Ydmyghed . . .

På søndag  (14. søndag i årsrækken, år A) konfronteres vi i messens læsninger med begrebet ydmyghed. I den første læsning fra profeten Zakarias bog, forkynder profeten for Israels folk noget fremtidig glædeligt: “Se, din konge skal komme til dig, sagtmodig og ydmyg!”. Og i dagens evangelium efter Matthæus, opfylder Jesus profetordene og siger til os: “Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet!”

Vi katolikker elsker ydmyghed.  Dét har vi lært, at vi bør være!  Hvorfor vi altid efterlyser ydmygheden . . hos de andre.

Allerede her støder vi på en vanskelighed, fordi det jo ikke er velsét,  af man selv påpeger sin egen ydmyghed. Ved at gøre det, viser man jo sin mangel på samme, ikke sandt? Det burde i det mindste Jesus vide. Ikke desto mindre påpeger han sin egen ydmyghed, idet han uden at blinke siger: “Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg!”

Vi kunne spørge: Er det ydmygt, når man peger på sig selv og siger: “Lær af mig!” Er det ydmygt, når man om sig selv f. eks. siger:
“Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig!’
– eller:
‘Se på mig og du har set Faderen!”
– eller:
“Jeg er den gode hyrde!”
– eller:
“Jeg er verdens lys!”

Nogle vil måske (med rette) svare: Jamen, dét han siger, er jo sandt. . . .

Aha! . .  Det vil altså sige, at ydmyghed og sandhed hænger sammen??? Måske derfor har Jesus aldrig sagt: “Jeg er verdens bedste musiker!”, eller: “Jeg er verdens største kunstmaler!” eller: “Jeg er verdens bedste fodboldspiller!”. Fordi det var han nok ikke.

Altså: Hvis vi ta’r ved lære af Jesus, sådan som han påbyder os, må vi m. h. t. ydmyghed konkludere:

Ydmyg er dén, der vedkender og bekender sig  såvel til sine fortrin som til sine mangler, – i bevidsthed om, at begge dele er gudgivet: “Uden mig kan I slet intet gøre”, siger Jesus i al ydmyghed,. . .  for det er sandt.

Ikke selv at ville anerkende og påpege mine fortrin, og i stedet overfor andre betegne dem som: “Åh, det  er da ikke noget …” er ikke ydmyghed, men  bespottelse mod skaberen, mod Gud, som har givet disse talent-gaver, netop til mig!
Ikke selv at ville anerkende mine mangler og overfor andre give udtryk herfor, og i stedet dække over dem, er ikke ydmyghed, men utilfredshed med, ja kritik af skaberen, som har skabt mig med netop disse begrænsninger..

Efter disse overvejelser slog jeg op på  nettet  for at se,  hvorledes ydmyghed formuleres. Jeg videregi’r følgende udsnit fra ‘Wikipedia’:

Ydmyghed er en erkendelse af andres værd . ..Ydmyghed er ikke selvudslettende, men affødt af en dyb indsigt, der også tillader andre meninger, holdninger, m.m. at komme frem. Inden for den religiøse verden opererer mange religioner med ydmyghed over for Gud eller det guddommelige, man kan også føle sig ydmyg over for smuk og storslået natur, ligesom man kan være ydmyg når man møder mennesker man respekterer højt, uanset om det er på grund af deres viden eller personlighed.

Begrebet falsk ydmyghed er blot at foregive ydmyghed, evt. kombineret med en mindreværdsfølelse af, at man er mindre værd eller ikke lige så god som andre.
I modsætning hertil giver sand ydmyghed indsigt i samt forståelse og accept af skabelsens, universets og hele livets storhed, og derved også en bevidsthed om egen storhed.

Jeg fornemmer m. h. t. de to nævnte former for ydmyghed, at den falske er den absolut mest populære!

Ydmyghed er ikke selvudslettende, derimod en bevidsthed om egen storhed., siger den citerede tekst.  Osse: Ydmyghed tillader andre meninger at komme frem.
Det var altså dét, afdøde pastor Bjørn Højbo prøvede på at udtrykke, når han sagde:
“Ydmyghed er ikke at spille dørmåtte! Ydmyghed er at være bøjelig og bevægelig!”

Følgende paradoxale sætning, som umiddelbart mangler gængs ydmyghedsforståelse, kunne Jesus have sagt, uden at være nødt til at blive rød i hovedet:
“I ydmyghed er der ingen, der overgår mig!”

Samfund, som derfor, – for at fremme ydmygheden, –  bremser dem, der kán, og fremmer dem, der ikke kán, mangler reelt enhver form for ydmyghed og har intet lært af Jesu ydmyge hjerte.

 

 

 

Reklamer

2 thoughts on “Ydmyghed . . .

  1. En personlig bemærkning til mine almene betragtninger over begrebet ‘ydmyghed’:
    Som kleriker og medlem af den montfortanske ordensfamilie er jeg forpligtet på at bede kirkens tidebønner. Det er mig en absolut kær pligt. Hver gang vi i vesperen (aftenbønnen) når til dens højdepunkt, den ydmyge jomfru Marias lovsang fra Lukas 1, synger/siger jeg sammen med hende, – og det er jo meningen med tidebønnerne: at man skal gøre de angivne bønner til sine egne: “Han, som er mægtig, har gjort store ting imod mig!” Og jeg mener det! Jeg er mig absolut bevidst om de mange gaver/færdigheder, Gud har givet mig og som jeg kan gøre god brug af som præst. Og jeg kunne, uden at skamme mig, remse dem op her. Og indimellem gør jeg det, – uden at blinke, – for jeg kan jo ikke selv gøre for, at jeg kan, hvad jeg kan. Det er jo gaver, der er givet mig af min skaber. Og jeg skulle skamme mig, hvis jeg ikke vedkender mig dem. Det samme kunne jeg så osse gøre ang. de gaver, som han ikke har givet mig. Osse dém kan jeg remse op. At jeg så danner kommunitet med en medbroder, der faktisk er ganske god til det meste af det, jeg ikke kan, er jo bare en velsignelse.
    Men jeg nøjes ikke bare med, sammen med jomfru Maria at sige: “Han, som er mægtig har gjort store ting imod mig”. Fortsættelsen kommet af hjertet med: “Helligt er hans navn!” For jeg er helt og fuldstændig på det rene med, at han, som har givet gaverne, har givet dem til låns. Og at han, før eller senere, kræver dem tilbage. Der skal ikke så meget til: en lille hjerneblødning, fremskridende Alzheimer o. lign., så er de væk! Men jeg véd, at talenterne, så længe de er disponible, er givet mig for at de skal komme andre til gode. Derfor mener jeg, at man er forpligtet på at bruge dem til andres gavn og glæde. At beholde dem for sig selv er ikke rigtigt. Heller ikke er det rigtigt, når andre hindrer én i, at gudgivne gaver kommer til udfoldelse.

  2. Kære Stephen
    Tak for dine kloge overvejelser og ord. Jeg har i lang tid oplevet at Gud talte til mig om netop dette vers fra Matthæus og om ydmyghedens væsen. Jeg er tidligere stødt på beskrivelser om at ydmyghed bl.a. er kendetegnet ved i sandhed at kunne vedkende sig sine evner, men også mange steder som beskriver ydmyghed som en forsagelse af selvet. Men denne vinkel med at også det jeg ikke kan er Gud-givet virkede meget forløsende, – at ydmyghed er at erkende og vedkende sig sandheden om sig selv, hele sandheden, uden bitterhed, men tværtimod med glæde og taknemmelighed, – fordi det hele er givet mig af Gud min Far. Tak fordi du delte det.

    Venlig hilsen
    Else Marie
    en protestantisk søster i Herren

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s