Professor i sammenlignende litteratur

–  er jeg ikke! Men dummere er hverken jeg eller mine læsere her på denne blog, end vi er i stand til at sammenligne tekster. Lad mig med afsætning i et konkret, aktuelt forløb her forelægge en øvelse:

Under overskriften VRANGLÆREN I ROM: HELGENKÅRINGER ER EN MISFORSTÅELSE,  bragte Kristeligt Dagblad (KD) den 26. maj en artikel, skrevet af pensioneret  lærer fra Aalborg Karl Marksten: Her artiklen:

TID­LI­GE­RE PÅ ÅRET kå­re­de den ka­tol­ske kirke to af­dø­de paver og gjor­de dem til hel­ge­ner.

Det er mig ube­gri­be­ligt, at den ka­tol­ske kirke over­ho­ve­det ope­re­rer med et hel­gen­be­greb og kan finde på at gøre af­dø­de men­ne­sker til stør­re hel­ge­ner, end de var i for­vej­en. Der­for er disse kårin­ger jo det rene men­ne­ske­værk og uden kri­ste­ligt end­si­ge bi­belsk belæg.

En­hver af os ken­der sik­kert eller har kendt men­ne­sker, som vi så op til, både på grund af deres ek­sem­pla­ri­ske lev­ned og på den måde, de hand­le­de over for deres med­men­ne­sker på.

Det kan være den opof­ren­de mor, der ikke skå­ne­de sig selv, for at hen­des børn kunne hjæl­pes frem i livet, eller det kan være den ek­sem­pla­ri­ske ung­doms­le­der, der viste unge men­ne­sker et strå­len­de ek­sem­pel til ef­ter­føl­gel­se.

Så­dan­ne men­ne­sker har uden selv at vide det givet med­men­ne­sker i deres om­gi­vel­ser et glimt af det him­mel­ske, af noget pa­ra­di­sisk. Gen­nem disse men­ne­sker er vi ble­vet be­ri­get og har set dem som ek­semp­ler til ef­ter­føl­gel­se.

Med hen­syn til be­gre­bet hel­gen, så giver Grundtvig det bed­ste bud på, hvad man skal for­stå ved en hel­gen. Iføl­ge hans salme ”Hel­gen her og hel­gen hi­s­set” be­ty­der hel­gen sim­pelt­hen et Kristus-tro­en­de men­ne­ske om det er ”her” i le­ven­de live eller ”hi­s­set”, når det er hen­so­vet, uden hen­syn til, om ved­kom­men­de har ud­mær­ket sig hi­sto­risk ved kri­ste­li­ge dyder eller nå­de­ga­ver, sådan som det tæn­kes i ro­mer­kir­ken.

Ud fra denne vur­de­ring er et­hvert Kristus-tro­en­de men­ne­ske her eller hi­s­set en sand hel­gen. Læs også sa­lig­pris­nin­ger­ne, som de står skre­vet i Mat­t­hæu­se­van­ge­liets ka­pi­tel 5, vers 3-11.

I Luka­se­van­ge­liets ka­pi­tel 17 giver Jesus sit bud på, hvad vi skal gøre som hans tje­ne­re: ”Tak­ker han vel tje­ne­ren, fordi han gjor­de det, som var be­fa­let ham? På samme måde er det med jer: Når I har gjort alt det, der er be­fa­let jer, skal I sige: Vi er kun ringe tje­ne­re; vi har ikke gjort andet, end hvad vi var skyl­di­ge at gøre.”

Ud fra disse Jesus-ord er det van­ske­ligt at se noget kri­ste­ligt eller bi­belsk belæg for hver­ken at sa­lig­kå­re eller hel­gen­kå­re noget men­ne­ske, hvad enten der er tale om en nok så af­holdt afdød pave eller en fat­tig ga­de­fe­jer.

Hvad der er ro­mer­kir­kens idé med at fort­sæt­te tra­di­tio­nen med at sa­lig­kå­re af­dø­de men­ne­sker og siden efter gøre dem til hel­ge­ner, kan der kun gis­nes om. Det vir­ker, som om denne kirke fra­ta­ger Gud den al­mæg­ti­ge den ære og magt, som alene til­kom­mer ham.

Når ro­mer­kir­ken be­læ­rer sine tro­en­de, at de har brug for sær­ligt ud­valg­te per­so­ner som for­bil­le­der eller mel­lem­led i deres hen­ven­del­se til Gud, gør denne kirke sig skyl­dig i vrang­læ­re. Krist­ne i denne ver­den har ikke brug for nogen men­ne­ske­skabt re­læ­sta­tion. Mens Jesus gik her på jor­den, lærte han os at bede Fa­der­vor!

Det ville tjene den ka­tol­ske kirke til ære og hele kri­sten­he­den til gavn, om denne kirke holdt inde med disse fuldt ud over­flø­di­ge og men­ne­ske­skab­te sa­lig- og hel­gen­kårin­ger.

Så meget vrøvl på én gang provokerede mig til, – efter flere års pause, –  dog at vove at skrive et essay til KD, – efter behagelig samtale med et behageligt menneske på debatredaktionen. Jeg tilbød mit indlæg og bad om en tilbagemelding. Følgende indsendte jeg:

Pensioneret lærer Karl Marksten fra Aalborg vil bringe os på ret vej, når han i KD den 26. maj afslører romersk vranglære og fastslår, at helgenkåringer er en misforståelse. Han anfører, at de er uden kristelig, endsige bibelsk belæg og konkluderer, at det ville tjene den katolske kirke til ære og hele kristenheden til gavn, om denne kirke holdt inde med disse fuldtud overflødige og menneskeskabte salig- og helgenkåringer.

Jamen, at afsløre disse uhyrligheder i et debatindlæg på side 9 i KD, rykker jo ikke ved de triste kendsgerninger.  Jeg synes helt ærligt, at hr. Marksten, – som pensionist måtte han teoretisk have tid – i stedet skulle have tilbudt Vatikanet sin assistance til afsløringen af nu snart 2000 års falsk praktiseret kristendom i verdens ældste og største kristne trossamfund. Hr. Markstens analyser ville sikkert have begejstret som noget aldrig før hørt, og det ville garanteret osse være nyt, at der skulle gå 1800 år før en dansker ved navn Grundtvig skulle give verdenshistoriens  bedste bud på, hvad vi forstår ved en helgen.

Men der er også en anden løsning. Håbende på, at Karl Marksten aldrig har undervist nordjyske børn i religion, kunne han måske hos de katolske præster i Aalborg få et grundkursus i, hvad kirken forstår ved helgener, nemlig, at vi alle sammen af Gud er kaldede til at være helgener, idet Gud i vores dåb direkte har erklæret for hver enkelt af os, at vi er hellige for ham. Derfor skrev Paulus heller ikke til menigheden i f. eks. Korinth, men til ‘de hellige’ i Korinth. 

Som kristne er det er vores kald at leve, lide, dø og opstå med Kristus. Dette udsagn er der ihvertfald ‘ bibelsk belæg’ for. Det er Gud, der helgenkårer os, ikke kirken, og alle hans helgener fejres hvert år ved begyndelsen af november, nemlig på Alle Helgens dag, en dag, som ‘dansker-kirken’ smukt har arvet fra ‘romerkirken’.  I en bibellæsning fra Apokalypsen til denne dag ser apostlen Johannes ind i himlen og ser “en stor skare, som ingen kan tælle”, og smukkere siger Grundvig det rent faktisk, når han gendigter: “Den store hvide flok vi se, som tusind bjerge, fuld af sne!” Tusind bjerge, fuld af sne, og hver enkelt snefnug er en helgen, heriblandt naturligvis  Markstens opofrende mor, den eksemplariske ungdomsleder og den fattige gadefejer. Ikke engang en promille af kirkens utallige helgener saligkåres og helgenkåres. Sådanne kåringer er ikke Guds,  men hans kirkes sag. Kirken peger på disse mennesker, fordi de er kendte af en større menneskemængde  og fordi kirken mener, at det er godt og opmuntrende for os at se, hvordan det lykkes for Gud, gennem mennesker at gøre sig synlig, fordi det er lykkedes for disse mennesker, et stykke med Paulus at kunne sige: “Ikke længere jeg lever, men Kristus lever i mig!” De erklærede helgener gives os som eksempler på, at Gud kan gøre store ting i mennesker, når de gi’r ham lov til det. Hvad Maria forøvrigt synger i sin lovsang. Det kan altså lade sig gøre! Endelig medfører en helgenkåring, at disse menneskers navne kan nævnes i liturgien.

For vi tror jo på “de helliges samfund,  på syndernes forladelse,  på menneskets opstandelse, på det evige liv!”. For os kristne er jo ingen døde. Vi oplever levende hér (på jorden) og véd om levende dér (i himlen).  Altså: vi holder kontakten ved lige. Og jeg havde nær ved at have citeret den gamle skålsang: “Vi hilser på vore venner og dém, som vi kender. Og dém, som vi ikke kender, dem skåler vi med!” Sådan lever vi med helgenerne, de få alment kendte og de mange, mange ukendte. 

p. Stephen Holm
den montfortanske association
Sorø

Jeg fik ingen tilbagemelding, derimod kunne jeg den 03. juni se mit indlæg i avisen, – troede jeg da. Indledningen var nemlig genkendelig. Men ellers var mit indlægs små finter, som er kendetegnende for min stil og mit gemyt, – om man nu kan li’ den/det eller ej, – barberet væk. Og min underskift var, uden aftale med mig, ændret… Her kommer nu bladets version… til sammenligning.  På Facebook læser jeg følgende konstatering: “Ja der er jo unægteligt nogle ikke uvæsentlige forskelle i teksten!”

PEN­SIO­NE­RET LÆRER Karl Mak­sten fra Aal­borg vil brin­ge os på ret vej, når han i et de­bat­ind­læg i avi­sen den 26. maj af­slø­rer ro­mersk vrang­læ­re og fast­slår, at hel­gen­kårin­ger er en mis­for­stå­el­se.

Han an­fø­rer, at de er uden kri­ste­lig, end­si­ge bi­belsk belæg og kon­klu­de­rer, at det ville tjene den ka­tol­ske kirke til ære og hele kri­sten­he­den til gavn, om denne kirke holdt inde med disse fuldt ud over­flø­di­ge og men­ne­ske­skab­te sa­lig- og hel­gen­kårin­ger.

Jamen at af­slø­re disse uhyr­lig­he­der i et de­bat­ind­læg ryk­ker jo ikke ved de tri­ste kends­ger­nin­ger. Jeg synes helt ær­ligt, at hr. Mak­sten i ste­det skul­le have til­budt Va­ti­ka­net sin as­si­stan­ce til af­slø­rin­gen af nu snart 2000 års falsk prak­ti­se­ret kri­sten­dom i ver­dens æld­ste og stør­ste krist­ne tros­sam­fund.

Men der er også en anden løs­ning. Hå­ben­de på, at Karl Mak­sten al­drig har un­der­vist nord­jy­ske børn i re­li­gion, kunne han måske hos de ka­tol­ske præ­ster i Aal­borg få et grund­kur­sus i, hvad kir­ken for­står ved hel­ge­ner, nem­lig, at vi alle sam­men af Gud er kal­de­de til at være hel­ge­ner, idet Gud i vores dåb di­rek­te har er­klæ­ret for hver en­kelt af os, at vi er hel­li­ge for ham. Der­for skrev Paulus hel­ler ikke til me­nig­he­den i for ek­sem­pel Kor­inth, men til ”de hel­li­ge” i Kor­inth.

Som krist­ne er det vores kald at leve, lide, dø og opstå med Kristus. Dette ud­sagn er der i hvert fald ”bi­belsk belæg” for. Det er Gud, der hel­gen­kå­rer os, ikke kir­ken, og alle hans hel­ge­ner fejres hvert år ved be­gyn­del­sen af novem­ber, nem­lig på al­le­hel­gens­dag, en dag, som ”dan­sker­kir­ken” smukt har arvet fra ”ro­mer­kir­ken”.

I en bi­bel­læs­ning fra Jo­han­nes Åben­ba­ring til denne dag ser apost­len Jo­han­nes ind i him­len og ser ”en stor skare, som ingen kan tælle”, og smuk­ke­re siger Bror­son det rent fak­tisk, når han gen­dig­ter: ”Den store hvide flok vi se, som tu­sind bjer­ge fuld af sne!”.

Tu­sind bjer­ge fuld af sne, og hvert en­kelt snefnug er en hel­gen, her­i­blandt na­tur­lig­vis Mak­stens opof­ren­de mor, den ek­sem­pla­ri­ske ung­doms­le­der og den fat­ti­ge ga­de­fe­jer.

Ikke en­gang en pro­mil­le af kir­kens utal­li­ge hel­ge­ner sa­lig­kå­res og hel­gen­kå­res. Så­dan­ne kårin­ger er ikke Guds, men hans kir­kes sag.

Kir­ken peger på disse men­ne­sker, fordi de er kend­te af en stør­re men­ne­ske­mæng­de, og fordi kir­ken mener, at det er godt og op­mun­tren­de for os at se, hvor­dan det lyk­kes for Gud gen­nem men­ne­sker at gøre sig syn­lig.

Syn­lig, fordi det er lyk­ke­des for disse men­ne­sker et styk­ke med Paulus at kunne sige: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig!”.

De er­klæ­re­de hel­ge­ner gives os som ek­semp­ler på, at Gud kan gøre store ting i men­ne­sker, når de giver ham lov til det. En­de­lig med­fø­rer en hel­gen­kåring, at disse men­ne­skers navne kan næv­nes i li­tur­gi­en.

For vi tror jo på ”de hel­li­ges sam­fund, på syn­der­nes for­la­del­se, på men­ne­skets op­stan­del­se, på det evige liv”. For os krist­ne er ingen døde. Altså: Vi hol­der kon­tak­ten ved lige. Sådan lever vi med hel­ge­ner­ne, de få al­ment kend­te og de mange, mange ukend­te.

Stephen Holm
tidligere katolsk præst

Til bladets debatredaktør har jeg kun beklaget mig over, at redaktøren mener sig i stand til, bedre at definere, hvem jeg ér, end jeg selv. Dette kommer jeg nærmere ind på i et blogindlæg i morgen eller i overmorgen. Den uforskammede opførsel, som jeg i samme forbindelse har måttet stå model til, gør, at jeg tvivler på, at jeg nogensinde mere melder mig til orde i KDs debatredaktion. Jeg har ikke lyst til at blive censureret og talt ned til. Og selvfølgelig har min oplevelse bidraget til, at jeg nu læser samtlige indlæg, osse Markstens, med ‘r’, i  bevidsthed om, at ordlyden ikke fuldt og helt behøver at være forfatterens. ( – At jeg så har glædet mig over, at min kæden Grundtvig og salmen ‘Den store hvide flok’ sammen er blevet rettet af redaktøren, er en anden sag. Og at jeg, trods alt negativt, ikke vil undvære Kristeligt Dagblad, som bringer så meget inspirerende stof, en tredie)

Om en tilsvarende oplevelse med ‘katolsk orientering’ kan man læse i mit blogindlæg: ‘Svendborg Avis 1940, Katolsk orientering 2014’ fra 15. januar d. å.

Det er grundlovsdag i dag. Og vi hylder bl. a. vores grundlovsikrede ytringsfrihed. Sagen ér imidlertid, at den enkelte borgers ytringsfrihed er underlagt pressens luner. D’herrer redaktører bestemmer, hvem, der må ytre sig, hvornår de må ytre sig og hvordan de må ytre sig.

Gud være lovet for den mulighed, som enhver har i dag, – den mulighed, som hedder: en ‘blog’.

Reklamer

1 thought on “Professor i sammenlignende litteratur

  1. Hvor er det dog mærkeligt, at man på avisen har så stort et behov for at ændre på debatindlæggets formuleringer og små sjove indslag. Idiotisk, komplet idiotisk!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s