“Se på mig, når jeg taler til dig !!”

Reflektioner omkring messens syndsbekendelse og fredshilsen

Når vi som døbte (og firmede) fejrer den hellige messe, fejrer vi, – man kunne sige: de­monstrerer vi fælles­skab (commu­nio): fæl­leskab med Kristus og, lige så vigtigt: fælles­skab med hinan­den. Således bli’r korsets to dimensioner: lodret og vandret konkrete.  Je­sus har ikke lært os at bede “Fader min”, der­imod “Fader vor!”.

For at vor fællesskabs-fejring, vor “demonstration”, ikke skal være en løgn, er vi nødt til, straks ved hver messes begyndelse, at tage af­stand fra alt, hvad der siden sidste fejring af messen har belastet dette fællesskab, dét, som har skilt os fra Kristus og dét, som har skilt os fra hinanden, tage afstand fra dét, der har været øde­læggende for vores “communio”. Præsten, som “i Kristi per­son” leder fej­ringen af messen, har taget plads ved sin leder-stol. Han opfordrer os til at erkende vore synder og bede ‘Confiteor’  (‘Jeg bekender ..). Bede?? Nej, erklære!  Confiteor er ikke en bøn, men en bekendelse, en erklæring. Egentlig kunne man sige: “Jeg erklærer …”

Har du, kære læser, nogensinde tænkt nærmere over, hvém du tiltaler i Confiteor?  Lad os se på bekendelsens ordlyd. “Jeg bekender for Gud den almægtige og for jer, mine brødre og søstre, at jeg ofte har undladt det gode eller gjort det onde .. . Derfor beder jeg … jer, mine brødre og søstre…”. Læg mærke til, at vi IKKE siger: ‘Jeg bekender for dig, Gud, du almægtige og for mine brødre og søstre ….’ Hvis sidstnævnte formulering havde været den gældende, ville Confiteor være en  henvendelse, en tiltale til Gud, – i påhør af mine medkristne. Men det er den første formulering, der er gældende. Og her drejer det sig om en henvendelse, en tiltale til mine medkristne,-  i påhør af Gud den almægtige.

“Se på mig, når jeg taler til dig!”, – sagde min far altid, når jeg som barn fik skæld-ud af ham, alt imens jeg undvigende kikkede til siden eller ned mod jorden. Dette gjalt i øvrigt osse tidligere for ‘Confiteor’. Når præsten bad sin udgave, skulle han, når han kom til ‘. . et vos fratres . . ” , bøje sig til højre og til venstre mod ministanterne, repræsenterende menigheden, se på dém, han talte til. ( og bagefter sågar påhøre ministranteres ønske om tilgivelse, –  før de byttede roller: ..et tibi, pater …)

I min tid som sognepræst lykkedes det for mig, ud fra min fars udsagn: “Se på mig, når jeg taler til dig”, at aktualisere denne gestus. Man indså i menighederne det mærkelige i at fæstne sit blik på Kristus på korset, mens man sagde: “og for jer, mine brødre og søstre”, – og det blev helt naturligt, hér at nikke til sine medkristne, mens man bekendte overfor dem. – be­kendte, ofte at have undladt det gode, ja måske endda gjort det onde…(og jeg glæder mig over, når jeg en sjælden gang nu kommer i disse menigheder,  i pæn udstrækning at se skikken bevaret).  Vi beder Gud og hinanden om tilgi­velse, for først når nævnte ad­skillende faktorer er ryddet af vejen, kan Kristus finde plads i vor midte. Præsten udtrykker efter den fælles syndsbekendelse, et absolutionsønske, . i konjunktiv, – som modtages uden at man gør korstegn, netop fordi det jo ikke drejer sig om tilsigelse af syndsforladelse (- dén finder sted i skriftestolen) : “Måtte den almægtige Gud forbarme sig over os, forlade os vores synder …”. Dette ønsker celebranten for os alle, og vi har jo lært, at såfremt vor anger er ærlig og vort fortsæt ligeså, så ér alle såkaldte tilgivelige synder slettet. Med andre ord: Hvis vi ikke har noget alvorligt på samvittigheden har vi nu udsonet os med Gud og med hinanden.

Spørgsmål: Burde det så ikke være netop nu, at vi giver hinanden et tegn på fred og forsoning??? Endda med mulighed for at hilse på sine aktuelle ‘naboer’, som man den kommende times tid skal være sammen méd  i fejringen af den hellige messe?  Om det nu skal være i den traditionelle form eller i den kliniske, som foreslået af en læser i seneste nr. af ”katolsk orientring’. . .  Celebranten kan på dét tidspunkt, hvor de konsekrerede nadverelementer endnu ikke er tilstede på altret, frit forlade koret og bevæge sig ned mellem menighedens medlemmer. Når man udsoner sig med nogen og tingene er bragt på plads, er det da det normale, at man straks gi’r hinanden en knus og ikke udskyder denne gestus tre kvarter .. .

Med glæde har jeg bemærket, at flere og flere lægfolk, præster og biskopper sætter spørgsmålstegn ved, om fredshilsenen er gunstigst placeret på dét tidspunkt, hvor den efter det nuværende Missale Romanum er foreskrevet, nemlig mellem Fadervor og Brødsbrydelsen/Agnus Dei. At overvejelser nu er nået så langt, så emnet har været méd på en afholdt bispesynode i Rom viser, at det virkelig er noget, der beskæftiger en del mennesker.

I en meget fin artikel om fredshilsenen i et nummer af “Catholica” citerer Erling Tiedemann Peter Schindler, som udfra Matthæus 5, 23-24, kunne forestille sig fredshilsenen flyttet frem til før frembærelsen af gaverne, – i øvrigt en placering, som, så vidt jeg ved, neokatekumenatet har gjort til dets egen i deres interne messer. Samtidig med, at nævnte artikels forfatter udtrykker personlig tilfredshed med dén placering i liturgien, som fredshilsenen aktuelt indtager, nævner han, at knap så tilfredse præster, “som ikke tager det så tungt med at respektere rubrikkerne for længst har flyttet fredshilsenen til andre steder i messen!” Som f. eks. til efter Confiteor!

Dette er ikke overraskende, idet al liturgisk fornyelse er begyndt nedefra, – begyndt véd, at nogen simpelthen har gjort det! Og at det har smittet! Man har ikke siddet i Rom og spekuleret på at lave fornyelser, men erkendt, at visse fornyelser trængte sig på i en sådan grad, at man måtte tage stilling til dem. Hvis ikke adskillige præster op gennem sidste århundrede var begyndt at genoptage den helt gamle skik med at celebrere den hellige messe, vendt mod menigheden, længe før det efter sidste koncil blev fastsat som norm, var det aldrig blevet norm. Hvis ikke forskellige præster simpelthen havde ladet repræsentanter for det såkaldte svage køn varetage ministranttjeneste og lektortjeneste, var kvindelige ministranter og lektorer aldrig blevet en tilladt almindelighed.

Flere mener ikke, at det gør noget, at man i visse menigheder har accenter, som man ikke finder i andre menigheder, – som så måske har nogle andre. Denne holdning genfinder vi hos liturgen Hans Bernhard Mayer (Østrig)  i  et citat i en artikel af den kendte liturg Clemens Richter (Tyskland) – slå dem selv op, – med titlen “Liturgi i et afkristnet samfund” – udgivet omkr. år 2000.  Lad mig citere: “Der er forlængst påbegyndt en udvikling henimod en liturgi, hvis form vi endnu ikke kender, men som sikkert vil være præget af langt større mangfoldighed, end vi hidtil har været vant til og som det andet vatikankoncils fædre havde kunnet forestille sig. På denne udviklings-vej vil der blive tale om spændinger og diskussioner, overbevisende løsninger og fejltagelser. Men der må ikke blive tale om en lammende angst, der forhindrer os i at gå denne vej. Set med Roms øjne indeholder sådanne centrifugale udviklinger farer. Spørgsmålet om, hvordan kirken så kan bevare sin enhed, gør mange reaktioner forståelige. Men man må ikke acceptere dem! Liturgiens vej i vort samfund må bestå i, at enkelte menigheder har et levende fællesskab med hinanden, – enten at de lærer af hinanden og overtager gode gudstjenesteformer fra hinanden, eller at de i bevidsthed om deres egenart går forskellige veje uden derfor at fordømme de andre. Det er altsammen ikke tegn på kirkens svaghed, men på dens styrke og dens evne til mere end tidligere at blive ‘una catholica'”.

“Set med Roms øjne”, – siger de to liturgifolk. Havde de skrevet i dag, efter at vi har fået pave Frans, havde de nok skrevet. “set med visse romerske øjne…. “

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s