Af favre roser små . . .

Rosenkransen er en Kristuskrans. Rosenkransbønnen er en Kristusbøn, som indledes med Trosbekendelsen og Fadervor. Rosenkransen er en bibelsk bøn, for alt, hvad den rummer, finder belæg i den hellige skrift. Rosenkransen er ikke en Mariabøn,  ikke en bøn  TIL  Maria, men en bøn MED Maria. Sammen med hende, – hun var jo så tæt på sin Søn, kendte ham bedre end nogen anden og havde det rette sindelag, befordret af Guds gaver til hende , – mediterer vi over de store begivenheder i Kristi liv, – fra han blev undfanget som menneske, til han på den yderste dag fuldender og kroner Guds skaberværk.
Rosenkransbønnen har udviklet sig siden det 12 århundrede, hvor den blev almindelig, og ganske særlig promoveredes af den dengang nye dominikanerorden.

Rosenkransens idelige gentagelse af  ‘Hil dig, Maria’-påkaldelsen  er påmindelse om, at vi mediterer sammen med  hende.  Vi  hilser hende med ord fra den hellige skrift (Lukas 1), først sammen med ærkeenglen Gabriel på vegne af Gud selv,  og siden lovpriser vi hende sammen med mennesket  Elisabeth, hendes slægtning:
“Hil dig Maria fuld af nåde, Herren er med dig, velsignet er du iblandt kvinder” (Gabriel)
“Du er velsignet iblandt kvinder og velsignet er dit livs frugt” (Jesus) (Elisabeth)

Da  det i rosenkransen netop IKKE drejer sig om bøn TIL Maria, er det kedeligt og ret så beklageligt, at kirkens bøn til  jomfru Maria, som jo ikke står i den hellige skrift,  (“Hellige Maria, Guds moder,…)  i tidens løb sneg sig ind i rosenkransen.  Den hørte naturligvis ikke med fra begyndelsen, men kan smukt og naturligt tilføjes ved  afslutningen af et led, – før “Ære være Faderen …” , den kirkelige lovprisning af Treenigheden.
Endnu værre er det med påklistringen af den såkaldte Fatima-bøn. Hvor højt jeg i mit hjerte end elsker Fatima og budskabet derfra, er det ganske enkelt forkert at påtvinge dém, der beder en  para-liturgisk bøn, altså i bøn, der kirkelig set er højt skattet og anerkendt, med et indslag fra en ikke trosmæssigt forpligtende privat-åbenbaring fra 1917 og gøre, som om den hører méd: “Oh, min Jesus ….

Da således rosenkransens ‘Hil dig, Maria” ikke er bøn til Maria, men påmindelse til den bedende om, at meditationen over Kristus-mysterierne foretages  i Marias ånd, med hendes øjne, med hendes sindelag, er det uudholdeligt i fælles rosenkransbøn, når visse forbedere mener, at nu skal de virkelig demonstrere, hvor fromme de er, og så lægger hele deres subjektive følelsesliv ind i hvert “Hil dig Maria”. Som jeg engang i en sådan situation hviskede til min medbror: “Umuligt at meditere i den larm!”. Man kan sammenligne rosenkransbønnen med afspilning af en rytmisk melodi på en synthesizer. Melodien med dens forskellige harmonier er meditationen over det pågældende mysterium, baggrunden, – de 10 Ave-Maria’er, – er rytmeboksen. Og kommer rytmén ud af trit, forstyrres alt. I fællesbøn bør mysterierne forkyndes ved et leds begyndelse og impulser kan gives. Når leddet  så begynder med Fadervor og opfølges af de 10 Hil-dig-Maria’s nærmest mantraagtige fremsigelse, bør der være ro til meditation.

Klassisk har rosenkransen bestået af tre billedalbum, hvert med fem billeder, hvor man som oftest  nøjedes med at gennemse og opleve et enkelt album af gangen:
Album 1 med fem billeder af situationer fra bebudelsen til Jesus som 12-årig i Jerusalems tempel, – altså et tidsrum,  strækkende sig om små 13 år, de såkaldte ‘glædesfulde’ mysterier.
Album 2, strækkende sig over knap et døgn: fra Jesu bøn i Getsemane have skærtorsdag nat til hans gravlæggelse langfredag aften, de såkaldte smertefulde mysterier
Album 3, begyndende påskemorgen og varende endnu, – til verdens fuldendelse, – med billeder i svage konturer, for begivenhederne kan ikke umiddelbart ‘fotograferes’, – de herlighedsfulde mysterier.

Den sidste udvikling i rosenkransbønnen er foretaget så sent som i år 2002, – af pave Johannes Paul II. Jeg har aldrig rigtigt været hans ‘fan’, heller ikke, selvom han har hørt til blandt de største Montfort-fans og har udbredt kendskabet til vores spiritualitet som ingen anden. Bortset fra min taknemmelighed overfor ham  netop på grund af dette, er jeg ham osse af hjertet taknemmelig for hans rosenkrans-revision. Da jeg dengang i år 2002 læste i avisen: “Paven laver om på rosenkransen!” tænkte jeg spontant “Nej, det gør HAN ihvertfald ikke!”. Men så nærlæste jeg, hvad det drejede sig om, og glædelig overrasket kunne  jeg give paven fuldstændig ret, nemlig:  at rosenkransen ‘mangler” et album. Paven syntes, at springet fra Jesus som 12-årig i templet til hans dødsangst i Getsemane Have simpelthen var for stort. At der i rosenkransbønnen højt og flot blev sprunget over hele Jesu offentlige virke. Hvorfor ikke et album med fem billeder af fem episoder, begyndende med dåben i Jordan og afsluttende med skærtorsdags-aftenens begivenhed??? Nu gjorde paven noget ved det og samlede fem billeder i et nyt album, som han naturligt gav navnet: de lysfyldte mysterier,-  eftersom Jesus om sig selv siger: ‘Jeg er verdens lys’.  I dette ny album er der nu i rosenkransbønnen  blevet bladet i kun tolv år, men ingen kan længere forestille sig, at rosenkransen skulle være dette ny album foruden. Kun én negativ side har der været ved det, men den kan man let leve med: Indtil 2002 havde den samlede rosenkrans 150 Ave Maria, og den blev kaldt for lægfolkets breviar, idet man sammenholdt disse 150 Ave Maria med GTs 150 Davidssalmer, som gejstligheden forpligtende beder i breviaret. Nu er denne overensstemmelse spoleret. Men alt har sin pris.

I 2002 fik vi som sagt det ny album, og i 2006 udkom bispedømmets nye udgave af salmebogen ‘lovsang’. Jeg gjorde salmebogsudvalget opmærksom på, at man måtte prøve på en revidering af den eneste rosenkranssalme, som ville komme méd, nemlig salmen: “Af favre roser små..”, som naturligvis kun omtalte tre album og derfor kun nævnte tre rose-farver. Jeg burde have fået en anden til at foreslå det, idet jeg jo er fuldstændig på det rene méd,  at  hvis et forslag kommer fra mig, er det forud kasseret.  Således blev det osse. Så Lovsang 532 er ude af trit med den officielle virkelighed. Men mit forslag følger her:  Vers 1 er nødvendigt ændret, og et vers er tilføjet. Nye ‘rosa roser’ er kommet méd:

Af favre roser små en krans jeg flette må
Med hvidt og rosa, gult og rødt
den fryder hjertet sødt.

Den krans, jeg binde skal, er mine bønners tal.
Jeg binder den, min sjæl til gavn
i Jesu frelsernavn.

Gudsmoder, mild og god, tag kærligt den imod
for hver en blomst, jeg føjer ind
så har jeg dig i sind.

De hvide rosers sne er som din sjæl at se,
er pletfri, som den fryd, du nød,
med Jesus på dit skød

De rosa rosers flor de er dit liv som mor,
hvor skjult du følger Jesu færd
og dog er ham så nær.

De røde rosers blod er dine tårers flod,
er al din kval og hjertenød
ved Jesu bitre død.

De gule rosers pragt det er din glans og magt
det er din rige himmelløn
hos din opstandne Søn.

Gudsmoder i din glans tag mod min rosenkrans!
Jeg bringer ydmyg dén til dig,
bed du til Gud for mig!

Disse overvejelser er skrevet ved oktober måneds begyndelse. Oktobermåneden, – selvom det ikke noteres i nogen Ordo, – er rosenkransmåned. Kirken anser rosenkransbønnen så væsentlig, at den ‘uofficielt’ afsætter en måned, hvor den særlig ‘kæler’ for denne bøn og ‘træner’ den, for at vække kærlighed til den hos dem, som endnu ikke kender den eller ikke er blevet fortrolig med den, og for at genskabe glæden hos dem, for hvem der måske er gået i glemmebogen.

For den hellige Louis-Marie de Montfort var rosenkransbønnen bønnen over alle bønner. Han levede ud fra den, han underviste ud fra den. “Den gode pater med den store rosenkrans”. blev han kaldt.  Til montfortanernes ordensdragt hører vedvarende en stor rosenkrans. Se, hvad Montfort bl. a. skriver om rosenkransbønnen:

Hvis man, når man beder rosenkrans, ikke betragter vor frel­ses hellige mysterier, er rosenkransen som et legeme uden sjæl, som et nydeligt redskab, man har taget til hånden, uden at bruge det efter dets bestemmelse. For det er just betragt­ningen, meditationen, der adskiller ro­senkrans­bønnen fra alle andre fromhedsformer

Rosenkransen drejer sig om 15 billeder, 15 livs-situationer, der kan tjene til eksempel for vor egen måde at håndtere livet på. 15 stjerner, der lyser på vor livsvej her på jorden, 15 spejle, der tilbagekaster deres billeder i vore hjerter og dér antænder kærligheden til Jesus og Maria, 15 ildtunger, som opflammer og begejstrer, som apostlene begejstredes på pin­sedagen. ..

Personligt kender jeg ikke noget middel, der er virksommere end rosenkransbønnens betragtning af de 15 mysterier, når det gælder om at blive ét med Jesus, den guddommelige Visdom og således trænge ind i Guds rige. For denne medite­rende bøn oplyser sjælen, opflammer hjertet og gør menne­sket åbent for at høre Jesu stemme.

Og nu i aften mødes så medlemmerne af den montfortanske association, små 20 har meldt sig, til fejring af Rosenkransfesten, som officielt er i morgen d. 07., indført i 1500-tallet i anledning af et søslag, der stoppede muslimsk oversvømmelse af Europa. Flere gange har rosenkransbønnen udvirket noget sådant. Men aktuelt er det, mig bekendt, ikke foreslået fra Bruxelles. Og vist heller ikke af den katolske kirke . . . ?

Reklamer