Tll lykke med jubilæet . . .

–  det vár, hvad vores Pére de Montfort sagde til mig fra sin statue i mit cølibatære soveværelse (2½ x 4½ kvadratmeter, men med dejligt stort vindue) , da jeg vågnede i morges den 20. juni. Og jeg kunne mærke, at han mente det!  Anledningen til hans lykønskning vár, at det i dag er 2 år siden, at jeg, i fuld offentlighed og dermed under fuld pressebevågenhed, af biskop Kozon de facto blev udstødt af hans kirke i Danmark og parkeret på et sidespor, –  godt og grundigt, – væk fra hovedsporet, men med udsigt til alle de bomletog, som aktuelt befærder nævnte hovedspor. Og sporskiftlåsen virker umiddelbart som om den er fastrustet. . .

Et sådant 2-årigt forløb betragter  den hellige Louis-Marie de Montfort som et udtryk for Guds bevågenhed, som et kærlighedskærtegn til mig,  ja, som velsignelse.. Selv blev Montfort i sit korte præsteliv, – kun 16 år, – smidt på porten af fem biskopper. Ingen af disse middelmådige kirkefyrster er senere blevet helgenkåret, – derimod vores fattige Pére de Montfort.

For nylig fik jeg i en bestemt anledning  fra biskop Kozon en nydelig hilsen. I mit svar til ham indføjede jeg en bøn om, at han, – i anledning af mit 2-års-jubilæum, –  ville ophæve sin forbandelse over mig. Montfort ville have gjort det modsatte. Han ville for den medfølgende velsignelses skyld have bedt biskoppen om at genere ham endnu mere, for “pas de crioix, quelle croix!”

Men jeg er ikke den hellige Montfort. Jeg er bare Stephen Holm, – omend helliget af Kristus gennem dåb, firmelse og præstevielse.  Og nu er jubilæums-dagen ved at gå til ende, og  jeg har intet hørt fra biskoppen, – kun fra Pere dé Montfort.

Om godt fjorten dage skal man fejre 100-års-jubilæum for oprettelsen af den postreformatoriske Haraldsted-valfart, – bispedømmets ældste valfart, – en valfart, som jeg som nærmeste kontinuerlige sognepræst årene igennem trofast har gennemført og dermed holdt i live i over en fjerdedel af dens samlede  levetid. Foreløbig er ingen invitation indløbet.

Men bortset fra låsen til sporskiftet er dét sidespor, hvor jeg nu gennem to år står parkéret,  hverken rustent eller tilgroet med ukrudt, sådan som det ofte er tilfældet med sidespor. Faktisk er der kun godt at sige om det. Men alligevel kan jeg ikke betragte min nu to-årige situation uden at komme til at tænke på en vittighed, som stammer fra dén tid, da Aids-hysteriet var på sit højeste og som jeg osse har taget  méd i den bog,  jeg snart afslutter og som handler om mine oplevelser med den katolske kirke i Danmark, – læs: biskop Kozon,  – siden april 2010. Vittigheden kommer hér:

En mand, som man på grund af, at han er blevet konstateret aids-syg, ønsker totalt isoleret, får opmuntrende at vide, at han i sin ny situation vil blive budt de allerbedste omstændigheder. Pragtfuld penthouse-lejlighed med alt, hvad man kan ønske sig: fjernsyn, computer, musikanlæg, badeværelse med boblebad og byens skønneste udsigt.  Og, siges der til ham: “Du får alle de pizza’er, du kan spise!” Sidste oplysning fører imidlertid til en indvending fra manden. “Jammen jeg kan ikke fordrage pizza!” siger han. Hvorpå der bli’r svaret: “Åh, det er meget ærgerligt. For pizza er det eneste, vi kan skubbe ind under døren!”

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s