2000 års fejring af den hellige messe

For at kunne fastholde og  gribe tilbage til nedenstående tekst, som jeg skrev for 6 år siden og som dengang  blev trykt i ‘katolsk orientering’ slår jeg den hermed op på min blog:

En ‘kort’ gennemgang af  2000 års fejring af den messens liturgi. Hvordan har dét, Jesus bød os gøre ‘til ihukommelse af ham’ udviklet sig?

En artikel af lederen af det katolske universitets- og højskolecentrum Clausthal, dr. Christiane Becker, offentliggjort den 31. august 08 i tidsskriftet “Gottesdienst”: Information und Handreichung der liturgischen Institute Deutschlands, Österreichs und der Schweiz, under overskriften: “En kort gennemgang af 2000 års fejring af messens liturgi”, har for mig været så velgørende læsning, at jeg, for at kunne dele min oplevelse med andre, prompte oversatte den og hermed nu gengi’r den, – ikke fri for egne tilføjede bemærkninger:

Jesus selv
Begyndelsen til dét, vi kalder messen eller fejringen af den hellige eukaristi, er at finde i bibelteksterne som handler om Jesu sidste måltid med dine venner. Tekst: Mat. 26, 17-19. De bibelske tekster peger tydeligt hen på, at det er i fejringen af den jødiske påskefest: festen for den befriende Gud, at Jesus har talt sine ord om hengivelse og om den ny pagt. Tekst: Mat. 26, 26-28. Bordfællesskabet med den jordiske Jesus vil, siger han, blive afsluttet. Fortsættelsen vil finde sted i Guds rige. Tekst: Mat. 26, 29. For tiden derimellem har Jesus efterladt sig en påmindelse om ham og hans gerning ved et måltid, som fejres under taksigelse, og som aktualiserer hans hengivelse til Faderen, – et tegn, der peger hen på det evige festmåltid hos Gud.

Ur- og oldkirken 
Urmenigheden fejrer dette måltid på ‘Herrens dag’, på Jesu opstandelses dag. Fejringens elementer ér: Forkyndelse af apostlenes lære om Kristus, fejring af fællesskabet méd ham og dermed med hinanden, brødets brydelse, ledsaget af bønner. Tekst: Ap. G. 2,42. Allerede på et tidligt tidspunkt dukker de første spørgsmål og differentieringer op angående fejringens form. Tekst.: 1. kor. 11, 17-34. I de første århundreder af kirkens historie eksisterer der ingen enheds-liturgi, men jo mere kristendommen udbredes, des mere vokser ønsket om en fastlagt tekst. Fra det tredje århundrede er den romerske præst Hippolyts tekst bekendt. Den taler om reservering af en del af dét brød og dén vin, som menigheden har medbragt til fejringen af Herrens dag, en tekst, som indeholder en ‘nadverbøn’ og som med stor nøjagtighed beskriver brødsbrydelsen og uddelingen/modtagelsen af de konsekrerede gaver (håndkommunion!!).  Samtidig vokser betydningen af en teologisk udlægning af Herrens måltid. Tekst: Augustin, prædikener 272. Med den historiske udvikling, der fører til antikkens afslutning (5. århundrede), ændres også betingelserne for det kirkelige liv. På den ene side udbredes kristendommen gennem folkevandringer og mission, på den anden side oplever man et tab af teologisk dannelse og tiltagende distanciering til det oprindelige.

Middelalderen
Ved middelalderens begyndelse har urkirkens enkle fejring af Herrens måltid udviklet sig til hof-ettikette, til et kejserligt ceremoniel. Dét, der skal fejres, er ikke længere bestemmende for liturgien, men liturgien er bestemmende for dét, der skal fejres. De troende er i det store og hele ikke længere i stand til, hverken sprogligt eller indholdsmæssigt, at følge kult-handlingen. Dermed udvikles den tidligere fællesskabs-fejring mere og mere henimod individuel bekymring om egen sjæls frelse. Man kan roligt sige, at den fælles fejring af Herrens måltid udvikler sig til et mysterie-spil, som afføder, at der parallelt med liturgien udvikles flere og flere former for privat fromhed. Privatmesser ved forskellige altre i samme kirkerum på samme tid bliver almindeligt. Tilbedelsen af Kristus i de ved konsekrationen opløftede nadverelementer bliver messens højdepunkt. Og ‘øjenkommunion’ (udtrykket vil umiddelbart kunne forstås) bliver det almindelige. Kirkerne er indrettet som tilbedelseskirker, hvor det centrale punkt er tabernaklet, ofte indbygget i en pompøs altertavle med ophøjet plads til monstransen med den udstillede hostie, – langt væk fra oldkirkens fejring af Herrens måltid omkring ordet og bordet.

Reformationstiden og de følgende 400 år
Disse forhold har helt klart været befordrende for reformationen. Mange teologer ytrer ønsker om en reformering af messens liturgi. Ordets forkyndelse, siger man,  skal ikke foretages véd, at forkynderen taler et sprog, som de modtagende ikke forstår, vendende ryggen mod dém, der forkyndes for. Og fejringen af Kristi offer må ikke ganske og aldeles overskygge fejringen af Herrens måltid. Reformationens frafald medfører, at Koncilet i Trient reformerer liturgien og sletter visse sange og elementer. Men herved bliver det. Byen Roms liturgi bliver gjort til forbillede for liturgien i hele kirken. Med fastlæggelsen i 1570 bliver den ‘tridentinske messe’ de følgende 400 år forpligtende messeform for hele den romersk-katolske kirke,  – med ganske få undtagelser. Messen er nu blevet til gejstlighedens messe, som fejres, ikke méd, men for folket. En offergudstjeneste fremfor en måltidsgudstjeneste. En gudstjeneste i en indtil mindste detalje fastlagt form, hvor intet indgreb tillades. Ikke kun den latinske ordlyd, men også lydstyrken: kraftigt – svagt – hviskende, er fastlagt. Ligeså samtlige gester, der skal udføres med millimeter-nøjagtighed for at gyldigheden ikke sættes på spil. Oprindelig var osse denne romerske form en form med uddelegerede roller, men praksis endte i den såkaldte ‘stille messe’ som norm, hvor den celebrerende præst, med en enkelt ‘svarende’ ministrant, repræsenterende menigheden,  gjorde alt selv, – med ryggen til menigheden, som ‘bivånede’  den ‘læste’, hviskede messe. Dette udviklede en praksis, hvor menigheden parallelt beskæftigede sig selv, om det nu var gennem rosenkransbøn eller gennem afsyngelse af salmer på modersmålet. (Dette har jeg personligt oplevet så sent som i slutningen af 50’erne, hvor man i en landsbykirke i Østrig om hverdagen, kun afbrudt af konsekrationen, bad rosenkransen under hele messen, og i min barndoms kirke i Svendborg, hvor en søndags-‘sangmesse’ foregik som følger: Første danske salme, som blev påbegyndt ved den latinske messes begyndelse og hvor pastor Niels Hansen hviskende ofte nåede til evangeliet inden salmens sidste vers var afsluttet. Efter prædikenen anden salme, som varede til henimod konsekrationen. Tredje salme påbegyndtes umiddelbart herefter og strakte sig til kommunionen. Sidste salme efter velsignelsen. Af og til kunne man være så heldig, at salmerne passede til det pågældende sted i messen, men det var undtagelsen. Meget bedre oplevede jeg det senere i Helsingør, hvor hele menigheden i den såkaldte ‘reciterede messe’, stadig på latin, havde overtaget ministantens svarrolle, – jvf. det kendte spørgsmål til pave Pius X: “Hvilke bønner skal man bede under messen?”, – besvaret med: “I skal bede messen!”). Kun i den festligste form “Missa solemnis”, med præst, diakon og subdiakon kom den tridentinske messe til fuld udfoldelse, men denne form var den absolutte undtagelse, reserveret til de allerstørste festdage i de fornemste kirker og sjældent rigtig gennemførligt, idet hverken diakon eller subdiakon normalt var at opdrive. Hvilket i praksis medførte, at en præst,  med diakon-dalmatika på, måtte spille diakonens rolle, og en præstestudent eller storministrant, ligeledes iført dalmatika, dog uden stola, fik rollen som subdiakon. Hele denne praksis var båret af en eukaristi-teologi, der i første række forstod messen som kultisk frembærelse af et offer. I denne forståelse var offer-præstens korrekthed m. h. t. ritus altafgørende. Menighedens medbeden og medhandlen var i princip uden betydning. En offerkult, som ikke havde eksisteret i ur- og oldkirken, cementerede sig, ja, man talte ligefrem om messen som en ‘gentagelse af korsofferet’. I Hebræerbrevet tales der tydeligt om Kristi ene korsoffer. I messen gentages dette offer ikke, men korsofferet aktualiseres. I messen frembæres Jesu Kristi ene offer. Fordi det er et offer, frembæres det på et alter. I messen deles man om et måltid. Fordi det er et måltid, samles man om et spisebord. Et alter, der derfor ligner en slagtebænk er lisså malplaceret som et spisebord af pindebrænde.

Den nyeste tid
De dybtgribende forandringer i livsbetingelserne fra det 16. århundrede til den nyere tid ér, som det netop er skildret, ikke på nogen måde kommet til udtryk i den cementerede gudstjenesteform, kun har de afspejlet sig i folkefromhed og andagtsvæsen. I oplysningstiden, i det 17. århundrede i Frankrig, i det 18. århundrede i Tyskland, sporer man imidlertid tilløb til fornyelse af messens liturgi. I det 19. århundrede vokser interessen for studium af de bibelske tekster og af forholdene i urkirken. I begyndelsen af det 20. århundrede, under pave Pius X, opstår en bred liturgisk bevægelse, hvis påvirkning stadfæstes i Pius XII’s enzyklika ‘Mediator Dei’ fra 1947. Den efterfølges af de første, mindre reformer, og mange gjorte tanker bliver grundlaget for andet vatikankoncils arbejde vedrørende en fornyelse (eller tilbageførelse) af liturgien. Liturgikonstitutionen “Sacrosanctum concilium” med 130 artikler godkendes i 1963. Et vigtigt aspekt er genopdagelsen af liturgien som ‘kirkens samlede forkyndelseshandling”. Konsekvensen heraf er indføring af modersmålet, aktiv deltagelse af alle fejrende, (gen)oprettelsen af mange tjenester ved gudstjenestefejringen, ordets gudstjeneste væk fra alter tilbage til ambo (læsepult), alterbord nærmere menigheden og celebranten ved stol, ambo og alter, med ansigtet vendt mod de medfejrende. Koncelebration afløser privatmesser, og bibeltekster til brug ved messerne bliver langt flere: Således udvides søndagenes ene tekstrække med to læsninger til tre tekstrækker med tre læsninger. Koncilets bestemmelser føres hurtigt ud i livet. I 1970 udkommer et nyt Missale Romanum, som gøres gældende for hele kirken. Den fornyede messe, som i højeste grad er en tilbageføring, understreger igen, at messen er hele menighedens fejring og henviser til, at realpræsens (Kristi reelle, konkrete nærvær) ikke er indskrænket til hans nærvær i nadverelementerne efter ‘forvandlingen’. Kristus er reelt nærværende, når menigheden er forsamlet i hans navn: Tekst:  Mat. 18,20; når ordet forkyndes: Tekst: Es 55,11; når brød og vin forvandles til Kristi hellige legeme og blod. Præsten har en dobbelt rolle:  Som liturgiens leder, ‘in persona Christi’, stående ved sin stol,  forestår han menighedens fejring af messens to ligeværdige dele: som lærer forkynder han ved amboen Guds ord og udlægger det autentisk, som offerpræst, stående ved altret,  aktualiseres ved hans hånd Jesu Kristi offer og under hans ledelse uddeles det hellige sakramente til de fejrende. Men sammen med den øvrige menighed står osse præsten foran Guds ansigt. Osse han er ‘til messe’ og skal tælles méd, når der er tælling af gudstjenestedeltagere. Liturgiens grundlæggende væsen er den forsamlede menighed, som fejrer påskemysteriet. Den grundlæggende form for messe er nu menighedsmessen og privatmesser forbydes. Hvorledes gudstjenesten skal fejres er teologisk, pastoralt og spirituelt fastlagt i indledningen til messebogen, hvor det bl. a. hedder:  “Riterne må udstråle enkelhedens glans. De må være nøgterne og umiddelbart forståelige, befriede for unødvendige gentagelser!” (34). Messebogen tilbyder i mange tilfælde forskellige muligheder for rituelle elementer og bønner. Med henblik på, at kirken ikke er en romersk kirke men verdenskirke, taler indledningen om “en berettiget mangfoldighed, for at give rum til forskellige fællesskaber, folkeslag og kulturer!” (38).  Modersmålets betydning i gudstjenesten understreges, samtidig med, at det latinske sprogs naturlige særstilling til understregning af kirkens enhed og universalitet, bibeholdes, ja understreges. (Missale Romanum af 1970 er på latin. Det er en udbredt  misforståelse, at latinsk messe er lig med tridentinsk messe. Missale Romanum af 1970 er grundlag for fejring af en gennemført, latinsk messe.)

– og fremtiden ??
Når vi nu 40 år efter koncilet betragter, hvad der er sket, må vi indrømme, at meget er sket. Men den ønskede liturgi-fornyelse er endnu ikke trængt igennem. Herhjemme afsløres det, når man, – som jeg i en tidligere artikel har påpeget det, – kikker på de nyeste ka­tolske kirke-byggerier. Man har bygget uden nytænkning, uden på­virkning af dét, koncilet egent­lig ville. Den liturgiske fornyelse er nemlig ikke gennemført véd, at man har skubbet alterbordet et par meter frem i koret og placeret den celebrerende præst med front mod menigheden, når menighedens fællesskab stadig overlades til en stole-bænke-opstilling, der minder om et teaterbesøg, og når am­bo­en (læsepulten) og sedilia (celebrantens stol) stadig vilkårligt placeres, hvor der nu måtte være bedst plads i korrummet (på scenen?), – ét eller andet sted, – ‘pænt’ ude i siden, totalt underordnet altret. Vi har brug for en saglig liturgisk/teologisk meningsudveksling. I en sådan må understreges, at  meditativ stilhed, festlighed og ærbødighed ikke er bundet til den tridentinske messe, men at samtlige af disse elementer fuldt ud er at virkeliggøre i menighedsmessen af idag. Nugældende ritus er ikke lig med ‘lavkirkelighed’, selv om det må indrømmes, at det i praksis hist og hér er tilfældet. Det drejer sig altid om en engageret, værdig “ars celebrandi”. Om ingen præst kan man længere sige, at han “læser messe”, nej, han “fejrer messe”, – sammen med de medfejrende. I en artikel af liturgiprofessor Klemens Richter (Münster) “Liturgi i et afkristnet samfund” citerer skribenten den nyligt afdøde betydningsfulde Innsbruck-liturg, Hans Bernhard Meyer sj, i følgende replik: “Der er forlængst påbegyndt en udvikling mod en liturgi, hvis form vi endnu ikke kender, men som sikkert vil være præget af langt større mangfoldighed, end vi hidtil har været vant til og som det andet vatikankoncils fædre havde kunnet forestille sig. På denne udviklingsvej vil der blive tale om spændinger og diskussioner, overbevisende løsninger og fejltagelser. Men der må ikke blive tale om en lammende angst, der forhindrer os i at gå denne vej. Set med Roms øjne indeholder sådanne centrifugale udviklinger farer. Spørgsmålet om, hvordan kirken så kan bevare sin enhed, gør mange reaktioner forståelige. Men man må ikke acceptere dem! Liturgiens vej i vort samfund må bestå i, at enkelte menigheder har et levende fællesskab med hinanden, – enten at de lærer af hinanden og overtager gode gudstjenesteformer fra hinanden, eller at de i bevidsthed om deres egenart går forskellige veje uden derfor at fordømme de andre. Det er altsammen ikke tegn på kirkens svaghed, men på dens styrke og dens evne til mere end tidligere at blive ‘una catholica'”. Dette er for mig sympatiske ord. Jeg blev katolik som 12-årig og har derefter gennem 15 år trofast deltaget i den tridentinske messe, som var dén tids messeform og som jeg højt elskede. Men hvad der var godt engang, behøver absolut ikke vedblivende at være det. Som lille barn spiste jeg f. eks. semuljevælling og drak sødmælk. Fint dengang, men i min verden er dén tid forbi. Første gang jeg oplevede en celebration efter Paul VIs messebog jublede jeg af begejstring. Som præst gennem nu 25 år har jeg været glad for, ikke at skulle fejre messe efter stivnet museums-ritus. Og jeg har årene igennem undret mig over, at kirken kunne vente hele 400 år på en liturgireform. Men den overlevede. Og den vil osse overleve efterdønningerne.

Med stor tak til andet vatikankoncil for dets seriøse liturgiske arbejde og til pave Paul VI for hans messebog af 1970, – ikke grundlag for en ny cementering, men for en videre udvikling, som endnu kun er i sin vorden.

Stephen Holm, Montfortkommunitetet

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s