– SANDELIG opstanden !!

Endnu er den før-påskelige bodstid ikke begyndt. Vi skal lïge for alvor ha’ lagt julefesten bag os. Dét gør vi så nu på søndag, når vi fejrer Kyndelmisse. Men omkring jul har en sognepræst i folkekirken udtrykt sig noget ‘uheldigt’ om påskemysteriet, og en sand ‘diskussion’ er udbrudt. Fronterne er blevet trukket op: Enten tror man på Kristi fysiske opstandelse (ordet ‘fysisk’ bruges med forkærlighed) ellers osse tror man ikke på opstandelsen. Mærkelig påstand..  For jeg indrømmer ærligt,  at jeg ikke tror på Kristi stoflige opstandelse, men at jeg så sandelig tror på, at han reelt er opstanden, og nok så vigtigt: At jeg er opstanden med ham. Tankerne er så gået hen på en ‘påskeprædiken’, som jeg havde på forsiden af ‘katolsk orientering’ påsken 2007, en prædiken, som ikke affødte tjenstlig samtale. Dén fandt jeg frem og bringer her som bidrag til den aktuelle debat, kun ændret i teksten, hvor det tidsmæssige er afpasset (altså ikke udgivet palmesøndag men 30. januar)

Om to måneder skal vi fejre påske, Kristendommens centralfest!  Vi fejrer, at Kristus er opstanden! I den ortodokse kirke lyder råbet: Kristus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden! – med streg under sandelig. Dette er ikke en idehistorisk eller poetisk overvejelse. Det er reality-show! I sit brev til kirken i Korinth siger Paulus det klokkeklart: Hvis Kristus ikke er opstået fra de døde er vi kristne de mest ynkværdige mennesker på denne jord, for så bygger hele vort kristentro på en løgn! Men, afslutter Paulus,  nu ér Kristus opstanden fra de døde! (1. kor. 15.  12-20). At opstandelse ikke er et lig, der bli’r levende, er vi naturligvis på det rene med. Opstandelse er nyskabelse, – reel nyskabelse: “Kristus er opstanden! Vi har set ham! Derom er vi vidner”, – siger apostlene.

Kristus er opstanden. Han lever og dør ikke mere, – hedder det i liturgien!

Hvorfor er faktorerne omkring Kristi opstandelse væsentlige? Blandt andet, fordi Kristi opstandelse siger mig, hvad der skal ske med mig, når jeg dør. Hvis opstandelse var reserveret Kristus, kunne jeg vel strengt taget være ligeglad med, om det var sket sådan eller sådan. Eller om der menes dette eller hint! Men hvis Kristi opstandelse fortæller mig om min egen opstandelse, så vil jeg vide klar besked, – i hvert fald så klar besked som muligt. I vores dåb har vi sagt ja-tak til  dén opstandelses-invitation, Kristus gi’r hvert eneste menneske. På en måde er den enkeltes dåbsattest at betragte som en bekræftelse af vedkommendes taknemmelige ac­cept af invitationen. At det hæn­ger sådan sammen, læser vi i apostlen Paulus’ brev til kirken i Rom i det 6. kapitel: “Ved I ikke, at vi, som er døbte til Kristus, ved dåben er po­det ind i ham, er sammenvoksede med ham!?”. Læg mærke til den stærke passus: “sammenvoksede med ham!”. Det betyder, at vi er kommet i konkret skæb­nefællesskab med Kristus i vort liv, i vor lidelse, i vor død. Og, – nu kommer det vigtige, – for som Paulus videre si­ger det: “Lever vi med Kristus og dør vi med ham, da véd vi, at vi osse skal opstå med ham!” (6, 3-5). Det er faktisk dén passus, som er brugt ved af­slutningen af en gammel påske­hymne, som Grundtvig har gen­digtet. Her hedder det: “Som han (Kristus) op­stod, skal vi op­stå!” (Lovsang 411 v. 8). Dette er den egentlige grund til min påskefest: At jeg skal opstå med Kristus! Eller, – sagt bedre og rigtigere: At jeg ér op­stan­den med Kristus. For opstandelse er ikke noget, jeg bare skal vente på. Min opstandelsesproces er begyndt med min dåb. I sit brev til menigheden i Kolossæ skriver Paulus ikke: Kære venner! Når I engang dør og så opstår… Nej! Han skriver: “Kære venner! I ér døde! I ér opstandne med Kristus! Lev så på en sådan måde, at opstandelseslivet lyser ud af jer!” (Kol. 3, 1-4).

Som Israels folk, gennem det Røde Havs vande, gik fra mørke og død i Ægypten til lys og liv i det forjættede land, således er vi gen­nem dåbens vande gået fra et liv i mørke med udsigt til død ind i Kristi opstandelses liv. Det ny liv, opstandelseslivet, er be­gyndt! I en moderne påskesalme hedder det som følger:

Priset være du for dåben, Fader, Søn og Helligånd.
Livets sandhed er lagt åben, fri for illusioners bånd
Dåben er vort borger-brev, som Krist Konge underskrev
I Guds rige skal vi være, l
eve til hans pris og ære.

Krist er livets førstegrøde, vi er lemmer på hans krop.
Vi med ham på korset døde, står med ham til livet op.
Vi blev ét med ham, som står ved Guds højre hånd. – Vi får
del i livets lys hernede,
er i Himlen allerede!

At leve som opstanden betyder: at leve i bevidsthed om, at Jesu opstandelse er min opstandelse. At Gud i Jesus har vist mig, at han elsker mig så højt, at han ikke slipper mig, – heller ikke i dø­den. El­ler lad os bedre sige: Slet ikke i døden! Det eneste i men­neskeli­vet, der fra ens undfangelse af er dødsikkert, er døden! Ja­men, så er der jo ikke no­get, der hører livet mere til end netop dø­den. Hvad er højdepunktet på svangerskabet? Fødslen! Her fol­der det jordiske liv, der blev grundlagt i undfan­gelsen, sig for al­vor ud! Hvad er højdepunktet på livet? Dø­den! Her folder dét himmelske liv, opstandelseslivet, der blev grund­lagt i dåben, sig for alvor ud!

“Jamen”, hører man mange sige, “jeg har så svært ved at fore­stille mig et evigt liv i Guds himmel, og jeg har så svært ved at tro på noget, som jeg ikke kan forestille mig…..”.

Lad os nærme os denne indvending ved at vende tilbage til det netop nævnte svangerskabsbillede. Vi forestiller os, at vi kan banke på maven hos en vordende mor, der er tre måneder henne og kom­munikere med den lille, som ligger inde i hendes mave. Alle glæder sig til barnet om et halvt år skal fødes. Nu forestiller vi os så, at vi kunne stille fostret spørgsmålet: “Glæder du dig til at blive født?”. Og vi prædi­ker for den lille om den kommende jordiske lykke med en begej­string og overbevisning, der langt overgår dén, præsterne kan op­vække, når de prædiker om den kommende him­melske: “Er du klar over, at når du blir født, så ka’ du se ly­set! Du vil kunne høre mu­sik! Du vil med tiden kunne læse bø­ger, lege computer-spil, gå på diskotek, få dig en god rød bøf med et godt glas rødvin! ….” Ville den lille ikke svare: “Alt dét, du dér fortæl­ler mig, siger mig ikke noget: Lys?? hvad er det? Musik, bøger, computerspil, diskotek, bøf og rødvin…?? hvad er dét?”. Og jeg tror, den lille ville tilføje: “Ved du hvad! Jeg har det dejligt, som jeg hár det nu, og jeg har overhovedet ingen lyst til nogetsomhelst andet! Jeg sav­ner intet! Temperaturen hér er ok,  fugtighedsgraden ér, som den skal være, maden kom­mer via en sonde til tiden, jeg er beskyttet mod alt ondt (den lille kender jo ikke dansk lovgivning!). Sjæl, hvad vil du mer’?!”. . .    Men dét, der for den lille ni måneder igennem er para­dis, ér, når de ni må­ne­der er omme, den visse død. Nu stiger fostervan­det, nu er der ikke længere nogen vej udenom. Nu er det UD!!! En udviklings­proces, som er smertelig, både for dén, der føder og for dén, der bli’r født. Sidstnævnte ligner mest resultatet af et harmo­nika-sammenstød, indtil han/hun bli’r rettet ud.

Når et foster inde i mors liv ikke kan forestille sig tilværelsen udenfor, hvordan skulle vi her på jorden så kunne forestille os til­værelsen hos Gud i himlen? Tænk, hvis fostret havde afvist eksi­stensen af lys, musik, bøger, computere, diskoteker og røde bøffer, bare fordi forestillingsevnen svigter. Tænk, hvis vi afvi­ser tanken om et fan­tastisk spændende, overdimensionalt liv hos Gud i him­len, bare fordi vi ikke kan forestille os det? Skulle vi ikke meget hellere sige: Hvis jeg kunne forestille mig tilværelsen hos Gud i himlen, ville den være mindre end tilværelsen her på jorden, som jeg ikke engang kan gennemskue? Men så meget véd vi: At Gud i Jesus har vist os noget om opstan­delsen. For, som nævnt, “som han opstod, skal vi opstå!”.

Det ny testamente vidner om, at opstandelse ikke er et lig, der bli’r le­vende, men Guds totale nyskabelse. Opstandelse er nyskabelse, ikke: det gamle igen! Jesus genopstår ikke. Han opstår!  Med le­geme og sjæl, helt konkret, men i et nyskabt legeme, der ikke er et jordisk (stofligt, fysisk). Han opstår i et himmelsk (åndeligt) legeme. Derfor genkender hans venner ham heller ikke på hans udseende, men på dét, han siger (Maria Mag­dalene) (Joh. 20, 14-16) og på dét, han gør (disciplene i Emmaus) (Luk. 24, 15-16 + 30-31).

Vi har lært at sige, at Gud har skabt os, men vi burde rigtigere sige: Gud skaber os! For han er jo langtfra færdig. Livet igennem er vi en byggeplads, hvor gammelt falder væk og nyt bliver til. Man kunne måske sige, at Gud i døden siger til hver enkelt: “Så, min ven! Nu gider vi ikke længere bygge om på det legeme, jeg på­begyndte i din undfangelse. Nu skrotter vi hele molevitten, og jeg gi’r dig et nyt og anderledes legeme, et le­geme, der ikke er stof­ligt og dermed underkastet forandring og ned­brydelse, – Pau­lus kalder det et “fornedrelses-legeme”, – istedet gi’r jeg dig et him­melsk legeme, der ikke kan ødelægges og forgå, – Paulus kalder det et “herlighedslegeme”, – kort sagt: Et legeme, som dét, jeg gav min Søn i hans opstandelse!” (1. Kor. 15, 53-57).

Dette ér at fejre påske: At vide, at vi i forening med Kristus har lagt  mørke og død bag os, og at det ny liv, som i vores død helt og fuldt skal udfolde sig, allerede er begyndt. Det er et nyt “svanger­skab”, som fører henimod højdepunktet: en ny fødsel ind i Guds evige rige.

Kristendom er ikke blot at tro på Kristus eller følge ham efter. Kristendom er heller ikke blot at tro og håbe på, at Gud nok vil være én nådig i dødens stund og være barmhjertig ved dommen. Kristendom er forkyndelse af, at vi som døbte, som indpodede i Kristus, allerede ér i Gud og ved Kristus, med Kristus og i Kristus lever dette liv.

Vi skal snart fejre påske. Lad mig i dén forbindelse slut­telig citere den nu med Kristus opstandne pastor Bjørn Højbo. Han har, mens han var hér iblandt os, i en påske­prædiken sagt: “Påskefesten er en glimrende lejlighed til at for­dybe sig i, hvad kristendommen egentlig ér, og til virkelig at af­lægge al depres­siv opfattelse, som har plaget kirken og kristen­dommen i århund­reder!”.

Det er så sandt, som det er sagt: Kristendom er påske, og påske er kristendom!
Sagt kort:

Resur­rection! Now!
No resurrection, no christianity!

Jublende glædelig påske!  Hele året rundt!

Amen

Reklamer

. . . født af jomfru Maria!

Måske forventer I, kære venner, at jeg på nytårsdag indledningsvis ønsker godt nytår! Det har jeg da heller ikke spor imod! Ikke desto mindre må jeg så samtidig påpege, at vi i kirken nytårsdag ikke er forsamlede for at fejre nytår. Dét gjorde kirken cirka en måneds tid tidligere, da vi fejrede 1. søndag i advent og sang: “Vær velkommen, Herrens år!”

I kirken fejrer vi en 01. januar: 8. juledag. De første syv juledage  har vi betragtet: Gud har i Jesus Kristus ladet sig føde som menneske på denne jord.  På 8. juledag vender vi med kirken blikket mod hende, der har født os vor Herre Jesus Kristus og fejrer festen for: Jomfru Maria, Guds Moder.

Men lad os bare et øjeblik vende tilbage til dét med nytåret. Og se, hvor forskelligt det har været historien igennem.
Først det kirkelige, begyndende 1. søndag i advent. Men sådan har det ikke altid været. Tidligere har kirkeåret begyndt juledag.
Så det borgerlige, begyndende 1. januar. Men sådan har det ikke altid været …
Har I nogensinde overvejet månedsnavnene: september – oktober – november – december??? De to første kan sammenholdes med kendte musik-interval-udtryk: en septim og en oktav = 7 og 8  toner. de fleste véd, at en novene er en bøn gennem 9 dage og at en decimeter er lig med 10 cm. Er det ikke mærkeligt, at månederne 9-10-11-12 i virkeligheden hedder 7-8-9-10? Nej det er ikke mærkeligt, for indtil romerkejser Julius Cæsar i år 45 afskaffede den gamle romerske kalender og indførte den julianske, var det nytår 1. marts. Så passer pengene, og pludselig forstår man de manglende dage i februar. For øvrigt var det middelalderen igennem mange steder nytårsdag Mariæ bebudelsesdag den 25. marts. Faktisk ret så meningsfyldt.

Men nu fra dette kun overfladiske nytårs-ex-kursus tilbage til  8. juledag, til festen for jomfru Maria,  Guds Moder.
Jomfru Maria! Guds Moder! … Umiddelbart to vrøvleudsagn:
Ingen kvinde kan være jomfru, når hun har født et barn.
Og intet menneske kan være mor til Gud, som var til før verden blev skabt og mennesket blev til.
Ikke desto mindre fejrer vi 1. januar festen for jomfru Maria, Guds Moder.
Der er noget, der hedder dogme-film. I dag fejrer vi en dobbelt dogmefest:

1. Maria er Guds moder
2. Maria er ‘semper virgo’, altid jomfru, -. før, under og efter at have født vor Herre Jesus Kristus

To dogmer! to trossandheder! Værsgo’ og spis!  (der er fire  Maria-dogmer, de øvrige er: 3.-Maria er fra sin undfangelse af uden synd og:  4. hun er i sin død som fuldt og helt menneske optaget i Guds himmel).

Med lad os nu beskæftige os med dét, vi fejrer 1. januar:

I kirkens første tid var der forskellige opfattelser af, hvem Jesus var. Med megen vægt blev han forkyndt som værende et menneske, måske det bedste menneske, som nogensinde har levet på  jorden,.- men  kun et menneske. Andre holdt på at Jesus fuldt og helt var Gud og bare var ‘klædt ud’ som menneske.  Hvad var nu rigtigt?  I 325 afholdtes et koncil i byen Nicea. Her skulle man under Helligåndens vejledning finde frem til den af Kristus lovede sandhed. Resultatet blev, at det fastsloges, at Jesus er 100%  Gud og 100% menneske og det er det eneste sted i regning og matematik, at 100 + 100 kun gi’r 100. En trosbekendelse blev formuleret og i dén hedder det om Jesus, at han er “Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af den sande Gud!” og videre, at han: “er nedsteget fra himlen og har påtaget sig kød ved Helligånden af jomfru Maria og er blevet menneske!” Koncilet i Efesus hundrede år senere (431) bekræftede alt dette. Men nye tiltag, der påstod, at Jesus blot var menneske, havde igen set dagens lys.  Koncilet bekræftede imidlertid, hvad var der var vedtaget i Nikea, og nu blev der sat en trumf på: At Jesus er et menneske kan enhver se, blot ved at kikke på ham. At han osse er ‘sand Gud af den sande Gud’, må erkendes. For at understøtte dette afgørende element i forkyndelsen blev det nu besluttet at give jomfru Maria titlen ‘Gudføderske’. Men den, der føder,  bli’r mor, derfor det sprogligt  lidt lettere: Guds Moder. Titlen blev således ikke givet Maria for hendes egen skyld og til hendes egen ære, men for hendes søns skyld, til beskyttelse og befordring af  den trossandhed: At ham, Maria har født, ikke  blot er et menneske, men samtidig fuldt og helt Gud. Og når han er dét, så er Maria i den forstand og i sandhed:  GUDS MODER.

Intet menneske, der dagligt beder sit ‘Hil dig Maria’ og afrunder med ordene: “Hellige Maria, Guds moder ..”  kan være eller komme i tvivl om, at ham, som hun har født,  ikke bare er sandt menneske, men osse sand Gud!  Guds åbenbaring af sig selv!

Hvordan kunne det nu være, at det lige netop blev Maria fra Nazareth, som Gud udvalgte til at føde ham ind i verden. Ja, det véd kun Gud selv, men vi véd, at han fra evighed af har udvalgt hende og fra  hendes allerførste begyndelses øjeblik holdt sin beskyttende hånd over hende og holdt arvesynden borte fra hende. Hun er fuld af nåde! I kraft et dette nådevæld lykkedes det for hende, ikke at lade al det berøre hende, som ‘pletter’ os: vores egoisme, vores mistillid til Gud, vores venden ham ryggen. Ved bebudelsen stolede hun helt og fuldt  på englens ord og bad ikke Gud om at finde en anden, fordi det kom på  tværs af, hvad hun ellers havde tænkt sig og at det nok heller ikke lige ville falde i Josefs smag.. Ved fødslen i kostalden i Betlehem var hun ikke et øjeblik  i tvivl om, at hun havde født himlens kongesøn. Under hans offentlige virke, hvor han som oftest blev afvist, tvivlede hun ikke, og da hun stod under korset og fiaskoen ikke var til at skjule var hun sikker på, at det englen have sagt, ville gå i opfyldelse. Er détte, at hun livet igennem ikke har ladet sig berøre (jeg bruger med vilje dette ord), af egoisme, tvivl, mistillid til Gud, venden sig bort fra ham,  ikke nok til at kunne bekende Maria som ALTID JOMFRU:  før, under og efter Jesu fødsel??  Hendes forhold til Josef er i lyset af det netop sagte uinteressant. Afdøde pastor Peter Schindler udtrykte engang: “En go’ søn interesserer sig ikke for sin mors seksualliv!” I min verden er jomfruelighed ikke lig med snerpet seksualitet. Den er noget meget større end dét at kunne stå for en lægelig undersøgelse. Siger Jesus dog selv: “Hvad der fødes af kød, er kød.  Hvad der fødes af ånd, er ånd! (Joh. 3, 6).  Derfor har jeg ikke det ringeste problem med sætningen: “Født af JOMFRU Maria!”

Hvad skal vi nu bruge alt dette til?
Vi skal huske, at hvad der siges om Maria, gerne på én eller anden måde skal kunne siges osse om os. For Maria er et menneske. Hun er én af os!  Vi skal forene os med hende i hendes jomfruelighed og tilegne os af den, så Gud mere og mere kan komme til i os, – så hans Helligånd kan danne Kristus i os,-  så han kan fødes i os. Dette er jo vores kald som kristne: med Paulus at kunne sige: “Ikke længere jeg lever, men Kristus lever i mig!” (Gal. 2,20). Men Jesus Kristus, – og det er godt at høre dét på nytårsdagen, – er den samme i går og i dag, ja til evig tid, – hedder det i hebræerbrevet (13, 8) Osse i mig gælder det, at Kristus undfanges ved Helligånden og fødes af jomfru Maria! “Og Jesus så rundt  på dém, der sad omkring ham og sagde: ‘Se, her er min mor og min familie. For dén, som gør Guds vilje, er min bror, min søster og min mor’ !” (Mark. 3, 34-35).

Og lad os så slutte. hvor vi begyndte: Ved nytåret. Da 2. vatikankoncils liturgister besluttede at flytte festen for jomfru Maria moderværdighed fra en stilfærdig mindedag den 11. oktober til en højfest den 01. januar jublede vores nu afdøde medbroder i Kalundborg, pater Joseph Mesters SMM i sit tidsskrift ‘Ave Maria’ og skrev en artikel med stor overskrift: “ÅRET BEGYNDER MED MARIA!”. Ja selvfølgelig! Det hele er jo begyndt med hende. Sankt Louis-Marie de Montfort siger sin afhandling om den ægte Maria-fromhed: “Verdens frelse er begyndt gennem den hellige jomfru Maria. Gennem hende vil den osse blive fuldendt!..”

Amen.

2000 års fejring af den hellige messe

For at kunne fastholde og  gribe tilbage til nedenstående tekst, som jeg skrev for 6 år siden og som dengang  blev trykt i ‘katolsk orientering’ slår jeg den hermed op på min blog:

En ‘kort’ gennemgang af  2000 års fejring af den messens liturgi. Hvordan har dét, Jesus bød os gøre ‘til ihukommelse af ham’ udviklet sig?

En artikel af lederen af det katolske universitets- og højskolecentrum Clausthal, dr. Christiane Becker, offentliggjort den 31. august 08 i tidsskriftet “Gottesdienst”: Information und Handreichung der liturgischen Institute Deutschlands, Österreichs und der Schweiz, under overskriften: “En kort gennemgang af 2000 års fejring af messens liturgi”, har for mig været så velgørende læsning, at jeg, for at kunne dele min oplevelse med andre, prompte oversatte den og hermed nu gengi’r den, – ikke fri for egne tilføjede bemærkninger:

Jesus selv
Begyndelsen til dét, vi kalder messen eller fejringen af den hellige eukaristi, er at finde i bibelteksterne som handler om Jesu sidste måltid med dine venner. Tekst: Mat. 26, 17-19. De bibelske tekster peger tydeligt hen på, at det er i fejringen af den jødiske påskefest: festen for den befriende Gud, at Jesus har talt sine ord om hengivelse og om den ny pagt. Tekst: Mat. 26, 26-28. Bordfællesskabet med den jordiske Jesus vil, siger han, blive afsluttet. Fortsættelsen vil finde sted i Guds rige. Tekst: Mat. 26, 29. For tiden derimellem har Jesus efterladt sig en påmindelse om ham og hans gerning ved et måltid, som fejres under taksigelse, og som aktualiserer hans hengivelse til Faderen, – et tegn, der peger hen på det evige festmåltid hos Gud.

Ur- og oldkirken 
Urmenigheden fejrer dette måltid på ‘Herrens dag’, på Jesu opstandelses dag. Fejringens elementer ér: Forkyndelse af apostlenes lære om Kristus, fejring af fællesskabet méd ham og dermed med hinanden, brødets brydelse, ledsaget af bønner. Tekst: Ap. G. 2,42. Allerede på et tidligt tidspunkt dukker de første spørgsmål og differentieringer op angående fejringens form. Tekst.: 1. kor. 11, 17-34. I de første århundreder af kirkens historie eksisterer der ingen enheds-liturgi, men jo mere kristendommen udbredes, des mere vokser ønsket om en fastlagt tekst. Fra det tredje århundrede er den romerske præst Hippolyts tekst bekendt. Den taler om reservering af en del af dét brød og dén vin, som menigheden har medbragt til fejringen af Herrens dag, en tekst, som indeholder en ‘nadverbøn’ og som med stor nøjagtighed beskriver brødsbrydelsen og uddelingen/modtagelsen af de konsekrerede gaver (håndkommunion!!).  Samtidig vokser betydningen af en teologisk udlægning af Herrens måltid. Tekst: Augustin, prædikener 272. Med den historiske udvikling, der fører til antikkens afslutning (5. århundrede), ændres også betingelserne for det kirkelige liv. På den ene side udbredes kristendommen gennem folkevandringer og mission, på den anden side oplever man et tab af teologisk dannelse og tiltagende distanciering til det oprindelige.

Middelalderen
Ved middelalderens begyndelse har urkirkens enkle fejring af Herrens måltid udviklet sig til hof-ettikette, til et kejserligt ceremoniel. Dét, der skal fejres, er ikke længere bestemmende for liturgien, men liturgien er bestemmende for dét, der skal fejres. De troende er i det store og hele ikke længere i stand til, hverken sprogligt eller indholdsmæssigt, at følge kult-handlingen. Dermed udvikles den tidligere fællesskabs-fejring mere og mere henimod individuel bekymring om egen sjæls frelse. Man kan roligt sige, at den fælles fejring af Herrens måltid udvikler sig til et mysterie-spil, som afføder, at der parallelt med liturgien udvikles flere og flere former for privat fromhed. Privatmesser ved forskellige altre i samme kirkerum på samme tid bliver almindeligt. Tilbedelsen af Kristus i de ved konsekrationen opløftede nadverelementer bliver messens højdepunkt. Og ‘øjenkommunion’ (udtrykket vil umiddelbart kunne forstås) bliver det almindelige. Kirkerne er indrettet som tilbedelseskirker, hvor det centrale punkt er tabernaklet, ofte indbygget i en pompøs altertavle med ophøjet plads til monstransen med den udstillede hostie, – langt væk fra oldkirkens fejring af Herrens måltid omkring ordet og bordet.

Reformationstiden og de følgende 400 år
Disse forhold har helt klart været befordrende for reformationen. Mange teologer ytrer ønsker om en reformering af messens liturgi. Ordets forkyndelse, siger man,  skal ikke foretages véd, at forkynderen taler et sprog, som de modtagende ikke forstår, vendende ryggen mod dém, der forkyndes for. Og fejringen af Kristi offer må ikke ganske og aldeles overskygge fejringen af Herrens måltid. Reformationens frafald medfører, at Koncilet i Trient reformerer liturgien og sletter visse sange og elementer. Men herved bliver det. Byen Roms liturgi bliver gjort til forbillede for liturgien i hele kirken. Med fastlæggelsen i 1570 bliver den ‘tridentinske messe’ de følgende 400 år forpligtende messeform for hele den romersk-katolske kirke,  – med ganske få undtagelser. Messen er nu blevet til gejstlighedens messe, som fejres, ikke méd, men for folket. En offergudstjeneste fremfor en måltidsgudstjeneste. En gudstjeneste i en indtil mindste detalje fastlagt form, hvor intet indgreb tillades. Ikke kun den latinske ordlyd, men også lydstyrken: kraftigt – svagt – hviskende, er fastlagt. Ligeså samtlige gester, der skal udføres med millimeter-nøjagtighed for at gyldigheden ikke sættes på spil. Oprindelig var osse denne romerske form en form med uddelegerede roller, men praksis endte i den såkaldte ‘stille messe’ som norm, hvor den celebrerende præst, med en enkelt ‘svarende’ ministrant, repræsenterende menigheden,  gjorde alt selv, – med ryggen til menigheden, som ‘bivånede’  den ‘læste’, hviskede messe. Dette udviklede en praksis, hvor menigheden parallelt beskæftigede sig selv, om det nu var gennem rosenkransbøn eller gennem afsyngelse af salmer på modersmålet. (Dette har jeg personligt oplevet så sent som i slutningen af 50’erne, hvor man i en landsbykirke i Østrig om hverdagen, kun afbrudt af konsekrationen, bad rosenkransen under hele messen, og i min barndoms kirke i Svendborg, hvor en søndags-‘sangmesse’ foregik som følger: Første danske salme, som blev påbegyndt ved den latinske messes begyndelse og hvor pastor Niels Hansen hviskende ofte nåede til evangeliet inden salmens sidste vers var afsluttet. Efter prædikenen anden salme, som varede til henimod konsekrationen. Tredje salme påbegyndtes umiddelbart herefter og strakte sig til kommunionen. Sidste salme efter velsignelsen. Af og til kunne man være så heldig, at salmerne passede til det pågældende sted i messen, men det var undtagelsen. Meget bedre oplevede jeg det senere i Helsingør, hvor hele menigheden i den såkaldte ‘reciterede messe’, stadig på latin, havde overtaget ministantens svarrolle, – jvf. det kendte spørgsmål til pave Pius X: “Hvilke bønner skal man bede under messen?”, – besvaret med: “I skal bede messen!”). Kun i den festligste form “Missa solemnis”, med præst, diakon og subdiakon kom den tridentinske messe til fuld udfoldelse, men denne form var den absolutte undtagelse, reserveret til de allerstørste festdage i de fornemste kirker og sjældent rigtig gennemførligt, idet hverken diakon eller subdiakon normalt var at opdrive. Hvilket i praksis medførte, at en præst,  med diakon-dalmatika på, måtte spille diakonens rolle, og en præstestudent eller storministrant, ligeledes iført dalmatika, dog uden stola, fik rollen som subdiakon. Hele denne praksis var båret af en eukaristi-teologi, der i første række forstod messen som kultisk frembærelse af et offer. I denne forståelse var offer-præstens korrekthed m. h. t. ritus altafgørende. Menighedens medbeden og medhandlen var i princip uden betydning. En offerkult, som ikke havde eksisteret i ur- og oldkirken, cementerede sig, ja, man talte ligefrem om messen som en ‘gentagelse af korsofferet’. I Hebræerbrevet tales der tydeligt om Kristi ene korsoffer. I messen gentages dette offer ikke, men korsofferet aktualiseres. I messen frembæres Jesu Kristi ene offer. Fordi det er et offer, frembæres det på et alter. I messen deles man om et måltid. Fordi det er et måltid, samles man om et spisebord. Et alter, der derfor ligner en slagtebænk er lisså malplaceret som et spisebord af pindebrænde.

Den nyeste tid
De dybtgribende forandringer i livsbetingelserne fra det 16. århundrede til den nyere tid ér, som det netop er skildret, ikke på nogen måde kommet til udtryk i den cementerede gudstjenesteform, kun har de afspejlet sig i folkefromhed og andagtsvæsen. I oplysningstiden, i det 17. århundrede i Frankrig, i det 18. århundrede i Tyskland, sporer man imidlertid tilløb til fornyelse af messens liturgi. I det 19. århundrede vokser interessen for studium af de bibelske tekster og af forholdene i urkirken. I begyndelsen af det 20. århundrede, under pave Pius X, opstår en bred liturgisk bevægelse, hvis påvirkning stadfæstes i Pius XII’s enzyklika ‘Mediator Dei’ fra 1947. Den efterfølges af de første, mindre reformer, og mange gjorte tanker bliver grundlaget for andet vatikankoncils arbejde vedrørende en fornyelse (eller tilbageførelse) af liturgien. Liturgikonstitutionen “Sacrosanctum concilium” med 130 artikler godkendes i 1963. Et vigtigt aspekt er genopdagelsen af liturgien som ‘kirkens samlede forkyndelseshandling”. Konsekvensen heraf er indføring af modersmålet, aktiv deltagelse af alle fejrende, (gen)oprettelsen af mange tjenester ved gudstjenestefejringen, ordets gudstjeneste væk fra alter tilbage til ambo (læsepult), alterbord nærmere menigheden og celebranten ved stol, ambo og alter, med ansigtet vendt mod de medfejrende. Koncelebration afløser privatmesser, og bibeltekster til brug ved messerne bliver langt flere: Således udvides søndagenes ene tekstrække med to læsninger til tre tekstrækker med tre læsninger. Koncilets bestemmelser føres hurtigt ud i livet. I 1970 udkommer et nyt Missale Romanum, som gøres gældende for hele kirken. Den fornyede messe, som i højeste grad er en tilbageføring, understreger igen, at messen er hele menighedens fejring og henviser til, at realpræsens (Kristi reelle, konkrete nærvær) ikke er indskrænket til hans nærvær i nadverelementerne efter ‘forvandlingen’. Kristus er reelt nærværende, når menigheden er forsamlet i hans navn: Tekst:  Mat. 18,20; når ordet forkyndes: Tekst: Es 55,11; når brød og vin forvandles til Kristi hellige legeme og blod. Præsten har en dobbelt rolle:  Som liturgiens leder, ‘in persona Christi’, stående ved sin stol,  forestår han menighedens fejring af messens to ligeværdige dele: som lærer forkynder han ved amboen Guds ord og udlægger det autentisk, som offerpræst, stående ved altret,  aktualiseres ved hans hånd Jesu Kristi offer og under hans ledelse uddeles det hellige sakramente til de fejrende. Men sammen med den øvrige menighed står osse præsten foran Guds ansigt. Osse han er ‘til messe’ og skal tælles méd, når der er tælling af gudstjenestedeltagere. Liturgiens grundlæggende væsen er den forsamlede menighed, som fejrer påskemysteriet. Den grundlæggende form for messe er nu menighedsmessen og privatmesser forbydes. Hvorledes gudstjenesten skal fejres er teologisk, pastoralt og spirituelt fastlagt i indledningen til messebogen, hvor det bl. a. hedder:  “Riterne må udstråle enkelhedens glans. De må være nøgterne og umiddelbart forståelige, befriede for unødvendige gentagelser!” (34). Messebogen tilbyder i mange tilfælde forskellige muligheder for rituelle elementer og bønner. Med henblik på, at kirken ikke er en romersk kirke men verdenskirke, taler indledningen om “en berettiget mangfoldighed, for at give rum til forskellige fællesskaber, folkeslag og kulturer!” (38).  Modersmålets betydning i gudstjenesten understreges, samtidig med, at det latinske sprogs naturlige særstilling til understregning af kirkens enhed og universalitet, bibeholdes, ja understreges. (Missale Romanum af 1970 er på latin. Det er en udbredt  misforståelse, at latinsk messe er lig med tridentinsk messe. Missale Romanum af 1970 er grundlag for fejring af en gennemført, latinsk messe.)

– og fremtiden ??
Når vi nu 40 år efter koncilet betragter, hvad der er sket, må vi indrømme, at meget er sket. Men den ønskede liturgi-fornyelse er endnu ikke trængt igennem. Herhjemme afsløres det, når man, – som jeg i en tidligere artikel har påpeget det, – kikker på de nyeste ka­tolske kirke-byggerier. Man har bygget uden nytænkning, uden på­virkning af dét, koncilet egent­lig ville. Den liturgiske fornyelse er nemlig ikke gennemført véd, at man har skubbet alterbordet et par meter frem i koret og placeret den celebrerende præst med front mod menigheden, når menighedens fællesskab stadig overlades til en stole-bænke-opstilling, der minder om et teaterbesøg, og når am­bo­en (læsepulten) og sedilia (celebrantens stol) stadig vilkårligt placeres, hvor der nu måtte være bedst plads i korrummet (på scenen?), – ét eller andet sted, – ‘pænt’ ude i siden, totalt underordnet altret. Vi har brug for en saglig liturgisk/teologisk meningsudveksling. I en sådan må understreges, at  meditativ stilhed, festlighed og ærbødighed ikke er bundet til den tridentinske messe, men at samtlige af disse elementer fuldt ud er at virkeliggøre i menighedsmessen af idag. Nugældende ritus er ikke lig med ‘lavkirkelighed’, selv om det må indrømmes, at det i praksis hist og hér er tilfældet. Det drejer sig altid om en engageret, værdig “ars celebrandi”. Om ingen præst kan man længere sige, at han “læser messe”, nej, han “fejrer messe”, – sammen med de medfejrende. I en artikel af liturgiprofessor Klemens Richter (Münster) “Liturgi i et afkristnet samfund” citerer skribenten den nyligt afdøde betydningsfulde Innsbruck-liturg, Hans Bernhard Meyer sj, i følgende replik: “Der er forlængst påbegyndt en udvikling mod en liturgi, hvis form vi endnu ikke kender, men som sikkert vil være præget af langt større mangfoldighed, end vi hidtil har været vant til og som det andet vatikankoncils fædre havde kunnet forestille sig. På denne udviklingsvej vil der blive tale om spændinger og diskussioner, overbevisende løsninger og fejltagelser. Men der må ikke blive tale om en lammende angst, der forhindrer os i at gå denne vej. Set med Roms øjne indeholder sådanne centrifugale udviklinger farer. Spørgsmålet om, hvordan kirken så kan bevare sin enhed, gør mange reaktioner forståelige. Men man må ikke acceptere dem! Liturgiens vej i vort samfund må bestå i, at enkelte menigheder har et levende fællesskab med hinanden, – enten at de lærer af hinanden og overtager gode gudstjenesteformer fra hinanden, eller at de i bevidsthed om deres egenart går forskellige veje uden derfor at fordømme de andre. Det er altsammen ikke tegn på kirkens svaghed, men på dens styrke og dens evne til mere end tidligere at blive ‘una catholica'”. Dette er for mig sympatiske ord. Jeg blev katolik som 12-årig og har derefter gennem 15 år trofast deltaget i den tridentinske messe, som var dén tids messeform og som jeg højt elskede. Men hvad der var godt engang, behøver absolut ikke vedblivende at være det. Som lille barn spiste jeg f. eks. semuljevælling og drak sødmælk. Fint dengang, men i min verden er dén tid forbi. Første gang jeg oplevede en celebration efter Paul VIs messebog jublede jeg af begejstring. Som præst gennem nu 25 år har jeg været glad for, ikke at skulle fejre messe efter stivnet museums-ritus. Og jeg har årene igennem undret mig over, at kirken kunne vente hele 400 år på en liturgireform. Men den overlevede. Og den vil osse overleve efterdønningerne.

Med stor tak til andet vatikankoncil for dets seriøse liturgiske arbejde og til pave Paul VI for hans messebog af 1970, – ikke grundlag for en ny cementering, men for en videre udvikling, som endnu kun er i sin vorden.

Stephen Holm, Montfortkommunitetet