Paven siger NEJ til . . . .

I pave Frans rundskrivelse “Glæden over det glade budskab”, udgivet på Krist Konges fest den 24, november 2013 og nu udkommet på dansk, er der i kapitel 2, bærende overskriften “Det fælles engagement er i krise” en del afsnit, som begynder med ordene: “Nej til …” Jeg opremser dem:

Nej til et økonomisk system, der fører til social udelukkelse
Nej til at gøre penge til ny afgud
Nej til en økonomi, der hersker i stedet for tjener
Nej til social ulighed
Nej til egoistisk åndelig sløvhed
Nej til gold pessimisme
Nej til åndelig verdslighed
Nej til at bekrige hinanden.

Jeg går ud fra, at disse overskrifter naturligt vækker interesse, – de enkelte  afsnit alt efter, hvem man ér. For i sandhed: Hvor er det dog dejligt at læse denne rundskrivelse. Oversætterne har ret, når de om rundskrivelsen  i forordet anfører: “Den er anderledes end dét, man plejer at høre fra Rom, – ikke i grundtankerne, men i sit uhøjtidelige og insisterende hverdagssprog og sine ofte provokerende udtalelser uden hensyntagen til ‘hellige køer'”.
Dette er sikkert grunden til, at det er den første pavelige rundskrivelse overhovedet jeg med interesse læser.

Jeg be’r om, at man ikke fortænker mig i, at de afsnit, som berører min situation, både min personlige konstellation, men osse det, jeg nu igennem mere end to år må finde mig i fra min egen kirke, er dém, der ‘bider sig ind” hos mig og dém, jeg får lyst til på denne min blog at videregive. Mine overvejelser påtvinges jo ingen. Det er jo DIG, der netop nu er gået ind på blog’en for at se, hvad jeg har skrevet.

Når så dét er sagt, vil jeg indledningsvis berøre det første ‘Nej’, og derefter de to sidste og bringe citater fra dem.

Det første ‘Nej’ vil jeg berøre ved i selvtægt at tillade mig at slette ordet ‘økonomisk’. Så bli’r overskriften ‘bare’:  ‘Nej til et system, der fører til social udelukkelse’. Det gør ikke teksten mindre betydningsfuld, faktisk bliver den bredere, For mig betyder det imidlertid, at jeg hører dét problem behandlet, som er mit, nemlig, hvordan jeg (og andre) bli’r behandlet af biskoppen i bispedømmet København og af de troende, som hans behandling har påvirket i samme forbindelse.
Udsnit af teksten:

(53) Loven om den stærkeres ret, hvor dén, der har magt, opæder den svage, kan ikke længere tolereres. Man ser på mennesket som noget, man kan bruge og smide væk bagefter. Vi har søsat smid-væk-kulturen, som vi endda bekender os mere og mere til. Det drejer sig om noget nyt. Med  udelukkelse rører vi ved selve tilhørsforholdet i det samfund, man lever i. Man befinder sig ikke længere ‘i bunden’ eller  ‘i periferien’ eller er uden magt, – man er udenfor! De udelukkede er ikke ‘de udnyttede’, men affald, der er smidt ud, ‘til overs’.
(54) De udelukkede venter. . .  Næsten uden at vi (der er inde) gør os det klart, bli’r vi ude af stand til at have medfølelse med andres skrig af smerte og lidelse, vi græder ikke længere over andres tragedie, det interesserer os ikke at vise dem opmærksomhed, – som om det alt sammen var noget uvedkommende, noget vi ikke har ansvar for!”

Det næstsidste ‘Nej’; Nej til åndelig verdslighed. Hvad mener paven med åndelig verdslighed? Jeg har aldrig hørt om fænomenet … Hvordan viser den sig? Pave Frans forklarer:

(93) Det drejer sig om en raffineret måde at søge ‘sit eget’ på, og ikke ‘det, der hører Herren Jesus til’.  Den kan antage mange former, alt efter  hvilken slags person det drejer sig om og den sammenhæng, som den udspiller dig i. Når den åndelige  verdslighed har at gøre méd, at der lægges vægt på facaden, er det ikke altid, den er forbundet med synd, der kan ses,  og udad til synes alt at være korrekt. Men hvis den trænger ind i kirken “så ville den være uendelig meget mere katastrofal end den hvilken som helst anden blot og bar moralsk verdslighed” (citat af Henri de Lubac)

(94) Denne verdslighed kan næres på to måder, der er dybt indbyrdes forbundne:
1. – af personer, der forbliver afgørende lukket inde i deres egen fornufts eller deres følelsers indre univers.
2
. – af personer, der føler sig højt hævet over andre, fordi de overholder bestemte normer, eller fordi de er urokkeligt trofaste overfor en vis katolsk livsstil, som hører fortiden til. Der er tale om dogmatisk eller disciplinær skråsikkerhed, som fører til en autoritær indstilling, hvor man i stedet for at ‘gå ud i alverden’ ananlyserer og sætter etiketter på de andre. I stedet for at lette adgangen til nåden bruger de al deres energi på at kontrollere.
I begge tilfælde har i grunden hverken Jesus Kristus eller næsten synderlig interesse.

(95) Denne skjulte verdslighed viser sig i talrige holdninger, som tilsyneladende er hinandens modsætninger, men som har den samme prætention at “dominere det kirkelige rum”. I visse af disse holdninger bemærker man en demonstrativ omhu for liturgien, troslæren eller kirkens omdømme, men uden at der er en virkelig bekymring for, at evangeliet slår an i Guds folk og forkyndes i overensstemmelse med tidens konkrete behov. På dén måde bli’r kirkens liv til en museumsgenstand eller til en lille gruppes private ejendom. Denne holdning har ikke den menneskevordne Kristi bomærke, seglet fra den korsfæstede og opstandne. Den lukker sig i elite-grupper, den går ikke for alvor ud efter dem, der er ‘langt borte’, eller efter de umådelige masser, der tørster efter Kristus. Der er ikke længere nogen evangelisk iver, kun falsk fornøjelse ved en egocentrisk tilfredshed med sig selv.
(96) I denne sammenhæng næres den forfængelige ære hos dem, som er tilfredse med at have en smule magt og være generaler i en slagen hær, – hellere end at være menige soldater i en deling, der stadig er i kamp  . . .
(97) Den, som er havnet i denne verdslighed iagttager oppefra og langt borte fra. Han afviser den indsigt hans medarbejdere fremfører, han afviser dem, der stiller spørgsmål, han bringer til stadighed de andres fejl frem og er fikseret på tingenes ydre skin. Han har kogt hjertets intuition ned til sine egne interessers lukkede horisont, og følgelig lærer han intet af sin egen synd og er heller ikke oprigtigt åben for tilgivelse. Det er en forfærdende korruption, der giver sig ud for at være noget godt. Må Gud befri os for en mondæn og verdslig Kirke i åndelig og pastoral forklædning, gemt under en religiøs ydre skal, tømt for Gud!

“En mondæn og verdslig Kirke i åndelig og pastoral forklædning, gemt under en religiøs ydre skal, tømt for Gud!”  Stærke ord … men  …

I det sidste afsnit af kapitlet : “Nej til at bekrige hinanden”, siger paven bl. a.:

(98) Hvor er der dog mange krige i Guds folk, i de forskellige menigheder, – på grund af jalousi og misundelse.
(100) De, der er sårede af gamle konflikter kan have svært ved at acceptere, når der opfordres til tilgivelse og forsoning. De tænker, at de opfordrende ikke forestiller sig, hvad de har lidt .. Det gør mig meget ondt, når jeg ser, hvordan man i kristne fællesskaber, – endda i ordenssamfundene, – giver hadet rum under mange former, splittelser, bagtalelse og udspredelse af falske rygter, hævntanker, jalousi, ønsker om at sætte egne ideer igennem, – koste, hvad det koste vil, – helt til personforfølgelser, der ligner en ubønhørlig heksejagt.
Hvordan skal vi evangelisere, når vi opfører os på den måde???
(101) Vi må bede Herren om at få os til at fatte kærlighedens lov. Hvor er det godt, at vi har denne lov.

Lad mig sluttelig pege på passager, som jeg  for nogle dage siden læste og som i dén grad vandt medklang i mit sind:

(47)  Det er kirkens kald altid at være det åbne faderhus, og der er døre, som ikke må lukkes. Dette gælder især for dét sakramente, der er selve ‘døren’, nemlig dåben. Og nadveren, – det sakramentale livs krone og fylde, – er ikke en præmie til de perfekte, men gavmild hjælp og næring til de svage. Ofte opfører vi os som nådens kontrollører og ikke som dém, der skal hjælpe nåden på vej. Men kirken er ikke noget toldsted, den er faderhuset, hvor der er plads for alle med deres svære liv.

Tak, kære pave Frans, for at have legitimeret, hvad jeg de seneste år, . men osse først da, – sikkert oplyst af Helligånden (??), har praktiseret.

Ved slutningen af pave Benediks embedstid bar mange mennesker  en udmeldelsesblanket på sig og skulle have den afleveret på deres katolske sognekontor. Men så kom pave  Frans, og de sagde til sig selv: “NU venter vi  lidt!”  Og de er forblevet i kirken. Sort på hvidt kan de nu læse, hvilken kirke pave Frans ønsker. Sort på hvidt kan de nu  læse, at  kirken ikke bare har  plads til dem, men at de er ‘ønskebørn’!:

(49)  Jeg vil hellere have en kirke med sår og snavs, som kommer fra, at den har  været ude, hvor den slags findes, – hellere, end en kirke, der er syg, fordi den aldrig kommer ud,  – syg, fordi den klamrer sig til egen komfort, sin egen sikkerhed. Jeg vil ikke have en kirke, der er optaget af at ville være midtpunkt og som ender med at være uhjælpeligt indviklet i forordninger og procedurer … Jeg håber, at det ikke er angsten for at tage fejl, der fylder os, men langt snarere angsten for at lukke os inde i strukturer, som giver os en falsk beskyttelse, – i normer, der gør os til skånselsløse dommere

Er det mon den samme kirke biskop Kozon vil have????

Reklamer

2 thoughts on “Paven siger NEJ til . . . .

  1. Som svar på dit spørgsmål: “Er det mon den samme kirke biskop Kozon vil have????” synes det desværre, at det er der ikke så meget, der tyder på. Faktisk kan de afsnit, der henvises til, umiddelbart ligne en direkte henvendelse til vores bispedømmes lille regent. Gid han vil læse det og tage det til sig. Derom beder jeg!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s