Corpus Christi – Sacré Coeur

På Jesu Hjerte festen idag går mine tanker tilbage til den nu bag os liggende Kristi Legems- og Blods fest, – til denne fordobling af skærtorsdag, på samme måde, som man kunne sige, at Jesu Hjertefesten idag, er en fordobling af langfredag. Og kunne vi så bare nøjes med det. Men jeg oplever, at nu skal Jesu Hjerte-andagten yderligere fordobles med dén parallel, som udgøres af andagten til den såkaldte barmhjertige Jesus og den polske søster Faustina. Og med det sødladne billede, der følger med. Som om vi ikke har haft smagløse Jesu Hjerte-billeder nok. Guds kærlighed og barmhjertighed er vi dækkende blevet gjort opmærksomme på gennem de af Sr. Margrete-Marie Alacoque modtagede åbenbaringer. Ku’ vi så ikke få lov til at nøjes med det?? Og istedet blive mødt med bare en smule barmhjertighed fra de personer, som så stærkt promoverer dette barmhjertigheds-fænomen?

Men tilbage til Kristi Legems- og Blods fest. På et tidspunkt spurgte Jesus sine apostle: “Har I fattet det alt sammen?” Og da ingen ville stå som dummies, sagde de “Ja!” Jesus vidste imidlertid, at de vár dummies, hvorpå han sagde: “Jeg har endnu meget at sige jer, men NU kan I ikke bære det, men når Helligånden …” Jesus havde meget mere at sige, – osse m. h. t. nadveren, – mere end dét, han fik sagt skærtorsdag aften og langt mere end de tolv samme aften forstod. Nok var det blevet apostlene klart, at det drejede sig om et særligt måltid, som fra nu af skulle fejres, når de mindedes Jesus. Men at det var langt mere end et mindemåltid, at det faktisk var omvendt: at det ikke var dém, der skulle mindes Jesus, men at Jesus selv ved sit nærvær skulle påminde dem om ham, – det var aktualisering af hans korsoffer, at det var hans vedvarende nærvær i de sakramentale skikkelser, – alt dette måtte vokse i apostlenes bevidsthed ved Helligåndens førelse. Og derfor var det ganske naturligt, at denne voksende erkendelse måtte føre til en ekstra fest. Og drejede det sig skærtorsdag særligt om måltidet, skulle den ekstra fest fokusere på offeret og den vedvarende nærværelse. Således var indførelsen af Kristi Legems og Blods fest i 1300-tallet naturlig og helt og fuldt berettiget. Men hvad det så udviklede sig til, var bestemt ikke i orden. Nemlig, at fokusering på offer og vedvarende nærværelse totalt overskyggede hovedtemaet, måltidet, ja, faktisk trængte det i baggrunden. Efterhånden, – nu overdriver jeg, – gik ingen mere til kommunion. De ville gerne deltage i ‘frembærelsen af det hellige messeoffer’ og de ville meget gerne SE Jesus i hostien, … ikke modtage ham som spise og drikke i den hellige kommunion.

Og dette holdt sig i live næsten indtil det sidste koncil. Da jeg var barn i Svendborg husker jeg helt tydeligt Jesu Hjerte-andagten hver månedens 1. fredag. Jesus skulle have knyttet et bestemt løfte til denne dag, nemlig: at de, der ni første fredage i træk gik til skrifte og kommunion var garanteret en plads i himlen. Og hvem lader et sådant tilbud gå forbi sig?? Sakristansøster Rigobertha var økonomisk, og stumper af de tynde høje alterlys skulle naturligvis opbruges. Det skete på dén måde, at de to midterste store lysestager på hver side af det midt på altret fastbyggede tabernakel blev skubbet lidt tilbage så to ekstra, mindre lysestager med lysstumper kunne stå der. Og disse to lys brændte under fejringen af den hellige messe, hvor kun de, der havde været til skrifte lige inden, gik til kommunion. Men hvad skete der henimod messens slutning? Den gode søster kom ind i korrummet, tændte de seks høje kærter og bragte yderligere to lysestager med hver tre lys ind på altret, for, – fortalte hun mig, – ved ‘udstiling’ af det hellige sakramenete var det foreskrevet, at mindst 10 lys skulle brænde. Ydermere: Sakramentet måtte ikke udstilles til tilbedelse og velsignelse uden brug af røgelse. Og præsten, som i messen ved konsekrationen havde holdt den hellige hostie i sine hænder og siden uddelt kommunionen, måtte nu ikke engang røre monstransen, hvori han havde indsat Kristi legeme, men skulle benytte sig af et skulderklæde (velum) som hans hænder var indpakket i. Proportionsforvrængning, så det batter.

På Kristi Legems fest blev det almindeligt at holde procession med det hellige sakramene. Ud af kirken, ud i byens gader. Velsignende skulle Jesus drage gennem byernes gader. Og det udviklede sig, og endte nærmest som ren folklore. På Kristi Legems fest skulle messen overstås, så man kunne komme igang med det egentlige: processionen. At Jesus om brødet havde sagt. “Tag det og spis det. Og om kalken: Tag og drik den” var blevet sekundært. Og omend Jesus ALDRIG har sagt: “Tilbed mig i hostien!”, – og langt mindre: “Slæb mig rundt i en monstrans”, – så blev dét det væsentlige.

Den mest berømte Kristi Legems proccession i Danmark (i første halvdel af 1900-tallet), var processionen i Roskilde. Fra hele Sjælland satte folk hinanden stævne i Skt. Laurentii Kirke til en procession, som af montfortanerpræsterne og ganske særlig af visdomsdøtrene grundigt var forberedt og instuderet og som rummede samtlige af de elementer, som hørte sig til. Folk fra byen mødte op for at se det underfulde skue, og i dét jubilæumsskrift, som i 2001 blev udgivet i anledning af Roskilde-menighedens 100-års-jubilæum var et helt kapitel helliget “Kristi legems fest!”…   Men de samme præster og søstre i Roskilde var osse blandt de første, der konstaterede, at tiden for noget sådant, ihvertfald i vores diaspora,  langsomt men sikkert var forbi, og i deres erkendelse havde de courage nok til at afskaffe processionen. Forud for deres tid vár de, og de blev senere bekræftet af dén liturgi-reform, som det andet vatikankoncil affødte. Her hed det jo nemlig, at alle fejludviklinger skulle bremses/afskaffes og alt, hvad der var af værdi skulle fremmes/styrkes. I pave Paul VI’s ny og nugældende Missale Romanum foreskrives processioner til skærtorsdag, palmesøndag og kyndelmisse. Men der er ingen tale om en Kristi Legems-procession, derimod en navneforandring af festen: Ikke længere Kristi Legems fest, men Kristi Legems og Blods fest. Uden at slække en tøddel på elementerne offer og bestandigt nærvær er det centrale rykket tilbage i centrum: at altrets sakramente af Jesus er indstiftet først og fremmest som spise og drikke, hvor brød og vin bli’r forvandlet til Kristus, for at de, som spiser det forvandlede brød og drikker den forvandlede vin, selv, – hvis de gi’r sakramentets kraft (Helligånden) råderum, – bliver forvandlede en lille smule mere henimod ham, som de spiser og drikker. Som den moderne spisekampagne for sund mad så rigtigt siget det: “Du bli’r, hvad du spiser”, – eller, som Paulus siger det: “Ikke længere jeg lever, men Kristus lever i mig!” Således er der strengt taget ‘eukaristisk procession’ udad kirken efter hver eneste messe, al den stund, at hver messedeltager, som naturligt i messen har været til kommunion og modtaget det forvandlede brød og den forvandlede vin, nu som levende monstrans bærer Kristus i sig ud i verden. Ingen ser forvandlet brød og vin, men man ser (forhåbentligt) det forvandlede menneske, der nu gerne skulle udstråle bare et stykke af Kristus til enhver, som de møder på deres vej…

Når sækulariserede mennesker af i dag møder en kristen og spontant må sige: “I dag har jeg mødt et menneske, der minder mig om Jesus”, har ‘processionen’ båret frugt.

Men at tro, at man i vort fædreland kan klare dén opgave ved at skrue tiden tilbage og putte Jesus i hostien ind i en metalgenstand og med blomsterhoved-strøende børn foran sig nostalgisk slæbe ham rundt i et optog, der i vor samtids Danmark, – med naturligt uforstående mennesker i dén sammenhæng, – mest minder om en sammenblanding af dårligt arrangeret karneval og opførelse af H. C. Andersens eventyr ‘Kejserens nye klæder’ (de steder, hvor en baldakin indgår i udstyret) ér at gøre grin med sakramentet og fremvise katolicismen i en form, som kun bekræfter skeptikere i deres skepsis.

Nej, så langt hellere den vedvarende stille tilbedelse foran det udstillede allerhelligste sakramente midt i Montmartres larm, i Sacré-Coeur-kirken i Paris, som vi i dag kan ønske tillykke på navnedagen.

 

 

Reklamer

7 thoughts on “Corpus Christi – Sacré Coeur

  1. En vigtig ingrediens i en ‘rigtig’ Kristi legems-procession er åbenbart halshuggede blomster, – iflg. en facebook-side:

    På søndag skal vi gå i procession og børnene skal strø blomstre.
    Jeg har de små kurve…
    Børnene kunne godt blive klædt i hvidt…
    I må godt huske blomstre, gerne afklippet blomstre hoveder….
    Kan I forklare til børnene at:
    De skal strø kun når en person giver tegn til det? (Hellig, hellig, hellig og de strø blomstre).
    De skal ikke smide blomstre hele tiden.
    Og de skal strø i miden mod præsten (dem der går på venstre side strø til højre, dem der går på højre side strø til venstre).
    Vi har ikke mulighed for at afprøve/træne, så det ville være fint hvis forældre forberedte børnene…

  2. Der er sket en tydelig drejning mod andre landes mere “kulørte” traditioner og det virker temmelig fremmedgørende for en indfødt. Det burde være omvendt, så de udefrakommende “rettede ind” efter vore måder at fejre fester på, netop fordi vor mentalitet nok mest opfatter de processioner som lettere latterlige og fastelavns-optogs-agtige, men sådan er der så meget, vi har måttet stå model til især igennem de senere år………..

  3. Kære Stephen.
    Nok tilsluttede jeg mig ikke et “tillykke” råb ved din tidligere tekst, som også selve titlen antydede, men hvad det kommenterede indlæg angår, kan jeg næsten ikke undlade at placere det 8-bogstavers ord som min kommentar. Tillykke!, altså. Det kræver sin talent, at man igen og igen kan vise sig ”klogere” end den Katolske Kirke. Denne gang i en forholdsvis kort tekst ikke blot formår du at vælte, men også direkte nedværdige en del af katolsk praksis, samt en af de anerkendte private åbenbaringer, som du åbenbart ikke bryder dig om (du har naturligvis lov til ikke at bryde dig om noget, som andre holder af, selvom jeg eventuelt ville tillade mig at diskutere retten til at nedværdige det, som Kirken ser som en del af sin skat, specielt, når det er en katolsk præst, som tillader sig denne ret).

    Specielt, hvad Kristi Legems og Blods processioner angår, påkalder du Vaticanum II og dets reformer, som en begrundelse for, hvorfor du ikke bryder dig om dem. Jeg gratulerer dig kendskabet til dette så velsignelsesfyldte koncil. Som jeg læser dine saftige bemærkninger, så er det desværre ikke koncilets bestemmelser jeg genkender i dem, men en slags fundamentalistisk protestantisme (altså ikke bare protestantismen som sådan, men netop dens fundamentalistiske udgave – selve protestantismen som sådan er ikke længere så fjendtlig imod Den Katolske Kirkes praksis; faktisk har jeg oplevet en del forståelse og endda opmuntring fra medlemmer af Den Danske Folkekirke til at gøre Kristi eukaristiske tilstedeværelse mere synlig i offentligheden).

    Ifølge dig er Den Eukaristiske Kristus hverken til at tilbede eller til at – hvad var det, du brugte som et udtryk? – slæbe rundt på byens gader. Kun til at spise. Jeg er spændt på, hvornår du afskaffer tabernaklet i kappellet i Sorø. Jesus har jo heller ikke sagt: ”Gem Mig i tabernaklet.”

    På trods af min stærke uenighed med dig hvad dette indlægs emne angår, så sender jeg dig mine bedste hilsener.

    Michal Bienkowski

  4. apropos:
    OM OPBEVARING AF ALTRETS HELLIGE SAKRAMENTE
    – kirkehistorien igennem

    Til at begynde med,
    – i privathjemmene: i en lille elfenbensæske

    Da man begyndte at bygge kirker
    – i sakristiet eller i et andet siderum
    Fra 700-tallet at regne
    -står det lille skrin (artoforiet) på selve altret (Tyskland og Frankrig)
    eller hænger over altret i et skrin, formet som en due (Italien)
    eller man benytter en mur-niche eller et skab, fastgjort til kirkevæggen (armariolum)
    – deraf udvikler sig i Tyskland, – og osse i Danmark (se Haraldsted Kirke), små sakramentshuse, tårnagtige opbygninger, placeret ved korindgangen eller på en sidevæg i koret.

    At sakramentet skal opbevares bag lås og slå påbydes 1215 (4. Laterankoncil)

    Fra slutningen af 1500-tallet (modreformationens dage)
    – bli’r det almindeligt at placere sakramentshuset midt på højaltret, og senere blev det forordnet, at alterbordspladen og tabernaklet skulle være sammenbygget og denne regel blev fastslået gennem det såkaldte Tabernakeldekret, som er fra så sent som 1958.

    Dog, – denne regel blev der slækket på allerede i 1964, hvor den tiltrængte liturgireform tog sin begyndelse og i 1967 blev følgende gennem eukaristiinstruktionen fastslået (nr. 55):
    – at det mest er i messens ånd, at sakramentet ikke ved messens begyndelse er tilstede i et tabernakel i kirkerummet, hvorfor det anbefales, at tabernaklet forefindes i et fra kirkerummet adskilt kapel. Det er således, jf. den katolske kirkes instrukser, – og vi gør os jo ikke klogere end kirken, – ikke optimalt, at et tabernakel er placeret i kirkens højkor, hvor den hellige messe fejres.

    Dette blev der herhjemme taget hensyn til, da man henimod år 2000 byggede den ny kirke i Taastrup. Her opbevares det allerhelligste i et kapel udenfor selve kirkerummet.

    To personlige tilføjelser:

    1. I vores lille kapel i Sorø er vi således ikke optimale, når tabernaklet forefindes i samme rum, som danner ramme om messefejringen. Men enhver vil have forståelse for, at pladsforholdene gør, at det ikke kan være anderledes. Og med skam må vi meddele, at vi personligt ikke er spor kede at dét faktum, så vi har ingen planer om at fjerne tabernaklet.
    Min efterfølger i sognepræsteembedet på Vestsjælland fortæller mig, at jeg er mere protestantisk end protestanterne. Det er jo vidunderligt fra en teolog at møde en sådan saglighed. Det havde været rart, hvis jeg samtidig præciserende havde fået at vide, om det var ud fra luthersk, calvinistisk eller zwingliansk protestantisme, jeg bliver klassificeret. Jeg vil høre mine gode præstemedbrødre i folekirken om de mener, at jeg er mere protestant end de. De må være de nærmeste til at kunne bedømme det . . .
    2. I min barndoms kirke i Svendborg var tabernaklet, – som reglerne dengang sagde, – sammenbygget med alterbordet og enhver messefejring fandt sted foran den lukkede tabernakeldør, som man i øvrigt ikke måtte passere, – heller ikke under messefejringen, – uden knæbøjning. Da jeg i 1956 var til en af mine første messer, hviskede den søde sygeplejerske, som jeg ofte sad ved siden af , da præsten havde begyndt canon: “Te, igitur clementissime . . (der var kun én tilladt nadverbøn dengang): “Nu skal vi være meget andægtige, for om et øjeblik ved forvandlingen kommer Jesus ned på altret!”. Hvorpå jeg pegede på tabernakeldøren og sagde: “Der har han da været hele tiden! …”

  5. Læs dog, kære kommentator, hvad pater Stephen skriver. Det, der står, er en orientering vedr. Kristi Legemsfestens udvikling igennem tiden. Ting i udviklingen giver pater Stephen udtryk for, at han ikke bifalder. Andet finder han mere meningsfuldt. Hele indlægget giver udtryk for stor ærbødighed og respekt for alterets helligste sakramente. Men som jeg læser det og også har oplevet pater Stephens håndtering af Kristi legems-procession, så har han den holdning, at der skal være en “mening med galskaben”. Andre kan have en anden mening og en anden holdning og det skal enhver da have lov til. Det er ikke blevet nævnt noget sted, at andet var ukatolsk eller ikke tilladt. P. Stephen skriver om processionen: “På Kristi Legems fest blev det almindeligt (indtil det sidste koncil) at holde procession med det hellige sakramene. Ud af kirken, ud i byens gader. Velsignende skulle Jesus drage gennem byerne. Og det udviklede sig, og endte nærmest som ren folklore. På Kristi Legems fest skulle messen overstås, så man kunne komme igang med det egentlige: processionen.”
    Det ville være godt, hvis man kunne “gå efter bolden og ikke efter manden”, når man havde noget på hjerte i forhold til et oplæg.

  6. Tænk, hvad jeg lige har læst i pave Frans’ ny rundskrivelse, – helt i overensstemmelse med beslutningerne fra andet vatikankoncil. Det er mere interessant læsning end stupide bemærkninger om polakker. Jeg citerer pkt. 43 på side 48/49, der kunne berøre det opslåede emne:

    “Kirken står i en stadig vurderingsproces, og det kan ske, at den må erkende, at den har skikke i brug, som ikke har nogen direkte forbindelse med kernen i evangeliet. Visse traditioner, som har dybe rødder i historien, forstås ikke længere på samme måde, som de gjorde oprindeligt, og det, de vil sige, opfattes ofte ikke mere, som det fra starten var meningen. Disse traditioner kan være smukke, men de tjener ikke længere på samme måde til at viderebringe evangeliet. Lad os ikke være bange for at tage dem op til revision!”

    Nej, det var jeg heller ikke bange for. Hér på min blog at tage emnet “Kristi Legems procession” op til RE-VISION. Men mest modtog jeg, som det endnu ved gennemsyn kan bekræftes, perfide angreb, som intet havde ned re-vision at gøre. Nu får jeg så pavens godkendelse for mit opslag til re-vision. Og den er i min optik vigtigere.

  7. Fra pave Frans’ apostoliske rundskrivelse “Evangeliets glæde” afsnit 69/70, – ang. ‘privatåbenbaringer’, – som f. eks: Den barmhjertige Jesus / Sr. Faustina.
    Jeg citerer paven:
    “Folkefromheden er det bedste udgangspunkt for at bringe befrielse og helbredelse for forskellige svagheder.
    Det er rigtigt, at der, i stedet for på inspirationen fra den kristne fromhed, af og til lægges mere vægt på de ydre former af visse gruppers traditioner eller på angivelige privatåbenbaringer, der betragtes som indiskutable. Der eksisterer en vis kristen tro med et andagtsliv, der netop præges af en individualistisk og sentimental måde at leve troen på, som i virkeligheden ikke svarer til en ægte ‘folkefromhed’. Der er nogen, der opmuntrer til disse udtryksformer uden at bekymre sig om den sociale indsats og oplæring og udvikling af de troende . . . “

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s