– et sug i maven!

Jeg  har lige set filmen ‘Hvidstengruppen’. Kommentatoren talte efter filmen om ‘et sug i maven’. Og det ér, hvad jeg nu i skrivende stund,  lige oven på at have set filmen, fornemmer. Alt sammen foregår det omkring dét år, hvor jeg blev født. Og selv om jeg, i sammenligning med de mennesker, vi  i filmen præsenteres for,  er et klynkende skvat med manglende rygrad og offervilje, så frydes jeg,  midt i min elendighed, over, at disse mennesker er af dét folk, som jeg er rundet af. “I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod. . . .” Ja, nu erfarede jeg på ny mine rødder.  Og det gav et sug i maven.  Her så jeg levet kristendom, her så jeg kristendommen, når den er mest ægte og dens virkning er stærkest.  Her så jeg dén tro, som mit folk er rundet af. Den forlorne kristendom, som jeg i dag oplever mig selv som værende en del af, den danske katolske kirke i al sin ynkelighed  med menighedsmedlemmer, som man har givet sit liv for og som nu gi’r én kniven i ryggen, den forbli’r jeg medlem af, fordi jeg erkender denne kirke som Kristi autentiske kirke.

Grundtvig sagde på et tidspunkt: “Hvi er Herrens ord forsvundet fra hans hus?” Aktuelt spørger jeg mig: “Hvi er Kristi Ånd forsvundet fra vores lokalafdeling af hans sande  kirke?!”  En paraplyorganisation af  hjemstavsforeninger for folkeslag med forskellig national baggrund og kultur er den foreløbig endt som.  Mit folk, som i biskop Suhrs tid afgørende prægede denne lokalkirke, er langsomt, men sikkert, på vej ud!

“I liv og død jeg inderlig til sandheds kirke slutter mig, jeg aldrig den vil svigte!” Den salme-sætning står klippe-fast. Men lige for øjeblikket ta’ r jeg, – drevet dertil af min egen kirke, – imod dens sandhed i den danske folkekirke. Jeg fokuserer ikke længere på, hvad der hér indiskutabelt gik tabt ved reformationen.  Istedet glæder jeg over det meget, der er  forblevet intakt. Og dette intakte serveres for mig på dansk, i tanke, ord og gerning.  Det lever jeg af for øjeblikket. Det er ikke hele sandheden, men det er en stor del af sandheden, og denne store del er i det mindste …. sand!

Reklamer

3 thoughts on “– et sug i maven!

  1. Ja, kære Stephen…..det du her har skrevet…KAN IKKE SIGES SMUKKERE…
    I Danmark er vi født, og der har vi HJEMME….

  2. “Hvi er Kristi Ånd forsvundet fra vores lokale afdeling af hans sande kirke” Det mærker vi også som lægfolk, for eget vedkommende i mere end 60 år, opdraget i den katolske tro af min mor, skolegang på Katolsk Centralskole, nu Sankt Ansgar Skole på Nørrebro, kommunionsundervisning af den legendariske sognepræst Kjeld Gertz-Hansen i Bredgade, ministrant hos pastor Bjørn Højbo i Sakramentskirken og firmet af vores afholdte og karismatiske biskop Theodor Suhr. Den var den slags gejstlige som tillige med sognepræst Kay Benzon, Peter Schindler og jesuiterne, de elskelige og omsorgsfulde jesuiter i Stenosgade, der satte kursen og ånden i vores kirke. Det var begavede mennesker med humor, som kunne samle menigheder med engagement og frem for alt med enestående indlevelse i almindelige menneskers problemer og livsvilkår.
    Vores lokale kirke idag forekommer mig frakmenteret og uden sammenhold. Jeg undres over de mange præster, der i periode og for nogles vedkommende i årevis er på orlov og uden for tjeneste.
    Jeg hørte for mange år siden følgende om biskop Suhr: Når katolikker, lægfolk eller præster kom til ham med sladder, for at indynde sig eller bringe andre i miskredit, og appellerede til ham for at han skulle tage deres parti svarede han: “Der kommer så mange til mig med deres problemer, for at jeg skal løse dem. Halvdelen af de problemer folk kommer med ønsker de ikke løst og den anden halvdel kan ikke løses”
    Du sagde den gang du kunne fejre 25 års præstejubilæum i et interview til Katpot at du hører til de spätberufene. Jeg tænker af og til om de problemer kirken står med i dag skyldes at det nu er de frühberufene der har magten.

  3. I mit essay skriver jeg om vor hjemlige katolske kirke; “En paraplyorganisation af hjemstavsforeninger for folkeslag med forskellig national baggrund og kultur er den foreløbig endt som. Mit folk, som i biskop Suhrs tid afgørende prægede denne lokalkirke, er langsomt, men sikkert, på vej ud!”
    Denne påstand fik jeg bekræftet i går eftermiddags i forbindelse med en annonceret såkaldt Maria-procession på Amagerbrogade. Aldrig har jeg følt mig så fremmed i min egen kirke. Et optog med papir-blomster og farvede balloner, med fem forskellige Gudsmødre og et kæmpebillede af den såkaldte barmhjertige Jesus. Lidt sang på forskellige sprog, – nogen gange i konkurrence med en anden sproggruppe, – og lidt rosenkransbøn på dansk og, ja, kunne man vente andet, osse den afart, som går under navnet ‘barmhjertighedens rosenkrans’.
    Jeg var nødt til at træde ud af processionen for at kunne bevare min egen religiøse selvrespekt, På fortovet kunne jeg så erfare folks reaktioner. De allerfleste var fuldstændig upåvirkede. På Amagerbrogade kan man være lisså tosset, man vil, – det vækker ingen opsigt. Men enkelte bemærkninger nåede jeg at opfatte, bemærkninger, som jeg ikke vil være bekendt at videregive her. Den blideste var hende, der spurgte hende, hun var sammen med: “Er det fastelavn?” Jeg må indrømme, at det var det mest dækkende udtryk for det oplevede.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s