Fandt ved kvæld kun sjælen fred, gik det, som det skulle!

“Her mellem modenhed og død, velsign os med den sidste glød
af jordens lyse sommer.
Og bryd så sindets frøskal ned, så alt i os er kærlighed,
dén nat, da kulden kommer!”

Det var simpelthen en vidunderlig bisættelse:  Biskop em. Jan Lindhards fra Roskilde Domkirke i dag onsdag. Domkirken fyldt, og i over havdelen af kirken af præster i præstekjole. Jeg tror, at over halvdelen af Roskilde stifts præster var tilstede, – et tegn på, hvad Lindhardt som biskop har betydet for stiftet,  ja for hele kongeriget. I præsteprocessionen var der kun to,  hvis sorte kjoler var uden pibekrave, men til gengæld med montfortanernes lange rosenkrans ( –  som man iøvrigt i Roskilde har kendt det fra 1901-1993)

Om formiddagen havde jeg i Sorø fejret dagens messe for Jan Lindhardt, for jeg vidste jo, at frembærelsen af det hellige messeoffer måtte vi undvære om eftermiddagen. Til gengæld fik vi alt andet i en fylde uden mål. Dejlig musik, fuldtonende dansk salmesang, – hele seks  ‘kærnesalmer’, nye såvel som traditionelle -,  forkyndelse af det glade budskab på et formfuldendt dansk, (  – en lise ovenpå, hvad vi dagen før havde måttet lægge øre til i katolsk sammenhæng) og en prædiken, som ikke kunne have været holdt bedre end dén, Jans ægtefælle, biskop Tine Lindhardt af Odense, holdt. Og holdt os i ånde med!

Tine mener ikke, at hendes prædiken vil blive offentliggjort. Synd og skam. For der var så mange pointer, som mange, der ikke har været til bisættelsen, kunne få glæde af. Tines forkyndelse blev naturligt ledt hen på Jans forkyndelse. Om, hvordan det, osse via sin mediefærdighed og mediernes beredvillighed, var lykkedes ham, i et sprog, som var samtidens, at få kristendommen ud og ind blandt almindelige mennesker. Og hun nævnte nogle af accenterne i hans forkyndelse. Jeg koger dem ned her:
* Gud er aldrig på nakken af os, men står bag ryggen af os. Han vil ikke dunke os, men støtte os
* Menneskelig værdighed bli’r altfor ofte forvekslet med menneskelig færdighed, –  det er nemlig altid dem med færdighederne i behold, der bedømmer andre menneskers værdighed. Men mennesket er værdigt, elsk-værdigt, osse nå det har mistet samtlige af sine færdigheder og overgivet til andres hjælp og barmhjertighed.
* Mennesker, der kæmper for at være originelle, ender ofte i skaberi. De skaber sig, – smag på sætningen, – hvad de jo ikke kan, for Gud har skabt enhver af os. Derfor: Kun én er i ordets sande betydning original. Nemlig Gud selv. Og i hans billede er enhver af os skabt, hvorfor vi altid vil være kopier. Og, konkluderer Lindhardt m. h. t. dem, som mener at kunne spille originale: Hellere en god kopi end en dårlig original.
* Kirken er det modsatte af Bilka. I Bilka går man tomhændede ind og går ud, slæbende på  en masse tunge ting.  I kirken går man ind, belastede med tusind tunge ting og går ud, befriede for dem allesammen.

Ved det efterfølgende traktement vakte det morskab, da én fortalte om Jan Lindhardts fremvisninger af Roskilde Domkirke – osse de mange kongegrave, –   for konfirmander. Altid meldte sig så spørgsmålet fra en elev: “Skal dronning Margrethe osse engang ligge herinde?” Hvilket Jan Lindhardt altid kategorisk afviste.  “Nej”, sagde han, – “hun skal ligge udenfor, for man må ikke ryge i kirken!”
Jans gode ven Johannes Møllehave fremførte et digt han havde skrevet natten til i dag.  Det havde en afsluttende ‘finte’ til dén kirkegård i København, hvor flere af Danmarks store sønner ligger begravet, og hvor Jan Lindhardt har ønsket sine jordiske rester bisat:
“Som alle store ender han sin eksistens
på Assistens!”

En gribende,  berigende og opløftende oplevelse var denne onsdag eftermiddag, – i godt, trygt og hjemligt selskab i den danske folkekirke.

Reklamer

Ham Kabalemanden: den drillende Gud!

Min svaghed for Kaj Munk er vist almindelig bekendt.
I anledning af den aktuelle situation omkring Sankt Birgittas Kirke i Maribo har jeg ledt efter passager i hans erindringer, i hans bog “Foråret så sagte kommer”. Hvilket så har medført, at jeg nu for anden gang læser bogen samlet. Passager, som jeg ikke før har bidt mærke i, er ‘trængt ind’ denne gang.

Nedenstående bringer jeg hans overvejelser som forvirret gymnasieelev. Overfor sig selv har han på det tidspunkt ærligt måtte erkende: Gud er simpelthen ikke til!,  at  ‘Gud er ikke mere til for mig’.  Men da han sidder ved sin elskede bedstemors dødsleje, så dæmrer det for ham, –  jeg citerer –  “at Gud var vist alligevel til. Ja naturligvis var han til. Det, som jeg har var vidne til, var alt for raffineret udtænkt til, at der ikke stod en intellígens og en hensigt bag det. En tanke kan ikke tænke sig selv. Der måtte være en, – og det var der også, – alting viste, at det var der!

Men hvilken Gud?  Han når gennem betragtning frem til at erfare Gud som “en Kabalemand, en drillende Gud!” Og han bli’r næsten buddhist: Alting er lidelse.

Senere kommer Munk videre. Som bekendt bliver en dybt troende præst, der ikke skyr martyriet,  men læs nu alligevel hans ungdommelige overvejelser fra sidste del af kapitel 17. . . . Indrømmet: Man fristes til at sige: “Der er nu noget om snakken”

Så naragtige er vi mennesker, så slavebundne af livsbegæret, af driften, han har nedlagt i os, – Han, Kabalemanden! Han har gjort sine sager godt!

Lad os prøve at tænke alt dét igennem, der stormer ind over os hér! Lad os prøve at nummerere orkanerne: Fødsel, elskov, bedrift, – han står bag det alt sammen og han får sin vilje igennem det!

Med favntagets liflighed lokker han kvinden, for derefter at give hende fødselens rå kval.
Med modernavnets lykke lokker han hende til at amme og hæge om barnet, elske det og værge det til drengen er stor nok til at kunne le hende op i ansigtet og gå til en anden kvinde!
Han har nedlagt en drift i en mand og en kvinde til at søge salighed hos hinanden, for sådan at prakke dem et samliv på, der bliver til vane, uhumskhed og væmmelse.
Han har nedlagt en drift i menneskeheden til at hige fremad, finde på, skabe, – for at ægge den op ad kulturens trappe trin for trin, til han ler og giver den et puf for brystet: så den styrter skrigende, og med lemmer, der brækkes, og nakke, der kvases ned i krigens pøl af latrin!

Behøver vi flere eksempler? Ser vi ikke alt nu, hvad det ér, han vil opnå med de drifter, han putter i os, hvad hans hensigt med os ér?
Hans lyst er hans skabnings lidelse. Det er marterkabalen, han sidder med.
Hans navn er ‘den drillende Gud’

 

“Se på mig, når jeg taler til dig !!”

Reflektioner omkring messens syndsbekendelse og fredshilsen

Når vi som døbte (og firmede) fejrer den hellige messe, fejrer vi, – man kunne sige: de­monstrerer vi fælles­skab (commu­nio): fæl­leskab med Kristus og, lige så vigtigt: fælles­skab med hinan­den. Således bli’r korsets to dimensioner: lodret og vandret konkrete.  Je­sus har ikke lært os at bede “Fader min”, der­imod “Fader vor!”.

For at vor fællesskabs-fejring, vor “demonstration”, ikke skal være en løgn, er vi nødt til, straks ved hver messes begyndelse, at tage af­stand fra alt, hvad der siden sidste fejring af messen har belastet dette fællesskab, dét, som har skilt os fra Kristus og dét, som har skilt os fra hinanden, tage afstand fra dét, der har været øde­læggende for vores “communio”. Præsten, som “i Kristi per­son” leder fej­ringen af messen, har taget plads ved sin leder-stol. Han opfordrer os til at erkende vore synder og bede ‘Confiteor’  (‘Jeg bekender ..). Bede?? Nej, erklære!  Confiteor er ikke en bøn, men en bekendelse, en erklæring. Egentlig kunne man sige: “Jeg erklærer …”

Har du, kære læser, nogensinde tænkt nærmere over, hvém du tiltaler i Confiteor?  Lad os se på bekendelsens ordlyd. “Jeg bekender for Gud den almægtige og for jer, mine brødre og søstre, at jeg ofte har undladt det gode eller gjort det onde .. . Derfor beder jeg … jer, mine brødre og søstre…”. Læg mærke til, at vi IKKE siger: ‘Jeg bekender for dig, Gud, du almægtige og for mine brødre og søstre ….’ Hvis sidstnævnte formulering havde været den gældende, ville Confiteor være en  henvendelse, en tiltale til Gud, – i påhør af mine medkristne. Men det er den første formulering, der er gældende. Og her drejer det sig om en henvendelse, en tiltale til mine medkristne,-  i påhør af Gud den almægtige.

“Se på mig, når jeg taler til dig!”, – sagde min far altid, når jeg som barn fik skæld-ud af ham, alt imens jeg undvigende kikkede til siden eller ned mod jorden. Dette gjalt i øvrigt osse tidligere for ‘Confiteor’. Når præsten bad sin udgave, skulle han, når han kom til ‘. . et vos fratres . . ” , bøje sig til højre og til venstre mod ministanterne, repræsenterende menigheden, se på dém, han talte til. ( og bagefter sågar påhøre ministranteres ønske om tilgivelse, –  før de byttede roller: ..et tibi, pater …)

I min tid som sognepræst lykkedes det for mig, ud fra min fars udsagn: “Se på mig, når jeg taler til dig”, at aktualisere denne gestus. Man indså i menighederne det mærkelige i at fæstne sit blik på Kristus på korset, mens man sagde: “og for jer, mine brødre og søstre”, – og det blev helt naturligt, hér at nikke til sine medkristne, mens man bekendte overfor dem. – be­kendte, ofte at have undladt det gode, ja måske endda gjort det onde…(og jeg glæder mig over, når jeg en sjælden gang nu kommer i disse menigheder,  i pæn udstrækning at se skikken bevaret).  Vi beder Gud og hinanden om tilgi­velse, for først når nævnte ad­skillende faktorer er ryddet af vejen, kan Kristus finde plads i vor midte. Præsten udtrykker efter den fælles syndsbekendelse, et absolutionsønske, . i konjunktiv, – som modtages uden at man gør korstegn, netop fordi det jo ikke drejer sig om tilsigelse af syndsforladelse (- dén finder sted i skriftestolen) : “Måtte den almægtige Gud forbarme sig over os, forlade os vores synder …”. Dette ønsker celebranten for os alle, og vi har jo lært, at såfremt vor anger er ærlig og vort fortsæt ligeså, så ér alle såkaldte tilgivelige synder slettet. Med andre ord: Hvis vi ikke har noget alvorligt på samvittigheden har vi nu udsonet os med Gud og med hinanden.

Spørgsmål: Burde det så ikke være netop nu, at vi giver hinanden et tegn på fred og forsoning??? Endda med mulighed for at hilse på sine aktuelle ‘naboer’, som man den kommende times tid skal være sammen méd  i fejringen af den hellige messe?  Om det nu skal være i den traditionelle form eller i den kliniske, som foreslået af en læser i seneste nr. af ”katolsk orientring’. . .  Celebranten kan på dét tidspunkt, hvor de konsekrerede nadverelementer endnu ikke er tilstede på altret, frit forlade koret og bevæge sig ned mellem menighedens medlemmer. Når man udsoner sig med nogen og tingene er bragt på plads, er det da det normale, at man straks gi’r hinanden en knus og ikke udskyder denne gestus tre kvarter .. .

Med glæde har jeg bemærket, at flere og flere lægfolk, præster og biskopper sætter spørgsmålstegn ved, om fredshilsenen er gunstigst placeret på dét tidspunkt, hvor den efter det nuværende Missale Romanum er foreskrevet, nemlig mellem Fadervor og Brødsbrydelsen/Agnus Dei. At overvejelser nu er nået så langt, så emnet har været méd på en afholdt bispesynode i Rom viser, at det virkelig er noget, der beskæftiger en del mennesker.

I en meget fin artikel om fredshilsenen i et nummer af “Catholica” citerer Erling Tiedemann Peter Schindler, som udfra Matthæus 5, 23-24, kunne forestille sig fredshilsenen flyttet frem til før frembærelsen af gaverne, – i øvrigt en placering, som, så vidt jeg ved, neokatekumenatet har gjort til dets egen i deres interne messer. Samtidig med, at nævnte artikels forfatter udtrykker personlig tilfredshed med dén placering i liturgien, som fredshilsenen aktuelt indtager, nævner han, at knap så tilfredse præster, “som ikke tager det så tungt med at respektere rubrikkerne for længst har flyttet fredshilsenen til andre steder i messen!” Som f. eks. til efter Confiteor!

Dette er ikke overraskende, idet al liturgisk fornyelse er begyndt nedefra, – begyndt véd, at nogen simpelthen har gjort det! Og at det har smittet! Man har ikke siddet i Rom og spekuleret på at lave fornyelser, men erkendt, at visse fornyelser trængte sig på i en sådan grad, at man måtte tage stilling til dem. Hvis ikke adskillige præster op gennem sidste århundrede var begyndt at genoptage den helt gamle skik med at celebrere den hellige messe, vendt mod menigheden, længe før det efter sidste koncil blev fastsat som norm, var det aldrig blevet norm. Hvis ikke forskellige præster simpelthen havde ladet repræsentanter for det såkaldte svage køn varetage ministranttjeneste og lektortjeneste, var kvindelige ministranter og lektorer aldrig blevet en tilladt almindelighed.

Flere mener ikke, at det gør noget, at man i visse menigheder har accenter, som man ikke finder i andre menigheder, – som så måske har nogle andre. Denne holdning genfinder vi hos liturgen Hans Bernhard Mayer (Østrig)  i  et citat i en artikel af den kendte liturg Clemens Richter (Tyskland) – slå dem selv op, – med titlen “Liturgi i et afkristnet samfund” – udgivet omkr. år 2000.  Lad mig citere: “Der er forlængst påbegyndt en udvikling henimod en liturgi, hvis form vi endnu ikke kender, men som sikkert vil være præget af langt større mangfoldighed, end vi hidtil har været vant til og som det andet vatikankoncils fædre havde kunnet forestille sig. På denne udviklings-vej vil der blive tale om spændinger og diskussioner, overbevisende løsninger og fejltagelser. Men der må ikke blive tale om en lammende angst, der forhindrer os i at gå denne vej. Set med Roms øjne indeholder sådanne centrifugale udviklinger farer. Spørgsmålet om, hvordan kirken så kan bevare sin enhed, gør mange reaktioner forståelige. Men man må ikke acceptere dem! Liturgiens vej i vort samfund må bestå i, at enkelte menigheder har et levende fællesskab med hinanden, – enten at de lærer af hinanden og overtager gode gudstjenesteformer fra hinanden, eller at de i bevidsthed om deres egenart går forskellige veje uden derfor at fordømme de andre. Det er altsammen ikke tegn på kirkens svaghed, men på dens styrke og dens evne til mere end tidligere at blive ‘una catholica'”.

“Set med Roms øjne”, – siger de to liturgifolk. Havde de skrevet i dag, efter at vi har fået pave Frans, havde de nok skrevet. “set med visse romerske øjne…. “