Ham Kabalemanden: den drillende Gud!

Min svaghed for Kaj Munk er vist almindelig bekendt.
I anledning af den aktuelle situation omkring Sankt Birgittas Kirke i Maribo har jeg ledt efter passager i hans erindringer, i hans bog “Foråret så sagte kommer”. Hvilket så har medført, at jeg nu for anden gang læser bogen samlet. Passager, som jeg ikke før har bidt mærke i, er ‘trængt ind’ denne gang.

Nedenstående bringer jeg hans overvejelser som forvirret gymnasieelev. Overfor sig selv har han på det tidspunkt ærligt måtte erkende: Gud er simpelthen ikke til!,  at  ‘Gud er ikke mere til for mig’.  Men da han sidder ved sin elskede bedstemors dødsleje, så dæmrer det for ham, –  jeg citerer –  “at Gud var vist alligevel til. Ja naturligvis var han til. Det, som jeg har var vidne til, var alt for raffineret udtænkt til, at der ikke stod en intellígens og en hensigt bag det. En tanke kan ikke tænke sig selv. Der måtte være en, – og det var der også, – alting viste, at det var der!

Men hvilken Gud?  Han når gennem betragtning frem til at erfare Gud som “en Kabalemand, en drillende Gud!” Og han bli’r næsten buddhist: Alting er lidelse.

Senere kommer Munk videre. Som bekendt bliver en dybt troende præst, der ikke skyr martyriet,  men læs nu alligevel hans ungdommelige overvejelser fra sidste del af kapitel 17. . . . Indrømmet: Man fristes til at sige: “Der er nu noget om snakken”

Så naragtige er vi mennesker, så slavebundne af livsbegæret, af driften, han har nedlagt i os, – Han, Kabalemanden! Han har gjort sine sager godt!

Lad os prøve at tænke alt dét igennem, der stormer ind over os hér! Lad os prøve at nummerere orkanerne: Fødsel, elskov, bedrift, – han står bag det alt sammen og han får sin vilje igennem det!

Med favntagets liflighed lokker han kvinden, for derefter at give hende fødselens rå kval.
Med modernavnets lykke lokker han hende til at amme og hæge om barnet, elske det og værge det til drengen er stor nok til at kunne le hende op i ansigtet og gå til en anden kvinde!
Han har nedlagt en drift i en mand og en kvinde til at søge salighed hos hinanden, for sådan at prakke dem et samliv på, der bliver til vane, uhumskhed og væmmelse.
Han har nedlagt en drift i menneskeheden til at hige fremad, finde på, skabe, – for at ægge den op ad kulturens trappe trin for trin, til han ler og giver den et puf for brystet: så den styrter skrigende, og med lemmer, der brækkes, og nakke, der kvases ned i krigens pøl af latrin!

Behøver vi flere eksempler? Ser vi ikke alt nu, hvad det ér, han vil opnå med de drifter, han putter i os, hvad hans hensigt med os ér?
Hans lyst er hans skabnings lidelse. Det er marterkabalen, han sidder med.
Hans navn er ‘den drillende Gud’

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s