Den korsfæstedes ophøjelse . .

Først noget rent historisk, – ikke ‘historien’ om kejserinde Helena, der finder Jesu kors (?) og siden højtideligt lader det opstille i den ny gravkirke i Jerusalem, – men et afsnit, taget fra noget så banalt som en lærebog fra 1961  for gymnasieelever, – med titlen “Kampen om kristendommen”. Jeg citerer fra side 24/25:

“Det er påfaldende, at dét, der fremfor noget andet kom til at stå som det egentlige Jesusbillede, krucifikset, først blev til efter at kirken havde bestået et halvt årtusinde. Selve korstegnet var taget i brug som symbol i kirkerne, men først i 500-tallet bliver de tidligste korsfæstelsesbilleder til. Det er ikke en realistisk gengivelse af, hvad der skete langfredag. Jesus står med udbredte arme med korset som baggrund. Hovedet er løftet og blikket er rettet fremad. Der er ro og værdighed over skikkelsen. Denne type billeder, som blev til i Syrien, er forbillede for det såkaldt romanske krucifiks. Det var dette Jesus-billede vore vikinger mødte ude i Europa og som de selv anskaffer sig efter at have antaget kristendommen (Jellingestenens krucifiks). Det er dén Jesus, der har sejret over døden. Tornekronen er blevet en kongekrone (Åby-korset). . .  I slutningen af 1200-tallet dukker en  ny type krucifikser og korsfæstelsesbilleder op: Det lidelsesfulde bliver det fremherskende. Her møder man ingen uvilje mod korsdødens smerte og ynkværdighed. Tværtimod gør man sig umage med at tydeliggøre elendigheden. Den magre krop er klynget op på korset, det bløder voldsomt fra tornekrone og naglegab. . . Renæssancen mildner i nogen grad det gotiske Jesusbillede, men stort set bliver de følgende århundredes korsfæstelsesbilleder præget af gotikkens lidende og forpinte Kristus, overgivet i synderes og spotteres hænder. Det er nok den lidende frelser på korset, dog ikke gotikkens ynkelige magre og blødende Jesus, men en atletisk krop, der, omend naglet til korset, udråber en vis form for harmoni… .  I vor egen tid har en reaktion gjort sig gældende. Flere kunstnere har skabt Jesusbilleder, der griber tilbage til middelalderens kunst. Hvordan Jesus i virkeligheden har set ud, ved vi ikke, men det må formodes, at han ikke har lignet de billeder vi kender…
(- se nedenstående illustration fra et billedgalleri på de vestsjællandske menigheders hjemmeside)

Med disse ret så kloge ord in-mente vender jeg mig nu tIl det udmærkede hjælpe-materiale til præsternes forberedelse af søndagsgudstjenesten, som  pastor Guido Kreienbühl og Carly Mayholm, – sidstnævnte uddannet hos montfortanerne i Oirschot-NL, – i sin tid udgav, og som jeg personligt igen og igen lader mig inspirere af. I forbindelse med den kommende søndags fejring af festen med det lidt mærkelige navn ‘Korsets ophøjelse’  forelægges os to prædikener af  Pierre Stutz, schweizisk teolog, født 1953.  Lad mig som optakt til festen videregive følgende passager:

“Kristne, der lever i korsets skygge, dvs udelukkende fokuserer på korsets signaler om lidelse og død, lever i en pervers og livsfjendsk verden. For dem er korset aldrig blevet ophøjet til dét, det i virkeligheden ér: et sejrens og kærlighedens symbol . . . Gud forhindrede mennesket i Edens have i at spise af livets træ, men ved Jesus Messias tilbød han os at ‘spise’ af korsets træ, der forener os med Gud og giver dét evige liv i Gud, som mennesket i Edens have selv ville tilrane sig. For os kristne skal korset ikke være lidelsens og dødens symbol, det ér og kan ikke være andet end dét livets træ, som Gud i sin kærlighed og visdom har givet os at få del i. Det er sejrens symbol, for Guds kærlighed vil sejre. Derom kan der aldrig være tvivl om! Amen!”

I hvert fald er det dét, vi skal fejre på søndag.

I en prædiken den 14. september 1997 i Horsens sagde præmonstratenser-præsten Raymond Minnaert bl. a.:

“At idealise korset har tit til følge, at man som menneske holder op med at modsætte sig lidelsen. At man bare lader uret ske, mens man passivt ser til og håber på et bedre liv i himlen. Men Jesu frelsende kors har ikke at gøre med passivitet. Det var konsekvensen af hans modstand mod uretfærlighed og lidelse, diskrimination og ufrihed, – ikke nogen mystifikation af lidelsen.”

Den hellige Montfort siger: “Visdommen er korset og korset er visdommen.” Men når Montfort taler om Visdommen, er det ikke om et abstrakt begreb, men om en levende person, nemlig Guds menneskevordne Visdom, som er Jesus Kristus (1. kor. 1, 30). Dét, han således strengt taget siger, er:  Kristus er korset og korset er Kristus. Derfor ville det være langt klarere, hvis festen på søndag hed: “Den korsfæstedes ophøjelse”, –  i forlængelse af Jesu ord, da han beskrev den død, han skulle dø: “NU fældes der dom over denne verden. NU skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet OPHØJET fra jorden vil jeg drage alle til mig” (Joh. 12, 31-32).

Konklusion: Kristus er så tæt forbundet med korset, at man aldrig kan tale om den opstandne uden at tale om den korsfæstede, men heller aldrig kan tale om den korsfæstede uden at tale om den opstandne. Den opstandne ér den korsfæstede, han fremviser sine naglegab. Men på samme måde ér den korsfæstede den opstandne. Opstandelsen begynder ikke efter korsfæstelsen.  Opstandelsen ‘begynder’ i korsfæstelsen. Opstandelsen begynder på korset. Til den medkorsfæstede røver siger Jesus: “Allerede i dag!”. Det er i sin død på korset, at Jesus ‘ud-ånder’, dvs. udsender Helligånden, og det er i sin død på korset, at Jesus sluttelig siger: “Det ER fuldbragt!”, ikke: det bli’r fuldbragt peu-en-peu.  Påskedag er i virkeligheden langfredag kl. 15, hvor de på halv stang vejende Dannebrogsflag hejses til tops, – omend det  først, pga. sabbaten, blev ‘opdaget’ på trediedagen. ‘Trediedagen’, der nævnes i trosbekendelsen, er ikke en matematisk tidsangivelse, men et udtryk for fuldkommenhed.(Hos. 6, 2).

Gud er den eneste, der kan dø uden at miste livet, eller, sagt anderledes: Gud er den eneste, der kan miste livet uden at dø.

Og korset er mere end et henrettelsesinstrument. Det er en konstruktion, i hvis centrum paradokser (modsætninger) smelter sammen og ophæves: Lodret og vandret, og, – siden Kristus har hængt på det, – liv og død, lys og mørke, godhed og ondskab, fornedrelse og ophøjelse. At fatte netop den dybe forbindelse mellem fornedrelse og ophøjelse og erkende, at netop i fornedrelsen begynder ophøjelsen, er den glædelige og befriende realitet, vi skal fejre nu på søndag den 14. september.

Reklamer

Sognepræst med æggestokke . .

Når man har rundet de 70 spø’r man selvfølgelig sig selv, hvor tiden dog er blevet af og lader sig konfrontere med Kim Larsens spørgsmål:  “Fik du set dét, du ville, fik du hørt din melodi?” – meget apropos fra hans sang: “Om lidt er vi borte”.

Men der er osse øjeblikke, hvor man priser sig lykkelig over, at man har det bedste og det meste bag sig. Og det gjorde jeg i dag, da jeg læste følgende på forsiden af dagens KD:

Juridiske fædre kan blive biologiske mødre.
Kvinder, der juridisk har skiftet deres køn, men bevaret deres æggestokke, kan blive gravide, – og få statsstøtte til det.
Juridiske mænd, der føder, bliver dog ikke fædre, men de får ret til samme længde barselsorlov som mødre.
En person, der føder et barn, vil, uanset om personen juridisk er en mand, være barnets mor i børnelovens forstand.

Fejlen ligger sikkert hos mig , men undskyld, at jeg står af. Jeg kan ikke længere følge med. Jeg er simpelthen blevet for gammel til sådan noget pjat. Som altså nu er ramme alvor… Og, – slår det mig så pludseligt, – som de personer af alle fire køn, der ønsker kvindelige præster i vores katolske kirke, med glæde kan betragte som en kattelem. Og det er da en begyndelse.

Således gør den kvinde i vores kære Danmark, der vil være katolsk præst. Hun skifter juridisk køn til mand, klæ’r sig og opfører sig som en mand og tilegner sig en passende stemmeføring (det plejer for de personer ingen kvaler at volde):  Kort tid efter flytter hun/han til et andet land og involverer sig aktivt i sognearbejdet, der, hvor ‘han’ er flyttet hen og hvor hans papirer udviser, at han er mand. Efter et par år fortæller han sin sognepræst, at han ønsker at blive præst. De af sognepræsten gjorte gode erfaringer med ham gør, at han af præsten får et godt skudsmål og kan med dette foretræde for stedets biskop, som, i hvert fald indtil nu, ikke forlanger af kandidaten, at han skal smide bukserne.  (Indrømmet: Man hører, at visse biskopper har praktiseret det, men det først efter, at der ingen tvivl var om kønnet)
Resten skulle så gå af sig selv.

Ligesom folkekirken, da man dér afskaffede kapellan-titlen, fik to typer sognepræster: dem med ministerialbogsføring- og begravelsesmyndighed og dem, der ‘bare’ er sognepræster, vil vi i fremtiden, hvis ‘sandheden’ om disse præster måtte komme ud, lære at jonglere med to begreber: sognepræster med æggestokke og bare ‘almindelige’ sognepræster. Det vænner vi os nok hurtigt til.

Hvem havde bare for fem, år siden forudset, hvor let, hurtigt og smertefrit kvindelige præster kan indføres i den katolske kirke???

Selvfølgelig vil det være et problem, hvis uheldet er ude og sognepræsten bli’r gravid. Indtil nu har det jo, hvis nævnte uheld har været ude, altid været ‘den anden’, der blev det. Måske vil man i så tilfælde henholde sig til det kendte skriftord, at ‘for Gud er intet umuligt’.  Eller man vil henholde sig til, at det ikke er første gang med en gravid præst og henvise til pave Johanne, som sad på Peters stol i slutningen af 1000-tallet og skjulte sit køn og sin graviditet under de pavelige løstsiddende gevandter, indtil hun som indledning til en procession besteg en hest, hvilket i al offentlighed satte fødslen igang, – til de tilstedeværendes synlige overraskelse.

Jo, indrømmes må det, at Vorherre har sin egen form for humor, – forudsat, at han er med i det! Og ikke for længst er stået af. Det gamle testamente viser jo, at når Jahves ejendomsfolk gik helt grassat, tog han fjendens (filistrenes, Kyros’) parti mod sit folk. Måske er han midt i alt dette halløj blevet muslim og venter nu de 20-30 år til hele Danmark er blevet det.

Og det må man lade muslimerne, og det er den eneste trøst i denne sammenhæng:
Når vi når så langt som netop forudsagt, bli’r ovenstående pjat-lov afskaffet.

– de gamle først!

“Den af jer, der er uden synd, kan kaste den første sten”, sagde Jesus. . .  Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de gamle først!
Og Jesus sagde til kvinden: “Heller ikke jeg fordømmer dig!” (Joh. 8, 8+11).

Da jeg i eftermiddags blev konfronteret med et citat, som jeg længere nede i denne tekst vil videregive, var jeg overbevist om, at det stammede fra vores gode pave Frans. Og  jeg anså, – og anser, – dette mit gæt som kvalificeret.
Men det stammer fra den flamskfødte, mange år i Sverige virkende, nu afdøde  karmelitpræst  og forfatter Wilfrid Stinnissen, – fra hans sidste bog “Den nye vin”, udkommet i 2012, da p. Stinnissen var 85 år.  Citatet, fra bogafsnittet ‘Godhed’,  fik jeg præsenteret af en gammel dame på 88, som jeg med den stedlige sognepræsts tilladelse nogenlunde regelmæssigt bringer den hellige kommunion. Citatet lyder således:

“At sætte et menneske i bås på grund af dets fejltrin, er at gøre det uret!
Det er altid forkert at sætte etiketter på folk.
Mennesker bli’r til  gennem dét, de gør, og ingen gør udelukkende fejl.
Enhver er mere end sine fejltagelser.

Menneskets sande identitet ligger ikke i dets fejl, men i det gode, det gør!”

Indrøm, at disse ord lyder som var de fra pave Frans, 77 år gammel.
Men lige nu er forfatterophavet ikke det vigtige for mig. Vigtigt er for mig er et spørgsmål, som netop har meldt sig hos mig: Om det er en forudsætning at være rundet de 75, før man kan komme til netop citerede indsigt og udtrykke sig så klart og så smukt???  Og være næsten 90 for at få lyst til at give disse trøsterige ord videre til andre!??

Og tanken falder supplerende på de to gamle mennesker Simeon og Anna (Luk. 2, 22-40),  som vi indgående beskæftigede os med i vores montfortaner-retræte i sidste uge .  .  .

Septembers himmel . . .

Hjemkommet efter en uges retræte i Eiffel-området i Tyskland sammen med vores montfortaner-medbrødre, beriget af syv højt kvalificerede og fængslende oplæg omkring beretningen om Jesu frembærelse i Jerusalems tempel (Luk. 2, 22-40), givet af det spirituelle menneske, som vores lokalforstander, pater Hermann Josef Jünemann SMM, ér, er vi så tilbage i Sorø og har i skrivende stund, idag på festen for jomfru Marias fødsel, netop afsluttet vores månedlige  sammenkomst med de danske medlemmer af montfortanernes ‘tredje-orden’ “Maria, hjerternes Dronning”. Dejlig gudstjeneste i vores kapel,  dejlig sammenkomst bagefter med dejlig mand fra min medbror, Poul-Erik Jensens kyndige hånd.

Mange gange gør vi dét, at vi, umiddelbart før vi spiser, synger én eller to opportune sange fra vor danske sangskat. I dag var det så, – naturligvis, –  Alex Garffs “Septembers himmel er så blå!”, der holdt for. Mens vi sang, – med en styrke og begejstring, der fik de forbipasserende udenfor til et øjeblik at stå stille, –  stod det mig igen klart, hvilken rigdom det  for mig ér at være dansker. Sangen. – med alle de elementer, den indeholder, –  går mig direkte til hjertet.
Prøv , i ro og mag,  at læse den igennem for dig selv, – højt!  Og ‘smag’ på ordene:

Septembers himmel er så blå,  dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå  som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror  med grønne lyse klinger,
men storken længst af lande for  med sol på sine vinger.

Der er en søndagsstille ro imellem træ’r og tage,
en munter glæde ved at gro, som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs der lyser solskinsgule.

Hver stubbet mark, vi stirrer på, står brun og gul og gylden,
og røn star rød og slåen blå, og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror blandt asters i vor have,
så rlg er årets sidste flor: oktobers offergave.

De røde æbler løsner let  fra træets trætte kviste,
snart lysner kronens bladenet, og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt bag sorte grene svinder,
om årets sidste røde frugt den tungt og mildt os minder.

At flyve som et forårsfrø for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø, kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt  dit røde hybenhjerte.

Ét ér, at de billeder, teksten fremmaler,  slet ikke kan undgå at fæstne sig på vor indre nethinde, men hertil kommer den mest vidunderlige behandling af vores skønne sprog. Bemærk de talrige allitterationer (bogstavrim) som f. eks i vers  3: Stubbet-Stirrer-Står, Gul-Gylden, rØn rØd / slÅen blÅ, Oktobers Offergave og i vers 5 er det helt vildt: Modenhedens Milde Magt.
Det hele er så smukt, at det næsten gør ondt.

Og se så de konkrete billeder, som på en video ledsager en korudgave af sangen. Som en tysk turist sagde til os:  “Ist es Euch bewusst, welch schönes Land Ihr habt!!??  For mit eget vedkommende kan jeg kun sige: “JA! Det er mig fuldstændig bevidst! ” Og det er Guds gave til mig, at han lader mig opleve det!

I Danmark er jeg født, hér har jeg hjemme. Her har jeg rod,! Herfra min verden går!