Septembers himmel . . .

Hjemkommet efter en uges retræte i Eiffel-området i Tyskland sammen med vores montfortaner-medbrødre, beriget af syv højt kvalificerede og fængslende oplæg omkring beretningen om Jesu frembærelse i Jerusalems tempel (Luk. 2, 22-40), givet af det spirituelle menneske, som vores lokalforstander, pater Hermann Josef Jünemann SMM, ér, er vi så tilbage i Sorø og har i skrivende stund, idag på festen for jomfru Marias fødsel, netop afsluttet vores månedlige  sammenkomst med de danske medlemmer af montfortanernes ‘tredje-orden’ “Maria, hjerternes Dronning”. Dejlig gudstjeneste i vores kapel,  dejlig sammenkomst bagefter med dejlig mand fra min medbror, Poul-Erik Jensens kyndige hånd.

Mange gange gør vi dét, at vi, umiddelbart før vi spiser, synger én eller to opportune sange fra vor danske sangskat. I dag var det så, – naturligvis, –  Alex Garffs “Septembers himmel er så blå!”, der holdt for. Mens vi sang, – med en styrke og begejstring, der fik de forbipasserende udenfor til et øjeblik at stå stille, –  stod det mig igen klart, hvilken rigdom det  for mig ér at være dansker. Den nævnte sang. – med alle de elementer, den indeholder, –  går mig direkte til hjertet.
Prøv , i ro og mag,  at læse den igennem for dig selv, – højt!  Og ‘smag’ på ordene:

Septembers himmel er så blå,  dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå  som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror  med grønne lyse klinger,
men storken længst af lande for  med sol på sine vinger.

Der er en søndagsstille ro imellem træ’r og tage,
en munter glæde ved at gro, som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs der lyser solskinsgule.

Hver stubbet mark, vi stirrer på, står brun og gul og gylden,
og røn står rød og slåen blå, og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror blandt asters i vor have,
så rlg er årets sidste flor: oktobers offergave.

De røde æbler løsner let  fra træets trætte kviste,
snart lysner kronens bladenet, og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt bag sorte grene svinder,
om årets sidste røde frugt den tungt og mildt os minder.

At flyve som et forårsfrø for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø, kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt  dit røde hybenhjerte.

Ét ér, at de billeder, teksten fremmaler,  slet ikke kan undgå at fæstne sig på vor indre nethinde, men hertil kommer den mest vidunderlige behandling af vores skønne sprog. Bemærk de talrige allitterationer (bogstavrim) som f. eks i vers  3: Stubbet-Stirrer-Står, Gul-Gylden, rØn rØd / slÅen blÅ, Oktobers Offergave og i vers 5 er det helt vildt: Modenhedens Milde Magt.
Det hele er så smukt, at det næsten gør ondt.

Og se så de konkrete billeder, som på en video ledsager en korudgave af sangen. Som en tysk turist sagde til os:  “Ist es Euch bewusst, welch ein schönes Land Ihr habt!!??  For mit eget vedkommende kan jeg kun sige: “JA! Det er mig fuldstændig bevidst! ” Og jeg anser det for Guds gave til mig, at han lader mig opleve det!

I Danmark er jeg født, hér har jeg hjemme.
Her har jeg rod,! Herfra min verden går!

Reklamer

2 thoughts on “Septembers himmel . . .

  1. Hvor er det dog en vidunderlig tekst fra en af vore dejlige danske sange, du her formår at videregive og sætte sammen i den rette kontekst, Stephen! Når jeg læser disse vers og lukker øjnene, tænker jeg på et guddommeligt øjeblik i mit liv.

    Et guddommeligt øjeblik er for mig de få situationer, hvor tiden på en måde har stået stille, – et øjeblik, hvor man (jeg) ikke blot har befundet mig i naturen og nydt dens skønhed, men på en uforklarlig måde har været en integreret del af dette vidunderlige skaberværk. Sanserne opfatter knivskarpt det vidunderlige rum, jeg befinder mig i, og jeg er blevet ét i det. Det mærkelige ved disse guddommelige øjeblikke ér, at de på en forunderlig måde føles ligeså lange som den øvrige meget længere tid.

    Det guddommelige øjeblik jeg tænker på fandt sted for 51 år siden på en skolelejr med min klasse på Katolsk Centralskole (nu Sankt Ansgars skole). Det var dengang meget almindeligt, at man i skolerne i starten af skoleåret, som regel slutningen af august/begyndelsen af september, tog med klasselæreren på en skolelejr, som var en kombination af undervisning, leg og socialt samvær.

    Vi var med vores klasselærer Hr.Haumark på skolelejr på Bornholm. Hr. Haumark var kendt som en lærer, der krævede disciplin og kunne slå en ordentlig kindhest, hvis vi elever fandt på at skeje ud. På disse skolejre var han forvandlet til blidheden selv, måske fordi han oplevede guddommelige øjeblikke?

    En dag var vi cyklet ud til et planlagt sted, hvor vi skulle lege, og have det rart sammen, men også med det formål at vi i grupper skulle udvælge nogle planter, som vi skulle tørre og sætte ind i et hæfte med hver vores tekst om den pågældende plante, – en del af botanikundervisningen.

    Det var i nærheden af en strand, men ikke på selve stranden eller i klitterne ved stranden. Det var nærmest et eng-areal, der stødte op til klitterne længst mod stranden. Og på den modsatte side af arealet stødte det op til nogle bakker med bevoksning og stier.
    Vi havde netop sat vores cykler på bakkerne og forventningsfuldt med Hr. Haumark i spidsen løbende ned mod engen, da mit guddommelige øjeblik indtræf.

    Pludselig stod jeg stille med en fornemmelse af, at tiden også stod stille. Indtrykket af naturen omkring mig var meget stærkt, og alle mine sanser lod indtrykkene strømme til. Jeg husker den klare himmel, hvor september-solen står lavt på himlen, luner uden at brænde eller skolde. Jeg husker lugtene af begyndende efterår. Denne karakteristiske lugt af begyndende vissenhed og død, som beskrevet i Septembers himmel. De gyldne og røde farver som naturen antager, når blade og planter visner, stod klart på nethinden.

    Frem for alt var det i mit 13 årige en stærk oplevelse, lige netop i dét sekund jeg fik den guddommelig oplevelse. Jeg følte, at jeg ikke kun var tilskuer til denne natur, men tilhørte den, ja mærmest var opslugt af den. Jeg tænkte: Dette øjeblik vil jeg aldrig glemme, og jeg følte, at livet var så pragtfuldt.

    Sekundet eftet var jeg tilbage i nutiden og halsede afsted ned af stierne i Hr. Haumarks fodspor.

    Bortset fra vi havde det rart sammen husker jeg intet om, hvad der skete denne eftermiddag, men det guddommelige øjeblik husker jeg som var det i går.

    Tak for disse vers fra Sepembers himmel. Skønt vi i Katolsk Centralskole havde morgensang en gang om ugen med danske nationalsange ved en anden af skolens navnkundige lærere, hr. Haugaard ved klaveret, kendte jeg ikke ‘Septembers himmel’.
    Det gør jeg så nu og vil forbinde den med min goddommelige oplevelse for 51 år siden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s