Corpus Christi – Sacré Coeur

På Jesu Hjerte festen idag går mine tanker tilbage til den nu bag os liggende Kristi Legems- og Blods fest, – til denne fordobling af skærtorsdag, på samme måde, som man kunne sige, at Jesu Hjertefesten idag, er en fordobling af langfredag. Og kunne vi så bare nøjes med det. Men jeg oplever, at nu skal Jesu Hjerte-andagten yderligere fordobles med dén parallel, som udgøres af andagten til den såkaldte barmhjertige Jesus og den polske søster Faustina. Og med det sødladne billede, der følger med. Som om vi ikke har haft smagløse Jesu Hjerte-billeder nok. Guds kærlighed og barmhjertighed er vi dækkende blevet gjort opmærksomme på gennem de af Sr. Margrete-Marie Alacoque modtagede åbenbaringer. Ku’ vi så ikke få lov til at nøjes med det?? Og istedet blive mødt med bare en smule barmhjertighed fra de personer, som så stærkt promoverer dette barmhjertigheds-fænomen?

Men tilbage til Kristi Legems- og Blods fest. På et tidspunkt spurgte Jesus sine apostle: “Har I fattet det alt sammen?” Og da ingen ville stå som dummies, sagde de “Ja!” Jesus vidste imidlertid, at de vár dummies, hvorpå han sagde: “Jeg har endnu meget at sige jer, men NU kan I ikke bære det, men når Helligånden …” Jesus havde meget mere at sige, – osse m. h. t. nadveren, – mere end dét, han fik sagt skærtorsdag aften og langt mere end de tolv samme aften forstod. Nok var det blevet apostlene klart, at det drejede sig om et særligt måltid, som fra nu af skulle fejres, når de mindedes Jesus. Men at det var langt mere end et mindemåltid, at det faktisk var omvendt: at det ikke var dém, der skulle mindes Jesus, men at Jesus selv ved sit nærvær skulle påminde dem om ham, – det var aktualisering af hans korsoffer, at det var hans vedvarende nærvær i de sakramentale skikkelser, – alt dette måtte vokse i apostlenes bevidsthed ved Helligåndens førelse. Og derfor var det ganske naturligt, at denne voksende erkendelse måtte føre til en ekstra fest. Og drejede det sig skærtorsdag særligt om måltidet, skulle den ekstra fest fokusere på offeret og den vedvarende nærværelse. Således var indførelsen af Kristi Legems og Blods fest i 1300-tallet naturlig og helt og fuldt berettiget. Men hvad det så udviklede sig til, var bestemt ikke i orden. Nemlig, at fokusering på offer og vedvarende nærværelse totalt overskyggede hovedtemaet, måltidet, ja, faktisk trængte det i baggrunden. Efterhånden, – nu overdriver jeg, – gik ingen mere til kommunion. De ville gerne deltage i ‘frembærelsen af det hellige messeoffer’ og de ville meget gerne SE Jesus i hostien, … ikke modtage ham som spise og drikke i den hellige kommunion.

Og dette holdt sig i live næsten indtil det sidste koncil. Da jeg var barn i Svendborg husker jeg helt tydeligt Jesu Hjerte-andagten hver månedens 1. fredag. Jesus skulle have knyttet et bestemt løfte til denne dag, nemlig: at de, der ni første fredage i træk gik til skrifte og kommunion var garanteret en plads i himlen. Og hvem lader et sådant tilbud gå forbi sig?? Sakristansøster Rigobertha var økonomisk, og stumper af de tynde høje alterlys skulle naturligvis opbruges. Det skete på dén måde, at de to midterste store lysestager på hver side af det midt på altret fastbyggede tabernakel blev skubbet lidt tilbage så to ekstra, mindre lysestager med lysstumper kunne stå der. Og disse to lys brændte under fejringen af den hellige messe, hvor kun de, der havde været til skrifte lige inden, gik til kommunion. Men hvad skete der henimod messens slutning? Den gode søster kom ind i korrummet, tændte de seks høje kærter og bragte yderligere to lysestager med hver tre lys ind på altret, for, – fortalte hun mig, – ved ‘udstiling’ af det hellige sakramenete var det foreskrevet, at mindst 10 lys skulle brænde. Ydermere: Sakramentet måtte ikke udstilles til tilbedelse og velsignelse uden brug af røgelse. Og præsten, som i messen ved konsekrationen havde holdt den hellige hostie i sine hænder og siden uddelt kommunionen, måtte nu ikke engang røre monstransen, hvori han havde indsat Kristi legeme, men skulle benytte sig af et skulderklæde (velum) som hans hænder var indpakket i. Proportionsforvrængning, så det batter.

På Kristi Legems fest blev det almindeligt at holde procession med det hellige sakramene. Ud af kirken, ud i byens gader. Velsignende skulle Jesus drage gennem byernes gader. Og det udviklede sig, og endte nærmest som ren folklore. På Kristi Legems fest skulle messen overstås, så man kunne komme igang med det egentlige: processionen. At Jesus om brødet havde sagt. “Tag det og spis det. Og om kalken: Tag og drik den” var blevet sekundært. Om omend Jesus ALDRIG har sagt: “Tilbed mig i hostien!”, – og langt mindre: “Slæb mig rundt i en monstrans”, – så blev dét det væsentlige.

Den mest berømte Kristi Legems proccession i Danmark (i første halvdel af 1900-tallet), var processionen i Roskilde. Fra hele Sjælland satte folk hinanden stævne i Skt. Laurentii Kirke til en procession, som af montfortanerpræsterne og ganske særlig af visdomsdøtrene grundigt var forberedt og instuderet og som rummede samtlige af de elementer, som hørte sig til. Folk fra byen mødte op for at se det underfulde skue, og i dét jubilæumsskrift, som i 2001 blev udgivet i anledning af Roskilde-menighedens 100-års-jubilæum var et helt kapitel helliget “Kristi legems fest!”…   Men de samme præster og søstre i Roskilde var osse blandt de første, der konstaterede, at tiden for noget sådant, ihvertfald i vores diaspora,  langsomt men sikkert var forbi, og i deres erkendelse havde de courage nok til at afskaffe processionen. Forud for deres tid vár de, og de blev senere bekræftet af dén liturgi-reform, som det andet vatikankoncil affødte. Her hed det jo nemlig, at alle fejludviklinger skulle bremses/afskaffes og alt, hvad der var af værdi skulle fremmes/styrkes. I pave Paul VI’s ny og nugældende Missale Romanum foreskrives processioner til skærtorsdag, palmesøndag og kyndelmisse. Men der er ingen tale om en Kristi Legems-procession, derimod en navneforandring af festen: Ikke længere Kristi Legems fest, men Kristi Legems og Blods fest. Uden at slække en tøddel på elementerne offer og bestandigt nærvær er det centrale rykket tilbage i centrum: at altrets sakramente af Jesus er indstiftet først og fremmest som spise og drikke, hvor brød og vin bli’r forvandlet til Kristus, for at de, som spiser det forvandlede brød og drikker den forvandlede vin, selv, – hvis de gi’r sakramentets kraft (Helligånden) råderum, – bliver forvandlede en lille smule mere henimod ham, som de spiser og drikker. Som den moderne spisekampagne for sund mad så rigtigt siget det: “Du bli’r, hvad du spiser”, – eller, som Paulus siger det: “Ikke længere jeg lever, men Kristus lever i mig!” Således er der strengt taget ‘eukaristisk procession’ udad kirken efter hver eneste messe, al den stund, at hver messedeltager, som naturligt i messen har været til kommunion og modtaget det forvandlede brød og den forvandlede vin, nu som levende monstrans bærer Kristus i sig ud i verden. Ingen ser forvandlet brød og vin, men man ser (forhåbentligt) det forvandlede menneske, der nu gerne skulle udstråle bare et stykke af Kristus til enhver, som de møder på deres vej…

Når sækulariserede mennesker af i dag møder en kristen og spontant må sige: “I dag har jeg mødt et menneske, der minder mig om Jesus”, har ‘processionen’ båret frugt.

Men at tro, at man i vort fædreland kan klare dén opgave ved at skrue tiden tilbage og putte Jesus i hostien ind i en metalgenstand og med blomsterhoved-strøende børn foran sig nostalgisk slæbe ham rundt i et optog, der i vor samtids Danmark, – med naturligt uforstående mennesker i dén sammenhæng, – mest minder om en sammenblanding af dårligt arrangeret karneval og opførelse af H. C. Andersens eventyr ‘Kejserens nye klæder’ (de steder, hvor en baldakin indgår i udstyret) ér at gøre grin med sakramentet og fremvise katolicismen i en form, som kun bekræfter skeptikere i deres skepsis.

Nej, så langt hellere den vedvarende stille tilbedelse foran det udstillede allerhelligste sakramente midt i Montmartres larm, i Sacré-Coeur-kirken i Paris, som vi i dag kan ønske tillykke på navnedagen.

 

 

Reklamer

Tll lykke med jubilæet . . .

–  det vár, hvad vores Pére de Montfort sagde til mig fra sin statue i mit cølibatære soveværelse (2½ x 4½ kvadratmeter, men med dejligt stort vindue) , da jeg vågnede i morges den 20. juni. Og jeg kunne mærke, at han mente det!  Anledningen til hans lykønskning vár, at det i dag er 2 år siden, at jeg, i fuld offentlighed og dermed under fuld pressebevågenhed, af biskop Kozon de facto blev udstødt af hans kirke i Danmark og parkeret på et sidespor, –  godt og grundigt, – væk fra hovedsporet, men med udsigt til alle de bomletog, som aktuelt befærder nævnte hovedspor. Og sporskiftlåsen virker umiddelbart som om den er fastrustet. . .

Et sådant 2-årigt forløb betragter  den hellige Louis-Marie de Montfort som et udtryk for Guds bevågenhed, som et kærlighedskærtegn til mig,  ja, som velsignelse.. Selv blev Montfort i sit korte præsteliv, – kun 16 år, – smidt på porten af fem biskopper. Ingen af disse middelmådige kirkefyrster er senere blevet helgenkåret, – derimod vores fattige Pére de Montfort.

For nylig fik jeg i en bestemt anledning  fra biskop Kozon en nydelig hilsen. I mit svar til ham indføjede jeg en bøn om, at han, – i anledning af mit 2-års-jubilæum, –  ville ophæve sin forbandelse over mig. Montfort ville have gjort det modsatte. Han ville for den medfølgende velsignelses skyld have bedt biskoppen om at genere ham endnu mere, for “pas de crioix, quelle croix!”

Men jeg er ikke den hellige Montfort. Jeg er bare Stephen Holm, – omend helliget af Kristus gennem dåb, firmelse og præstevielse.  Og nu er jubilæums-dagen ved at gå til ende, og  jeg har intet hørt fra biskoppen, – kun fra Pere dé Montfort.

Om godt fjorten dage skal man fejre 100-års-jubilæum for oprettelsen af den postreformatoriske Haraldsted-valfart, – bispedømmets ældste valfart, – en valfart, som jeg som nærmeste kontinuerlige sognepræst årene igennem trofast har gennemført og dermed holdt i live i over en fjerdedel af dens samlede  levetid. Foreløbig er ingen invitation indløbet.

Men bortset fra låsen til sporskiftet er dét sidespor, hvor jeg nu gennem to år står parkéret,  hverken rustent eller tilgroet med ukrudt, sådan som det ofte er tilfældet med sidespor. Faktisk er der kun godt at sige om det. Men alligevel kan jeg ikke betragte min nu to-årige situation uden at komme til at tænke på en vittighed, som stammer fra dén tid, da Aids-hysteriet var på sit højeste og som jeg osse har taget  méd i den bog,  jeg snart afslutter og som handler om mine oplevelser med den katolske kirke i Danmark, – læs: biskop Kozon,  – siden april 2010. Vittigheden kommer hér:

En mand, som man på grund af, at han er blevet konstateret aids-syg, ønsker totalt isoleret, får opmuntrende at vide, at han i sin ny situation vil blive budt de allerbedste omstændigheder. Pragtfuld penthouse-lejlighed med alt, hvad man kan ønske sig: fjernsyn, computer, musikanlæg, badeværelse med boblebad og byens skønneste udsigt.  Og, siges der til ham: “Du får alle de pizza’er, du kan spise!” Sidste oplysning fører imidlertid til en indvending fra manden. “Jammen jeg kan ikke fordrage pizza!” siger han. Hvorpå der bli’r svaret: “Åh, det er meget ærgerligt. For pizza er det eneste, vi kan skubbe ind under døren!”

2. pinsedag

I går, pinsesøndag har de fleste af os nok sunget méd på Grundtvigs uundværlige pinsesalme: “I al sin glans nu stråler solen ..”. Nu var det ikke helt i overensstemmelse med gårsdagens faktiske vejrforhold, men så plejer vi  at ‘undskylde’ med, at det er jo er i vort indre, at solen stråler.  Men hvis dét er tilfældet, skulle det jo udløse dét, som man nogen gange fortæller om et menneske, der er blevet rigtig glad: “Han strålede som en sol!”

Det var i hvert fald ikke tilfældet i domkirken, hvorfra  vi alle sammen via http://www.katolsk.dk kan følge søndagsmessen.  Jo, fra orgelet skinnede solen, men det gør den jo altid, når Rolf Tønshoff spiller, og jeg kom til at tænke på skriftordet: “Vi spillede, men I dansede ikke!”  Hverken menighedens, og da slet ikke celebrantens ansigt, strålede som sole, omend salmens sidste vers , – der burde udelades,  fordi næstsidste vers danner en flot afslutning, – skildrer en virkelighed, som vi i hvert fald igår ikke så noget til: “Som sole gå vi op og ned i din Enbårnes  herlighed!” Helt ærligt tænkte  jeg , ikke på mit bysbarn B. S. Ingemann, men på smadderdygtige Grethe Ingmann og hendes sang: “Sol, sol, kom igen …”  Den havde været sandere!  Til sin ven synger Grethe Ingmann for øvrigt  i dén sang: “Sol blev til skygge, da du gik din vej!”: Passer det ikke osse fint på os og Helligånden???

Men så ændrede alt sig i dag, anden pinsedag, hvor alle menigheder fra Sorø-Ringsted provsti havde sat hinanden stævne på engen ved Kongsgården, 8 km sydøst for Sorø. Ned til Susåen var der gjort klar til frilufts-gudstjeneste. Tyve-femogtyve præster var mødt op med deres menigheder. Mens vi fra parkeringsstedet gik ned mod gustjenestestedet var vi omgivet af mennesker, der talte vores sprog, – en helt anden oplevelse end for ni dage siden i det østjyske, hvor mine to medbrødre og jeg selv følte os tilhørende en sproglig mindretalsgruppe.

Pinsegudstjenesten  begyndte med salmen: “I alt sin glans nu stråler solen..” Og nu passede det! Ikke bare gjorde den det det-facto, men lys strålede osse ud af øjnene på de mange mennesker, der sang.  Måske naturligt nok, idet vi jo allesammen er rundet af den kultur, som har frembragt en Grundtvig.  Men allerede med præludiet var vi blevet ‘beskinnede’. Jeg tænkte, at jeg efter gudstjenesten simpelthen måtte vide, hvilke to piger, det var, der stod ved siden af altret og vibrerede af musikalitet.  På forespørgsel  erfarede jeg, at det helt enkelt var den lokale organist fra Lynge og Broby  kirker, som havde spillet og kirkesangeren, der sang.  Jeg spurgte efterfølgende sognepræsten, om han skønnede på, hvad han hver søndag var omgivet af??? Det gjorde han! Når jeg  tænker på, hvad  vi i vor sammenhæng i vore små menigheder rundtomkring  desangående bli’r budt , ja, så var denne oplevelse nærmest svimlende.  At vi så samtidig kunne glæde os over et mikrofonanlæg, der fra begyndelse til slutning virkede perfekt, var der ingen der kunne forstå at vi bemærkede. “Det er da normalt”, – sagde de.

Blot en eneste sætning fra den ellers så udmærkede pinseprædiken: “Før pinse vandrede apostlene med Jesus ved deres side. Efter pinsen er hen ved Helligånden inden i dem!” . . .

Nu er vi så tilbage i vort  ‘arme’ kloster på Lærkevej, og jeg har til pinselig frokost med kold hvidvin bedt min medbroder om  at udkonkurrere den ellers så berømmelige æggekage, som vi efterfølgende spiste på Hvidsten kro dén søndag,  der var Øm-valfart.  Det gjorde han tilfulde.  Så her i huset behøver vi ikke længere desangående at tage over åen efter vand.

Nu forberedende messen, som vi skal fejre sent på eftermiddagen, strejfer mine øjne den liturgiske kalender for bispedømmet København, –  og hvad ser jeg??? At jeg ligger totalt skævt: Ifølge dén kalender, –  i det store og hele overtaget fra den romerske,  – eksisterer 2. pinsedag  slet ikke. Pinsen var i går og afsluttedes med gårsdagens aftenbøn, og dermed sluttede den halvtreds dage lange påsketid. Nu til morgen  er det almindelige kirkeår genoptaget, og man foreskriver mig idag at fejre hverdagsmesse i grønt og glemme alt om pinsen!

Gu’ vil jeg ej!  Hvad er det for noget pjat!?  Det er pinse i Danmark, bestemt osse i dag. Og jeg vil  fejre pinse-messe i pinse-rødt!  Ok, jeg er jo ikke dummere end jeg forstå tankegangen: Den halvtreds-dage lange påsketid kulminerer i den 8. og sidste påske-søndag , den søndag, som vi kalder pinsedag, og med denne søndag afsluttes påskeriden. At det gøres sådan er helt fint alle de steder på jorden, – og det er vistnok de fleste steder, – hvor der ikke findes en helligdag, som hedder 2. pinsedag. Men de steder, hvor denne helligdag findes, burde biskopperne, for bare at være en lille smule på linje med dén verden, der omgi’r dem, sige: “I mit bispedømme fejres pinsen efter landets kalender,  nemlig 1. og 2. pinsedag. Da ingen særlige liturgiske tekster findes til 2. pinsedag, kan man genbruge  messe- og breviar-tekster fra  pinsedag eller vælge mellem de tre forefindende votivmesser til ære for Gud Helligånd. Det gør vi i aften til messen i vort kapel kl. 17,30, for i  Sorø er de som i det øvrige Danmark osse pinse idag. Først ved vesper kl. 19 afslutter vi påsketiden og synger for sidste gang: “Regina Coeli, laetare. Halleluja!

Glædelig 2. pinsedag!

– tidligere katolsk præst

I denne måned for to år siden modtog jeg et brev fra biskoppen, hvori det hedder: “Fra flere menigheder er der kommet henvendelser fra folk, som har følt sig skandaliserede over din tilstedeværelse.  . . Jeg kan ikke sidde de ovennævnte henvendelser overhørig og må derfor bede dig om, fra dags dato kun at fejre gudstjenester i kapellet i Sorø. . . .”

Det skete umiddelbart efter to ubehagelige artikler i KD, som udmærket kunne være forårsaget og iværksat af smædebogen “Messedreng”‘s fortatter, som i sit ‘kunstværk’  i et kapitel åbentlyst fortæller om, – såfremt det da står til troende, – hvordan han i sin vendetta mod mig  bl. a. benytter sig af henvendelser til pressen under falsk navn.

Til dato har jeg ikke rigtig forstået årsagen til denne ‘følen-sig-skanaliseret’.  Well, – jeg har jo været beskyldt for det ene og det andet, dog aldrig for pædofili, som det for nylig er sket med min efternavne-bror Brian Holm. Nu læser jeg imidlertid i ‘JyllandsPosten’:  ” Chef bakker op om Brian Holm!”  Denne chef citerer, hvad der indtil nu har været gældende i vort fædreland, – undtagen i fædrelandets katolske kirke: –  At man er uskyldig indtil det modsatte er bevist . Sådan handler en retsindig chef.
http://jyllands-posten.dk/sport/cykling/ECE6774868/chef-star-bag-sexanklaget-brian-holm?ref=eblistermest

Den 11. oktober 2010 fik jeg meddelelse fra politiet om, at der ikke ville blive rejst tiltale mod mig. Altså har jeg aldrig været anklaget, ‘kun’  beskyldt,  men, – sagt mellem os, – det er osse rigeligt. Den såkaldte kirkelige forundersøgelse efter kirkerettens § 1717, – som ifølge samme ret skal foregå i yderste diskretion, så den mistænkte ikke får sit gode navn og  ry ødelagt, førte heller ikke til rejsning af en kirkretssag, Til gengæld fremmede den, idet reglen om diskretion groft blev tilsidesat, på effektiv  måde  ødelæggelsen af flere præsters gode ry, noget ingen af os nogensinde vil kunne lægge fuldstændig bag os.

At jeg er dén, det er gået mest ud over, er vist velkendt. I går fik jeg så et eksempel på, hvor langt ødelæggelsen rækker, idet KD netop  har bragt en artikel af mig og afsluttende underskrevet mig som  ‘tidligere katolsk præst’, hvilket iflg.efterfølgende ubehagelig debat med en ubehagelig debatredaktør skyldes den offentliggørelse af ovenstående personaleforhold, som bispedømmet udlagde på deres officielle hjemmeside ultimo juni 2012 og som allerede den gang udløste følgende kommentar fra et ungt ægtepar i menigheden i Kalundborg: “Så er der åbnet for fri mobning!”  Det fik jeg i hvert fald at mærke i forgårs, da samme debatredaktør mente at kunne meddele mig, at jeg da havde  stået på vippen til at ‘miste kjole og krave’. Netop derfor er en sådan ‘falsk underskrift’ ganske belastende for mig. Og den medbragte da osse undren og spørgsmål på Facebook.

Nu har min advokat imidlertid, – ikke bispedømmets informationschef, – sørget for en rettelse i den retskafne avis, som  i dag fredag kan læses på side 3.

Men nu tilbage til de sig-følte-skandaliserede. . .  både, dem der udtrykker det og dem, der dækker sig bag dem.  I lørdags (d. 31 maj) fik jeg ifølge en artikel i KD en måske dækkende forklaring på fænomenet . . .  I en artikel på siden ‘Liv & Sjæl’  udtaler professor ved Syddansk universitet cand. phil. Johannes Nørgaard Frandsen følgende:

 “VI ELSKER SKANDALEN! Hvis jeg kan blive rigtig forarget, så bekræfter jeg min egen norm om, at sådan er jeg godt nok ikke selv. Skandalens forargelse gør ‘os andre’ til pæne mennesker!”

Morten Dige, lektor i etik og moralfilosofi ved Aarhus Universitet, tilføjer så ‘frynsegoderne’ ved denne følen-sig-retskaffen, nemlig:  skadefryden og selvgodheden ..

Mon ikke han glemte: Misundelsen ..??

Fordi det lader til, at der er mere i bispe-posen end ‘sagerne’, – som jo siden april 2011 ikke længere eksisterer, men som biskoppen ikke desto mindre vedvarende nævner

Sådan tilskrev  generalvikaren mig for ca. fem måneder siden:  “For at give dig en forklaring på, hvorfor biskoppen (og hans rådgivere) har følt det nødvendigt at begrænse din offentlige optræden i Kirken:  Hvor Stephen er, er der kun plads for andre på hans præmisser. Det går bare ikke! Jeg medgiver dig alle dine kreative evner – og de er virkeligt mange – men din ydmyghed og evne til at indordne dig er meget beskeden. Du stiller os derfor overfor valget mellem at acceptere dine specielle evner med den virkning, at du er i centrum, eller helt at begrænse din optræden!

Nå! … Er det nu sådan, det hænger sammen? Jeg troede det var skandaliserings-følelsen, som biskoppens brev nævner..?  Men nu erfarer jeg så gennem skrivelsen fra generalvikaren, at det er noget ganske andet, der er sagens kærne: Sådan som jeg ér, – og det ka’ da godt være, at generalvikaren i det mindste et stykke har ret i sin ‘analyse’, –  gør, er der ikke er plads til mig i den sandkasse, som den katolske kirke i Danmark er godt på vej til at udvikle sig til. Min skovl er åbenbar for stor.  Jeg fylder ‘for meget’. Det blev i øvrigt osse skudt Lotte Heise i skoene. Hun kvitterede ved at spørge, om det måske var, fordi de pågældende selv fyldte for lidt???  Når det drejer sig om mig, lader det til, at Sandemoses ‘Jantelov’  har lisså stor, ja næsten større gyldighed end Jahwes 10 bud efter Jesu udlægning, for ikke at tale om kirkeretten.

Jantelovens 10 bud:

  1. Du skal ikke tro, du er noget.
  2. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.
  3. Du skal ikke tro, at du er klogere end os.
  4. Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.
  5. Du skal ikke tro, at du ved mere end os.
  6. Du skal ikke tro, at du er mere end os.
  7. Du skal ikke tro, at du dur til noget.
  8. Du skal ikke le ad os.
  9. Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.
  10. Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.

– hertil kommer et ellevte i Jantes straffelov, formuleret som et spørgsmål:

11. Du tror måske ikke at jeg ved noget om dig?

Morten Fester Thaysen er sognepræst i Varde (var det Varde? ja, det var det). Han stod for ‘søndagsordet’ i samme avisudgave, en betragtning over sidste del af Jesu ypperstepræstelige bøn, gengivet i Johannes-evangeliets 17. kapitel, hvoraf vi som søndagsevangelium havde samme bøns første del. Sidste del handler om enhed, og jeg vil her viderebringe et par udsnit af Mortens betragtninger, hvori jeg finder mere evangelium end i både biskoppens og generalvikarens brev:

Ef­ter­hån­den bli­ver Jesu ord: ‘et’  forvræn­get. Man kan næ­sten høre Hit­ler skri­ge: ”Et rige, ét folk, én fører.” At være ”ét” be­ty­der plud­se­ligt at være ”ens”. At være ”ét” er at være en uni­for­me­ret par­ti­sol­dat, der mar­che­rer i takt. At være ”ét” be­ty­der også, at dem, der ikke be­væ­ger sig i takt, skal ud­ryd­des.

Ordet ”ét” bli­ver et død­sens­far­ligt ord.

Men Jesus taler om at være ”ét” i Guds kær­lig­hed. Jesus vil netop ikke, at vi skal være ens. Han beder jo for di­scip­le­ne, som er så for­skel­li­ge, som nogen kan være.  Al­li­ge­vel beder han om, at de må blive ”ét” men ”ét” i deres for­skel­lig­hed. Kær­lig­he­den vil gøre dem ”ét” og sam­ti­dig fri til at leve i for­skel­lig­hed.

For­skel­len er ty­de­lig. Er vi ”ét” i be­tyd­nin­gen af at være ens, mar­che­rer vi i takt som sol­da­ter i grå uni­for­mer. Er det Guds kær­lig­hed, der gør os ”ét”, vil en af os plud­se­lig stik­ke af fra ge­led­det og be­gyn­de at danse. Den takt­fa­ste march for­vand­les til et dan­sen­de kar­ne­val af for­skel­li­ge men­ne­sker. Et far­ve­rigt kar­ne­val, hvor der bli­ver vendt op og ned på rol­ler­ne. Den for­ned­re­de bli­ver op­hø­jet, og den op­hø­je­de bli­ver for­ned­ret. Alt bli­ver nyt i Gud.

Sådan skal ver­den kende Guds kær­lig­hed.

I pinsemessens  introitus hedder det:
Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er blevet os givet.  Og Paulus fortæller os om, hvilke vidunderlige frugter Guds Ånd kan undfange og lade fremvokse i vore hjerter.. .  Når det drejer sig om fysisk frugt-frembringelse har kirken en klar lære om brug af prævention. Mon ikke den burde udvide sit forbud  til osse at omfatte brug af åndelig prævention??

Professor i sammenlignende litteratur

–  er jeg ikke! Men dummere er hverken jeg eller mine læsere her på denne blog, end vi er i stand til at sammenligne tekster. Lad mig med afsætning i et konkret, aktuelt forløb her forelægge en øvelse:

Under overskriften VRANGLÆREN I ROM: HELGENKÅRINGER ER EN MISFORSTÅELSE,  bragte Kristeligt Dagblad (KD) den 26. maj en artikel, skrevet af pensioneret  lærer fra Aalborg Karl Marksten: Her artiklen:

TID­LI­GE­RE PÅ ÅRET kå­re­de den ka­tol­ske kirke to af­dø­de paver og gjor­de dem til hel­ge­ner.

Det er mig ube­gri­be­ligt, at den ka­tol­ske kirke over­ho­ve­det ope­re­rer med et hel­gen­be­greb og kan finde på at gøre af­dø­de men­ne­sker til stør­re hel­ge­ner, end de var i for­vej­en. Der­for er disse kårin­ger jo det rene men­ne­ske­værk og uden kri­ste­ligt end­si­ge bi­belsk belæg.

En­hver af os ken­der sik­kert eller har kendt men­ne­sker, som vi så op til, både på grund af deres ek­sem­pla­ri­ske lev­ned og på den måde, de hand­le­de over for deres med­men­ne­sker på.

Det kan være den opof­ren­de mor, der ikke skå­ne­de sig selv, for at hen­des børn kunne hjæl­pes frem i livet, eller det kan være den ek­sem­pla­ri­ske ung­doms­le­der, der viste unge men­ne­sker et strå­len­de ek­sem­pel til ef­ter­føl­gel­se.

Så­dan­ne men­ne­sker har uden selv at vide det givet med­men­ne­sker i deres om­gi­vel­ser et glimt af det him­mel­ske, af noget pa­ra­di­sisk. Gen­nem disse men­ne­sker er vi ble­vet be­ri­get og har set dem som ek­semp­ler til ef­ter­føl­gel­se.

Med hen­syn til be­gre­bet hel­gen, så giver Grundtvig det bed­ste bud på, hvad man skal for­stå ved en hel­gen. Iføl­ge hans salme ”Hel­gen her og hel­gen hi­s­set” be­ty­der hel­gen sim­pelt­hen et Kristus-tro­en­de men­ne­ske om det er ”her” i le­ven­de live eller ”hi­s­set”, når det er hen­so­vet, uden hen­syn til, om ved­kom­men­de har ud­mær­ket sig hi­sto­risk ved kri­ste­li­ge dyder eller nå­de­ga­ver, sådan som det tæn­kes i ro­mer­kir­ken.

Ud fra denne vur­de­ring er et­hvert Kristus-tro­en­de men­ne­ske her eller hi­s­set en sand hel­gen. Læs også sa­lig­pris­nin­ger­ne, som de står skre­vet i Mat­t­hæu­se­van­ge­liets ka­pi­tel 5, vers 3-11.

I Luka­se­van­ge­liets ka­pi­tel 17 giver Jesus sit bud på, hvad vi skal gøre som hans tje­ne­re: ”Tak­ker han vel tje­ne­ren, fordi han gjor­de det, som var be­fa­let ham? På samme måde er det med jer: Når I har gjort alt det, der er be­fa­let jer, skal I sige: Vi er kun ringe tje­ne­re; vi har ikke gjort andet, end hvad vi var skyl­di­ge at gøre.”

Ud fra disse Jesus-ord er det van­ske­ligt at se noget kri­ste­ligt eller bi­belsk belæg for hver­ken at sa­lig­kå­re eller hel­gen­kå­re noget men­ne­ske, hvad enten der er tale om en nok så af­holdt afdød pave eller en fat­tig ga­de­fe­jer.

Hvad der er ro­mer­kir­kens idé med at fort­sæt­te tra­di­tio­nen med at sa­lig­kå­re af­dø­de men­ne­sker og siden efter gøre dem til hel­ge­ner, kan der kun gis­nes om. Det vir­ker, som om denne kirke fra­ta­ger Gud den al­mæg­ti­ge den ære og magt, som alene til­kom­mer ham.

Når ro­mer­kir­ken be­læ­rer sine tro­en­de, at de har brug for sær­ligt ud­valg­te per­so­ner som for­bil­le­der eller mel­lem­led i deres hen­ven­del­se til Gud, gør denne kirke sig skyl­dig i vrang­læ­re. Krist­ne i denne ver­den har ikke brug for nogen men­ne­ske­skabt re­læ­sta­tion. Mens Jesus gik her på jor­den, lærte han os at bede Fa­der­vor!

Det ville tjene den ka­tol­ske kirke til ære og hele kri­sten­he­den til gavn, om denne kirke holdt inde med disse fuldt ud over­flø­di­ge og men­ne­ske­skab­te sa­lig- og hel­gen­kårin­ger.

Så meget vrøvl på én gang provokerede mig til, – efter flere års pause, –  dog at vove at skrive et essay til KD, – efter behagelig samtale med et behageligt menneske på debatredaktionen. Jeg tilbød mit indlæg og bad om en tilbagemelding. Følgende indsendte jeg:

Pensioneret lærer Karl Marksten fra Aalborg vil bringe os på ret vej, når han i KD den 26. maj afslører romersk vranglære og fastslår, at helgenkåringer er en misforståelse. Han anfører, at de er uden kristelig, endsige bibelsk belæg og konkluderer, at det ville tjene den katolske kirke til ære og hele kristenheden til gavn, om denne kirke holdt inde med disse fuldtud overflødige og menneskeskabte salig- og helgenkåringer.

Jamen, at afsløre disse uhyrligheder i et debatindlæg på side 9 i KD, rykker jo ikke ved de triste kendsgerninger.  Jeg synes helt ærligt, at hr. Marksten, – som pensionist måtte han teoretisk have tid – i stedet skulle have tilbudt Vatikanet sin assistance til afsløringen af nu snart 2000 års falsk praktiseret kristendom i verdens ældste og største kristne trossamfund. Hr. Markstens analyser ville sikkert have begejstret som noget aldrig før hørt, og det ville garanteret osse være nyt, at der skulle gå 1800 år før en dansker ved navn Grundtvig skulle give verdenshistoriens  bedste bud på, hvad vi forstår ved en helgen.

Men der er også en anden løsning. Håbende på, at Karl Marksten aldrig har undervist nordjyske børn i religion, kunne han måske hos de katolske præster i Aalborg få et grundkursus i, hvad kirken forstår ved helgener, nemlig, at vi alle sammen af Gud er kaldede til at være helgener, idet Gud i vores dåb direkte har erklæret for hver enkelt af os, at vi er hellige for ham. Derfor skrev Paulus heller ikke til menigheden i f. eks. Korinth, men til ‘de hellige’ i Korinth. 

Som kristne er det er vores kald at leve, lide, dø og opstå med Kristus. Dette udsagn er der ihvertfald ‘ bibelsk belæg’ for. Det er Gud, der helgenkårer os, ikke kirken, og alle hans helgener fejres hvert år ved begyndelsen af november, nemlig på Alle Helgens dag, en dag, som ‘dansker-kirken’ smukt har arvet fra ‘romerkirken’.  I en bibellæsning fra Apokalypsen til denne dag ser apostlen Johannes ind i himlen og ser “en stor skare, som ingen kan tælle”, og smukkere siger Grundvig det rent faktisk, når han gendigter: “Den store hvide flok vi se, som tusind bjerge, fuld af sne!” Tusind bjerge, fuld af sne, og hver enkelt snefnug er en helgen, heriblandt naturligvis  Markstens opofrende mor, den eksemplariske ungdomsleder og den fattige gadefejer. Ikke engang en promille af kirkens utallige helgener saligkåres og helgenkåres. Sådanne kåringer er ikke Guds,  men hans kirkes sag. Kirken peger på disse mennesker, fordi de er kendte af en større menneskemængde  og fordi kirken mener, at det er godt og opmuntrende for os at se, hvordan det lykkes for Gud, gennem mennesker at gøre sig synlig, fordi det er lykkedes for disse mennesker, et stykke med Paulus at kunne sige: “Ikke længere jeg lever, men Kristus lever i mig!” De erklærede helgener gives os som eksempler på, at Gud kan gøre store ting i mennesker, når de gi’r ham lov til det. Hvad Maria forøvrigt synger i sin lovsang. Det kan altså lade sig gøre! Endelig medfører en helgenkåring, at disse menneskers navne kan nævnes i liturgien.

For vi tror jo på “de helliges samfund,  på syndernes forladelse,  på menneskets opstandelse, på det evige liv!”. For os kristne er jo ingen døde. Vi oplever levende hér (på jorden) og véd om levende dér (i himlen).  Altså: vi holder kontakten ved lige. Og jeg havde nær ved at have citeret den gamle skålsang: “Vi hilser på vore venner og dém, som vi kender. Og dém, som vi ikke kender, dem skåler vi med!” Sådan lever vi med helgenerne, de få alment kendte og de mange, mange ukendte. 

p. Stephen Holm
den montfortanske association
Sorø

Jeg fik ingen tilbagemelding, derimod kunne jeg den 03. juni se mit indlæg i avisen, – troede jeg da. Indledningen var nemlig genkendelig. Men ellers var mit indlægs små finter, som er kendetegnende for min stil og mit gemyt, – om man nu kan li’ den/det eller ej, – barberet væk. Og min underskift var, uden aftale med mig, ændret… Her kommer nu bladets version… til sammenligning.  På Facebook læser jeg følgende konstatering: “Ja der er jo unægteligt nogle ikke uvæsentlige forskelle i teksten!”

PEN­SIO­NE­RET LÆRER Karl Mak­sten fra Aal­borg vil brin­ge os på ret vej, når han i et de­bat­ind­læg i avi­sen den 26. maj af­slø­rer ro­mersk vrang­læ­re og fast­slår, at hel­gen­kårin­ger er en mis­for­stå­el­se.

Han an­fø­rer, at de er uden kri­ste­lig, end­si­ge bi­belsk belæg og kon­klu­de­rer, at det ville tjene den ka­tol­ske kirke til ære og hele kri­sten­he­den til gavn, om denne kirke holdt inde med disse fuldt ud over­flø­di­ge og men­ne­ske­skab­te sa­lig- og hel­gen­kårin­ger.

Jamen at af­slø­re disse uhyr­lig­he­der i et de­bat­ind­læg ryk­ker jo ikke ved de tri­ste kends­ger­nin­ger. Jeg synes helt ær­ligt, at hr. Mak­sten i ste­det skul­le have til­budt Va­ti­ka­net sin as­si­stan­ce til af­slø­rin­gen af nu snart 2000 års falsk prak­ti­se­ret kri­sten­dom i ver­dens æld­ste og stør­ste krist­ne tros­sam­fund.

Men der er også en anden løs­ning. Hå­ben­de på, at Karl Mak­sten al­drig har un­der­vist nord­jy­ske børn i re­li­gion, kunne han måske hos de ka­tol­ske præ­ster i Aal­borg få et grund­kur­sus i, hvad kir­ken for­står ved hel­ge­ner, nem­lig, at vi alle sam­men af Gud er kal­de­de til at være hel­ge­ner, idet Gud i vores dåb di­rek­te har er­klæ­ret for hver en­kelt af os, at vi er hel­li­ge for ham. Der­for skrev Paulus hel­ler ikke til me­nig­he­den i for ek­sem­pel Kor­inth, men til ”de hel­li­ge” i Kor­inth.

Som krist­ne er det vores kald at leve, lide, dø og opstå med Kristus. Dette ud­sagn er der i hvert fald ”bi­belsk belæg” for. Det er Gud, der hel­gen­kå­rer os, ikke kir­ken, og alle hans hel­ge­ner fejres hvert år ved be­gyn­del­sen af novem­ber, nem­lig på al­le­hel­gens­dag, en dag, som ”dan­sker­kir­ken” smukt har arvet fra ”ro­mer­kir­ken”.

I en bi­bel­læs­ning fra Jo­han­nes Åben­ba­ring til denne dag ser apost­len Jo­han­nes ind i him­len og ser ”en stor skare, som ingen kan tælle”, og smuk­ke­re siger Bror­son det rent fak­tisk, når han gen­dig­ter: ”Den store hvide flok vi se, som tu­sind bjer­ge fuld af sne!”.

Tu­sind bjer­ge fuld af sne, og hvert en­kelt snefnug er en hel­gen, her­i­blandt na­tur­lig­vis Mak­stens opof­ren­de mor, den ek­sem­pla­ri­ske ung­doms­le­der og den fat­ti­ge ga­de­fe­jer.

Ikke en­gang en pro­mil­le af kir­kens utal­li­ge hel­ge­ner sa­lig­kå­res og hel­gen­kå­res. Så­dan­ne kårin­ger er ikke Guds, men hans kir­kes sag.

Kir­ken peger på disse men­ne­sker, fordi de er kend­te af en stør­re men­ne­ske­mæng­de, og fordi kir­ken mener, at det er godt og op­mun­tren­de for os at se, hvor­dan det lyk­kes for Gud gen­nem men­ne­sker at gøre sig syn­lig.

Syn­lig, fordi det er lyk­ke­des for disse men­ne­sker et styk­ke med Paulus at kunne sige: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig!”.

De er­klæ­re­de hel­ge­ner gives os som ek­semp­ler på, at Gud kan gøre store ting i men­ne­sker, når de giver ham lov til det. En­de­lig med­fø­rer en hel­gen­kåring, at disse men­ne­skers navne kan næv­nes i li­tur­gi­en.

For vi tror jo på ”de hel­li­ges sam­fund, på syn­der­nes for­la­del­se, på men­ne­skets op­stan­del­se, på det evige liv”. For os krist­ne er ingen døde. Altså: Vi hol­der kon­tak­ten ved lige. Sådan lever vi med hel­ge­ner­ne, de få al­ment kend­te og de mange, mange ukend­te.

Stephen Holm
tidligere katolsk præst

Til bladets debatredaktør har jeg kun beklaget mig over, at redaktøren mener sig i stand til, bedre at definere, hvem jeg ér, end jeg selv. Dette kommer jeg nærmere ind på i et blogindlæg i morgen eller i overmorgen. Den uforskammede opførsel, som jeg i samme forbindelse har måttet stå model til, gør, at jeg tvivler på, at jeg nogensinde mere melder mig til orde i KDs debatredaktion. Jeg har ikke lyst til at blive censureret og talt ned til. Og selvfølgelig har min oplevelse bidraget til, at jeg nu læser samtlige indlæg, osse Markstens, med ‘r’, i  bevidsthed om, at ordlyden ikke fuldt og helt behøver at være forfatterens. ( – At jeg så har glædet mig over, at min kæden Grundtvig og salmen ‘Den store hvide flok’ sammen er blevet rettet af redaktøren, er en anden sag. Og at jeg, trods alt negativt, ikke vil undvære Kristeligt Dagblad, som bringer så meget inspirerende stof, en tredie)

Om en tilsvarende oplevelse med ‘katolsk orientering’ kan man læse i mit blogindlæg: ‘Svendborg Avis 1940, Katolsk orientering 2014’ fra 15. januar d. å.

Det er grundlovsdag i dag. Og vi hylder bl. a. vores grundlovsikrede ytringsfrihed. Sagen ér imidlertid, at den enkelte borgers ytringsfrihed er underlagt pressens luner. D’herrer redaktører bestemmer, hvem, der må ytre sig, hvornår de må ytre sig og hvordan de må ytre sig.

Gud være lovet for den mulighed, som enhver har i dag, – den mulighed, som hedder: en ‘blog’.