Hurra for cølibatet!

For omkring tredive år siden var der blandt de katolske redemptorist-præster på Amager en ung, flot præst fra Østrig. Mange af menighedens unge piger havde et godt øje til ham og lod ham i tide og utide vide om deres store medfølelse for ham i hans cølibatære situation. Og om, hvor beklageligt det var for ham, – og andre katolske præster, – at de ikke måtte gifte sig. Hans svar til dem var: “Jeg er virkelig ked af, at det er så stort et problem for jer!”

Når der kredses om krav til verdenskirken, både indenfor og udenfor, angående ophævelse af det for katolske præster gældende pligt-cølibat, fordi det nu for mange er blevet klart, hvad vi andre altid har vidst: at enkelte eller flere præste-cølibater ikke er ‘vandtætte’, så burde der vel osse stille spørgsmåls­tegn ved ægteskabets opretholdelse, al den stund henimod 50% af de i Danmark indgåede ægteskaber opløses. Eller opfordre til ophævelse af  forbud for mord?  Hver dag ser man jo i avi­sen, at nogle, der er “født under loven”, alligevel myrder. Nuvel! Jeg ved godt, at sammenligningerne ikke hol­der. Dét, jeg vil påpege, er blot dette: En ting behøver ikke i sig selv at være tjenlig til afskaffelse, blot fordi forholdene omkring den misligholdes af færre eller flere.

Lad mig i forbifarten lige nævne en folkekirkepræst her i det vestsjællandske, som min medbror og jeg traf på ved en ligegyldig reception. Han sagde til mig: “Efter min mening er det mest geniale ved den katolske kirke så absolut cølibatet!” Umiddelbart efter dukkede hans kone op. “Hej, skat!”, sagde han, “Vi sidder netop og taler om dig!”. De er skilt nu.

Med hensyn til cølibatet må vi  fastslå, at det var den ugifte livsform, vor Herre Jesus Kristus gjorde til sin egen. Om de tolv apostle læser vi, at “de forlod alting og fulgte ham”. Og på et spørgsmål fra Simon Peter i relation til samme, svarer Jesus: “Enhver, som har givet afkald på hjem, ægtefælle, børn, familie og fast ejendom for mit navns skyld, skal få det mange gange igen og arve evigt liv”, (Matt. 19,27-29). Og Jesus fastslår dette, når han (Luk. 14,26) siger: “Hvis nogen kommer til mig og ikke ta´r afstand fra hustru, børn og familie og fra at organisere sit eget liv, kan han ikke være min discipel!”.  I sit første brev til kirken i Korinth skriver apostlen Paulus: “Jeg vil gerne, at I skal være fri for bekymringer! Den ugifte mand bekymrer sig om dét, der hører Herren til, hvordan han kan være Herren til behag. Den gifte bekymrer sig for dét, der hører verden til, hvordan han kan gøre sin hustru tilpas, og han er delt! .. Jeg siger dette til jeres eget bedste!” (7, 32 f.).

Cølibatet er altså langt fra u-evangelisk. Tværtimod: Det er ét af de tre evangeliske råd. De to øvrige er fattigdom og lydighed. At leve sit liv efter disse evangeliske råd har i munke-væsenet en lang og ær­værdig tradition i Kristi kirke, såvel i den vestlige som i den østlige del, og livsformen har bragt masser af skønne frugter, – lang tid før der blev sat vand over til de såkaldte reformatorer. En af grundene til, at cølibatet i 1100-tallet i vesten blev obligatorisk osse for præster, som ikke tilhørte et ordenssam­fund, men som stod direkte under en biskop, var den enkle, at disse præster ikke kunne klare sig i “konkurrence” med ordenspræsterne. Det var de “frie” ordenspræster, der blev søgt som skriftefædre, og det var klostrenes smukke gudstjenester, der blev besøgt, mens sognekirkerne stod halvtomme og søndagsgudstjenesten dér kørte på lavblus. Hvordan skulle man som sognepræst få tid til forberedelse af gudstjenesten og til sognebørnene, når man samtidig skulle være ægtemand, familiefar og storbonde? Man kunne jo ikke være i kirke,  i skriftestol, på husbesøg og under stadig videreuddannelse, når man skulle pløje marker, tilså og høste dem, når man. – og nu springer jeg i tiden, –   med konen skulle ud og købe tøj til børnene og om aftenen skulle til forældremøde på skolen. Og mange skriftebørn havde, muligvis uberettiget, en fornem­melse af, at deres skriftemål måske kunne blive emne for samtalen omkring aftensbordet i den præste­lige familie. For det er jo aldrig lykkeligt, når ægtefæller skal have hemmeligheder overfor hinanden.

Hvad kirken har indført i 1100-tallet, fordi den anså det for godt dengang, kan den nu efter år 2000 så udmærket afskaffe, hvis den skønner, at ulemperne nu er blevet større end tidligere fordele. Men per­sonligt hverken tror eller håber jeg, at den gør det. Jeg er nemlig overbevist om, at det præstelige cøli­bat for såvel ordens- som ikke-ordenspræster, – hvor elendigt det indimellem end måtte tage sig ud, –  for kirken er behæftet med langt større fordele end ulemper. At der i kirken findes mennesker, der  “for himmerigets skyld” gi´r afkald på den nære kreds (kone og familie) for “fulltime” at være til disposition for den fjernere kreds (menigheden), for op­gaven. Mennesker, der er lydhøre over for Kristi specielle kald til netop dem, og som i dyb og inderlig kærlighed til Frelseren vælger ham alene som Alfa og Omega i deres liv. Mennesker, der ikke vil være “fri for” men som ser cølibatet som dén gave, der gør dem “fri til”. Mennesker, der, fordi de er frie og ikke bundne af familie-relationer, kan lade sig sende derhen, hvor der er brug for dem hér og nu, ligesom apostlene lod sig sende af Kristus. Dette kald er på ingen måde fornemmere end kaldet til liv i ægteskab og familie. Ægteskabet ér, ophøjet som sakramente af Kristus, højt æret og dybt agtet i den katolske kirke. Men de forskellige kald må ikke spilles ud mod hinanden, jævnfør Paulus´ billede af kirkelegemet, der, hvis det skal være funktionsdygtigt, har brug for såvel hænder som fødder (1. kor. 12, 18-22.)

Jeg undervurderer ikke de post-reformatoriske danske landsby-præstegårdes store betyd­ning for land-sognene i vort  fædreland. Man har hørt om menighedsråd, der har ansat en præst på grund af sympati for præstens ægtefælle. Og hørt om, hvilken betydning en pastoralt interesseret og i sognearbejdet medarbej­dende præstekone/mand kan have. Men er den idylliske præstegård med den harmoniske præ­stefamilie dét, der i dagens Danmark er det almindelige? – dét, den katolske kirke ville opleve, hvis den idag f. eks. i Europa og Nordamerika afskaffede pligtcølibatet for ikke-ordens-præster? (for dét, vi taler om, er ikke et katolsk problem, men et problem i den katolske kirke i den vestlige verden. Anderledes i den så­kaldte tredie verden)  Selvfølgelig vil det ikke være let for den vestlige katolske kirke at leve med et ud­vandet præste-cølibat, der som tegn mister sin betydning. Men det ville være endnu sværere for den, – bl. a. på grund af dens forståelse af præstens person, embede og rolle, – at skulle leve med præster, der spiller fallit i deres ægteskab, med præstefamilier, hvor præstens ægtefælle ikke har den rin­geste interesse for det kirkelige, og hvor hun og børnene aldrig viser sig til søndagsmessen eller ved menighedsarrangementer, samtidig med, at præsten må fastholde kirkens lære om det sakramentalt, uopløselige ægteskab og om menigheden som fællesskab, hvor trofast deltagelse i søndagsmessen er normalt. Og sådanne forhold ville naturligvis blive aktuelle!

Allerede ved første trin til min præstevielse lovede jeg, efter god forberedelse, i fuld frihed at forblive ugift. Jeg er aldrig blevet afkrævet et løfte om at leve i seksuel afholdenhed.  Det anser kirken for unødvendigt, al den stund, at den (endnu) er af dén opfattelse, at seksuelt samliv kun hører til indenfor ægteskabet. Nu kommer det sikkert kun bag på de allerfærreste, at der findes katolikker, ihvertfald i den vestlige verden, som er seksuelt praktiserende til trods for, at de (endnu) ikke er gift; at der findes cølibatære, som ikke er absolut seksuelt inaktive, og at der er ægtefæller, som  gør seksuelle erfaringer udenfor ægteskabet. Dette betyder ikke, at de der­med automatisk  er deres valgte livsform utro. Idealet kan udmærket forblive levende, selvom den aktuelle situation langtfra er ideel og tilfredsstillende. Kristus, den store læge, der igen og igen heler dét, der går i styk­ker, siger om sin sendelse, at det er de syge og ikke de raske, der har brug for lægen. “Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt!” siger han selv! Han understreger, at han ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Han opfordrer dén, der “falder”, til, i tro på det glade budskab, igen og igen at omvende sig. Og han tilgi´r, – ikke syv gange, men halvfjerds gange syv gange, – jævnfør Perikles, der på spørgsmålet: “Hvornår smager en Tuborg bedst?”,  gi´r svaret:  “Hvergang!”.

Pastor Elisabeth Lyneborg, – folkekirkepræst, der som barn har gået i skole hos Skt. Josephsøstrene,  skrev engang en bog med titlen “Præster er osse mennesker”. Jeg tilføjer: Cølibatære, katolske indbefattet.

En for mange år siden katolsk præst i Randers skulle have sagt: “Hvor der er mennesker, går det menneskeligt til”. Dét, han mente, var: Er mennesker ramt af arvesynden, viser mennesker arvesyndens ansigt!  Måske netop derfor omformulerede biskop Martensen Randers-præstens udsagn til: “Hvor der er mennesker, går det ofte umenneskeligt til!” …  Jesus har bedt os om, ikke at fjerne splinter i medmenneskers øje, før vi har fjernet bjælken i vort eget. Og “tornen i kødet” (2. kor. 12,7) er hos nogle mennesker en temmelig stor splint.

Storm P. har forstået drifternes magt og samtidig med humor relativet dem, da han engang udtalte: “Kun een drift er sværere at styre end kønsdriften, … og det er jernbanedriften!”  DSB er ihvertfald nødt til at give ham ret!

Reklamer

Gudstjenesteværksted

Gudstjenesteværksted!? Det lyder mærkeligt, men meningen er god nok. Konkret drejer det sig om en udgivelse, som netop afdøde Carly Majholm, der fik sin filosofisk-teologiske uddannelse hos montfortanerne i Oirschot (Holland) producerede i samarbejde med  Guido Kreienbühl, da de to stod i spidsen for ‘Kateketcentralen’, der p. t. videreføres  i institutionen ‘Pastoralcentret’. Udgivelsen fandt sted omkring år 2000 , forløb over tre år og var en hjælp til præsterne i deres forberedelse af søndagsgudstjenesten. Alle søn- og festdage blev dækket ind og hver uge modtog vi, der sagde ja tak til hjælpen, en forsendelse på ca. 15 sider, bygget op således:
Søndagens læse-tekster i kontekst
Exegese til samtlige tekster
Liturgiske elementer: indledning til læsninger og to sæt forbønner
Tre-fire prædikeforslag med afsæt i hver læsning
Inspirerende tekster.

Jeg blev hurtig klar over, at der bag hver tilsendelse lå et stykke seriøst arbejde, så automatisk samlede jeg udgivelserne i mapper. Det var klogt gjort. Nu har gudstjenesteværksted femten år på bagen, men hver udgivelse virker vedvarende ny og frisk, og der er faktisk ikke én søndag, hvor jeg ikke henter inspiration her.

I den forløbne 4. uge i påsken er vi i de liturgiske tekster igen og igen blev påmindet om 4. påskesøndags tema: Den gode hyrde. I gudstjenesteværksteds ‘inspirerende tekster’ er der to, som jeg bed særlig mærke i og som jeg gerne ved 4. påskeuges afslutning vil dele med jer.

Den første tekst er af den franske biskop Jaques Gaillot, som var biskop i Evreux fra 1982 til 1995, indtil han blev afsat af pave Johannes Paul II, fordi han var for levende. Han har sagt:

“En biskops styrke er at være sammen med sin hjord, og det er Guds folk, der udgør den eneste og sande kontrolmyndighed. Gudsfolkets ærlige og ansvarlige behov kommer i første række, – ikke kirkens disciplin!
Af evangeliet har jeg lært, at kærligheden er stærkere end loven!”

Den anden tekst er af tyskeren Eugen Biser, præst og professor i fundamentalteologi og religionsfilosofi, netop død i år, – aftenen før Mariæ Bebudelsesfest. Han siger:

“I vore dage er der m. h. t. kirken tale om, at forbindelsen mellem top og bund løsnes. Den kirkelige ledelse løber en risiko for at miste forbindelsen til kirkefolket, som i stigende grad distancerer sig fra ledelsen. Man kan frygte en situation: En hyrde, men ingen hjord. Følgerne af et sådant skisma er for begge parter lige skæbnessvangere:
– for Gudsfolket, at det derved glider udenfor læreembedets rækkevidde og risikerer at drukne i anarki
– for den kirkelige ledelse, at den længe nærede bekymring synes at blive virkelighed: At dens indflydelse på Gudsfolket uafvendeligt svinder ind!

Profetisk tale??