Homiletik

–  er et fag, som man konfronteres med under præste/diakon-uddannelsen. Det kan oversættes ved ‘prædikenkundskab’, men jeg vil om lidt påpege, at det er en forkert oversættelse.

I nat har pave Frans undervist mig i Homiletik, idet jeg som ‘senge-læsning’ konfronterede mig selv med punkterne 135 til 169 i hans missions-rundskrivelse,-  i den danske oversættelse hele 20 sider, – hvor paven underviser i dét “at prædike”. Det er del II og II af det 3.  kapitel, som bærer overskriften “Evangeliets forkyndelse!”

Nu er det jo ikke sikkert, at man, bare fordi man er pave, automatisk er en god prædikant. Det samme kan siges om biskopper. Mens f. eks. biskop Hans Martensen i sine prædikener kunne holde folk i ånde fra han begyndte til han sagde ‘Amen’, var biskop Theodor Suhr på det rene med, at prædiken ikke var hans metier. Han sagde engang til mig: “Folk gider ikke høre på mig. Jeg er kedelig!” Det var han stor nok til åbent at erkende, og han viste det bl. a. derved, at han hvert år til Åsebakke- og Øm-valfarten bad forskellige præster, – der kunne, –  om at prædike.

Men pave Frans KAN prædike. Bedst er han efter min ringe mening ved de små prædikener under sine hverdagsmesser  i Skt. Martha-gæstehusets kapel. Uden manuskript, med sigende øjne og indtrængende ord, – fra hjerte til hjerte. Jeg håber, at han efterhånden vil gøre brug af denne stil osse i de ‘store’ messer.

Men inden jeg nu går videre, vil jeg et øjeblik vende tilbage til dette opslags indledning og stille spørgsmålet: Hvad mon man lærer i disciplinen Homiletik??? Sprogligt vil I kunne høre det: Man lærer at holde en homili. For det er dét, man som præst/diakon skal holde i messen. I messen skal man ikke prædike. Prædiken hører hjemme overfor hedninger, og prædikenen skal føre til deres omvendelse. Når omvendelsen så har fundet sted, skal man ikke længere prædike, men, i messens homili, gennem fordybelse af dagens tekster, ‘vedligeholde’, hvad prædikenen i sin tid førte til.

Nok er det lidt en ‘strid om kejserens skæg’, idet det  sikkert ikke er uovervejet, når de danske oversættere bruger ordet ‘prædiken’. For ordet ‘homili’ er aldrig slået igennem herhjemme. Men det er det strengt taget heller ikke i de engelsktalende og tysktalende sprogområder.Sognepræsten siger på engelsk til sin kapellan: “You have to give the sermon on Sunday” og på tysk siger han: “Du hällst die Predigt  diesen Sonntag!” Ikke desto mindre bruges i den engelske oversættelse af rundskrivelsen  ikke udtrykket ‘Sermon’ men ‘homily’, i den tyske udgave ikke ‘Predigt’, men ‘Homilie’

Når jeg nu berører og gengiver punkter i pave Frans’ tekst, respekterer jeg den danske oversættelses brug af ordet ‘prædiken’, i bevidsthed om, at der hvergang burde stå ‘homili’. For det er ikke prædiken for hedninger, men homili  i messen, som paven taler om i de nævnte afsnit af sin rundskrivelse.

Paven skriver, at prædikenen er noget meget vigtigt. Den kan altså ikke undværes. Før sidste koncil var det normalt, at det annonceredes, hvis der i en messe var prædiken. I min barndoms kirke i Svendborg: Kl. 8 stille messe, kl. 10 højmesse med prædiken.
Efter koncilets liturgireform er det blevet obligatorisk, at der i enhver søndagsmesse skal prædikes. Og det er pavens udgangpunkt i den dél af hans rundskrivelse, som jeg nu vil viderebringe lidt af.

Ved læsningen af det første  punkt kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, hvilket ikke betyder, at afsnuttet bare er morsomt. Paven skriver:

(135) Prædikenen er prøvestenen, når det gælder om at vurdere, om en præst er tæt på sin menighed og hvordan hans evne ér til at møde den! Vi ved, at menigheden finder prædikenen særdeles vigtig, og begge parter, – menigheden såvel som  præsten, –  lider ofte under den: Menigheden ved at skulle høre på den, præsten ved at skulle holde den. Det er sørgeligt, når det forholder sig sådan, for prædikenen kan virkelig være en stærk og god oplevelse af Ånden, et styrkende møde med Ordet, en sprudlende kilde til fornyelse og vækst.
(136) Lad os på ny fatte tillid til prædikenen . . .

Fra afsnit 135 springer jeg direkte til slutninngen, til de sidste fire afsnit (156-159), som bærer under-overskriften “Den pædagogiske værktøjskasse”. Lad mig citere følgende:

(156). Der er nogen, der mener, at de er gode til at prædike, fordi de ved, hvad de vil sige, men de interesserer sig ikke for, hvordan de vil sige det, interesserer sig ikke for den konkrete måde, man udvikler en prædiken på  . . .At være optaget af prædikens form er en dyb åndelig holdning, som viser, at man svarer på Guds kærlighed ved at bruge alle sine evner og al sin krativitet til den af ham betroede tjeneste. Men det er osse kærlighed til næsten, en taktfuld kærlighed, for vi vil ikke give noget til andre, som er af  dårlig kvalitet …

(157) Det følgende skal blot tages som eksempler på nogle pædagogiske virkemidler, som kan gøre en prædiken bedre og mere værd at lytte til. En af de mest nødvendige ting er at lære at bruge billeder. Altså tale i billedsprog, når man prædiker. Af og til bruger man eksempler for at lette forståelsen af noget, man gerne vil forklare, men disse eksempler henvender sig ofte kun til det logiske ræsonnement. Billederne derimiod hjæper til at få dét budskab, man kommer méd, gjort værd at høre på og accepteret. Et relevant billede gør, at budskabet opleves velkendt, vedkommende, sandsynligt,- som noget, der hænger sammen med ens eget liv. Et godt billede kan fange tilhørerne for det budskab, man gerne vil formidle, så ønske, længsel og vilje motiveres til samklang med evangeliet (

158) Pave Paul VI har sagt, at menigheden får mest ud af prædikenen, hvis den er enkel, klar, direkte og vedkommende. Det enkle har med dét sprog at gøre, der bruges. Det må være dét sprog, som er modtagernes, – ellers risikerer man at tale ud i den blå luft. Det sker tit, at prædikanter bruger et sprog, som de har lært i løbet af deres studietid eller i særlige miljøer; et sprog, som ikke er tilhørernes hverdagssprog. Det kan være ord fra teologiens eller katekesens fagsprog, som de fleste kristne ikke kan forbinde med noget. Den største fare for en prædikant ér at vænne sig til sit eget sprog og tro, at det er det samme sprog, som alle andre forstår og bruger . . . .

Når pave Frans skriver: ‘det må være dét sprog, som er modtagernes’, så mener han naturligvis ikke tysk, fransk engelsk eller dansk. Min medbroder er nok kommet en forklaring ret nær, når han til vores nu afdøde medbroder, pater Martin Braun SMM,  – som kunne ret så mange sprog og i øvrigt var yderst sprogkyndig og derfor med interesse forhørte sig hos min medbroder om hvor mange sprog han kunne. – fik svaret: “Jeg ka’ tre sprog, nemlig fint, mellemt og groft. Og når jeg taler med dig, er det det grove, der skal bruges, for at en gensidig forståelse er mulig”

I den forgangne weekend var min medbroder sammen med en fælles bekendt, til søndagsmesse. Og, – det fortalte de begge, – at af prædikenen havde de kun forstået to ord, nemlig ordene ‘Jesus Kristus’. Indrømmet, de ord er de vigtigste, men de nævnes jo osse nok så mange gange i messen, – udenfor prædikenen.

På en intern Facebookside kunne jeg i min irritation ikke lade være med at opslå følgende:

Danskfødte pastor Michal Hornbech-Madsen, der var sendt på orlov fra februar 2012 til 01. august samme år at regne, er nu, – to år efter, at hans orlov udløb, – kommet i arbejde igen, idet biskoppen netop har udnævnt ham til . . . . . bispedømmets fængselspræst i hovedstadsområdet!! En af bispedømmets bedste prædikanter, – såvel i sprog som i indhold, – sendes bag tremmer, hvor de fleste katolske indsatte er af udenlandsk herkomst, (og jeg selv sidder ‘i fængsel’ i Sorø), mens pastor Rulpølski, pastor Spaghetti, pastor Paella og pastor Sakkaripongal, – disse udmærkede og gode mennesker, – skal være dém, der bestiger landets prædikestole.
O, hvilken visdom . . .
I denne weekend, 15. søndag i årsrækken (A), hvor der i evangeliet fortælles om, hvor meget , der går til spilde, er der ihvertfald i fire sjællandske kirker vest for Valby bakke, – har jeg fået  fortalt, –  blevet prædiket på et dansk (?), som ingen har forstået.  Imens har Michael Hornbech-Madsen og  jeg selv,  begge danskfødte og tydeligt talende på vores modersmål,  hygget os med en lang telefonsamtale, hvor vi har  talt om, hvor dejligt det er at være på det rene méd, at vores ledelse mener at have råd til, at vi så udmærket kan undværes.

Nok om det! Se og hør nu som afslutning på disse reflektioner, hvor vidunderligt pave Frans prædiker ved en hverdagsmesse i St. Martha. En lille sekvens af hans homili den 26. juni, hvor evangeliet var Matthæus  7, 21-29

http://www.romereports.com/pg157440-the-pope-at-santa-marta-oejesus-was-a-pastor-not-a-moralist-en#.U7W1IM5Dm_M.facebook

 

Reklamer

1 thought on “Homiletik

  1. Denne mail modtog jeg idag mandag d. 28. juli:

    Hej Stephen – Interessant indslag i din blog vedr. dansk/dårlig dansk som
    messesprog.
    Var til messe i går i JHK, hvor en vietnamesisk præst, kaldet pastor N., læste messe. Som underviser er jeg næsten endeløst tålmodig – men her hoppede kæden altså af.
    Hvis jeg ser ham igen som ansvarlig for messen i JHK rejser jeg mig og går. Intet personligt, og jeg kan se, han virkelig læser messen inderligt og med stor kærlighed, men dette er for galt.
    Forstod praktisk talt ikke hvad der blev sagt. Det er jo da også ydmygende for præsten selv. Nu klager jeg til CK
    Med hilsen til kommunitetet

    Det er fint, at vedkommende klager til biskoppen, men egentlig burde klagen vel gå til sognepræsten, al en stund, at han jo er ansvarlig for, hvad der sker i hans kirke. Biskoppens ansvar ligger i, at han stiller pågældende præst til rådighed i bispedømmet.

    Men det værste er faktisk ikke præsters uforståelighed, for den er efterhånden ikke længere undtagelsen, men reglen. Det værste, – synes jeg, – er:
    1. at opleve, at det fra ledelsens side åbenbart er af nul-betydning, om præsterne bli’r forstået eller ej. Forstår man dem ikke, har det den fordel, at man ikke opfatter, hvis de skulle sige noget forkert . . .
    2. at opleve apatiske menigheder, som næsten med selvfølgelighed accepterer situationen. De udtryksløse ansigter viser, at der er trykket på afkoblingsknappen.

    Følgende har jeg oplevet ved en eftermiddags- messe et sted i landet, hvor jeg mødte op tre minutter før messen og bad om at koncelebrere. Af den venlige celebrant blev jeg budt hjertelig velkommen og skyndte mig så at iføre mig paramenterne. hvorefter messen begyndte. Han gav en kort indledning, som jeg ikke rigtig fattede. Under første læsning hviskede han til mig: “Ka’ du læse evangeliet?” “Ja, gerne!” svarede jeg .. Under anden læsning hviskede han: “Ka’ du osse prædike???” “Ja, ja” svarede jeg. For det kan jeg jo. Og jeg gjorde det.
    Efter messen, da vi stod ved udgangsdøren og tog afsked med menigheden, sagde en dame, der i hvert fald ikke manglede ironiens gave, følgende til mig, – i en ret alvorlig tone: “Nu skal jeg sige Dem én ting! Jeg kommer her hver søndag kl. 17 og så sover jeg til kl. 17,50, hvor jeg skal modtage den hellige kommunion. Idag blev jeg vækket midt i det hele! Det jeg vil jeg meget gerne i fremtiden ha’ mig frabedt!”
    Jeg kunne så ‘berolige’ hende med, at det m. h. t. mig drejede sig om en one-day-stand.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s