Skib i havsnød . . .

Søndagens evangelium (19. søndag i årsrækken, år A) fra Matthæus om Jesu vandring på søen har inspireret mig til følgende ‘skriv’:

SKIB I HAVSNØD kender vi alt til, – osse, hvor galt det kan gå. Jeg nævner bare: Titanic,  kaptajn Karlsen og det ‘skæve skiv’, og nu Costa Concordia.

Det rum, som menigheden sidder i, når den samles i kirken, kaldes ‘skibet’. I mange danske kirker hænger der i dette rum et ‘modelskib’ og fortæller os, at vi er ombord.

Ombord i kirkeskibet steg vi som kristne, dengang vi blev døbte, og dette skib vil bære os over livets hav til det evige livs havn,  Et konkret kompas er der ikke ombord, men en lysende stjerne viser vej, nemlig hende, som vi påkalder, når vi synger “Hil dig, havets stjerne”

Men, – og det hører vi i dagens evangelium, – osse dette skib kommer igen og igen i havsnød, for stormene udenfor er gevaldig truende, – så truende, så vi, der er ombord , indimellem bliver bange.  Ydermere, fordi kaptajnen, Vor Herre Jesus Kristus, som nok har lovet at forblive hos os og være med os alle dage, altfor ofte lader, som om han sover, eller som om han slet ikke er ombord og i vid udstrækning overdrager roret til første-styrmanden , apostlen Simon Peter, Roms biskop / paven, som han i sin tid har givet nøglerne til skibet, både til kommandobro og til maskinrum.

I dagens evangelium går det ret så hårdt til udenfor.  Og sikkert har nogle af matroserne (apostlene / biskopperne) traditionelt foreslået at bygge rælingerne højere, så de fortsat ville kunne hygge sig i deres selvtilfredshed i bevidstheden om at være kaptajnens udvalgte, – og så ellers lade verden udenfor gå sin skæve gang.

Sådan havde man gjort i mange hundrede år, indtil pave Johannes 23. blev første-styrmand og befalede at få mørklægningsgardinerne væk og få vinduerne åbnet og endda på vid gab. Han erkendte, at der i kirkeskibet var brug for rigelig med frisk luft, for atmosfæren var blevet en tung, dræbende helligfims.

Johannes slog vinduerne op, og så længe han var første-styrmand, strømmede frisk luft  ind.  Men for de gamle kællinger (læs kurie-kardinalerne)  blev det hurtigt alt for meget frisk luft: “Det trækker!” klynkede de,  og  senere første-styrmænd, befalede orden på skibet efter gammel skik, og vinduerne lukket, – dog udén mørklægningsgardiner, for der skulle være mulighed for, indefra at se, hvad der skete derude, sådan man kunne sætte sig sammen og lave rundskrivelser om, hvor forfærdeligt det alt sammen ér derude.

Men i dagens evangelium sker der mere. Der sker noget nyt.  Atter blæser det frygteligt derude, – det er ikke det nye, – men på et tidspunkt, netop hvor natten langsomt bli’r til dag, ser man en skikkelse bevæge sig udenfor skibet.  Og når det sker udenfor, kan det ikke være af det gode. Vi har dog lært: “Udenfor kirken ingen frelse!”  “Et spøgelse” råber de ombordværende forskrækkede og bange. For sådan har det altid været med kirken: Den ser spøgelser alle vegne. Og eksorsisterne er de allerdygtigste, de ser dem næsten før de er der.  Kaptajnen kan det ikke være, – ham derude!  Ifølge reglementet er han ombord, synlig eller usynlig.  Men én har en mistanke… Kunne det måske .. Ja, minsanten. . . For nu siger skikkelsen derude: “Frygt ikke, hav istedetfor mod! Det er mig!” .. ” Ja, ja, godt med ham”, tænker de andre, “os skal spøgelset ikke prakke noget på”. Men den ene, første-styrmanden, som var blevet tændt, ser, fuld af tillid til, at kaptajnen de facto kunne opholde sig uden for kirkeskibet og sørge for nødvendig rystelse til de ombordværende, – ligesom Jahve i sin tid stillede sig på filistrenes side, når han ikke kunne vække Israel. Han, første-styrmanden siger til skikkelsen: “Herre,  hvis det er dig, og hvis du dermed vil gøre opmærksom på, at lige nu er det udenfor kirkeskibet, at livet foregår, så byd mig at komme ud til dig, osse selv om bølgerne går højt”  Jesus siger “Kom!” og Simon Peter udviser mod. Han forlader kirkeskibet, fordi Herren kalder.

Er det  ikke det lykkelige, som vi lige netop nu er vidne til: Kirkeskibets nuværende første-styrmand, pave Frans, har tillid og han tør. Han ikke bare bryder forskansningne ned. Han er fuldstændig ligeglad med, om det trækker på kurien. Håber vist nærmest, at vinden er så stærk, at deres mitraer blæser af og deres blonder rives i stykker. Som han efter sigende skulle ha’ sagt  til ceremonimesteren, da denne, ved hans første fremtæden på Peterskirkens balkon ville give ham mozzettaen på: “Den ka’ du selv ta’ på. Karnevallets tid er forbi!”  Det drejer sig om Kristus, og når han ude fra den pulserende verden kalder, træder Frans ud af kirkeskibet, hen til Jesus, som viser ham, at han ikke kun er at finde i kirkeskibet, men osse dér, hvor man mindst venter at finde ham .Nøjagtig som i evangelie-beretningerne! Hører vi dog allerede i det gamle testamente, at ånden faldt på nogle udenfor lejren, og i ny testamente, at ‘nogen som ikke slutter sig til os’ gør store ting (Mar. 9, 38-40)

Selvfølgelig påvirker den megen modstand Frans. “Se, han er taget ind til en syndig mand!” (Luk. 19, 7) og “spiser sammen med toldere og syndere” (Matt. 9, 11) som  f. eks, med gæsterne i Casa St. Marta, stående i kø med sin bakke i cafeteriet, og ikke i ophøjet hellighed i de pavelige gemakker med tjenende ånder (læs: nonner) vimsende omkring sig. Modstanden kan sikkert indimellem få ham til at tvivle på sin kurs. Men jeg tror, at han vil holde sig Jesu ord in mente: “Du lidet troende, hvorfor tvivler du?” Og så er pave Frans tilbage på banen. For Kristi og alle menneskers skyld. For dem, der er inde og for dem, der er ude!

Lad os takke Gud for, at han nu har givet os en pave, som ‘tør’ evangeliet, og lad os afsluttende høre, hvad pave Frans  i stk. 49 af sin nye rundskrivelse om evangeliets glæde, skriver:  

49)  Jeg vil hellere have en kirke med sår og snavs, som kommer fra, at den har  været ude, hvor den slags findes, – hellere, end en kirke, der er syg, fordi den aldrig kommer ud,  – syg, fordi den klamrer sig til egen komfort, sin egen sikkerhed. Jeg vil ikke have en kirke, der er optaget af at ville være midtpunkt og som ender med at være uhjælpeligt indviklet i forordninger og procedurer … Jeg håber, at det ikke er angsten for at tage fejl, der fylder os, men langt snarere angsten for at lukke os inde i strukturer, som giver os en falsk beskyttelse, – i normer, der gør os til skånselsløse dommere over andre …

Ja, lige netop sådan en kirke har vi brug for, – her og nu!

Reklamer