på søndag den 27. april 2014, – dagen før Montforts fest! (- havde man ventet til 2016 havde det været i 300-året for Montforts død). Og selvom jeg med sognebarnet fra historie nr. ét må sige: “Han er meget populær i ordensfamilien, men jeg bryder mig nu ikke synderligt om ham”, så vil jeg nu alligevel på søndag i en personlig bøn til ham sige ham tak for alt dét, han har gjort for at udbrede kendskabet og kærligheden til den hellige Montfort og hans spiritualitet. Og pænt nævne hám, den ny helgen, i nadverbønnen dagen efter, den 28. april. Andet ville jeg ikke kunne være bekendt, ydermere, da min personlige holdning i den forbindelse er mere eller mindre, – mest mere, –  ligegyldig!!

PS: Pave Johannes Paul IIs udsagn om sin tilegnelse og forståelse af den montfortanske spiritualitet findes i forordet til min danske oversættelse af ‘La vraie dévotion’. Bogen “Afhandlingen om den ægte Mariaandagt” kan bestilles hos os i Sorø, men den kan osse downloades på vores hjemmeside http://www.montfort.dk

http://www.ina.fr/video/CAB96048620

 

Reklamer

– et sug i maven!

Jeg  har lige set filmen ‘Hvidstengruppen’. Kommentatoren talte efter filmen om ‘et sug i maven’. Og det ér, hvad jeg nu i skrivende stund,  lige oven på at have set filmen, fornemmer. Alt sammen foregår det omkring dét år, hvor jeg blev født. Og selv om jeg, i sammenligning med de mennesker, vi  i filmen præsenteres for,  er et klynkende skvat med manglende rygrad og offervilje, så frydes jeg,  midt i min elendighed, over, at disse mennesker er af dét folk, som jeg er rundet af. “I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod. . . .” Ja, nu erfarede jeg på ny mine rødder.  Og det gav et sug i maven.  Her så jeg levet kristendom, her så jeg kristendommen, når den er mest ægte og dens virkning er stærkest.  Her så jeg dén tro, som mit folk er rundet af. Den forlorne kristendom, som jeg i dag oplever mig selv som værende en del af, den danske katolske kirke i al sin ynkelighed  med menighedsmedlemmer, som man har givet sit liv for og som nu gi’r én kniven i ryggen, den forbli’r jeg medlem af, fordi jeg erkender denne kirke som Kristi autentiske kirke.

Grundtvig sagde på et tidspunkt: “Hvi er Herrens ord forsvundet fra hans hus?” Aktuelt spørger jeg mig: “Hvi er Kristi Ånd forsvundet fra vores lokalafdeling af hans sande  kirke?!”  En paraplyorganisation af  hjemstavsforeninger for folkeslag med forskellig national baggrund og kultur er den foreløbig endt som.  Mit folk, som i biskop Suhrs tid afgørende prægede denne lokalkirke, er langsomt, men sikkert, på vej ud!

“I liv og død jeg inderlig til sandheds kirke slutter mig, jeg aldrig den vil svigte!” Den salme-sætning står klippe-fast. Men lige for øjeblikket ta’ r jeg, – drevet dertil af min egen kirke, – imod dens sandhed i den danske folkekirke. Jeg fokuserer ikke længere på, hvad der hér indiskutabelt gik tabt ved reformationen.  Istedet glæder jeg over det meget, der er  forblevet intakt. Og dette intakte serveres for mig på dansk, i tanke, ord og gerning.  Det lever jeg af for øjeblikket. Det er ikke hele sandheden, men det er en stor del af sandheden, og denne store del er i det mindste …. sand!

Dag til hvile . . .

 

PÅSKELØRDAG!

For anden gang i mit liv en vidunderlig dag, der harmonerer med første linje i Ingemann-salmen: “Dag til hvile …”

Faktisk udviklede påskelørdag sig i min tid som sognepræst på Vestsjælland til årets mareridt. For der er forskel på, hvad man i en kombination af hjerte og kræfter kan klare som ny 40-årig og som gammel 65-årig. De 25 år kunne mærkes.

Sådan gik påskelørdag i Slagelse:
Op tidlig om morgenen for at forberede 15 blomsterdekorationer til kirken: 135 påskeliljer og buksbom + forsythiagrene, – til natgudstjenesten. Kl. 10, – senere kl. 13, – ankom de unge mennesker, – fra alle tre menigheder. Når de var flest, var de over 20. Til retræte. Laudes – korsvej i kirken. To oplæg ved mig i huset. Frokost og eftermiddagskaffe v. min medbror. Sidste led i retræten var praktisk arbejde. Fra kl 16 gennemgang og indøvelse af ceremonierne til den forestående påskenatsgudstjeneste. Derefter med ministranterne den særlige øvelse og påfølgende færdiggøring af langfredagskirken til en festlig påskekirke, – måtte jo ikke ske før nu: lysestager og blomster ind, duge på altrene, palmegrene fra botanisk have, brugt palmesøndag, – nu igen bag opstandelseskrucifixet.. uddeling af tekster i bænkene, klarsætning af lys til menigheden, påskelys m. stage, dåbsvand i kande … bål udenfor kirken …

Samtidig i køkkenet under min medbroders ledelse: forberedelse af aftensmaden til ungdomsgruppen plus forberedelse af x-antal håndmadder til sammenkomsten efter gudstjenesten, som de unge år igennem arrangerede som ‘diskotek Montfort’. Middag kl. 18,30 for de unge, altid lammesteg og is. Derefter: i en flyvende fart: Opvask og omflytning af borde, klargøring til arrangement efter påskenatsgudstjenesten.

Ved gudstjenestens begyndelse kl. 21, – kirken var stopfyldt med deltagere fra samtlige menigheder plus udefra interesserede, . sænkede roen sig, og påskenattens liturgi afvikledes med den største skønhed, som var mulig, bl. a., derved, at forberedelserne var i orden og en organist, som kunne spille, ja, mere end det, sad ved orgelet. Og ret så meget var muligt. Et år kunne vi f. eks. præsentere Mozart’s B-dur-messe med kor og orkester.

Ved gudstjenestens afslutning på et tidspunkt langt efter kl. 23 ringede vores tre store vidunderlige klokker udover Slagelse by. En påskenat mødte en ung mand mig på kirketrappen. Han spurgte mig: “Hva’ fa’en ringer I for midt om natten?”. Jeg svarede: “Kristus er opstanden!”. “Nå!” svarede han . . .

Ok, diskoteket tog vi så med bagefter. Hyggelig og festlig stemning i menighedsafdelingen til éfter kl. 02, hvor de unge, som ikke kunne komme hjem, overnattede hvor som helst i huset de fandt plads. Jeg fandt ud af, at hvidvin på dette fremskredne tidspunkt var bedre for mig end rødvin, al den stund, at stemmen var godt brugt nu gennem tre dage, og skulle den holde endnu to, havde den bedre af hvidvin end af rødvin

Men alle var klar påskemorgen til laudes kl. 09,15, morgenmad og efterfølgende festmesse kl. 10,30, hvor et par elementer fra natgudstjenesten blev gentaget, idet de allerfleste, som mødte op påskedag, ikke havde været til natliturgien.

Hvor vi dog nød roen søndag aften, – efter at have festmessen i Kalundborg kl. 15,30 og vesper i Slagelse kl. 19 bag os, – og spiste eventuelle rester fra lørdag, – med en ekstra go’ rødvin til… Nu var der fred til i mandag eftermiddag, hvor Holbæk kl. 15,30 skulle fejre påskehøjmesse.

Pyh… Jeg mærker trætheden stige op i mig bare ved denne skriftlige gennemgang af dét, der over 25 år var det årlige påskeprogram. I aften kl. 21 vil jeg savne at forestå liturgien, men ellers nyyyyyyder jeg i disse påskedage at være pensioneret som sognepræst og dog, under overskuelige former at kunne fejre skærtorsdag, langfredag og påskedag i vores smukke kapel med vores lille trofaste menighed. Og jeg skulle hilse fra min medbroder og sige, at det gør han så sandelig osse.

Det er påskelørdag, klokken er 14,30 og siden laudes i morges har roen hvilet over Maison Montfort her i Sorø og jeg har haft tid og ro til at skrive dette essay. Kl. 17,30 vil vi fejre vesper i kapellet og tilføje de vigtigste læsninger fra påskenattens liturgi … Alles mit der Ruhe …

Og med samme ro vil jeg i løbet af aftenen pynte kapellet til i morgen. Jo, en stor nydelse er det at fejre påskelørdag i Sorø under bysbarnet Ingemanns overskrift:

“Dag til hvile, dag til glæde,
dag indviet til Guds FRED . . ”

 

 

 

 

 

Eviva España (2) ??

Under denne overskrift, – dog dengang kun med ét spørgsmålstegn, – bragte jeg den 22. august 2012 her på blog’en et udsnit af en artikel i kristeligt dagblad om intern kritik af den katolske kirke i Spanien. Jeg citerer:
“Kritikken retter sig … især mod den måde, kirkens øverste ledelse driver kirken på. Kun 16% af befolkningen bakker op om biskopperne. Et overvejende flertal, selv blandt de praktiserende katolikker, mener, at biskoppernes linje baserer sig på disciplin og fordømmelse snarere end på godhed og tilgivelse. 75% mener, at kirken ikke har formået at tilpasse sig det moderne samfund, og at skylden i høj grad ligger hos lederne!”

Nu har jeg ikke set resultaterne af den af pave Frans’ iværksatte verdensomspændende undersøgelse fra Spanien (har heller ikke set dem fra Danmark??) Men jeg har i sidste måned været et par dage i katolicismens højborg (troede jeg da, – eller håbede jeg?) i det sydspanske Andalusien, i ‘hovedstaden’ Sevilla. Og kirkeligt set var det generelle indtryk bestemt ikke ‘eviva’.

Det var i hvert fald ikke liv, hvad min medbror og jeg oplevede i Sevillas katedral for et par søndage siden. Annonceret var søndagens hovedgudstjenester: domkapitlets laudes kl. 09,30 og efterfølgende latinsk højmesse kl. 10. Vi ankom først til domkirken kort før 9,30. Men der var rigeligt med plads. Kun et fåtal af domherrerne, iført nærmest cyklamefarvede korkåber, var nået frem i koret, da tidebønnen begyndte, – én efter én kom de dryssende, – samtidig med, at én efter én, nemlig dém der ønskede at koncelebrere den påfølgende messe, – dryssede ud for omklædning til alba og messehagel.

Nu viste det dig, at det var såvel læsegudstjenesten som laudes, der var på programmet, og mens domherrerne reciterede salmerne, spillede organisten ved kororgelet nogle melodier, som han mente, folk ville synes om. Dog: Ved ‘Benedictus’ hørte man præsternes sang (?), mens dén præst, der senere skulle være messens hovedcelebrant smukt indhyllede alteret i røgelse.

Umærkeligt nærmest, kom de koncelebrerende præster tilbage i koret, og messen, uden nogen form for højtidelighed, begyndte. Med en passiv menighed på omkring 50-60 personer. Overfor mig selv måtte jeg konstatere, at en søndagshøjmesse i Sankt Ansgars Domkirke i Købehavn, – eller for den sags skyld søndagsgudstjenesten i hvilkensomhelst af vore hjemlige protestantiske domkirker, er langt smukkere, højtideligere og langt mere engagerende og langt mere velbesøgte end søndagshøjmessen i katedralen i Sevilla.

Allerede ved første læsning gav vi skuffede op. Jeg havde i en lille, meget smuk kirke nær vores hotel, (i Sevilla der er en kirke på hvert gadehjørne) fået tildelt tiden kl. 11,30 til celebration af vores søndagsmesse. Vi nåede frem til denne kirke ved slutningen af 10-messen. Sognepræsten havde lavet sedler til søndagen og påtrykt såvel bønner, læsninger og sange. Og da han før slutningsbønnen opfordrede:’ Lad os bede’, tog menigheden deres sedler til hånden og sagde, på trods af reglerne, denne bøn højt méd. Om dét kan man mene, hvad man vil. Jeg nævner det ikke som et eksempel til efterfølgelse, men som et tegn på engagement. Osse, da meddelelserne for den kommende uge blev givet af præsten. M. h. t. ét eller andet var han vist ikke helt velorienteret, for fra flere pladser i kirken blev han højlydt korrigeret. Til sin store tilfredshed. En go’ oplevelse, – helt i kontrast til, hvad vi havde oplevet i katedralen.