Helgen hér og helgen hisset . . .

1. Ved en retræte i Slagelse ved biskop Martensen ønskede biskoppen en præsentation af deltagerne, dog på dén måde, at man ikke skulle præsentere sig selv,  men dén, man sad ved siden af. På et tidspunkt nåede vi til et ægtepar, hvor konen sad først. Hun sagde: “Ham, der sidder ved siden af mig, hedder XY. Det er min mand! Han er meget populær i menigheden, men jeg bryder mig ikke synderligt om ham!”
2. Og så er der historien om præsten og et menighedsmedlem. Menighedsmedlemmet til præsten: “Hr. Pastor, jeg bli’r altid overset!”. Præsten: “Den næste!”
3. Endelig historien om min afsked efter 11 års tro tjeneste som musiklærer på en folkeskole i Nordsjælland. Sådan set en succeshistorie, idet langt det meste lykkedes for mig. Osse at danne et kor og aflevere forårskoncerter med præsentation af samtlige af skolens musikalske talenter. Da jeg ved den tiende koncert forkyndte min afsked for efter sommerferien at begynde et præstestudium i Tyskland, gik der et gisp gennem samtlige tilstedeværende. Undtagen gennem skoleinspektørens kone. Hun sagde: “Det er godt, han holder op, før han bli’r en parodi på sig selv!”

Jeg fortæller disse tre ‘historier’, fordi de ganske pænt dækker mit indtryk af pave Johannes Paul II, som nu på søndag helgenkåres i Rom. ZDF (Tysklands TV2) dækker begivenheden.

For nu at tage historierne bagfra.

3. Det tjener Benedikt XVI til stor ære, at han holdt op før det gik galt, og det ville have klædt Johannes Poul II, – og dermed hele kirken, – hvis han havde gjort det samme, mens han endnu vidste, hvem han selv var, – før han blev en parodi på sig selv!

2. Den næstsidste historie: Jeg glemmer ikke episoden, hvor jeg ved en lejlighed i Rom personligt hilste på Johannes Poul II. At en pave ikke kan rumme alle, han hilser på i løbet af en dag, – og at han osse er mere eller mindre ligeglad, – er da soleklart. Og at han ikke om aftenen har sagt til sin kammertjener: “Jeg hilste for øvrigt på Stephen Holm i dag!”, er mere end soleklart. Men netop derfor burde han spare både sig selv og os andre for ‘oplevelsen’. Ydermere på grund af følgende, som jeg havde bemærket, før han nåede til mig. Hvergang han hilste på én, var hans blik allerede ved den næste. Da jeg senere igen havde chancen for at hilse på, nemlig ved hans besøg i Danmark, hvor vi præster var forsamlede i Skt. Ansgar, havde jeg fået en yderplads og ville derfor naturligt kunne give ham hånd, når han skred ned gennem kirkens midtergang. Men jeg havde som sagt prøvet det før og overgav gerne min ‘vinduesplads’ til en medbroder, der tændte langt mere på det end jeg selv.

1. I den første af historierne skal ordet ‘menigheden’ udveksles med montfortanerne. For mit dilemma er nemlig, at ingen pave har som Johannes Poul II elsket vores Pére de Montfort og taget hans spiritualitet til sig. Han tog sit valgsprog ‘Totus tuus’ = ‘fuldstændig din’ fra Montforts indvielsesbøn til Jesus ved Maria, og hvergang lejlighed gaves, fortalte og skrev han om sin forståelse af Mariafromheden, som Montfort havde givet ham, ligesom han gjorde tiltag til at få Montfort erklæret som kirkelærer.
I 1993 saligkårede han Montforts første discipel, Marie-Louise Trichet, grundlæggeren af Montfortsøstrenes kongregation: ‘Visdommens Døtre’.
Da han i 1996 besøgte Frankrig  og dér stillede det yderst relevante  spørgsmål: “Frankrig! Hvad har du gjort ved din dåb!??” havde han som et personligt højdepunkt ved sit besøg anmeldt sin ankomst i St.-Laurent-sur-Sevre, hvor han under en festlig vesper i basilikaen, hvor Montforts og Marie-Louises grave forefindes, knælede ved Montforts grav og personligt fornyede sin indvielse til Jesus gennem Marias hænder = fortsæt om at leve sin dåbspagt med Maria som guide,  som vi plejer at udtrykke det.
I 160-året for den første offentliggørelse af Montforts berømteste skrift “Afhandlingen om den ægte Mariafromhed” (2003), – dén bog, som havde været hans tro følgesvend mens han endnu, som Karol, arbejde i kalkminerne,  sendte Johannes Poul II en indholdsrig skrivelse (brev), adresseret til medlemmerne af den montfortanske ordensfamilie og lod festen for den hellige Montfort den 28 april, som kun havde været fejret i ordensfamilien og i visse franske bispedømmer, optage i kirkens universelle liturgiske kalender.

Nu helgenkåres han på søndag den 27. april 2014, – dagen før Montforts fest! (- havde man ventet til 2016 havde det været i 300-året for Montforts død). Og selvom jeg med sognebarnet fra historie nr. ét må sige: “Han er meget populær i ordensfamilien, men jeg bryder mig nu ikke synderligt om ham”, så vil jeg nu alligevel på søndag i en personlig bøn til ham sige ham tak for alt dét, han har gjort for at udbrede kendskabet og kærligheden til den hellige Montfort og hans spiritualitet. Og pænt nævne hám, den ny helgen, i nadverbønnen dagen efter, den 28. april. Andet ville jeg ikke kunne være bekendt, ydermere, da min personlige holdning i den forbindelse er mere eller mindre, – mest mere, –  ligegyldig!!

PS: Pave Johannes Paul IIs udsagn om sin tilegnelse og forståelse af den montfortanske spiritualitet findes i forordet til min danske oversættelse af ‘La vraie dévotion’. Bogen “Afhandlingen om den ægte Mariaandagt” kan bestilles hos os i Sorø, men den kan osse downloades på vores hjemmeside http://www.montfort.dk

http://www.ina.fr/video/CAB96048620

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s