– en bibemærkning . . .

Kære læsere af min blog!
Jeg véd, at der er en del, der ‘abonnerer’ på min blog, nogle af interesse, andre for kontrol. I  har på et tidspunkt trykket på  knappen ‘follow’, der gør, at såsnart jeg har indlagt et nyt opslag, meddeles det jer automatisk,-  samtidig med, at I direkte kan kikke den ny tekst igennem.
Men jeg vil be’ jer læse teksten ved et opslag  på selve blog’en.  Fordi jeg konstaterer, at, omend jeg mener at have været opmærksom, og nogen gange endda tålmodig og har installeret stavekontrol, så sker det beklageligvis  igen og igen, at jeg,  – såsnart jeg læser det opslåede,  – opdager slåfejl og vendinger, som jeg så mener kunne siges bedre.  Så kommer min redigerknap i brug, – nogen gange ret så mange gange. Derfor, kære ‘abonnerende’ læser:   Dét, du automatisk får tilsendt, og dét, der står på min blog bare en halv time efter opslag, er ikke ubetinget identisk.
Så atter engang: Læs venligst teksten ved et opslag på selve blog’en !!
Tak

 

Reklamer

Homiletik

–  er et fag, som man konfronteres med under præste/diakon-uddannelsen. Det kan oversættes ved ‘prædikenkundskab’, men jeg vil om lidt påpege, at det er en forkert oversættelse.

I nat har pave Frans undervist mig i Homiletik, idet jeg som ‘senge-læsning’ konfronterede mig selv med punkterne 135 til 169 i hans missions-rundskrivelse,-  i den danske oversættelse hele 20 sider, – hvor paven underviser i dét “at prædike”. Det er del II og II af det 3.  kapitel, som bærer overskriften “Evangeliets forkyndelse!”

Nu er det jo ikke sikkert, at man, bare fordi man er pave, automatisk er en god prædikant. Det samme kan siges om biskopper. Mens f. eks. biskop Hans Martensen i sine prædikener kunne holde folk i ånde fra han begyndte til han sagde ‘Amen’, var biskop Theodor Suhr på det rene med, at prædiken ikke var hans metier. Han sagde engang til mig: “Folk gider ikke høre på mig. Jeg er kedelig!” Det var han stor nok til åbent at erkende, og han viste det bl. a. derved, at han hvert år til Åsebakke- og Øm-valfarten bad forskellige præster, – der kunne, –  om at prædike.

Men pave Frans KAN prædike. Bedst er han efter min ringe mening ved de små prædikener under sine hverdagsmesser  i Skt. Martha-gæstehusets kapel. Uden manuskript, med sigende øjne og indtrængende ord, – fra hjerte til hjerte. Jeg håber, at han efterhånden vil gøre brug af denne stil osse i de ‘store’ messer.

Men inden jeg nu går videre, vil jeg et øjeblik vende tilbage til dette opslags indledning og stille spørgsmålet: Hvad mon man lærer i disciplinen Homiletik??? Sprogligt vil I kunne høre det: Man lærer at holde en homili. For det er dét, man som præst/diakon skal holde i messen. I messen skal man ikke prædike. Prædiken hører hjemme overfor hedninger, og prædikenen skal føre til deres omvendelse. Når omvendelsen så har fundet sted, skal man ikke længere prædike, men, i messens homili, gennem fordybelse af dagens tekster, ‘vedligeholde’, hvad prædikenen i sin tid førte til.

Nok er det lidt en ‘strid om kejserens skæg’, idet det  sikkert ikke er uovervejet, når de danske oversættere bruger ordet ‘prædiken’. For ordet ‘homili’ er aldrig slået igennem herhjemme. Men det er det strengt taget heller ikke i de engelsktalende og tysktalende sprogområder.Sognepræsten siger på engelsk til sin kapellan: “You have to give the sermon on Sunday” og på tysk siger han: “Du hällst die Predigt  diesen Sonntag!” Ikke desto mindre bruges i den engelske oversættelse af rundskrivelsen  ikke udtrykket ‘Sermon’ men ‘homily’, i den tyske udgave ikke ‘Predigt’, men ‘Homilie’

Når jeg nu berører og gengiver punkter i pave Frans’ tekst, respekterer jeg den danske oversættelses brug af ordet ‘prædiken’, i bevidsthed om, at der hvergang burde stå ‘homili’. For det er ikke prædiken for hedninger, men homili  i messen, som paven taler om i de nævnte afsnit af sin rundskrivelse.

Paven skriver, at prædikenen er noget meget vigtigt. Den kan altså ikke undværes. Før sidste koncil var det normalt, at det annonceredes, hvis der i en messe var prædiken. I min barndoms kirke i Svendborg: Kl. 8 stille messe, kl. 10 højmesse med prædiken.
Efter koncilets liturgireform er det blevet obligatorisk, at der i enhver søndagsmesse skal prædikes. Og det er pavens udgangpunkt i den dél af hans rundskrivelse, som jeg nu vil viderebringe lidt af.

Ved læsningen af det første  punkt kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, hvilket ikke betyder, at afsnuttet bare er morsomt. Paven skriver:

(135) Prædikenen er prøvestenen, når det gælder om at vurdere, om en præst er tæt på sin menighed og hvordan hans evne ér til at møde den! Vi ved, at menigheden finder prædikenen særdeles vigtig, og begge parter, – menigheden såvel som  præsten, –  lider ofte under den: Menigheden ved at skulle høre på den, præsten ved at skulle holde den. Det er sørgeligt, når det forholder sig sådan, for prædikenen kan virkelig være en stærk og god oplevelse af Ånden, et styrkende møde med Ordet, en sprudlende kilde til fornyelse og vækst.
(136) Lad os på ny fatte tillid til prædikenen . . .

Fra afsnit 135 springer jeg direkte til slutninngen, til de sidste fire afsnit (156-159), som bærer under-overskriften “Den pædagogiske værktøjskasse”. Lad mig citere følgende:

(156). Der er nogen, der mener, at de er gode til at prædike, fordi de ved, hvad de vil sige, men de interesserer sig ikke for, hvordan de vil sige det, interesserer sig ikke for den konkrete måde, man udvikler en prædiken på  . . .At være optaget af prædikens form er en dyb åndelig holdning, som viser, at man svarer på Guds kærlighed ved at bruge alle sine evner og al sin krativitet til den af ham betroede tjeneste. Men det er osse kærlighed til næsten, en taktfuld kærlighed, for vi vil ikke give noget til andre, som er af  dårlig kvalitet …

(157) Det følgende skal blot tages som eksempler på nogle pædagogiske virkemidler, som kan gøre en prædiken bedre og mere værd at lytte til. En af de mest nødvendige ting er at lære at bruge billeder. Altså tale i billedsprog, når man prædiker. Af og til bruger man eksempler for at lette forståelsen af noget, man gerne vil forklare, men disse eksempler henvender sig ofte kun til det logiske ræsonnement. Billederne derimiod hjæper til at få dét budskab, man kommer méd, gjort værd at høre på og accepteret. Et relevant billede gør, at budskabet opleves velkendt, vedkommende, sandsynligt,- som noget, der hænger sammen med ens eget liv. Et godt billede kan fange tilhørerne for det budskab, man gerne vil formidle, så ønske, længsel og vilje motiveres til samklang med evangeliet (

158) Pave Paul VI har sagt, at menigheden får mest ud af prædikenen, hvis den er enkel, klar, direkte og vedkommende. Det enkle har med dét sprog at gøre, der bruges. Det må være dét sprog, som er modtagernes, – ellers risikerer man at tale ud i den blå luft. Det sker tit, at prædikanter bruger et sprog, som de har lært i løbet af deres studietid eller i særlige miljøer; et sprog, som ikke er tilhørernes hverdagssprog. Det kan være ord fra teologiens eller katekesens fagsprog, som de fleste kristne ikke kan forbinde med noget. Den største fare for en prædikant ér at vænne sig til sit eget sprog og tro, at det er det samme sprog, som alle andre forstår og bruger . . . .

Når pave Frans skriver: ‘det må være dét sprog, som er modtagernes’, så mener han naturligvis ikke tysk, fransk engelsk eller dansk. Min medbroder er nok kommet en forklaring ret nær, når han til vores nu afdøde medbroder, pater Martin Braun SMM,  – som kunne ret så mange sprog og i øvrigt var yderst sprogkyndig og derfor med interesse forhørte sig hos min medbroder om hvor mange sprog han kunne. – fik svaret: “Jeg ka’ tre sprog, nemlig fint, mellemt og groft. Og når jeg taler med dig, er det det grove, der skal bruges, for at en gensidig forståelse er mulig”

I den forgangne weekend var min medbroder sammen med en fælles bekendt, til søndagsmesse. Og, – det fortalte de begge, – at af prædikenen havde de kun forstået to ord, nemlig ordene ‘Jesus Kristus’. Indrømmet, de ord er de vigtigste, men de nævnes jo osse nok så mange gange i messen, – udenfor prædikenen.

På en intern Facebookside kunne jeg i min irritation ikke lade være med at opslå følgende:

Danskfødte pastor Michal Hornbech-Madsen, der var sendt på orlov fra februar 2012 til 01. august samme år at regne, er nu, – to år efter, at hans orlov udløb, – kommet i arbejde igen, idet biskoppen netop har udnævnt ham til . . . . . bispedømmets fængselspræst i hovedstadsområdet!! En af bispedømmets bedste prædikanter, – såvel i sprog som i indhold, – sendes bag tremmer, hvor de fleste katolske indsatte er af udenlandsk herkomst, (og jeg selv sidder ‘i fængsel’ i Sorø), mens pastor Rulpølski, pastor Spaghetti, pastor Paella og pastor Sakkaripongal, – disse udmærkede og gode mennesker, – skal være dém, der bestiger landets prædikestole.
O, hvilken visdom . . .
I denne weekend, 15. søndag i årsrækken (A), hvor der i evangeliet fortælles om, hvor meget , der går til spilde, er der ihvertfald i fire sjællandske kirker vest for Valby bakke, – har jeg fået  fortalt, –  blevet prædiket på et dansk (?), som ingen har forstået.  Imens har Michael Hornbech-Madsen og  jeg selv,  begge danskfødte og tydeligt talende på vores modersmål,  hygget os med en lang telefonsamtale, hvor vi har  talt om, hvor dejligt det er at være på det rene méd, at vores ledelse mener at have råd til, at vi så udmærket kan undværes.

Nok om det! Se og hør nu som afslutning på disse reflektioner, hvor vidunderligt pave Frans prædiker ved en hverdagsmesse i St. Martha. En lille sekvens af hans homili den 26. juni, hvor evangeliet var Matthæus  7, 21-29

http://www.romereports.com/pg157440-the-pope-at-santa-marta-oejesus-was-a-pastor-not-a-moralist-en#.U7W1IM5Dm_M.facebook

 

Paven siger NEJ til . . . .

I pave Frans rundskrivelse “Glæden over det glade budskab”, udgivet på Krist Konges fest den 24, november 2013 og nu udkommet på dansk, er der i kapitel 2, bærende overskriften “Det fælles engagement er i krise” en del afsnit, som begynder med ordene: “Nej til …” Jeg opremser dem:

Nej til et økonomisk system, der fører til social udelukkelse
Nej til at gøre penge til ny afgud
Nej til en økonomi, der hersker i stedet for tjener
Nej til social ulighed
Nej til egoistisk åndelig sløvhed
Nej til gold pessimisme
Nej til åndelig verdslighed
Nej til at bekrige hinanden.

Jeg går ud fra, at disse overskrifter naturligt vækker interesse, – de enkelte  afsnit alt efter, hvem man ér. For i sandhed: Hvor er det dog dejligt at læse denne rundskrivelse. Oversætterne har ret, når de om rundskrivelsen  i forordet anfører: “Den er anderledes end dét, man plejer at høre fra Rom, – ikke i grundtankerne, men i sit uhøjtidelige og insisterende hverdagssprog og sine ofte provokerende udtalelser uden hensyntagen til ‘hellige køer'”.
Dette er sikkert grunden til, at det er den første pavelige rundskrivelse overhovedet jeg med interesse læser.

Jeg be’r om, at man ikke fortænker mig i, at de afsnit, som berører min situation, både min personlige konstellation, men osse det, jeg nu igennem mere end to år må finde mig i fra min egen kirke, er dém, der ‘bider sig ind” hos mig og dém, jeg får lyst til på denne min blog at videregive. Mine overvejelser påtvinges jo ingen. Det er jo DIG, der netop nu er gået ind på blog’en for at se, hvad jeg har skrevet.

Når så dét er sagt, vil jeg indledningsvis berøre det første ‘Nej’, og derefter de to sidste og bringe citater fra dem.

Det første ‘Nej’ vil jeg berøre ved i selvtægt at tillade mig at slette ordet ‘økonomisk’. Så bli’r overskriften ‘bare’:  ‘Nej til et system, der fører til social udelukkelse’. Det gør ikke teksten mindre betydningsfuld, faktisk bliver den bredere, For mig betyder det imidlertid, at jeg hører dét problem behandlet, som er mit, nemlig, hvordan jeg (og andre) bli’r behandlet af biskoppen i bispedømmet København og af de troende, som hans behandling har påvirket i samme forbindelse.
Udsnit af teksten:

(53) Loven om den stærkeres ret, hvor dén, der har magt, opæder den svage, kan ikke længere tolereres. Man ser på mennesket som noget, man kan bruge og smide væk bagefter. Vi har søsat smid-væk-kulturen, som vi endda bekender os mere og mere til. Det drejer sig om noget nyt. Med  udelukkelse rører vi ved selve tilhørsforholdet i det samfund, man lever i. Man befinder sig ikke længere ‘i bunden’ eller  ‘i periferien’ eller er uden magt, – man er udenfor! De udelukkede er ikke ‘de udnyttede’, men affald, der er smidt ud, ‘til overs’.
(54) De udelukkede venter. . .  Næsten uden at vi (der er inde) gør os det klart, bli’r vi ude af stand til at have medfølelse med andres skrig af smerte og lidelse, vi græder ikke længere over andres tragedie, det interesserer os ikke at vise dem opmærksomhed, – som om det alt sammen var noget uvedkommende, noget vi ikke har ansvar for!”

Det næstsidste ‘Nej’; Nej til åndelig verdslighed. Hvad mener paven med åndelig verdslighed? Jeg har aldrig hørt om fænomenet … Hvordan viser den sig? Pave Frans forklarer:

(93) Det drejer sig om en raffineret måde at søge ‘sit eget’ på, og ikke ‘det, der hører Herren Jesus til’.  Den kan antage mange former, alt efter  hvilken slags person det drejer sig om og den sammenhæng, som den udspiller dig i. Når den åndelige  verdslighed har at gøre méd, at der lægges vægt på facaden, er det ikke altid, den er forbundet med synd, der kan ses,  og udad til synes alt at være korrekt. Men hvis den trænger ind i kirken “så ville den være uendelig meget mere katastrofal end den hvilken som helst anden blot og bar moralsk verdslighed” (citat af Henri de Lubac)

(94) Denne verdslighed kan næres på to måder, der er dybt indbyrdes forbundne:
1. – af personer, der forbliver afgørende lukket inde i deres egen fornufts eller deres følelsers indre univers.
2
. – af personer, der føler sig højt hævet over andre, fordi de overholder bestemte normer, eller fordi de er urokkeligt trofaste overfor en vis katolsk livsstil, som hører fortiden til. Der er tale om dogmatisk eller disciplinær skråsikkerhed, som fører til en autoritær indstilling, hvor man i stedet for at ‘gå ud i alverden’ ananlyserer og sætter etiketter på de andre. I stedet for at lette adgangen til nåden bruger de al deres energi på at kontrollere.
I begge tilfælde har i grunden hverken Jesus Kristus eller næsten synderlig interesse.

(95) Denne skjulte verdslighed viser sig i talrige holdninger, som tilsyneladende er hinandens modsætninger, men som har den samme prætention at “dominere det kirkelige rum”. I visse af disse holdninger bemærker man en demonstrativ omhu for liturgien, troslæren eller kirkens omdømme, men uden at der er en virkelig bekymring for, at evangeliet slår an i Guds folk og forkyndes i overensstemmelse med tidens konkrete behov. På dén måde bli’r kirkens liv til en museumsgenstand eller til en lille gruppes private ejendom. Denne holdning har ikke den menneskevordne Kristi bomærke, seglet fra den korsfæstede og opstandne. Den lukker sig i elite-grupper, den går ikke for alvor ud efter dem, der er ‘langt borte’, eller efter de umådelige masser, der tørster efter Kristus. Der er ikke længere nogen evangelisk iver, kun falsk fornøjelse ved en egocentrisk tilfredshed med sig selv.
(96) I denne sammenhæng næres den forfængelige ære hos dem, som er tilfredse med at have en smule magt og være generaler i en slagen hær, – hellere end at være menige soldater i en deling, der stadig er i kamp  . . .
(97) Den, som er havnet i denne verdslighed iagttager oppefra og langt borte fra. Han afviser den indsigt hans medarbejdere fremfører, han afviser dem, der stiller spørgsmål, han bringer til stadighed de andres fejl frem og er fikseret på tingenes ydre skin. Han har kogt hjertets intuition ned til sine egne interessers lukkede horisont, og følgelig lærer han intet af sin egen synd og er heller ikke oprigtigt åben for tilgivelse. Det er en forfærdende korruption, der giver sig ud for at være noget godt. Må Gud befri os for en mondæn og verdslig Kirke i åndelig og pastoral forklædning, gemt under en religiøs ydre skal, tømt for Gud!

“En mondæn og verdslig Kirke i åndelig og pastoral forklædning, gemt under en religiøs ydre skal, tømt for Gud!”  Stærke ord … men  …

I det sidste afsnit af kapitlet : “Nej til at bekrige hinanden”, siger paven bl. a.:

(98) Hvor er der dog mange krige i Guds folk, i de forskellige menigheder, – på grund af jalousi og misundelse.
(100) De, der er sårede af gamle konflikter kan have svært ved at acceptere, når der opfordres til tilgivelse og forsoning. De tænker, at de opfordrende ikke forestiller sig, hvad de har lidt .. Det gør mig meget ondt, når jeg ser, hvordan man i kristne fællesskaber, – endda i ordenssamfundene, – giver hadet rum under mange former, splittelser, bagtalelse og udspredelse af falske rygter, hævntanker, jalousi, ønsker om at sætte egne ideer igennem, – koste, hvad det koste vil, – helt til personforfølgelser, der ligner en ubønhørlig heksejagt.
Hvordan skal vi evangelisere, når vi opfører os på den måde???
(101) Vi må bede Herren om at få os til at fatte kærlighedens lov. Hvor er det godt, at vi har denne lov.

Lad mig sluttelig pege på passager, som jeg  for nogle dage siden læste og som i dén grad vandt medklang i mit sind:

(47)  Det er kirkens kald altid at være det åbne faderhus, og der er døre, som ikke må lukkes. Dette gælder især for dét sakramente, der er selve ‘døren’, nemlig dåben. Og nadveren, – det sakramentale livs krone og fylde, – er ikke en præmie til de perfekte, men gavmild hjælp og næring til de svage. Ofte opfører vi os som nådens kontrollører og ikke som dém, der skal hjælpe nåden på vej. Men kirken er ikke noget toldsted, den er faderhuset, hvor der er plads for alle med deres svære liv.

Tak, kære pave Frans, for at have legitimeret, hvad jeg de seneste år, . men osse først da, – sikkert oplyst af Helligånden (??), har praktiseret.

Ved slutningen af pave Benediks embedstid bar mange mennesker  en udmeldelsesblanket på sig og skulle have den afleveret på deres katolske sognekontor. Men så kom pave  Frans, og de sagde til sig selv: “NU venter vi  lidt!”  Og de er forblevet i kirken. Sort på hvidt kan de nu læse, hvilken kirke pave Frans ønsker. Sort på hvidt kan de nu  læse, at  kirken ikke bare har  plads til dem, men at de er ‘ønskebørn’!:

(49)  Jeg vil hellere have en kirke med sår og snavs, som kommer fra, at den har  været ude, hvor den slags findes, – hellere, end en kirke, der er syg, fordi den aldrig kommer ud,  – syg, fordi den klamrer sig til egen komfort, sin egen sikkerhed. Jeg vil ikke have en kirke, der er optaget af at ville være midtpunkt og som ender med at være uhjælpeligt indviklet i forordninger og procedurer … Jeg håber, at det ikke er angsten for at tage fejl, der fylder os, men langt snarere angsten for at lukke os inde i strukturer, som giver os en falsk beskyttelse, – i normer, der gør os til skånselsløse dommere

Er det mon den samme kirke biskop Kozon vil have????

Se til højre, se til venstre, – hele regimentet drejer om!

En af de ting, jeg besluttede mig for, da jeg for fire år siden afsluttede mit virke som sognepræst for treogenhalv menighed var, at nu ville jeg give mig tid til at læse dagens avis ordentligt.

Jeg lever ikke op til min beslutning. I dag den 04. juli sidder jeg og nærlæser en avis fra 30. maj og falder over en kronik af byrådsmedlem Bo Nygaard Larsen (Solrød) med underoverskriften: ‘Lars Løkke Rasmussen bør trække sig’.

Under læsningen afledes mine tanker hen mod dén undervisning, jeg modtog  i min barndoms skole i Svendborg,  hvor vores lærer, – var det i historie?, .- fortalte, hvor svært det var at få udgivet et lexikon i enevældens dage. Han fortalte om censur og nævnte, at det første, der ved en sådan lejlighed blev kontrolleret, vár, hvad der stod under ‘konge’. Derfor stod der sjældent ret meget. Men hvis man slog op under ‘løve’ fik man at vide, at løven var dyrenes konge og nu kom der så en længere artikel om, hvordan en konge burde være . . .

Om dét, vi lærte, er rigtigt, véd jeg ikke, men pludselig slog det mig, at ordet ‘Venstre’ i den kronik, som jeg netop læste, kunne overføres på en anden organisation. Måske er der nogle, der kan følge mig:

AT DET KAN GÅ så galt i Venstre, vidner om, at der i partiets top må være en syg kultur af selvtilstrækkelighed. Hvis lederen er solkonge, må de nærmeste allierede være det ukritiske hof, der på mindste knips rejser sig for at markere deres uforbeholdne opbakning. Der er behov for at give plads til en mere fri styring, hvor man må forstå, at ikke alt kan pakkes ind i spin, strategi og topledelse.

Der er brug for et rum, hvor det er i orden at tale Roma midt imod, hvis man føler, at for meget er kørt af sporet. Hvis der ikke er nogle, der har det mod, er det svært at få øje på det politiske projekt, der jo både som ideal og virkemiddel skal bæres af ord og meningsudvekslinger.

Det er ikke et argument at sige til kritiske røster, at de skader partiet. En sådan tilkendegivelse er blot en formular, der bliver taget frem som et desperat forsøg på sætte opponenterne skakmat.

Jeg er forbløffet over de mange positive henvendelser, jeg har fået fra vildt fremmede mennesker. De opfordrer mig til at stå fast, og det er da også det, jeg gør.

 

Ydmyghed . . .

På søndag  (14. søndag i årsrækken, år A) konfronteres vi i messens læsninger med begrebet ydmyghed. I den første læsning fra profeten Zakarias bog, forkynder profeten for Israels folk noget fremtidig glædeligt: “Se, din konge skal komme til dig, sagtmodig og ydmyg!”. Og i dagens evangelium efter Matthæus, opfylder Jesus profetordene og siger til os: “Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet!”

Vi katolikker elsker ydmyghed.  Dét har vi lært, at vi bør være!  Hvorfor vi altid efterlyser ydmygheden . . hos de andre.

Allerede her støder vi på en vanskelighed, fordi det jo ikke er velsét,  af man selv påpeger sin egen ydmyghed. Ved at gøre det, viser man jo sin mangel på samme, ikke sandt? Det burde i det mindste Jesus vide. Ikke desto mindre påpeger han sin egen ydmyghed, idet han uden at blinke siger: “Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg!”

Vi kunne spørge: Er det ydmygt, når man peger på sig selv og siger: “Lær af mig!” Er det ydmygt, når man om sig selv f. eks. siger:
“Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig!’
– eller:
‘Se på mig og du har set Faderen!”
– eller:
“Jeg er den gode hyrde!”
– eller:
“Jeg er verdens lys!”

Nogle vil måske (med rette) svare: Jamen, dét han siger, er jo sandt. . . .

Aha! . .  Det vil altså sige, at ydmyghed og sandhed hænger sammen??? Måske derfor har Jesus aldrig sagt: “Jeg er verdens bedste musiker!”, eller: “Jeg er verdens største kunstmaler!” eller: “Jeg er verdens bedste fodboldspiller!”. Fordi det var han nok ikke.

Altså: Hvis vi ta’r ved lære af Jesus, sådan som han påbyder os, må vi m. h. t. ydmyghed konkludere:

Ydmyg er dén, der vedkender og bekender sig  såvel til sine fortrin som til sine mangler, – i bevidsthed om, at begge dele er gudgivet: “Uden mig kan I slet intet gøre”, siger Jesus i al ydmyghed,. . .  for det er sandt.

Ikke selv at ville anerkende og påpege mine fortrin, og i stedet overfor andre betegne dem som: “Åh, det  er da ikke noget …” er ikke ydmyghed, men  bespottelse mod skaberen, mod Gud, som har givet disse talent-gaver, netop til mig!
Ikke selv at ville anerkende mine mangler og overfor andre give udtryk herfor, og i stedet dække over dem, er ikke ydmyghed, men utilfredshed med, ja kritik af skaberen, som har skabt mig med netop disse begrænsninger..

Efter disse overvejelser slog jeg op på  nettet  for at se,  hvorledes ydmyghed formuleres. Jeg videregi’r følgende udsnit fra ‘Wikipedia’:

Ydmyghed er en erkendelse af andres værd . ..Ydmyghed er ikke selvudslettende, men affødt af en dyb indsigt, der også tillader andre meninger, holdninger, m.m. at komme frem. Inden for den religiøse verden opererer mange religioner med ydmyghed over for Gud eller det guddommelige, man kan også føle sig ydmyg over for smuk og storslået natur, ligesom man kan være ydmyg når man møder mennesker man respekterer højt, uanset om det er på grund af deres viden eller personlighed.

Begrebet falsk ydmyghed er blot at foregive ydmyghed, evt. kombineret med en mindreværdsfølelse af, at man er mindre værd eller ikke lige så god som andre.
I modsætning hertil giver sand ydmyghed indsigt i samt forståelse og accept af skabelsens, universets og hele livets storhed, og derved også en bevidsthed om egen storhed.

Jeg fornemmer m. h. t. de to nævnte former for ydmyghed, at den falske er den absolut mest populære!

Ydmyghed er ikke selvudslettende, derimod en bevidsthed om egen storhed., siger den citerede tekst.  Osse: Ydmyghed tillader andre meninger at komme frem.
Det var altså dét, afdøde pastor Bjørn Højbo prøvede på at udtrykke, når han sagde:
“Ydmyghed er ikke at spille dørmåtte! Ydmyghed er at være bøjelig og bevægelig!”

Følgende paradoxale sætning, som umiddelbart mangler gængs ydmyghedsforståelse, kunne Jesus have sagt, uden at være nødt til at blive rød i hovedet:
“I ydmyghed er der ingen, der overgår mig!”

Samfund, som derfor, – for at fremme ydmygheden, –  bremser dem, der kán, og fremmer dem, der ikke kán, mangler reelt enhver form for ydmyghed og har intet lært af Jesu ydmyge hjerte.