kultiveret opførsel

 

Angående  en trofast sognepræst gennem næsten 30 år,  som nu små 20 år har været pensioneret og som netop fejrer en mærkedag,  kan man læse følgende annonce i ‘kristeligt dagblad’ lørdag d. 27. december:

GURLI VIBE JENSEN – 90 ÅR
I anledning af tidligere sognepræst ved Helligåndskirken Gurli Vibe Jensens 90-års-fødselsdag afholder menighedsrådet en musikandagt i Helligåndskirken på Strøget i København mandag den 29. december kl. 14 med efterfølgende reception kl. 15 – 17 i menighedslokalerne i Helligåndshuset
Alle er velkomne
Helligånds sogns menighedsråd.

Sådan opfører efterfølgende, kultiverede præster og menighedsråd sig overfor en tidligere trofast  sognepræst, der fejrer en mærkedag. . . .
Nåja, – men det er jo osse i folkekirken, hvor begrebet medmenneskelighed  er en selvfølge . . . .

PS: Gurli Vibe Jensen bor som pensionist  i mit tidligere sogneområde. Om sin tid som missionær i Afrika og senere som præst ved Helligåndskirken i Københavns City holdt hun en eftermiddag i vores menighedssal i Slagelse det mest vidunderlige foredrag, som dém, der var til stede, aldrig glemmer.

Til lykke, Gurli! . . .
Og respekt for præster og menighedsråd i Helligåndskirken, som ikke glemmer  . . .

Reklamer

Julebudet til dém, der . . .

Til vinter-udgaven af KIRKEBLADET for Pedersborg-Bromme sogne, som udkom 01. december, blev jeg bedt om at skrive om en salme, som berører mig personligt. Valget var for mig ikke svært. Hér er den:

Julebudet til dëm, der bygge her i mørket og dødens skygge,
det er det lys, som, aldrig slukt, jager det stigende mulm på flugt,
åbner udsigten fra det lave, trøster mildelig mellem grave.

Julebudet i vinterens vånde, det er Gud faders varme ånde,
menneskefaldet til frelse vendt, menneskets adel på ny erkendt,
hjertets ret til at kæmpe og vinde evig slået fast trods hver en fjende.

Julebud under storm og torden melder og giver fred på jorden,
fred til at stride vor strid med mod, fred til at vente på enden god,
højt under medbør og dybt i sorgen, fred for både i går og i morgen.

Julebudet til dem, der græde, det er vældet til evig glæde.
Glæd dig da kun, du menneskesjæl, stinger end ormen endnu din hæl
Favn kun trøstig, hvad Gud har givet, løft dit hoved og tak for livet!

Nu fjorten dage efter offentliggørelsen i Kirkebladet vil jeg gerne hér  dele med jer, der læser min bog, hvad jeg skrev i bladet:

Ovenstående julesalme er skrevet af Jens Christian Hostrup i 1880’erne. Da jeg første gang gennemlæste  den og blev slået af dens teologiske dybde, tænkte jeg, at det måtte være en anden Hostrup, der var forfatter, – ikke hám, der har skrevet de lette og underholdende syngepil ‘Geboerne’, ‘Eventyr på fodrejsen’ og ‘En spurv i tranedans’. Men det viste sig at være netop dén Hostrup, som endda havde virket som præst. Jeg efterforskede og fandt ud af, at han havde skrevet salmen kort efter at han havde indstillet sin præstegerning, og at dens tone nok hang sammen med afgørende begivenheder i hans liv. Han havde mistet sin første kone efter ½ års ægteskab, og siden døde tre af de seks børn, han fik i sit andet ægteskab. Han kendte til ‘mørket og dødens skygge’. Evangeliet om Vor Herre Jesus Kristus havde været ham til trøst og lindring midt i sorgen over at skulle lægge så mange af sine kæreste i graven.

Når jeg nu siger  ‘Jesus Kristus’, så er vi jo vant til, at Han med navns nævnelse optræder i julesalmerne. Det er dog immervæk Hám, der er julens centrum. Har I lagt mærke til, at Han i denne julesalme overhovedet ikke nævnes??  Jeg tror, det er den eneste julesalme, jeg kender, hvor navnet Jesus ikke forekommer. Og hvor han ikke tiltales? I stedet omtales: “Julebudet”, altså julebudskabet. Dét må åbenbart for Hostrup forudsættes bekendt og være en forudsætning for, at man overhovedet kan synge med på en julesalme. Og hvad er så julebudet? Det ér: “Gud er i Jesus Kristus steget ned til vor jord og blevet én af os, for at vi, ved ham og med ham og i ham, skal løftes op til Guds himmel!”

I min tid som sognepræst har jeg altid benyttet salmen i julemidnatsmessen efter første. bibellæsning, – fra Esajas’ bog, hvor det hedder: “Det folk, som vandrer i mørke, skal se så stort et lys!”  Vi véd, at der tales til Israel, som skal se frem mod Messias’ komme. Men når vi besvarer Esajas-teksten med at synge: “Julebudet til dém, der bygge, hér i mørket og dødens skygge!”, så opdager vi, at det er os, der tiltales! Erkender, at vi hver dag er én dag nærmere vor grav. Og hvis vi ikke havde julebudet, – som jo for os, der kender hele historien , er blevet påskebud, så var der kun ormene eller flammerne at se hen til. Men nu har vi julebudet, nemlig at Jesus har vist os, at “han er det lys, som aldrig slukt jager det stigende mulm på flugt” Har han dog sagt: “Dén, der tror på mig, kan aldrig for alvor dø!” Hvor er det dog genialt udtrykt, når Hostrup siger, at netop troen på Kristus “åbner udsigten fra det lave, trøster mildelig mellem grave!”

Hvordan blev Guds søn menneske? I Maria!  Og hvordan bli’r han virkelighed i dig og mig, så vi med Paulus kan sige: “Ikke længere jeg lever, men Kristus lever i mig”? Han undfanges ved Helligånden: “Julebudet  i vinterens vånde, det er Gud Faders varme ånde!”  Vinter og kulde er dér, hvor Gud lukkes ude og døden så hersker. Mennesker havde lukket Gud ude, men nu bryder han igennem, og vi opdager, hvor værdifulde vi er i hans øjne. Med jomfru Marias ‘ja’  er “Menneskefaldet til frelse vendt, menneskets adel på ny erkendt”  Djævelen har for evigt spillet fallit: “Hjertets ret til at kæmpe og vinde, evig fastslået trods hver en fjende!”

“Min fred giver jeg jer, men jeg gi’r ikke, som verden gi’r”, siger Jesus. Dén fred, Jesus giver drejer sig om hjertets fred,-  lidt a-la Churhills ord, da han erklærede Tyskland krig: “Det vil koste blod, sved og tårer, men i dag er der fred i vore hjerter!” Hostrup siger det samme anderledes: “Julebud under storm og torden melder og giver fred op jorden”. Dén hjertets fred, som gør, at vi kan “stride vor strid med mod”, dén hjertes fred, der er givet os, fordi vi med Johannes Møllehave  kan sige’ ja’ til titlen på hans  seneste bog: “Det ender godt!”  ja, “fred til at vente på enden god! Højt under medbør og dybt i sorgen, fred for både i går og i morgen”.

“Dybt i sorgen”! .. Vi synger gerne om juleglæde, ja endog den, – undskyld Ingemann, for jeg elsker dig faktisk, – rædselsfulde fordanskning af den internationalt kendte østrigske jule-perle, som på alle sprog hedder: “Stille nat, hellige nat”, men som vi udbasunerer som “Glade jul”. Grundtvig har i sin salme “Velkommen igen, Guds engle små” haft mod til at tale om ‘julesorgen’, som han oplevede, da han på et tidspunkt op til jul havde mistet troen. Hostrup går direkte på og taler til de rigtig mange, som nu fejrer jul for første gang under knugende forhold, og hvor netop julen er årsag til, at øjnene dugges: “Julebudet til dém, der græde!” Hvor er det dog befriende, at der er en julesalme for dém, der måske netop i  i år ikke kan klare at istemme “Glade jul”. Men så bliver Hostrup igen parallel til Møllehaves: “Det ender godt”: Endnu lever vi i mørkets og dødens skygge, endnu viser arvesyndens følger sit ansigt: “stinger end ormen endnu din hæl”, citat fra 1. mosebog 3,15,  hvor Gud siger til djævelen i slangens skikkelse: “Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal  knuse dit hoved og du skal bide hendes afkom i hælen”. Mange statuer af jomfru Maria viser hende trædende på slangen. Endnu er dens hoved ikke knust. Men gennem hendes ‘ja’ til Gud må den se i øjnene, at dens dage er talte. I Lukas evangeliets kap. 21 forudsiger Jesus verdens totale sammenbrud på den yderste dag.¨, – når verden ‘går under’,  som vi siger. Og Jesus siger: ‘Når alt dette skrækkelige sker, så løft jeres hoved, for jeres frelse er lige om hjørnet’. Det samme råd gir Hostrup sig selv og dém, der synger hans salme, dém, der måske føler, at lige for øjeblikket er deres verden gået under. I bevidsthed om, at Gud er god og kun vil os det bedste, slutter Hostrup: “Favn kun trøstigt, hvad Gud har givet. Løft dit hoved! Og tak for livet! Livet her på jorden og videre i Guds himmel.

Jeg bli’r rørt, hvergang jeg synger denne salme. Hartrmanns stemningsrigtige melodi bidrager afgørende hertil. Den skal synges til min begravelse, – osse hvis jeg dør i juni måned.

Link til en smuk afsyngelse af vers 1 og 4, iklædt  et dejligt musikalsk arrangement skal afsluttende bringes her, – med ønsket om en kommende velsignet julefest for jer alle sammen

p. Stephen Holm SMMass